Okkultismens dragende magt

UHYGGE, mystik, spøgelser — det er begreber som folk ofte forbinder med det okkulte. Ordet okkult betyder egentlig „skjult“, „tildækket“, „hemmeligt“. Nudansk Ordbog definerer okkultisme som dyrkelse af „ukendte mystiske naturkræfter“.

Okkultisme drejer sig altså om oplevelser og hændelser „der ikke synes at kunne forklares ud fra de kendte naturlove“, som det hedder i Gyldendals Fremmedordbog. Derfor betegner man ofte okkulte fænomener som „overnaturlige“.

I begyndelsen af 1930rne foretog dr. Joseph Banks Rhine nogle banebrydende undersøgelser af okkultismens mysterier og indførte udtrykket „ekstrasensorisk perception“ (ESP), „oversanselig opfattelsesevne“. Han forudså at okkultismen ville forsvinde ’efterhånden som lyset fra den videnskabelige forskning fordrev mørket fra de kroge hvor mystikken stadig trivedes’. „Som astrologiens okkulte ritualer veg for astronomien, som den okkulte alkymi forvandledes til nøgtern kemi og de magiske helbredelsesmetoder blev til velfunderet lægevidenskab, sådan vil,“ sagde han, „de tilbageværende okkulte systemer med tiden blive fortrængt af et mere pålideligt grundlag.“

Men selv grundige undersøgelser har ikke kunnet løse okkultismens mysterier. Og dens dragende magt er ikke blevet mindre, snarere tværtimod.

Hvorfor virker det okkulte så tiltrækkende?

Mange har hørt om tilfældet Rosemary Brown. Som barn fik denne engelske kvinde kun ganske lidt undervisning i musik. Det interesserede hende ikke særligt. Da hun blev voksen begyndte hun ikke desto mindre at nedskrive partiturer som hun hævdede at Beethoven, Brahms og Schubert havde dikteret hende. Undersøgelsen af hendes tilfælde omtales i The New Encyclopædia Britannica, 1977, hvor der står:

„Da man fremlagde disse partiturer for musikeksperter, var de enige om at hvis de var blevet fundet på et forladt loftskammer, ville man have antaget dem for originale værker. De enkelte stykker fremstod ikke kun som rimeligt gode pasticher, men som et ægte udtryk for det man kendte til komponistens følelsesliv og personlighed. Selv højt uddannede musikere ville øjensynlig have haft svært ved (hvis det overhovedet var muligt) at frembringe værker af en sådan karat. Hvordan en kvinde fra arbejderklassen, med ringe musikkundskab, kunne gøre dette, er forbløffende — ikke mindst i betragtning af at hun aldrig havde lært at komponere.“

Mange mennesker lader sig fascinere af sådanne hændelser og spekulerer på hvordan de er mulige? Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica indrømmer: „Tanken om at disse germanske komponisters ånder står i kø for — på engelsk — at diktere deres seneste kompositioner til denne kvinde, er svær at acceptere.“ Alligevel hedder det videre: „Kendsgerningerne er uomtvistelige. Der findes ingen nærliggende forklaringer. Som sådan er denne hændelse typisk for mange andre.“

Et andet eksempel er følgende beretning fra Flixborough, South Humberside, England. Den 1. juni 1974 klokken 16.53 indtraf en voldsom eksplosion på en kemikaliefabrik. Omtrent fire timer tidligere havde en yngre kvinde, der boede omtrent 40 kilometer fra ulykkesstedet, set et nyhedsindslag i fjernsynet der handlede om ulykken og fortalte om sårede og omkomne arbejdere. Samme dag havde hun allerede inden klokken 14.00 talt med to andre om ulykken. Men i fjernsynets nyhedsudsendelse om aftenen hed det at eksplosionen fandt sted sidst på eftermiddagen. Alle fjernsynsselskaber i området benægtede at de skulle have haft et indslag om ulykken på noget tidligere tidspunkt.

Er du, ligesom mange andre, fascineret af sådanne hændelser?

Der findes desuden et „spil“ mange betragter som uskyldigt tidsfordriv. Man benytter et såkaldt ’Ouija-bræt’. Dette bræt findes i flere udførelser, men almindeligvis måler det omkring 60 × 45 centimeter og er cirka en halv centimeter tykt. På brættet står alle bogstaverne i alfabetet, en række cifre fra 1 til 9 samt 0, og ordene „ja“ og „nej“. Den vigtigste del er en lille hjerteformet viser som kan pege på hvert tegn og derved stave et budskab.

Spillerne lægger brættet i skødet og placerer fingrene forsigtigt på den hjerteformede viser. Derefter stiller de et spørgsmål og venter på svaret. Virker det så? Et stort antal spillere svarer ja! „I nogle tilfælde er svarene forbavsende korrekte,“ skriver spalteredaktøren George R. Plagenz. „Man ved at Ouija-brættet endog har forudsagt begivenheder der senere fandt sted.“

Millioner føler sig draget af dette spil. For nogle få år siden blev det betegnet som „det mest populære spil i De forenede Stater — endnu mere populært end Matador“.

Stigende popularitet

„Det okkulte og det overnaturlige er en god forretning,“ bemærker bladet U.S.News & World Report. „Folk fra alle samfundslag er villige til at betale store summer for at rådspørge sandsigere, orakler og andre selvbestaltede seere.“

I De forenede Stater er der omtrent 600.000 „synske“ personer — astrologer, parapsykologer og spiritister, der forlanger op til 300 dollars (ca. 2400 kroner) for deres råd. Der omsættes også for flere millioner dollars blade, bøger, kassettebånd og film der behandler okkulte emner.

I Storbritannien er situationen ikke meget anderledes. Postordrefirmaer der forhandler bøger og genstande som bruges til okkulte formål, oplever en stigende omsætning. En af de største forhandlere ekspederer „flere hundrede ordrer hver uge og har omkring 20.000 faste kunder der køber bøger“.

„For fem år siden,“ oplyser Londonavisen The Guardian for 6. marts 1985, „antog man at der var omkring 60.000 hekse i Storbritannien. I dag anslås dette tal at være steget til 80.000.“

Den vestlige verden oplever faktisk hvad The World Book Encyclopedia kalder „en udbredt genopvækkelse af okkultismen“.

Mange føler sig draget af okkultismen. Men hvad vil en nøjere undersøgelse afsløre? Er der farer forbundet med det? Og i bekræftende fald: Hvori består de?

[Illustration på side 4]

Handel med okkulte genstande er en blomstrende forretning