Alt vidner om en Konstruktør

’Både ja og nej,’ siger evolutionisterne

„Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ — Hebræerne 3:4

INGEN tilhænger af evolutionsteorien vil hævde at et hus kan bygge sig selv. Men evolutionisterne hævder alligevel at hele universet har bygget sig selv — med alle dets millioner af galakser, hver med millioner af stjerner der alle bevæger sig i storslået harmoni og med største præcision.

Og mere end det. Evolutionisterne hævder at hver eneste af de mange forskelligartede levende organismer på jorden har bygget sig selv, når man sporer dem helt tilbage til den første moderorganisme, der spontant skal være opstået af livløse stoffer. Tilhængeren af udviklingslæren lader sig ikke afskrække af at hver eneste levende organisme er ufatteligt kompliceret og tydeligvis frembragt i en bestemt hensigt.

Vi beundrer de geniale opfindelser mennesker har gjort, men selv den allerstørste opfindelse blegner i sammenligning med den enkleste af de levende organismer. Selv med alt det teknologiske udstyr man kan opbyde i det 20. århundrede kan man ikke frembringe så meget som en encellet amøbe. Men mange tror alligevel uden betænkelighed at alt liv på jorden er opstået ved blinde tilfældigheders spil — vilkårlige mutationer med tvivlsom assistance af naturlig udvælgelse.

Der ligger en grel selvmodsigelse i dette. Evolutionisterne går roligt med til at alle de komplicerede levende organismer er blevet til ved en tilfældighed, mens de samtidig holder på at selv ganske simple forarbejdede genstande stammer fra et menneske.

En forsker graver for eksempel i en gammel stendynge og finder en aflang sten der på midten har en rille hele vejen rundt. Han meddeler uden tøven at den engang har været bundet fast til en stok og været brugt som hammer eller våben af et fortidsmenneske. Den er altså forarbejdet i en bestemt hensigt af en person der kunne tænke. Men når forskeren ser en fuglefjer, ræsonnerer han ikke på samme måde. En fjer kan have tusinder af stråler der går ud fra midterskaftet, hundredtusinder af bistråler der går ud fra strålerne, og millioner af små hager der griber ind i hinanden. Hvis hagerne går løs kan fuglen stryge dem sammen igen med næbbet. Nærmest som en lynlås — længe før menneskene opfandt lynlåsen!

Er dette frembragt af en der kunne tænke? Nej, siger evolutionisten. Hør engang: „Hvorledes har dette strukturelle vidunder kunnet udvikle sig? Det kræver ikke større fantasi at forestille sig en fjer som et modificeret skæl, nærmest som et øgleskæl, men langt med løst fæste og siderne frynset op og bredt ud til det danner fjerens højst komplicerede struktur.“ — Fugle — en bevinget verden (Sesam Biblioteket), side 34.

Endnu et eksempel på evolutionisternes inkonsekvens: Hvis en forsker finder en flad sten med skarp kant, vil han i de fleste tilfælde føle sig overbevist om at den er tildannet af et stenaldermenneske der havde tænkt sig at bruge den som skære- eller skraberedskab. Men tænk så på den lille nordamerikanske bille der kaldes „mimosa girdler“. Evolutionisten vil sige at den ikke er udtænkt af en skaber. Men hør engang: Hunnen af denne bille klatrer op i et mimosetræ, kravler ud mod enden af en gren, bider et hul i barken og lægger sine æg der. Og så kravler hun tilbage til midten af grenen og gnaver en rende hele vejen rundt om grenen, helt gennem vedlaget, hvorefter grenens yderste ende dør og falder af. På den måde bliver billens æg spredt, de udklækkes, og kredsløbet begynder forfra. Men mimosetræet har selv gavn af det. Det bliver beskåret, og derved kommer det til at leve i 40 eller 50 år — dobbelt så længe som det ellers ville have gjort. Mimosen udsender ligefrem en duft der virker særlig tiltrækkende på denne „mimosa girdler“, og den lille bille kan ikke lægge æg i andre træer. Den flade, skarpe sten må være frembragt af et tænkende individ, men ikke denne lille bille — det vil man have os til at tro.

Endnu en sammenligning: En lille skarp flintesten formet som en spids bliver af evolutionisten straks identificeret som et redskab der er forarbejdet af et menneske, til brug som pilespids eller spydspids. Den vidner om et formål og kan derfor ikke være opstået ved et tilfælde, siger han. Men når det drejer sig om for eksempel en edderkop, ræsonnerer han anderledes. Lad os for eksempel tage edderkoppen „aranea“. Den har seks spindevorter, hver med omkring 100 mundinger, som alle er forbundet med hver sit rør til hver sin kirtel i edderkoppens indre. Ved hjælp af disse danner den sine tynde enkelttråde, der kan spindes sammen til en enkelt silketråd. Edderkopperne spinder syv forskellige slags silke. Ingen arter kan spinde dem alle syv, men alle kan spinde mindst tre forskellige; i araneas tilfælde er det fem. Dens cirka 600 rør er ikke alle til silketråde. Nogle udskiller et klæbestof der gør en del af spindelvævet klæbrigt. Men edderkoppen smører sine fødder ind så den aldrig selv hænger fast. Hvordan er dens spindevorter opstået? Det er dens ben der er blevet til spindevorter, siger evolutionisterne.

Tænk nu over følgende: Edderkoppen har en kemisk fabrik til fremstilling af silke, fysiske indretninger til at spinde silken med, og et instinkt der fortæller den hvordan vævet skal konstrueres. Ingen af disse tre evner er til nogen nytte medmindre de to andre evner også er til stede. De har alle sammen udviklet sig ved et tilfælde, samtidig og hos den samme edderkop. Det mener evolutionisterne. Tror du også det? Hvad er mest troværdigt — at en skarp flintesten skulle være et resultat af tilfældigheder, eller at en edderkop skulle være det?

Lad os nu i stedet hente et eksempel fra rumalderen. Dr. Carl Sagan fra Cornell University siger: „Det er nemt at affatte et radiobudskab der kan sendes ud i rummet og entydigt genkendes som stammende fra forstandsvæsener.“ Efter hans mening er „udsendelse af billeder langt den mest lovende metode“. Et forslag går ud på at man afsender et billede af en mand, en kvinde, et barn, solsystemet og nogle atomer — alt sammen omsat til en kode af prikker og streger hvor hvert tegn udgør en informations-„bit“. Der skal bruges 1271 bits i alt.

Tænk engang over dette. Hvis 1271 informationsenheder i en bestemt rækkefølge er et „entydigt“ udtryk for orden og hensigt og nødvendigvis må stamme fra forstandsvæsener, hvad så med de 10 milliarder informationsenheder der er indkodet i kromosomerne i hver eneste levende celle? Ifølge evolutionisterne skulle de 1271 informationer være et entydigt vidnesbyrd om at et forstandsvæsen stod bag, men de 10 milliarder informationer i cellen skulle altså ikke behøve andet end tilfældigheder for at finde sammen.

Finder du ikke at den slags ræsonnementer forekommer ulogiske, inkonsekvente og røber en vis fordom? Hvis ganske simple mønstre kræver et tænkende individ, ville et stærkt kompliceret mønster da ikke kræve et individ med endnu større forstand? Den britiske forsker Edward Milne sagde meget klogt i en afhandling om universets oprindelse: „Vort verdensbillede er ufuldstændigt uden Ham.“

[Tekstcitat på side 12]

Selv den allerstørste opfindelse blegner i sammenligning med den enkleste af de levende organismer