De bor nord for polarcirkelen — og trives!

„KOM SNART IGEN!“

Denne opfordring stod på forsiden af den nordnorske avis Finnmarken den 20. november 1979, og den var rettet til solen.

Hvorfor?

Jo, for netop den dag gik solen ned under den sydlige horisont i Vadsø — hvor ovennævnte avis udgives — og man kunne ikke vente at se den igen de næste to måneder. Og i byer og fiskerlejer længere mod nord, som for eksempel Vardø, Båtsfjord, Berlevåg og Hammerfest (den nordligste købstad i verden), ville den lange vinternat vare endnu længere.

Når solen kommer tilbage efter at have været borte så længe, får den en hjertelig velkomst disse steder. I minebyen Kirkenes nær den russiske grænse sker det at skolebørn går op på et fjeld i samlet trop bare for at se på solen. I Vadsø, hvor solen skinner 5-10 minutter gennem en åbning i fjeldet, får børnene fri fra skole, og hele byen fester. Endnu nordligere, i Vardø, markeres glæden med en dundrende salut fra Vardøhus fæstning, der er fra det 14. århundrede.

„Nu går det den rigtige vej, mod sommeren,“ siger folk — i januar.

Når solen ikke vil gå ned

Men der er jo også en lysere side af sagen. Grunden til jubelen i Vadsø, når folk har set et glimt af solen en mørk januardag, er at de véd at de om kort tid — fra slutningen af marts til midten af september — vil få lange, lange dage; ja, fra midten af maj til slutningen af juli vil solen slet ikke gå ned.

De fleste mennesker på jorden bor rundt om klodens midterbælte, og deres tempo og livsrytme reguleres af en uændret række af solopgange og solnedgange. Men nord for polarcirkelen — og også nede i Antarktis — er der ikke denne uændrede rytme året rundt.

Da jordens akse er skrå i forhold til solen, vender Nordpolen mod solen seks måneder og ligger badet i stadigt dagslys, mens Sydpolen har en lige så lang nat. Hvis du boede på Nordpolen året rundt, ville du derfor få en seks måneder lang dag, fra 21. marts til 23. september. Men desværre ville dagen blive efterfulgt af en seks måneder lang nat, med isnende kulde og voldsomme snestorme. Jo længere mod syd i forhold til Nordpolen man bor, jo kortere bliver perioden med midnatssol. Ved polarcirkelen, der ligger cirka 2600 kilometer syd for Nordpolen, er der kun én dag om året hvor solen ikke går ned og — om vinteren — kun én dag hvor den ikke kommer op over horisonten.

Hvad der gør natten udholdelig

Der er ingen andre steder på jorden hvor der bor så mange mennesker så nær ved Nordpolen som i Norge. En tredjedel af Norge ligger nord for polarcirkelen, og denne tredjedel ligger mellem breddegrader hvor vi finder isørkener og yderst ugæstmilde områder i Grønland, Canada, Alaska og Sibirien.

Den varme golfstrøm, der løber langs med hele Norges vestkyst, skaber imidlertid et tempereret klima som vi ikke finder så langt mod nord noget andet sted i verden. Langs med den 19.200 kilometer lange kyststrækning med dens utallige vige og fjorde er der milde vintre og kølige somre, og alle havne er isfri om vinteren.

Rundt regnet ti procent af Norges befolkning på 4.000.000 lever nord for polarcirkelen i amterne Nordland, Troms og Finnmark. Disse områder må have været beboet i lang tid, for der er gjort fund som viser at fiskere og jægere slog sig ned her samtidig med at andre slog sig ned i de sydligere dele af landet. Og i dag bor der ikke bare djærve fiskere og jægere, men også jordbrugere, minearbejdere, skibsbyggere, sømænd og ikke så få industriarbejdere nord for polarcirkelen.

Fødte optimister?

En dansk dame som har boet deroppe de sidste 20 år, siger at nordmændene dér nordpå er de fødte optimister: „Efter en kold og våd sommer siger man: ’Vi kan endnu nå at få et fint efterår.’ Og hvis det ikke kommer til at passe, siger man: ’Vi får sikkert en mild og god vinter.’ Når så alt er begravet i sne og snestormene raser, siger man: ’I år får vi nok et tidligt forår.’ Og når foråret kommer med temperaturer under frysepunktet og snebyger lige til Sankt Hans, så lyder det: ’Når sommeren kommer så sent, bliver den varm og dejlig.“’

Optimister eller ej, så har folk deroppe almindeligvis et lyst sind. De har let til spøg, og problemerne bliver ikke gjort større end de er. Folk er sædvanligvis åbne, venlige og gæstfrie. Da en ældre Vadsøborger blev spurgt hvorfor han så godt kunne lide at bo så højt mod nord, svarede han: „På grund af folkene her. Og naturen. Bare det at se ud over havet, fiske i elvene, klatre op ad en stejl fjeldside eller gå hen over et fjeldplateau, giver én en dejlig følelse af frihed.“

En ung arbejder på en fiskefabrik i Finnmark udtrykker det sådan: „Der er ikke noget som at fiske i en sø oppe i fjeldet. Det er så frit og åbent. Jeg ville blive kvalt hvis der var en hel masse træer rundt om mig.“

„Lyset er lifligt“

Et skriftsted som bibellæsere i Finnmark er særlig glade for er Prædikeren 11:7: „Lyset er lifligt, at skue solen er godt for øjnene.“ Lyset fra den pragtfulde midnatssol er mere end blot godt for øjnene — det er også godt for helbredet.

„Når den mørke tid nærmer sig, kommer folk og beder om sovepiller,“ siger dr. Tore Ask i Vadsø. „Mange lider af søvnløshed; de bliver ikke naturligt trætte, da kroppen ikke får noget signal om at det er tid at sove. Det er mørkt hele tiden, og det bliver forfærdelig svært at komme op om morgenen, og denne følelse af træthed varer hele dagen. Det er en nervemæssig belastning for mange. Den lyse tid, derimod, virker opbyggende på folk på mange måder og hjælper dem til at udholde vintermørket.“

Dr. Ask, som kom til Finnmark fra Sydnorge i 1976, siger at han med det samme følte sig tiltrukket af landet og lyset: „Jeg blev så stimuleret af solen at jeg ikke følte trang til at gå i seng. Og sådan er det for alle. Folk har så meget at tage sig til i de hektiske sommeruger — i haven, i huset, med bilen eller båden — og de arbejder ude i sollyset til langt over midnat.“

Et endnu lifligere lys

Grethe (der er dansker), hendes mand Karl-Erik (der er svensker) og det norske ægtepar Åshild og Øivind har opdaget at de åbne, venlige og gæstfrie mennesker i Finnmark også reagerer gunstigt på en anden slags lys — det liflige budskab fra Bibelen om at jorden snart skal omdannes til et paradis. De kom til fiskerbyen Båtsfjord som heltidsforkyndere for Jehovas Vidner i januar 1975. Der blev oprettet en menighed, og bare fem år senere bestod den af 25 ivrige forkyndere af Bibelens sandheder.

„Foruden de 3000 indbyggere i Båtsfjord omfatter vort distrikt fiskerlejer som ligger 25, 50 og 70 kilometer herfra,“ siger Åshild. „Om vinteren bliver vejene lukket, og vi er afhængige af hurtigruten for at komme til Berlevåg. Vi rejser søndag aften, bruger hele mandagen til at forkynde og lede bibelstudier, og rejser så tilbage mandag aften.“

Om forkyndelsen om sommeren fortæller hun: „Vi var en gruppe der arbejdede i et fjerntliggende distrikt i Vest-Finnmark, og vi måtte bruge en lille båd for at nå nogle af husene. Solen skinnede, og folk arbejdede, så vi blev ved med at besøge dem lige til klokken halv et om natten.“

Jehovas Vidner i Norge har nu 29 menigheder med i alt 570 forkyndere nord for polarcirkelen. Menigheden i Båtsfjord er den næstnordligste menighed af Jehovas Vidner i verden. Den nordligste er Hammerfest i Vest-Finnmark. I alt er der cirka 7000 forkyndere af Riget i Norge.

Grethe og Karl-Erik, der som nævnt er fra henholdsvis Danmark og Sverige, har somme tider talt om at flytte væk fra de golde fjelde i Finnmark og slå sig ned et varmere sted. „Vi kan se mange grunde til at tage sydpå,“ siger de, „men når vi så snakker om hvor vi skal slå os ned, bliver det straks vanskeligere. Og det ender gerne med et eller andet sted her nord for polarcirkelen. Her er der brug for os. Vi har masser af plads, vi har frihed og fred, skønne omgivelser og en masse gæstfrie mennesker der er interesseret i Bibelens sandheder.

Så vi vil fortsat se frem til flere år med tidligt forår, varme somre og korte, milde vintre heroppe!“

[Illustration på side 13]

Solen går ikke ned i to og en halv måned