Da katastrofen ramte Athen
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I GRÆKENLAND
„Grækenland lagt i ruiner af frygteligt jordskælv!“ „Athen rystet i sin grundvold!“
„Den ulykkeligste nat i hovedstadens historie!“ „50 atombomber som Hiroshimas!“
Under disse overskrifter berettede Grækenlands aviser om det jordskælv der ramte Athen i februar måned.
Ifølge chefen for Athens seismologiske Institut havde man ment at byen lå uden for jordskælvszone. Men det der skete i februar viser at ingen, uanset hvor de bor, skal føle sig alt for sikre på at et jordskælv ikke kan ramme deres hjem.
Har du nogen sinde personligt oplevet hvad et kraftigt jordskælv vil sige? At sidde derhjemme og læse om et jordskælv eller at se en rapport i fjernsynet om en sådan katastrofe i et fjernt land, er slet ikke det samme som personligt, og sammen med sin familie, at opholde sig i et jordskælvsområde og føle at alt omkring én falder sammen!
Katastrofen ramte natten til den 24. februar 1981. Den første rystelse blev målt til 6,6 på Richter-skalaen, og den blev efterfulgt af hundredvis af nye rystelser. Over 16.000 bygninger i Athen og omegn blev beskadiget i en sådan grad at de blev farlige at bo i. Men det var kun en lille del af billedet.
Athenerne flygtede i panik fra deres hjem, og stemningen var som i krigstid. Over 200.000 biler blokerede vejene, fordi folk forsøgte at komme fra byen og ud på landet. Desuden tilbragte 50.000 mennesker en søvnløs nat i „Pedion tou Areos“, en stor park inde i byen.
Det berettes at da en TV-speaker advarede folk mod de vaklende bygninger og sagde: „Skynd Dem ud på gaden!“ blev dette et alarmsignal for Athens indbyggere. At strømforsyningen og telefonforbindelsen blev afbrudt, bidrog yderligere til den paniske stemning. I skyndingen flygtede mange ud på gaderne i pyjamas eller hvad de i øjeblikket kunne finde at tage på. Nogle sad fast i elevatorer og blev reddet ved politifolks ihærdige bestræbelser. Andre sprang ud fra balkoner, med det resultat at de brækkede arme og ben, og nogle slog sig endda ihjel. Mange blev så skrækslagne at de fik hjerteslag og døde.
Lægerne på nogle fødeklinikker gav mødrene besked om at forlade bygningerne og tage deres børn med. I panik kom nogle mødre til at tage et forkert barn. Men heldigvis havde alle børnene en mærkeseddel omkring armen med moderens navn på. Så da mødrene havde opdaget forbyttelsen, kunne de dagen efter vende tilbage til klinikkerne og bytte børnene om igen.
Teatrene afbrød deres forestillinger. Tilskuerne stormede ud på gaderne, og det samme gjorde skuespillerne, mange stadig iført deres kostumer. På et bestemt teater var skuespillerne klædt ud som fanger i stribede fangedragter, og det var iført dette udstyr at de flygtede.
Særlig hårdt ramt af jordskælvet blev visse områder i Attika-bækkenet, såsom Peristeri, Anthupolis og Kipupolis, sydvest for Athens centrum. Masser af huse og beboelsesejendomme led alvorlig skade. Beboerne fandt ly i telte der blev opslået næsten alle tilgængelige steder på torve og i parker i hele dette område.
Ødelæggelsens centrum
Den største skade skete i Korint-området, som var jordskælvets epicentrum, det vil sige det punkt på jordoverfladen der lå direkte over selve jordskælvets centrum. I landsbyen Perachora uden for Korint blev næsten alle huse ødelagt. Landsbykirken blev også lagt i ruiner.
En ung mand fra denne landsby udtalte: „Vi sad henne på cafeen da det skete, og jeg var ved at gøre mig klar til at gå. Pludselig hørte vi et forfærdeligt brag, og før vi nåede at finde ud af hvad der skete, begyndte jorden at gøre krumspring som en hest. Tagstenene fra husene fløj omkring og lavede en farlig larm.“
I Loutraki, en berømt ferieby som hvert år gæstes af tusinder af turister, led praktisk taget alle bygninger skade. To af byens store hoteller blev lagt i ruiner. Det otteetages luksushotel „Apollo“, hvor tusinder af turister fra hele Europa har været sommergæster, faldt sammen som et korthus. Heldigvis var der ingen gæster på den tid af året. Vagten, der befandt sig i hotellet sammen med sit lille barn, kom ud ved at knuse en glasdør få sekunder før den kæmpemæssige bygning styrtede sammen.
En mand gav over for en journalist udtryk for sin personlige reaktion med ordene: „Jeg var 13 år da jordskælvet i 1928 ødelagde Korint. Det der er hændt i år er ubeskriveligt. Jeg troede det var verdens ende.“
Det blev dog ikke enden for denne mand, og det blev det heller ikke for et 70-årigt Jehovas vidne der ikke kunne komme ud af huset fordi han var sengeliggende. Selve huset styrtede fuldstændig sammen; men da hans slægtninge senere fandt ham, stadig liggende i sengen, med mursten, snavs og træstykker spredt overalt omkring sig, var han uskadt! Dagbladet Ta Nea offentliggjorde et billede af ham med underteksten: „Den heldigste mand!“ Men selv takkede han Jehova for sin redning.
Var der overhovedet ikke noget forvarsel om at katastrofen ville indtræffe? Dagbladet Akropolis beretter interessant nok: „En fisker fra Korint sagde at han gennem de sidste fem år havde kastet sine garn ud nær ved Alkyoniderne, en øgruppe i Korintbugten. Da han en dag kom tilbage til Korint, sagde han til en anden fisker at hans garn lugtede af svovl. Til trods for at han var analfabet, formodede han at der under disse øer var, om ikke en vulkan, så i det mindste et vulkanleje.“
Hvorvidt dette virkelig var en medvirkende årsag til det der skete den 24. februar vides ikke. Sikkert og vist er det imidlertid at da Jesus beskrev de tilstande der ville kendetegne afslutningen på denne tingenes orden, forudsagde han at der blandt andet ville komme „store jordskælv“. (Luk. 21:10, 11, 31, 32) Athen er nu blevet et af de steder som på første hånd har erfaret opfyldelsen af Jesu profeti.
Der ydes hjælp
Hverken videnskabsmænd eller embedsmænd havde forudset katastrofen, men da ulykken først var sket, tog regeringen øjeblikkelig skridt til at yde jordskælvets ofre hjælp. Der var også mange enestående eksempler på at folk viste personlig omsorg for andre.
Der bor mange Jehovas vidner i jordskælvsområdet, og de er taknemmelige for at ingen af dem kom noget til rent fysisk, selv om de led materielle tab. Når der sker sådanne katastrofer søger Jehovas vidner i de omkringliggende egne, ja endog i andre lande, hurtigst muligt oplysninger om deres kristne brødre, så de ved hvad de kan gøre for at hjælpe. Når de erfarer at ingen af deres brødre eller søstre er kommet noget til, glæder de sig meget, for de føler alle varmt for hinanden, ligesom medlemmerne af en fast sammentømret familie. De mener ikke at deres tro sikrer dem Guds beskyttelse under sådanne ulykker. Men når de redder livet siger de Gud tak derfor, og de forsøger at gøre god brug af den tid der således bliver føjet til deres liv. Når det sker at nogle af deres kære dør, har de tillid til Guds løfte om at de kan genvinde livet til hans fastsatte tid, når han lader opstandelsen finde sted. (Joh. 5:28, 29; Apg. 24:15) Tabet af materielle ejendele mildnes af den kærlige hjælp der spontant ydes af kristne brødre og søstre som hører om deres nød.