Cubanske flygtninge fortæller

ET TYPISK eksempel på de Jehovas vidner der blev tvunget til at forlade Cuba, var José Tunidor. Han fortæller:

„I december 1978 kom politiet og bankede på, og jeg blev ført væk uden forklaring. De satte mig i fængsel sammen med et andet af Jehovas vidner, Ernesto Alfonso. Han vidste heller ikke hvorfor han var blevet fængslet.

Senere førte de mig tilbage til mit hus for at undersøge det. De konfiskerede alle de bibelske bøger og blade jeg havde, og de tog min skrivemaskine. Da jeg kom tilbage til fængselet, hørte jeg at Ernesto også havde fået konfiskeret sin skrivemaskine og sine bibelske publikationer. Hvorfor? Vi blev anklaget for at være samfundsfjendtlige, blot fordi vi troede på Bibelen og talte om dens sandheder til andre. Vi blev anklaget for at være farlige, og retten idømte os tre års fængsel.“

Tunidor blev sendt til et fængsel i Aguica i nærheden af Colón i provinsen Matanzas. Der arbejdede han i fængselet indtil han blev overført til markarbejde for at høste sukkerrør. Derefter blev han udvist af landet. Først blev han ført til La Cabaña, et berygtet fængsel i Havanna, og derefter til et sted i nærheden af Port Mariel, hvor han blev anbragt på et skib med kurs mod USA.

Mange Jehovas vidner var i fængsel da de fik udrejseordre, men andre blev hentet i deres hjem og deporteret. De fik ikke lov til at tage nogen af deres ejendele med, og i nogle tilfælde fik de ikke engang lov til at sige farvel til deres slægtninge. Herminio Arroyo beretter:

„Vi fik besøg af politiet omkring klokken tre om morgenen, da vi lå i vore senge og sov. De havde udleveringspapirer med og befalede os at tage tøj på. Vi blev ført direkte til emigrationskontoret, hvor man klædte os af for at søge efter eventuelle værdigenstande. Omkring kl. 18 samme dag blev vi sammen med 300 andre sat ud på en rejekutter, og så begyndte vores rejse til USA.“

Mange andre Jehovas vidner havde lignende oplevelser; de blev opsøgt af myndighederne tidligt om morgenen, og blev tvunget ud af landet. De måtte rejse bogstavelig talt i det de gik og stod i. Alle værdigenstande, endog vielsesringe, blev taget fra dem.

Man kan endda forstå at en regering ønsker at slippe af med kriminelle og andre uønskede personer, men hvorfor et sådant hastværk med at sende denne gruppe oprigtige kristne ud af landet? Hvad er baggrunden for denne situation?

Forfølgelsen begynder

I 1962 forbød Cubas regering Jehovas vidner at indføre bibelske publikationer. Der blev vedtaget en bestemmelse om at sådanne publikationer var „skadelige, reaktionære og proimperialistiske“. De der kender til Jehovas Vidners arbejde ved naturligvis at dette ikke er sandt. Jehovas vidner i Cuba er, som overalt i verden, anstændige og ærlige mennesker med et godt omdømme.

Imidlertid tog forfølgelsen stadig til. Luis Alcantur, en af de flygtninge der nu befinder sig i USA, fortæller: „I november 1965 blev der sat et voldsomt angreb ind mod Jehovas vidner i Cuba, og på det tidspunkt særlig mod de unge der skulle indkaldes til militæret. Hundreder af disse unge kristne endte i forskellige koncentrationslejre, de fleste i provinsen Camagüey.“

Om begyndelsen af disse år i fangenskab siger Luis: „Tolv dage i træk blev vi nægtet mad. Vi fik kun vand én gang om dagen. Vi blev tvunget til at stå oprejst hele tiden og var prisgivet solen, regnen og myggene. Den 11. dag kastede de os i en cisterne der var fyldt med vand.“

På det tidspunkt var Luis 19 år gammel. Han var blevet fængslet fordi han af samvittighedsgrunde nægtede at deltage i militærtjeneste.

En anden flygtning, Alberto Sanchez, siger om den behandling han fik: „Vi ville ikke gå på kompromis, og derfor blev vi slået; om natten blev vi oversprøjtet med koldt vand, og nogle af os blev bundet og trukket af sted med okseåg om halsen. Ved én lejlighed sigtede de mod mit hoved med et gevær og gav mig ordre til at marchere, ellers ville de skyde. Ved to lejligheder klargjorde de en eksekutionspeloton, og vi fik besked på at stille os op foran den. Der blev endda givet ordre til at skyde, men de skød ikke.

Nogle af Jehovas vidner blev tvunget til at bo i barakker hvor der kun var homoseksuelle. Men ved at tale med dem og forklare dem deres kristne standpunkt som var grundlagt på Bibelen, blev de respekteret. Det gjorde imidlertid kun militærpersonernes had mod Jehovas vidner større.“

I andre lejre blev endnu flere Jehovas vidner frygteligt mishandlet. De blev sultet, måtte gå nøgne omkring og var uden beskyttelse mod myggene; de måtte fryse i de kolde vinternætter, blev holdt i isolation og var i konstant livsfare. Et af vidnerne, Ursulo Brito, blev i et stykke tid hængt op i loftet med hovedet nedad.

Forfølgelsen tager til

I 1968 forstærkede regeringen sin forfølgelse. Jehovas vidner blev ustandselig angrebet i pressen, radioen og fjernsynet, hvor man falskeligt fremstillede dem som attentatmænd, samfundsundergravere og fanatikere. Der blev også rettet mange andre gemene og usande anklager mod dem. Resultatet var at situationen blev meget spændt, endog på deres arbejdspladser. Mange Jehovas vidner mistede deres gode arbejde, og der var ingen steder de kunne klage. De var tvunget til at tage det arbejde som ingen andre ville have, og det til meget lave lønninger.

Foruden dette systematiske angreb vedtog regeringen nogle nye love ifølge hvilke forældre eller lærere som underviste børn i det man kaldte „mangel på respekt for patriotiske organisationer og symboler“, ville blive idømt fængselsstraffe. Jehovas vidner underviser ikke nogen i „mangel på respekt“. Men regeringen har udlagt det som respektløshed at de fremholder hvad Bibelen siger, nemlig: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste,“ og: „Børnlille, vogt jer for afguderne.“ — Matt. 4:10; 1 Joh. 5:21.

På denne måde blev mange mødre og fædre sat i fængsel fordi de fulgte vejledningen i Guds ord om at ’vænne drengen til den vej han skal følge’ ved at indprente børnene principperne for den sande tilbedelse. (Ordsp. 22:6; Ef. 6:4) For eksempel siger en af Herminio Arroyos døtre: „Når børnene nægtede at hilse flaget, blev de mishandlet af de andre elever, og lærerne tilkaldte ofte myndighederne, hvilket førte til at forældrene fik en dom på tre til seks måneders fængsel.“

Husene gennemsøges

Ved talrige lejligheder blev Jehovas vidners hjem gennemsøgt af myndighederne. Man ønskede at finde noget som man kunne anklage dem for. Luis Alcantur fortæller om en af disse ransagninger:

„Den 30. marts 1977 kl. 5 om eftermiddagen kom der nogle agenter fra sikkerhedspolitiet til mit hus. De brugte på det tidspunkt en særlig metode når de foretog husundersøgelser. Mange af dem trængte straks ind i huset og gav sig til at ransage det, og en af dem anbragte forskellige ting, som for eksempel våben eller narkotika, et eller andet sted i huset. En anden lod så som om han fandt disse ting. På denne måde kunne de anklage os på et falsk grundlag.

Ransagningen sluttede omkring kl. 11 om aftenen. De tog lige så mange ting de havde lyst til, også personlige ting, som for eksempel en elektrisk barbermaskine, tøj og penge. De tog også min skrivemaskine og mine bibelske bøger og blade. Jeg blev anklaget for at være i besiddelse af et kontrarevolutionært dokument, men det blev aldrig fremlagt i retten.“

I modstrid med forfatningen

Det er således tydeligt at Cubas regering i de sidste 20 år har forsøgt at knuse Jehovas Vidner. Flygtningen Cristo Leon har kaldt det „et systematisk angreb fra Cubas regering mod vor tilbedelse“. Jehovas Vidner er blevet forbudt; de må ikke indføre eller trykke deres publikationer; deres afdelingskontor og deres mødesale er blevet lukket; deres offentlige forkyndelse er blevet erklæret ulovlig, og der er blevet idømt tusinder af fængselsstraffe.

Dette 20 år lange angreb strider ganske klart mod republikken Cubas forfatning. Forfatningen „garanterer“ religionsfrihed. Paragraf 54 siger udtrykkelig: „Den socialistiske stat, som grunder sit virke på og uddanner folket i den videnskabelige materialistiske opfattelse af universet, anerkender og garanterer samvittighedsfrihed og den enkeltes ret til at bekende sig til en hvilken som helst tro og til, under hensyntagen til respekt for loven, at udøve denne tro.“

De der kender Jehovas vidner, véd at det netop hører med til deres religiøse overbevisning at de skal respektere loven. Faktisk er de kendt i hele verden for deres respekt for loven. Derfor burde Jehovas vidner i Cuba frit kunne ’bekende sig til deres tro og udøve den’, sådan som de kan i de fleste andre lande.

Også imod andre trosretninger?

Den cubanske regerings forfølgelse af Jehovas vidner afføder spørgsmålet: Forfølger regeringen også andre trosretninger?

I Cuba findes der mange katolske kirker. Deres døre står åbne for offentligheden. Det samme gælder de protestantiske kirker. Men regeringen har krævet Jehovas Vidners mødesale lukket. Hvorfor denne dobbeltmoral?

I et stykke tid blev de andre religiøse grupper også udsat for pres. Men de gik snart på kompromis og lod sig benytte til politiske formål. Men det kan Jehovas vidner ikke gøre, for det ville stride mod deres tro. Derfor er det dem det er gået værst ud over i alle disse år.

Der er imidlertid nogle spørgsmål som stadig ikke er besvaret: Hvorfor anlægger Jehovas vidner en religiøs holdning som er årsag til at de må lide så meget i et land som Cuba? Og hvordan er det muligt for dem at udholde så mange trængsler i så lang tid, alt imens de loyalt bevarer deres tro?

[Tekstcitat på side 5]

„Vi blev anklaget for at være samfundsfjendtlige, blot fordi vi troede på Bibelen og talte om dens sandheder til andre“

[Tekstcitat på side 6]

De måtte rejse bogstavelig talt i det de gik og stod i. Alle værdigenstande, endog vielsesringe, blev taget fra dem

[Tekstcitat på side 7]

Mange mødre og fædre blev sat i fængsel fordi de fulgte vejledningen i Guds ord om at ’vænne drengen til den vej han skal følge’