Vælg en nyere bibeloversættelse

Artiklen har hentet sine eksempler fra engelske bibeloversættelser, men de spørgsmål der belyses gælder bibeloversættelser til alle sprog. I den engelsktalende verden har der helt op til midten af dette århundrede været et særligt behov for en ny oversættelse af Bibelen, fordi den engelske kirkebibel, King James-oversættelsen (fra 1611), og den katolske oversættelse til engelsk, Douay-oversættelsen (fra 1610), har nydt så stor anseelse; men også på dansk vil der stadig være brug for nye oversættelser af Bibelen. Om grundene hertil kan man læse i artiklen.

ER DET nødvendigt med nye bibeloversættelser? Er de gamle, som for eksempel King James-oversættelsen og Douay-oversættelsen, ikke gode nok? Jo de er gode, og de har hjulpet utallige mennesker til tro på Gud og hans ord, Bibelen. Men kunne der ikke være oversættelser som er bedre?

Jo, der kunne. Der findes også bibeloversættelser som er bedre end King James og Douay, og det af flere grunde. Det vil ganske vist være svært at finde en engelsk oversættelse der har større litterær skønhed end King James-bibelen. Men som det så udmærket er blevet sagt: „Oversætterens første pligt er at gengive så tydeligt han kan hvad den oprindelige forfatter skrev. Han bør ikke søge at give teksten et sprogligt præg . . . som mere hører hjemme i den elizabethanske epoke i England end i den hebraiske originaltekst. . . . Det vil afgjort være farligt at lade oversættelsens form gå forud for meningen.“

En af grundene til at nyere oversættelser kan være bedre end gamle oversættelser som King James fra 1611, er at sproget har forandret sig i årenes løb. For eksempel betød det engelske to let før i tiden „at hindre“. I dag forstås udtrykket som regel lige modsat, nemlig som „at tillade“. (2 Tess. 2:7) På samme måde betød to prevent tidligere „at gå forud for“. I dag betyder det „at hindre i at ske“. (1 Tess. 4:15) Conversation betød før „adfærd“. I dag betyder det som regel „samtale“. (Fil. 1:27) Og for de fleste som taler engelsk nu om stunder betyder shambles ikke en „slagterbod“, som det gjorde før i tiden, men en „rodebutik“. — 1 Kor. 10:25.

Det voksende kendskab til den form for græsk som de kristne skrifter er affattet på, har også muliggjort bedre oversættelser. Gamle papyrusskrifter har klargjort den almindelige betydning af visse ord som man før ikke forstod så godt. Man har for eksempel troet at raka blot betød „en tåbelig fyr“, men det stemte ikke rigtigt med at Jesus så stærkt fordømte brugen af dette ord. (Matt. 5:22, AV, margenen) Efter opdagelsen af et papyrusbrev har den græskkyndige E. Goodspeed imidlertid udtalt at raka var et grimt ord „som man undertiden hørte udtalt af folk som var beskidte i munden, men aldrig så på tryk“. New World Translation gengiver det således: „Et skældsord der ikke tåler gengivelse.“

Et andet eksempel er udsagnsordet ape’cho, som gengives „at få“ i ældre oversættelser, men som egentlig betyder „at få fuldt ud“ og bruges „som et teknisk udtryk for at udstede en kvittering“, ifølge Vines Expository Dictionary of New Testament Words. Da Jesus fordømte dem der hyklerisk stiller deres gavmildhed til skue, sagde han derfor: „De har fuldt ud fået deres løn.“ De vil ikke få spor mere end det de selv har ønsket, nemlig ros af mennesker. — Matt. 6:2.

Moderne oversættelser klargør ofte betydningen af hebraiske og græske billedlige udtryk som vi ikke er så fortrolige med. I Første Petersbrev 1:13 står der for eksempel: „Bind derfor op om jeres sinds lænder.“ Det er lettere for moderne mennesker at forstå gengivelsen: „Gør jeres sind klar til virksomhed.“ — NW.

En særlig hjælp til at få bedre oversættelser af Bibelen er fund af ældre manuskripter. Da King James-oversættelsen blev udarbejdet havde man kun få græske manuskripter, og de var af temmelig sen oprindelse. Men siden da er mange gode pergamentmanuskripter af de samlede skrifter kommet for dagen, nogle helt tilbage fra det 4. århundrede efter vor tidsregning. Man har også fundet papyrusmanuskripter og -fragmenter fra det 3. og 2. århundrede. Jo ældre et manuskript er, jo mindre sandsynligt er det at det indeholder afskriverfejl.

En faktor man ikke må overse, er en bedre forståelse af Guds ord. Forståelsen er vokset, som forudsagt: „Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.“ (Ordsp. 4:18) Jo bedre man forstår Guds hensigter, jo mere nøjagtigt kan man oversætte hans ord.

Oversættelsen må være nøjagtig

Det er blevet sagt at den der oversætter Bibelen til for eksempel engelsk, først og fremmest må tænke på at gengive meningen i den bibelske tekst så nøjagtigt som muligt på godt engelsk.

Dette kan der næppe rejses indvendinger imod, men alligevel har kun forholdsvis få oversættere fulgt denne regel i forbindelse med Guds navn, Jehova. I De hebraiske Skrifter forekommer Guds navn som tetragrammatonet (et „ord på fire bogstaver“) JHWH. Navnet er meget vigtigt. Det forekommer over 6900 gange og anvendes om Skaberen flere gange end alle andre betegnelser der er brugt for ham i Bibelen.

Vigtigheden af navnet Jehova blev fremhævet i forordet til American Standard Version (fra 1901), hvor der blandt andet stod: „Dette mindenavn, der forklares i Anden Mosebog 3:14, 15 og gang på gang fremhæves som sådant i Det gamle Testamentes originaltekst, betegner Gud som en personlig Gud, . . . sit folks ven, . . . den altid levende hjælper . . . Dette personnavn med dets rigdom af hellige minder og tankeforestillinger er nu på ny optaget i den hellige tekst, hvor det med ubestridelig ret hører hjemme.“

Skønt dette er udtalt for næsten halvfjerds år siden, indtager en af de nyeste videnskabelige oversættelser, The Jerusalem Bible, samme standpunkt. Selv om mange af dens fodnoter bærer præg af den højere bibelkritik, lader den Guds navn få sin rette plads, men foretrækker formen „Yahweh“. I forordet til oversættelsen står der blandt andet: „Det er ikke uden tøven at denne nøjagtige form er blevet anvendt, og uden tvivl kan de der måtte ønske at bruge denne oversættelse af Salmerne indsætte det traditionelle ’Herren’ i stedet. Derved vil man imidlertid gå glip af en del af originaltekstens farve og indhold. Det er således afgjort en tautologi [unødvendig gentagelse] at sige ’Herren er Gud’, mens dette ikke gælder udtrykket ’Yahweh er Gud’.“

Af alle de mange nyere engelske bibeloversættelser der findes, er kun få nøjagtige hvad dette angår. Blandt disse få kan nævnes Rotherhams Emphasised Bible, som også bruger formen „Yahweh“, og Young’s Literal Translation of the Holy Bible, American Standard Version og New World Translation, som bruger formen „Jehovah“.

Om at være konsekvent

Værdien af at være konsekvent kan ikke understreges for kraftigt når det gælder oversættelse af Bibelen, selv om det ser ud til at mange oversættere ikke har spekuleret så meget på dette eller har ladet religiøs fordom spille ind. Det forholder sig som det så udmærket er blevet udtalt: „Man må være konsekvent når man oversætter tekniske ord med en temmelig nøje afgrænset betydning, og ikke lade oversættelsen udviske de nuancer der opnås ved at originalen har brugt forskellige ord. I Det nye Testamente skelnes der mellem ’Hades’ og ’Gehenna’. Det første er det græske ord som svarer til det hebraiske ’Sheol’, dødsriget; det andet er det sted hvor de onde til sidst straffes.“ — Why So Many Bibles, det amerikanske bibelselskab.

Nogle oversættelser, som for eksempel Today’s English Version, The New Testament in the Language of Today (af W. F. Beck) og den der er udarbejdet af monsignor Knox, er imidlertid dobbelt inkonsekvente idet de oversætter Hai’des med mere end ét engelsk ord (det ene af disse er „helvede“) og samtidig oversætter både Ge’enna og Hai’des med det engelske ord for „helvede“. Blandt de oversættelser som er konsekvente i denne henseende, kan nævnes American Standard Versiona og New World Translation.b — Matt. 5:22; 10:28; 11:23; 16:18.

Mange oversættere er heller ikke konsekvente når det gælder om at skelne mellem dou’los, der betyder en købt træl, og dia’konos, der betyder en tjener. I Bibelen omtales de kristne som trælle fordi de er købt for en pris; de er derfor trælle for Jehova Gud og Jesus Kristus, deres herrer. De er ikke blot lejede tjenere der har frihed til at sige op når de ønsker det. Åbenbart synes mange oversættere ikke at ordet „træl“ lyder godt, men de der skrev Bibelen havde grund til at bruge dette ord i stedet for ordet „tjener“. Blandt de få som er konsekvente her, kan nævnes C. B. Williams’ New Testament og New World Translation.c — Rom. 1:1; 1 Kor. 7:23.

Dette er blot nogle få af de mange eksempler der kunne fremføres på at bibeloversættere undertiden er inkonsekvente. Disse eksempler viser også hvor vigtigt det er at være konsekvent hvis læseren skal forstå teksten som den oprindelig blev skrevet.

En trofast oversættelse

Det er på ingen måde let at oversætte Bibelen. I utallige tilfælde må fordelene ved en bestemt gengivelse tages med forbehold. Teksten er nemlig ikke altid nøjagtig enslydende i de forskellige manuskripter. Et stort antal af de ældste og bedste manuskripter kan således have en bestemt læsemåde, mens et mindre antal, som dog er højt ansete, har en anden læsemåde.

Undertiden sker det imidlertid at oversætterne ikke er tro mod grundteksten. Ifølge Catholic Confraternity, for eksempel, spørger Jesus sin moder under bryllupsfesten i Kana: „Hvad vil du have mig til at gøre, kvinde?“ Dette er lige det modsatte af den måde hvorpå den katolske monsignor Knox gengiver teksten: „Nej, kvinde, hvorfor besværer du mig med det?“ Gengivelsen i Confraternity er tydeligvis påvirket af religiøs fordom. — Joh. 2:4.

Om bibeloversætteren Phillips siges der at han lader hånt om „oversætterens første, anden og sidste regel: at han skal være tro mod originalen. Hvorfor er det for eksempel nødvendigt for ham at oversætte Lukas 24:49 med ’Nu overgiver jeg jer [min] Faders [bud]’, når teksten tydeligvis skal forstås: ’Og jeg selv vil sende over jer hvad min Fader har lovet’? Henvisningen til Herrens fremtidige komme i Andet Timoteusbrev 4:8: ’Alle der har elsket hans tilsynekomst’ går tabt i ’alle [dem] der har elsket det de har set af ham’.“ Efter at have givet flere eksempler siger denne kritiker: „Der kunne henvises til flere eksempler, men disse er tilstrækkelige.“ — Why So Many Bibles.

En anden nyere oversættelse som kan anklages for manglende trofasthed mod originalteksten, er Moffatts New Translation of the Bible. Atter og atter ordner Moffatt kapitler og vers i en rækkefølge der passer ham selv, både i De hebraiske Skrifter og i De kristne græske Skrifter. Især den måde hvorpå han efter eget skøn har ordnet kapitlerne og versene i Esajas’ bog, ligger åben for kritik. Dødehavsrullen med Esajas’ bog, der jo er cirka tusind år ældre end den accepterede masoretiske tekst, viser at dr. Moffatt slet ingen begrundelse har for således at omordne stoffet. Det gør det også svært at finde rundt i hans bibeloversættelse.

Er oversættelsen nyttig?

Til tider kan den samvittighedsfulde oversætter føle sig berettiget til at indføje et ord eller to for at tydeliggøre meningen. Men i sådanne tilfælde er der altid en fare for at han vildfører læseren. I et forsøg på at hjælpe læseren har oversætteren af Today’s English Version således erstattet „Han“ med „Kristus“ i Første Johannesbrev 3:2. Men herved har han gjort en fejl, for det er Jehova Gud og ikke Jesus Kristus der er tale om, hvilket fremgår af det foregående vers. På samme måde har han i Første Timoteusbrev 6:15 indføjet ordet „Gud“ og vildfører derved læseren, eftersom apostelen ikke talte om Gud men forklarede at Kristus var „den salige og eneste hersker, kongernes Konge og herrernes Herre“. — Sammenlign med vers 14.

I nogle tilfælde kan det imidlertid være meget nyttigt at tydeliggøre teksten, hvis man tager hensyn til sammenhængen og ikke er påvirket af religiøs fordom. I Mattæus 26:26 står der således ifølge New World Translation: „Dette betyder mit legeme,“ for det var tydeligvis det Jesus mente, idet han jo stadig var i besiddelse af sit eget legeme og brødet derfor ikke bogstaveligt kan have været hans legeme. På samme måde med ordet koima’omai, et ord der bruges om søvnen; når det anvendes om døden gengiver New World Translation det almindeligvis med ’han sov ind [i døden]’ som i Ap. G. 7:60. Klammerne viser at „i døden“ ikke forekommer i originalteksten.

Samme bibeloversættelse er også ret nyttig i gengivelsen af ordet ky’rios, som betyder „herre“. Når som helst sammenhængen viser at ordet henviser til Jehova Gud, oversættes det med „Jehovah“. Er det for radikalt? Nej, for i alle disse tilfælde, bortset fra ét, har flere hebraiske oversættelser også gengivet ky’rios på denne måde. (Matt. 1:20, 22) Det er især på sin plads at bruge navnet Jehova i De kristne græske Skrifter når der citeres fra De hebraiske Skrifter, hvor „Jehova“ forekommer i grundteksten. — Matt. 3:3; 4:7, 10.

I dag har de bibelstuderende som læser engelsk, mange nyere oversættelser at vælge imellem. Langt de fleste af dem indeholder imidlertid kun De kristne græske Skrifter. Nogle af disse oversættelser er blevet ret populære på grund af deres flydende sprog og mange rammende vendinger eller velvalgte udtryk. Men som det ses af ovennævnte eksempler kan der være fejl i disse oversættelser fordi oversætterne har taget sig for mange friheder, har misforstået teksten eller nærer religiøs fordom. Eftersom nøjagtighed og pålidelighed er de vigtigste egenskaber man må kræve af en moderne bibeloversættelse, vil det være klogt at foretrække en oversættelse der er så ordret som muligt, især hvis man tror på at Bibelen er Guds inspirerede ord. Hvilken oversættelse mener du er den bedste for dig?

[Fodnoter]