Hvad muskler kan og hvad de ikke kan

Musklernes simpleste bevægelser er undere som vi tager for givet. Når muskler opøves er det forbløffende hvad de kan klare i retning af opgaver som kræver både styrke og udholdenhed. Men der findes en anden form for opøvelse der er af langt større betydning end opøvelsen af muskler, og resultatet af den overgår alt hvad muskler kan præstere!

FORESTIL Dem at De skal løfte en kasse der er fuld af fjer. Deres hjerne giver besked til de muskler der nu skal i arbejde, og De løfter fjerene. Senere kommer der blystænger i kassen, og Deres hjerne giver de samme muskler ordre til at løfte kassen med bly, og de gør det. En simpel sag? Nej, slet ikke.

Fibrene i skelettets muskler trækker sig ikke sammen med større eller mindre styrke alt efter hvor lette eller tunge ting musklerne skal bære. Når en nerveende fortæller fiberen at den skal trække sig sammen gør den det fuldstændigt. Der er altså ingen mellemvej. Men hvordan kan det så være at musklerne ved den ene ordre kun udfolder tilstrækkelig kraft til at løfte fjer, mens de ved den anden mønstrer al den kraft der behøves for at løfte bly?

En muskel består af mange bundter af muskelfibre. Til hvert bundt hører en motorisk nerve, der i spidsen forgrener sig ud så hver muskelfiber har sin egen specielle nerveende som stimulerer den. Den elektrokemiske impuls overføres ved hjælp af kemiske stoffer fra nerveenden til fiberen, hvor den igen bliver elektrokemisk. Fiberen trækker sig sammen. Alle fibrene i det pågældende bundt trækker sig sammen.

Det er imidlertid ikke alle fiberbundter i en muskel der trækker sig sammen når muskelen bruges. Hvis hjernen véd at der kun skal løftes fjer, giver centralnervesystemet kun signal til de forholdsvis få bundter der behøves for at løfte fjer. Men skal der løftes bly bliver mange flere bundter stimuleret til at trække sig sammen.

Somme tider bliver hjernen narret. Hvis den tror kassen er fuld af fjer når den i virkeligheden indeholder bly, er der ikke tilstrækkelig mange fibre som får besked på at trække sig sammen, og hjernen bliver overrasket. Kassen er som naglet til gulvet. Men hvis hjernen tror at kassen er fuld af bly og det faktisk kun er fjer, bliver mange fiberbundter bestilt til at løfte, og kassen synes at flyve op fra gulvet.

Afgørelser! Afgørelser!

Sagen er at centralnervesystemet uafbrudt træffer afgørelser om hvor mange fiberbundter der skal have besked på at trække sig sammen for at de cirka 650 muskler i kroppen kan udrette det de skal. Fibrene er forsynet med sanseorganer, receptorer, der overvåger fibrene og sender besked til centralnervesystemet, og ved denne „feedback“ hjælper de til med at træffe afgørelser. Måske er det Dem imod at træffe afgørelser, men De gør det faktisk hele tiden, De tænker bare ikke over det.

Jo flere fibre der trækker sig sammen, des større og hårdere bliver muskelen. For eksempel trækker bicepsmuskelen i Deres overarm sig sammen når De løfter hånden og klør Dem i nakken. Det er der ikke brug for ret mange fiberbundter til, og Deres bicepsmuskel er derfor blød. Men prøv så med den samme bevægelse at løfte en 15 kilos byrde op på skulderen; nu svulmer bicepsmuskelen op og bliver hård fordi mange flere fibre sættes i arbejde.

Nogle muskler har en langt mere fintmærkende kontrol med spændingstilstanden end andre. Fingrene kan for eksempel lukke sig sammen i et jerngreb, men de kan også forsigtigt holde om et tyndskallet æg. I muskler af den art er der mange fiberbundter, men der er kun få fibre i hvert bundt — i visse tilfælde højst 10. Andre, store muskler, som nogle af dem der sidder i benene, duer ikke til sådanne fintgraduerede bevægelser. De består af færre fiberbundter men har mange flere fibre i hvert bundt — ofte over 100.

I skeletmusklerne er der to slags fibre: de mørke, eller røde, der trækker sig langsomt sammen men kan holde sig sammentrukket længe; og de lyse, eller hvide, der bruges ved hurtige handlinger. Nogle muskler består næsten udelukkende af langsomt arbejdende fibre, mens andre består af en blanding af langsomme og hurtige fibre. Mennesker der er specielt hurtige i deres bevægelser, har flere hvide eller hurtige fibre end de hvis bevægelser er langsomme. For eksempel må adrætte gymnaster have hurtige fibre for at kunne præstere de blændende og dynamiske øvelser de forbløffer os med. Fremragende sprintere har også flere af disse hurtige fibre end langdistanceløbere. Træningen gør en del, men den kan ikke ændre de hurtige og langsomme fibres forholdsmæssige antal, der er en arv, en gave.

Hvor energien kommer fra

ATP (adenosintrifosfat) er muskelbevægelsens rige energikilde. ATP fremstilles i muskelfibrene af små celleorganeller der kaldes mitokondrier; det foregår på flere forskellige måder. Fedtstoffer i muskelvæv (fedtvæv) nedbrydes til frie fedtsyrer i muskelen og desuden i blodet. Endelig bliver de iltet i muskelfibrene og frigør energi, der bindes i ATP. Glykose fra blodet iltes også i muskelfibrene og bliver til ATP. En del glykose fra blodet oplagres i musklerne som kulhydrater, kaldet glykogen. Når der så er brug for ATP omdannes dette glykogen til glykose, der uden brug af ilt producerer ATP.

Disse metoder til fremstilling af ATP benyttes samtidig, men i større eller mindre grad, alt efter omstændighederne. Motionens art, hvor kraftigt den udføres, hvor lang tid den står på, og udøverens kondition, er alt sammen faktorer der bestemmer hvor meget ATP der skal ydes ved de respektive metoder på et givent tidspunkt. Hos en distanceløber der har trænet ihærdigt og længe, produceres ATP imidlertid fortrinsvis af glykogen.

Marathonløbere indtager ofte store mængder kulhydrater i nogle dage forud for en konkurrence. Derved kan de øge den mængde glykogen der er oplagret i deres muskler med helt op til 300 procent. Denne måde at bruge glykogen på giver imidlertid et biprodukt, mælkesyre, og når den hobes op i musklerne forårsager det træthed og til sidst muskelsmerter.

Skal vi dyrke musklerne eller deres Skaber?

Musklerne kan gøre meget. De kan kaste en skruebold. De kan få kroppen til at balancere på én hånd. De kan få kroppen til let og elegant at flyve eller hvirvle gennem luften, eller at slå en kolbøtte. Armmuskler kan løfte byrder på et par hundrede kilo op over hovedet. Benmuskler kan bringe kroppen op over en overligger i flere meters højde, eller næsten ni meter hen over jorden, eller de kan få den til at tilbagelægge 100 meter i løbet af ni sekunder, eller en engelsk mile på mindre end fire minutter, eller 42 kilometer på godt to timer. Eller de kan klare et udholdenhedsløb på over 100 kilometer. Tarahumaraindianerne i Mexico løber til tider 320 kilometer. En tvivlsom påstand går ud på at mahetangerne, tibetanske munke der er opøvet som særligt „rapfodede“, løber 480 kilometer på 30 timer mens de gentager deres hellige rituelle formler i takt med deres skridt og vejrtrækning.

Man kan godt have respekt for muskler, men de er ikke guder. Nogle løbere — utvivlsomt dog et mindretal — synes at mene at muskler er guder. En af dem har sammenlignet løb med en søgen efter den hellige gral. En anden løber påstår at menneskets „søgen efter ånd gennem legemet først lige er begyndt“. Dr. George Sheehan, af mange kaldet kondiløbets ypperstepræst, har sagt: „Det farlige for mig er at jeg aldrig når min begrænsning og finder Gud. Men her hjælper det mig at løbe.“ En kvinde som dyrker kondiløb sammenligner det at løbe med at blive omvendt. En anden kvinde, hvis mand løber, siger: „Førhen var Tom metodist. Nu er han løber.“ Forfatteren Joel Henning har sagt om kondiløb: „Det er afgjort en form for tilbedelse, et forsøg på at finde Gud.“ Redaktøren af On the Run, Bob Anderson, siger: „En eller anden har engang sagt: ’Skal menneskeheden overleve må den opfinde en ny religion.’ Den er opfundet. Det er løberens religion.“

Men stands nu lidt. Muskler kan ikke frelse. Det kan kun musklernes Skaber. Muskler er et udtryk for Jehovas skabervisdom. Ser vi ikke hans genialitet afspejle sig i musklernes smidighed, hurtige bevægelser, styrke og udholdenhed? Ser vi den ikke i den komplicerede elektrokemi, i de millioner af reaktioner der foregår hvert sekund i millioner af fibre og som kontrolleres og synkroniseres uden at vi behøver at skænke det en tanke? Ja, uden at vi tænker over det gør musklerne deres arbejde og medvirker til at vi holdes i live. De indvirker på vejrtrækningen, hjerteslaget, blodkredsløbet, fordøjelsen, kirtelfunktionen, det elektriske kredsløb, og meget, meget mere som vi slet ikke tænker over.

Det er gavnligt at opøve musklerne, men en sådan opøvelse er for intet at regne i sammenligning med opøvelsen af gudhengivenhed. „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt,“ skrev apostelen Paulus, „men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ (1 Tim. 4:8) Glæd Dem over den motion De får, af hvilken art den end måtte være. Nyd dens gavnlige virkning. Den kan udvirke at De føler Dem bedre tilpas. Gudhengivenhed kan imidlertid udvirke noget som muskler ikke kan — den kan give Dem et længere liv, ja evigt liv. Som salmisten sang:

„Herren lægger ikke vægt på hestes styrke, finder ikke behag i en løbers ben; han har behag i dem der frygter ham.“ – Sl. 147:10, 11, The New English Bible.

[Ramme på side 13]

HVAD AEROBISK MOTION BETYDER FOR MUSKLERNE

Muskelfibrene bliver stærkere og trækker sig hurtigere sammen.

Mitokondriernes antal øges — de producerer ATP.

Der bliver flere af de enzymer som mitokondrierne må have for at kunne producere ATP — tre gange så mange hos distanceløbere som hos folk med stillesiddende arbejde.

Musklernes myoglobin fordobles ofte. Dette stof fører ilt til mitokondrierne. Mere myoglobin er ensbetydende med mere ilt.

Arterierne skyder nye forgreninger, der bliver flere kapillærer, ofte dobbelt så mange. Det betyder at blodet fører mere ilt til musklerne.

Da kredsløbet bliver mere omfattende og der føres mere myoglobin rundt, får kroppen en bedre iltforsyning og der behøver ikke at pumpes så meget blod.

Der forbrændes en større fedtmængde, hvorved der produceres mere ATP.

Omdannelsen af glykose øges, hvilket også giver ATP.

Opøvede muskler indeholder større koncentrationer af oplagrede kulhydrater (glykogen) — den vigtigste energikilde for den der øver kraftig idræt i lang tid ad gangen.

I opøvede muskler dannes der ikke mælkesyre så hurtigt; de kan derfor arbejde længere end utrænede muskler uden at blive trætte.

[Ramme på side 13]

HVAD MANGLENDE MOTION BETYDER FOR MUSKLERNE

De bliver mindre, svinder hen. Det ses for eksempel når man fjerner gipsbandagen på brækkede arme og ben — så er musklerne skrumpet ind.

I et forsøg lod man idrætsfolk tilbringe 20 dage i sengen. Evnen til at optage ilt mindskedes med mere end en fjerdedel. Hjertets pumpekapacitet faldt i samme grad, og antallet af røde blodlegemer faldt 15 procent.