Oversætterens spændende verden

EN BELGISK reklamekampagne for en amerikansk bilproducent var nær ved at være tabt på gulvet da mottoet „Body by Fisher“ („Karosseriet er fra Fisher“) blev oversat sådan at det betød „Liget er fra Fisher“. Og i Frankrig fik direktørerne for en sodavandsfabrik nærmest kuldegysninger da de opdagede at en annonce der kaldte deres drik for „venskabets forfriskning“, blev oversat til: „Den slår koldt vand på venskab.“

Den slags anekdoter er meget almindelige i oversætternes verden. De viser hvor stor og vanskelig en udfordring det kan være at oversætte fra det ene sprog til det andet. Men i en verden hvor der er omkring 3000 sprog kan oversætterne ikke undværes. Diplomati, samhandel, undervisning, rejser og utallige andre aktiviteter afhænger af oversættere — mænd og kvinder der arbejder i det stille bag kulisserne og prøver at bære tanker og oplysninger intakte over sprogskrankerne.

Farer og faldgruber

Der kræves mere af en god oversætter end kendskab til to eller flere sprog. En professionel oversætter må have et dybtgående kendskab til de emner han beskæftiger sig med. Han må specialisere sig og lære terrænet grundigt at kende, da det kan være fyldt med skjulte faldgruber. En dansk oversætter af Det Bedste var åbenbart plumpet i en faldgrube, da han i en artikel om det gamle Ægypten omtalte Moses og ’de ti tavler’! Oversætteren har åbenbart forvekslet de engelske ord „plagues“ og „plaques“ („plager“ og „tavler“) og samtidig blandet de ti plager sammen med Lovens to tavler med de ti bud.

Selv de simpleste betegnelser kan være komplicerede at oversætte. For eksempel er det danske „benzin“ slet ikke det samme som det engelske „benzine“, „benzene“ eller „benzol“. Nej, benzin kaldes i England for „petrol“ og i Amerika for „gasoline“ eller bare „gas“. Og det vi på dansk kalder „petroleum“ kalder englænderne for „paraffin“ og amerikanerne for „kerosene“, mens det amerikanske og danske „paraffin“ på engelsk må betegnes som „wax“. Lidt forvirrende, ikke? En oversætter kommer ud for utallige af den slags problemer, hvoraf nogle ikke engang med ordbog kan løses tilfredsstillende.

Det er sjældent man på ét sprog kan finde et ord der svarer nøjagtigt til et ord på et andet sprog. Oversætteren må ofte vælge mellem flere forskellige synonymer og tage emnet, sammenhængen, stilen og mange andre faktorer i betragtning. Det rette valg kan være altafgørende. For nogle år siden kom en japansk producent uforvarende til at spolere sin vares rygte fordi den der oversatte instruktionsbrochuren til engelsk ikke havde forstået forskellen mellem „berømt“ og „berygtet“.

Desuden må oversætteren tænke på ordenes associationer, de tanker der dukker op hos læseren når han ser det ene eller det andet ord. På engelsk er „Armageddon“ et velkendt begreb, og de fleste vil forstå det sådan som det er beskrevet i Websters ordbog: „Den endelige og afsluttende kamp mellem gode og onde kræfter.“ Men hvis vi på dansk skulle finde et begreb der var lige så velkendt for de fleste læsere, måtte vi bruge ordet ragnarok, hentet fra den nordiske mytologi. Tyske læsere kender bedst ordet Götterdämmerung („gudernes tusmørke“), berømt fra Richard Wagners opera af samme navn. Når oversætteren har at gøre med et bibelsk emne kan han imidlertid ikke bruge disse ord, der jo er fyldt med associationer til hedensk mytologi, men må holde sig til Bibelens eget ord „Harmagedon“. — Åb. 16:16.

Idiomer og billedlige udtryk er særlig svære at behandle. Fra de danske oversætteres „værksted“ kan vi give følgende eksempel. En artikel i den engelske udgave af Vågn op! fortalte om det gavnlige i at få motion ved at spadsere. Et sted stod der: „One should walk as if he is going somewhere and it should be a regular exercise.“ Det er nemt nok for den engelske læser — han forstår at man skal spadsere i et rask tempo, målbevidst og regelmæssigt. Men i den danske oversættelse kom der til at stå: „Man skal gå som om man skal et vist sted hen . . .“ Dette er et dansk idiom der som bekendt betyder noget ganske bestemt. Heldigvis blev sætningen rettet før bladet gik i trykken.

Kunst eller videnskab?

Oversættelsesarbejdet stiller ikke alene krav til oversætterens hoved, men også til hans hjerte, følelser og erfaring. Af den grund har man heller ikke kunnet konstruere nogen maskine der kan oversætte tilfredsstillende, uden en menneskelig hånds redaktion. Det er fordi sprogene er så uhyre komplicerede, og fordi de ikke alene adskiller sig fra hinanden med hensyn til gloser, men også med hensyn til grammatik og sætningsbygning. Oversættelse er altså andet og mere end blot at udskifte nogle ord på ét sprog med nogle tilsvarende ord på et andet sprog.

Oversættelsesmaskiner eller -datamater har foreløbig kunnet bruges med en vis fordel til teknisk eller videnskabeligt stof. Det kan lade sig gøre fordi man i de videnskabelige kredse er enige om fagudtrykkenes nøjagtige betydning og i øvrigt ikke stiller store krav til skønheden.

Men når originalteksten stammer fra en litterær kunstner der kender sine virkemidler og ikke blot lader ordene overbringe tørre meddelelser, men følelser, stemninger, indsigt og appel, så skal der en lige så dygtig kunstner til at oversætte hans ord rigtigt. Det gælder specielt når det drejer sig om poesi, hvor tanker og følelser udtrykkes præcist, med ord der er omhyggeligt udvalgt og arrangeret, og med bestemte rim og rytmer. Alt dette, og måske endda også det synsmæssige indtryk teksten vil gøre på tryk, må oversætteren tage hensyn til. Det kan næppe undgås at „noget går tabt i oversættelsen“, som man siger. Hvis det forekommer at „oversættelsen er bedre end originalen“, skyldes det som regel at værket er gendigtet snarere end oversat.

Den skribent eller taler hvis ord skal oversættes, er måske ikke nogen ordkunstner, men det gør det ikke lettere for oversætteren. Han må nemlig altid huske på sin grundregel: Oversætteren er ikke forfatter. Altså har han ikke ret til at „forbedre“ originalen. Det er hans opgave at gengive originalen så trofast som muligt i tanke, følelse og stemning. Men hvad skal oversætteren da gøre hvis originalen er uklar? Her må han ikke falde for den fristelse at gøre det dunkle klart, det svage stærkt eller det ubehjælpsomme formfuldendt — selv om det kan være svært for ham at beherske sig.

Ideal og virkelighed

Idealet er altså at oversættelsen skal være fuldt ud trofast mod originalen. Men i praksis er der en vis uenighed om hvad trofasthed vil sige. Nogle holder på at en trofast oversættelse skal have bevaret originalens form — dens særlige stil, ordvalg, udtryk og sætningsbygning. Billedlige udtryk skal gengives med de samme billeder, siger de. Men sprogenes forskel betyder at dette er lettere sagt end gjort.

Tag som eksempel ordet „øjesten“. Hvis nogen eller noget er dyrebart for en, kan man kalde det sin „øjesten“. Men på engelsk ville man bruge udtrykket „the apple of one’s eye“ — altså „øjeæblet“. Ordet „øjeæble“ kendes også på dansk, men ikke i forbindelsen: „Du er mit øjeæble!“ På andre sprog ville man sige: „Du er mig dyrebar som mit hjerte og min lever!“ Har oversætteren nu lov til at ændre sådanne billeder af hensyn til sine læsere?

I betragtning af disse vanskeligheder når nogle til den konklusion at indholdet må være vigtigere end formen. For at bevare indholdet og skabe samme virkning hos læseren må formen ændres, siger de. Dette illustrerer altså et dilemma alle oversættere kender: Skal man vælge formen eller indholdet?

Hvor kan man finde hjælp?

Hvis man er oversætter, eller gerne vil være det, hvordan kan man da forberede sig eller dygtiggøre sig? Det er indlysende at man først og fremmest må kende de pågældende sprog godt. Men hvad vil det sige at kende et sprog godt? Sproget kan ikke adskilles fra dets kulturelle baggrund. Af den grund nævner den danske oversætter Mogens Boisen hvor stor en fordel det er at „kunne høre de skjulte citater, de dæmpede ekkoer af vedkommende lands klassiske litteratur, dets mundheld, dets dialekter, dets børnerim og eventyrbøger“. Med hensyn til engelsk anbefaler han at oversætteren i det mindste gør sig fortrolig med „hele Shakespeare, Bibelen, ’Alice in Wonderland’ og alle nursery rhymes for at kunne identificere citater, skjulte eller åbenlyse“.

Som oversætter må man imidlertid først og fremmest have et ualmindelig godt kendskab til sit eget sprog. Man kan dygtiggøre sig ved at være vågen og opmærksom når man er sammen med de mennesker man oversætter for. Tag ud blandt andre og lyt. Tal med andre. Hør hvordan de taler, bemærk hvordan de tænker. Hvilke fremmedord eller sjældne ord vil de kunne forstå? Hvilke udtryk vil det være bedst at benytte?

Det er også meget nyttigt at læse god litteratur, både originaler og gode oversættelser. Det kan være lærerigt at sammenligne en originaltekst med en god oversætters værk og se hvordan en professionel i faget klarer opgaven. Husk også at et sprog aldrig er statisk; det ændrer sig og udvikler sig. Oversætteren må vågent mærke sig ordenes bevægelser og nye udtryks opdukken.

Også for oversætteren gælder det at øvelse gør mester. Hvis man vil gøre fremskridt, kan man, foruden at øve sig, også bede om råd og vejledning hos dygtige kolleger. Så bør man selvfølgelig også være villig til ydmygt og tålmodigt at følge de råd man får. I virkeligheden bliver man aldrig færdig med at dygtiggøre sig som oversætter. Her gælder det samme som hvis man vil mestre en kunstart: Kun til et vist punkt kan man lære det af andre — resten må man lære sig på egen hånd.

[Ramme på side 19]

Om at „leve sig ind“ som oversætter

DEN danske oversætter Mogens Boisen siger om den skønlitterære oversætter: „Han (eller hun) må eje evnen til at leve sig ind i andre menneskers tanke- og følelsesliv, ganske som en skuespiller må kunne det, og så har skuespilleren endda den fordel, at han i det enkelte stykke næsten aldrig udfører mere end een rolle, medens oversætteren må ’spille’ samtlige personer i bogen, . . . Den, der oversætter sådan krævende litteratur, bør derfor have levet livet og lyttet til dets mangfoldige stemmer i dur og mol. Det betyder ikke nødvendigvis, at han skal være et ældre menneske, men et intensivt forhold til livet og til medmenneskene turde være en forudsætning, oversætteren bør opfylde. Sorg og glæde, kærlighed og had, erotik, desperation, ekstase — altsammen har det sit sprog, sine ord og vendinger, af forfatteren vejet på en inspirationens eller intuitionens usynlige guldvægt, med krav til oversætteren om en genskabelse, der klinger ægte og kalder til medleven, medopleven, til forargelse, rædsel, medynk eller hvad nu forfatterens hensigt har været. Her er klicheerne oversætterens fjende nr. 1.“ — Perspektiv, februar 1964.