Fjer — enestående mesterværker

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I CANADA

EN KOLIBRI med rubinfarvet strube kommer svævende i al sin farvepragt for at suge nektar af en smuk blomst. En påfugl spankulerer omkring med de flotte halefjer slået ud til en imponerende vifte der stråler i alle regnbuens farver. Det der gør disse fugle så pragtfulde, er netop deres fjerpragt.

Skræddere, syersker og modeskabere vælger mange slags stoffer og farver til menneskenes garderobe. Hvilken interessant variation af klæder skaber de ikke af deres tøjruller af uld, bomuld, silke og syntetiske stoffer! Fuglenes klædedragt er imidlertid skabt af blot ét materiale, nemlig keratin. Dette hårde, hornagtige protein er hovedbestanddelen i dine negle, såvel som i dyrenes hove og kløer. Ved hjælp af det har Skaberen dannet fuglenes klædedragter, som langt overgår dét menneskelige modeskabere har frembragt, både hvad skønhed, variation og anvendelighed angår.

Fint konstruerede, men stærke

Det er en kendt sag at et hult rør har sine fordele fremfor en massiv stang. Den nedre, hule del af skaftet på en fjer har da også benlignende styrke, men vejer blot en brøkdel af det den ville have gjort hvis den havde været massiv. Denne den tykkeste del af fjeren kaldes fjerposen, og den er nedsænket i en fordybning i fuglens hud.

Fjerposen går over i skaftet, og på hver side af det sidder de parallelle fjerstråler. I rette vinkler på hver stråle sidder der fine bistråler, som er forsynet med småkroge der griber ind i hinanden, omtrent som tænderne i en lynlås. Resultatet bliver en tæt vævning der dog kan bøjes frit eller gentagne gange uden at gå i stykker.

Hvis disse kroge af en eller anden grund skulle gå op, glatter fuglen bare fjerene indtil alle stråler har hægtet sig fast i hinanden igen. Når alle de pjuskede fjer er på plads igen, er fuglen godt beskyttet mod kulden, samtidig med at den har en vandtæt hovedbeklædning og regnfrakke. Der er eksempler på at fjerdragten hos ænder og andre vandfugle endog har holdt stand mod fuglehagl!

Hvordan en fjer dannes

Anlægget til en fjer dannes i en lille fordybning i fuglens hud, kaldet fjersækken. Efterhånden som fjeren udvikles, finder der enestående og komplicerede forandringer sted. I en hudfold udvikler de forskellige dele af fjeren sig lige så nydeligt rundt om et skaft. Det hele er så fint pakket sammen at man, når man ser den fuldt udvoksede fjer, virkelig kan undre sig over hvordan det hele kunne være på så ringe plads.

Når fjeren er fuldt udviklet, udtørres de blodkar der har sørget for næring til cellerne så de kunne vokse, hudfolden brister, og fuglen fjerner hurtigt affaldsmaterialet og pudser sin nye fjer, så den får fuld størrelse. Fjeren består nu stort set af dødt væv, som ikke længere behøver næring fra fuglens blodomløb — en besparelse som er en stor fordel for fuglens kredsløb.

Stor variation

Fjer findes i en mængde forskellige former, størrelser, farver og typer. De fleste har en eller anden funktion, mens nogle ser ud til bare at være til pynt. Alle fugle har fjer i forhold til deres behov. De store fugle har ikke for mange, og de små har ikke for få. Da fjerene hos en af de største fugle, den amerikanske pibesvane, blev talt, viste det sig at den havde 25.216 fjer, mens hele stadsen på den lille bitte rubinstrube-kolibri bestod af 940 fjer!

Blandt de funktionelle fjer er dunfjerene, der er sådan konstrueret at de danner et ypperligt „termoundertøj“ til vore fjerede venner. Under et forstørrelsesglas kan man se de lange, fint formede og meget bøjelige stråler og bistråler, men ingen kroge. Den meget lette, formløse masse af bløde dun isolerer fuglens krop, så den holder sig varm i koldt vejr og afkølet når det er varmt.

Visse fugle har flere dunfjer end andre. En af dem er edderfuglen. Den bruger sit overskud af silkebløde dun til at fore reden med. Dunene bliver altså til „babytæpper“ af allerbedste slags til de forvænte ællinger! Kejserpingvinen, der holder til på det sydpolare fastland, har også en dundragt under de vand- og vindtætte dækfjer. Det sætter den i stand til at stå urørlig uden mad i omkring tre måneder mens den udruger et æg som den har liggende på fødderne — og det i temperaturer på minus 50 grader celsius og en vindstyrke på 80 kilometer i timen!

Dækfjerene er konstrueret sådan at de gør fuglen strømlinjet med henblik på flugten, og de er arrangeret i et bestemt mønster, alt efter hvilken art det drejer sig om. Den centrale del af fjeren, skaftet, er let buet for at passe til kroppen og peger altid bagud, fra næbbet mod halen. Dunene på fjerens nederste del gør „undertøjet“ nærmest fuglens hud tykkere, og de dækkes af den næste række fjer.

Har du set en høne „puste sig op“ for at kunne dække æggene eller de nyudrugede kyllinger? Hønen får dette oppustede udseende ved at rejse fjerene ved hjælp af de muskler og fibre de er fæstet til i huden. Denne evne gør det også muligt for fuglen at rense eller ordne fjerdragten når det er nødvendigt, eller at samle mere luft, som kan virke isolerende eller luftkonditionerende.

Endnu mere fascinerende er svingfjerene, „propellerne“, som gør det muligt for fuglen at lette og flyve gennem luften. En enkelt af disse fjer kan have henved en million sindrigt konstruerede og tilpassede dele. I spidsen af hver vinge sidder 10 eller flere håndsvingfjer, som udgør den vigtigste fremdriftsenhed på hele vingen. Dernæst følger 17 armsvingfjer, som i lighed med håndsvingfjerene har en meget kraftig fjerpose og et meget kraftigt skaft, som er fæstet til skelettet. De kan alle vendes, så de overlapper hinanden tæt når vingen bevæges nedad, og åbner sig som en persienne når vingen bevæges opad. De utrolig lette indre armsvingfjer dækker resten af vingestrukturen, så der dannes en bæreflade som ikke har sin lige.

Andre fjer som er af betydning for flugten er styrefjerene på halen, hvis stærke muskler gør det muligt for fuglen at presse fjerene sammen, brede dem ud som en vifte, folde dem sammen eller sætte dem i skråstilling når den måtte ønske det. Disse 10 eller flere styrefjer tjener således samme hensigt som et flys sideror, haleplan, bremseklapper og balanceklapper under opstigning og flugt, og som en luftbremse under landing.

Stor farverigdom

Den farverigdom man finder blandt de smukke repræsentanter for fugleverdenen er mildest talt iøjnefaldende. Blåt, grønt, gult og rødt gør sig godt sammen på pavefinken, mens hankardinalen tør vise sig offentligt iført en højrød klædedragt fra hoved til halespids. Den eneste kontrast er dens sorte ansigt.

Mange fugles fjerdragt varierer i farven alt efter hvor de holder til. Den velklædte fjeldrype skifter farve fra forskellige brune nuancer om sommeren til en næsten helt hvid klædedragt om vinteren — en fuldkommen camouflage i de arktiske egne. I de frodige jungler er stærke grønne farver på mode. I ørkenområderne har rovdyrene svært ved at opdage fuglene på grund af deres sandfarvede dragter.

Fjerenes farve skyldes en kombination af deres struktur, pigmentindhold og reflektering af solstrålerne. Hvide fjer har en mikroskopisk struktur som fuldstændig reflekterer hvidt lys. Blåtoner opstår når små bitte partikler i bistrålerne udelukkende bryder, spreder og reflekterer blå lysstråler. Grønne farver er et resultat af en kombination af en blå struktur med gult pigment, mens fjer med rødt pigment absorberer den blågrønne del af det hvide lys, så det kun er røde lysstråler der reflekteres. Det er denne enestående måde som fjerene er konstrueret på, der gør det muligt for vort øje at glæde sig over den store farverigdom i fugleverdenen.

Et strålende farvespil

En engelsk naturforsker beskrev engang en kolibri på denne måde: „Det ene øjeblik minder den om en rubin, det næste om en topas, for så at se ud som en smaragd og derefter som glimrende guld.“ Den berømte amerikanske naturforsker og kunstner Audubon omtalte disse fjerklædte skønheder som „vidunderlige brudstykker af regnbuen“. Hvorfor? På grund af farvespillet i fjerene.

Hvad er det der forårsager dette strålende farvespil? Det er ganske små, fine spejllignende strukturer der frembringer en kompliceret optisk aktivitet der kaldes interferens. De eliminerer visse komponenter i lysstrålerne og forstærker andre ved at reflektere dem. Resultatet bliver en kortvarig udstråling af en ren farve på overfladen af fjerene som forandrer sig når lysstrålerne rammer fjerene i forskellige vinkler. Og lige så pludseligt kan hele farvepragten forsvinde igen.

Et typisk eksempel på dette farvespil er „øjnene“ på en påfugls halefjer. Hver fjerstråle som går gennem et „øje“, er sådan konstrueret at den har tre eller fire farvezoner. Dertil kræves flere tusind lysreflekterende strukturer, alle i en ganske bestemt orden, på hver tre millimeter af fjerstrålen. Det betyder at milliarder af molekyler må erstattes år efter år uden at forandres det mindste — nemlig når fuglen fælder og får nye fjer. En forandring på blot en tusindedel millimeter — og farverne vil være borte!

Særpræg

I de fjerklædte skabningers verden finder vi mange særegenheder hvad fjerene angår. De stive halefjer på spætten er til støtte for den når den klatrer op ad et træ, akkurat som „klatrefødderne“ hjælper en montør til at komme op ad en telefonpæl. De lange fjer der stikker ud på fjeldrypens fødder tjener som „snesko“ om vinteren. Den plettede sandhøne i Afrika dækker sine ungers daglige drikkevandsbehov ved at hanfuglen henter vand til dem i sine vandabsorberende brystfjer. Visse bekkasiner og ryper lader luft passere gennem specielle „musikfjer“ i vingerne og frembringer på denne måde en syngende lyd. Gæssene bruger deres kraftige vingefjer som våben. Vi må heller ikke glemme de belevne gentlemen i fugleverdenen som bejler til damerne med en særlig fjerpragt. Blandt disse er krontranen, fiskehejren med sine fjerbuske, de uforglemmelige paradisfugle og den australske lyrehale.

Ja, fjer er virkelig enestående mesterværker. De er intet mindre end underværker, mesterstykker hvad ingeniørkunst angår! Æren for al deres skønhed og anvendelighed går til den store Skaber og Konstruktør alene.

[Illustration på side 22]

Skaft

Stråle

Bistråle