„Bare dig og mig, mor“

Børn af enlige forældre: Kan de klare vanskelighederne? Hvordan kan de medvirke til at skabe et lykkeligere hjem?

„MIN far har forladt os, og min mor har været meget syg. Hun har det bedre nu, men det går ikke godt med os. Vi trænger til en far, for vi har svært ved at klare det. Somme tider har vi kun lidt eller ingen mad, for de fleste penge går til regninger og reparationer i huset. Jeg er ked af at se min mor så ensom. Hvad skal der dog blive af os? Vi er bange.“

Dette sørgelige brev er et nødråb fra en 14-årig dreng som er blevet én af de millioner af børn der må opdrages af en enlig fader eller moder.

Hvis man ikke selv har oplevet det, vil man ikke fuldt ud kunne forstå hvilket chok det er for et barn når den ene af forældrene pludselig er borte — måske for altid. Selv om det i mange tilfælde er et dødsfald der er årsag til at børn mister deres fader eller moder, er det i de fleste tilfælde skilsmisse eller separation der er årsagen, eller simpelt hen det at den ene af forældrene forlader hjemmet. Man anslår at 40 procent af alle de børn der nu lever i De forenede Stater, vil komme til at mangle den ene af forældrene i deres barndom. Overalt i verden stiger antallet af børn der må leve under disse forhold.

Det er en stor udfordring for et barn at skulle klare de problemer der følger med denne situation, der af en ung mand blev beskrevet som „en mur af håbløshed, fortræd og angst“. Hvad kan han eller hun gøre for at klare det? Er det altid faderens eller moderens fejl hvis barnet udvikler sig i dårlig retning? I hvor høj grad er et sådant barn herre over sin egen skæbne? De følgende erfaringer fra det virkelige liv kan hjælpe os til at finde svarene på disse spørgsmål.

Hvad kan forværre situationen?

„Hvis jeg ikke får lov flytter jeg bare hen til far — han vil give mig lov!“ truede en teenager da hans moder vejledte ham. Sådanne trusler er ikke ualmindelige. En 14-årig pige indrømmer ærligt: „Jeg har også mere frihed. Far giver mig lov til mere end mor gjorde. . . . Mødre prøver undertiden at opdrage deres børn på den måde de mener er bedst, mens fædre er mere tilbøjelige til at lade børn gøre hvad de har lyst til.“ Sådan er det naturligvis ikke altid.

Men fører det til sand tilfredshed at ’gøre hvad man har lyst til’? Mange unge vil, uden at tænke nærmere over det, sige: „Ja!“ Det gjorde for eksempel en 16-årig dreng, som dog senere måtte skifte mening.

Denne drengs forældre var skilt, og moderen havde fået forældremyndigheden over ham og hans broder. Den kristne moder var fast og opstillede en „husorden“ som drengene måtte overholde; blandt andet skulle de være hjemme til et bestemt tidspunkt. Men den 16-årige følte at hans moder var for streng. Han ønskede mere frihed, så han forlod hende og flyttede hen til sin fader, der straks overøste ham med mange gaver — en ny bil, et nyt ur og andre ting. Han fik sin frihed. Men snart førte denne nyfundne frihed problemer med sig.

De moralprincipper han tidligere havde holdt i hævd, gik tabt. De tilfældige kønslige forbindelser han indlod sig på, førte til et voldsomt slagsmål med en jaloux ven. På grund af den spændte atmosfære hjemme hos hans fader, der nu havde giftet sig igen, løb han flere gange hjemmefra. For hurtigt at komme væk fra denne spændte atmosfære giftede han sig over hals og hoved og kastede sig, sammen med sin unge kone, ud i et liv i sus og dus. Så godt som hver aften besøgte de den ene bar efter den anden. Ja, han gjorde i sandhed ’hvad han havde lyst til’.

En aften, mens han sad på en bar, begyndte han at tænke alvorligt over sit liv, over hvordan han var blevet. „Hvad er det jeg gør med mit liv? Hvad er det der er ved at ske med mig? Hvad skal det dog ende med?“ spurgte han sig selv. Kort efter forlod hans kone ham, og hans tilværelse gik i stykker. I erkendelse af hvor han kunne finde tryghed, vendte han tilbage til sin moders hjem, nu villig til at leve efter de samme regler som han tidligere havde været irriteret over. Han forstod nu at det var til hans eget bedste at følge dem. Lykkeligvis erkendte han sandheden i det bibelske ordsprog (29:15, NW): „En dreng der er overladt til sig selv gør sin moder skam.“

Virkelige sønner og døtre

Den 16-årige Yvonne i Bogotá, Colombia, viste sig som en sand datter. Hendes fader forlod hjemmet da hun var tre år, og uden materiel støtte fra manden kæmpede hendes moder for at sørge for sin lille piges fysiske og følelsesmæssige behov, samtidig med at hun stræbte efter at bibringe hende de kristne principper. I en alder af 13 år blev pigen ramt af en lammelse. Men takket være sin moders pleje kom hun sig. Pludselig, da hun var 16 år, dukkede faderen op igen — han var nu en succesrig forretningsmand.

Han gik straks rettens vej for at få forældremyndigheden over pigen. Yvonne og hendes moder måtte nu møde i retten, hvor faderen fremsatte følgende beskyldning mod moderen: „Hun har forsømt min datters velfærd og uddannelse!“

„Hvor var min far da jeg var syg og trængte til lægebehandling?“ svarede Yvonne sagtmodigt. Med tanke på de moralprincipper hendes moder havde lært hende, fortsatte hun: „Min mor har givet mig den bedste uddannelse jeg overhovedet kunne få.“

„Men jeg ønsker at give min datter alle de fordele der er nødvendige for at hun kan opnå en lykkelig tilværelse,“ hævdede faderen. Han tilføjede: „Hun kan få en god uddannelse inden for det fag hun har lyst til, hun kan få smukt tøj, blive inviteret ud og lære de rigtige mennesker at kende — alt hvad der er nødvendigt for at det kan gå hende godt i livet. Og jeg har midler til at give hende det.“

Hvilket tilbud! Et tilbud som moderen slet ikke kunne konkurrere med — hvad penge angår. „Se hvad det er De forholder Deres datter!“ snerrede dommeren, idet han stirrede på den hjælpeløse moder.

„Yvonne er en stor pige nu. Hun kan selv vælge,“ svarede moderen. „Hvis hun ønsker at være hos sin fader vil jeg ikke stå hende i vejen.“

Uden tøven sagde Yvonne: „Jeg påskønner det du gerne vil gøre for mig, far, men jeg lever allerede en meget lykkelig og tilfredsstillende tilværelse sammen med mor. Jeg har alt hvad jeg virkelig behøver i materiel henseende.“ Og med tanke på det arbejde hun havde viet sit liv til, nemlig på heltidsbasis at hjælpe andre åndeligt, sagde hun: „Men ud over de materielle ting jeg har, har jeg nu et virkeligt mål i livet. Det er noget man ikke kan købe for penge.“ Med tårefyldte øjne omfavnede moderen sin datter, mens faderen frafaldt sit krav og stormede ud af retssalen.

I Detroit i Michigan, USA, blev en kristen kvinde ved en dødsulykke ladt alene tilbage med tre teenagepiger. Den ene af dem var lammet og fuldstændig hjælpeløs.

Hvordan ville du føle det hvis du skulle made en 18-årig pige, skifte hende, bade hende og klæde hende på, samt bære hende frem og tilbage til menighedens møder? Det er ikke nogen let opgave, og faderen havde tidligere været moderen en stor hjælp. Skulle moderen nu overlade pigen til en institution der kunne tage sig af hende?

„Vi skal nok tage os af hende, mor,“ var de andre døtres reaktion. Og det var netop hvad de gjorde. „Jeg har udelukkende kunnet beholde min pige hjemme på grund af den hjælp mine to andre børn har ydet,“ siger moderen.

Der er mange andre eksempler som viser at børn af enlige forældre har taget sig af de huslige pligter og på væsentlige områder støttet deres forældre. Det er ikke alene til gavn for den enlige fader eller moder men også for barnet. Om dette siger den fremtrædende børnepsykolog dr. Lee Salk følgende: „Nogle enlige forældre har opnået glimrende resultater . . . De siger for eksempel: ’Jeg har så meget at gøre i dag, så det ville være en stor hjælp hvis du kunne dække bord når du kommer hjem fra skole. Og måske kunne du også gå i byen og købe tomater, æg og brød — det ville bestemt gøre det meget lettere for mig når jeg kommer hjem.’ Sådan noget kan børn godt lide; det får dem til at føle sig betydningsfulde. Det giver dem en følelse af selvagtelse, når de gør noget der letter tilværelsen for deres fader eller moder, og de så bliver værdsat for det.“ På denne måde opnår både barnet og dets fader eller moder en bedre tilværelse.

Ingen børn bryder sig om at blive betragtet som spædbørn. Selv om de måske er unge af år, kan de fleste børn lide at føle at de efterhånden bliver mere voksne af sind.

Børn af enlige forældre bliver ofte følelsesmæssigt hurtigere modne end de der har både en fader og en moder. Hvad skyldes det? I artiklen „Skilsmisse: Den positive side“ skriver forfatteren Jane Adams: „Skilsmissebørn tvinges til at være selvstændige — en enlig fader eller moder kan simpelt hen ikke være så opmærksom, så hjælpsom og så meget til rådighed som et forældrepar. . . . Jeg ved at begge mine børn — som er i 13-14-årsalderen — kan lave ganske nærende måltider. De medvirker begge til at alt går glat i vort fælles hjem, og de kan klare opgaver lige fra afstøvning, vask og strygning af deres eget tøj, til udskiftning af en knust rude. De rydder op efter sig, for det er de nødt til — der er ingen andre til at gøre det.“

Efterhånden som børnene opnår større åndelig modenhed, kan de være en særlig hjælp for deres enlige fader eller moder. En kristen kvinde der var blevet skilt fra sin mand, stod over for den opgave at skulle opdrage fem drenge og en pige. Selv om der blev sørget for hende økonomisk, begyndte problemerne at melde sig. „Jeg var mere eftergivende over for børnene, fordi jeg følte jeg måtte konkurrere med deres fader, som havde samkvemsret. Jeg ønskede ikke at miste dem,“ indrømmer hun.

Men en af hendes sønner chokerede hende ved at sige: „Mor, du ødelægger de små! Se bare hvordan de opfører sig — de trænger til ’riset’. Du må være bestemt. Dit ’ja’ må betyde ’ja’ og dit ’nej’, ’nej’.“ Moderen var hurtig til at følge dette modne råd, og sikken forskel det betød i hjemmet! — Ordsp. 22:15; Jak. 5:12.

De børn der ’aflægger de træk der hører den mindreårige til’ og modnes i tankegang og adfærd, vil altid senere med taknemmelighed se tilbage på disse år. Der var for eksempel en dreng på fire år hvis fader døde. Det skete under en økonomisk krise, og mange spekulerede over hvordan moderen ville klare at opdrage 11 børn alene. — 1 Kor. 13:11.

Familiens slægtninge kom og var indstillet på at dele børnene mellem sig for at tage sig af dem. „Nej,“ sagde den noget stolte moder, „vi vil alle blive sammen, om vi så skal sulte sammen!“

„Jeg ser tilbage på denne oplevelse i mit liv,“ skriver den omtalte dreng der nu er vokset op, „og jeg er klar over at det er noget af det mest enestående der er hændt mig. Vi begyndte at kæmpe sammen for at overleve.“ Hvordan?

Først lavede de sandwiches og lækkerier som de fik tilladelse til at sælge ved jernbanestationerne. Senere åbnede moderen en lille restaurant. Den føromtalte søn siger: „Jeg husker tydeligt hvordan det var når nogen kom ind i restauranten og bad om et stykke med æg, og jeg blev sendt ud ad bagdøren og hen til købmanden for at købe ét æg.“

Nu har denne kristne mand ikke alene opdraget sine egne børn med et godt resultat, men han har også grundlagt en indbringende forretningskæde. Med tanke på sin barndom skriver han: „Jeg takker Gud fordi jeg havde en sådan vidunderlig mor.“

Kendes på det de gør

De ovennævnte eksempler viser tydeligt at børn af enlige forældre ikke behøver at være hjælpeløse ofre for deres vanskelige forhold. Ingen vil bestride at tabet af den ene af forældrene kan have og har en dramatisk indvirkning på et barns liv, men mange børn kan tilslutte sig ordsproget (20:11): „Selv drengen kendes på det, han gør [ikke på sine forældres situation], om han er ren og ret hans færd.“

Et såkaldt opløst hjem behøver ikke at ødelægge et barns liv. De børn der er villige til at hjælpe deres forældre og som reagerer positivt på den moralske vejledning og tugt de får fra en enlig fader eller moder, kan opnå en lykkelig tilværelse. De vil ikke alene få selvagtelse, men de vil også udvikle den indre fred i sindet som er en så alvorlig mangelvare blandt unge i dag. De kan yde deres bidrag til et kærligt familieliv. Ved deres handlinger kan de i sandhed sige: „Bare dig og mig, mor — lad os hjælpe hinanden med at opbygge en rig og meningsfyldt tilværelse.“