Hindringer for et verdensomfattende broderskab
I 1469 fødtes der i Firenze en mand ved navn Niccolò Machiavelli. Han skrev en politisk afhandling med titlen „Fyrsten“, hvori han skildrede pave Alexander VIs søn Cecare Borgia som den der kom fyrsteidealet nærmest. Borgia beskrives imidlertid af en historiker som „en sand mester i at føre ’magtpolitik’, idet han uden skrupler og fortrydelse benyttede enhver form for svig eller magtanvendelse som han fandt nødvendig for at udvide og sikre sine erobringer“.
Et opslagsværk siger at Machiavelli „lagde grunden til den moderne verdens videnskabspolitik“. „Machiavellisme“ betegner nu en politisk lære der hævder statsmagtens ret til at anvende et hvilket som helst middel til fremme af sine mål.
Denne form for politik har sat sine spor i dette tyvende århundrede. Krige, statskup, korruption, vold og terrorhandlinger er alt sammen et udslag heraf. Politik har sat skel mellem øst og vest. Den splitter nationer, byer (som Berlin), ja selv familier. Politik er en af de stærkeste splittelsesvoldende faktorer der findes.
Noget som har nær tilknytning til politik og som ofte udnyttes af politiske ledere, er . . .
Nationalisme
Herom fortælles der en morsom anekdote om en feltpræst i Skotland der efter at være kommet til en ny militærforlægning bad nogle frivillige om at lave en gammel lade om til en kirke. Mens feltpræsten var borte, malede de med store bogstaver følgende tekst over alteret: „Skotland for evigt og altid.“ Den forbavsede feltpræst spurgte dem om de ikke kunne gøre skiltet lidt mere religiøst. Det gjorde de. Inskriptionen kom da til at lyde: „Skotland for evigt og altid. AMEN.“
Skotterne er kendt for at være meget stolte af deres land. Men de er ikke de eneste. Specielt dengang da Det britiske Imperium dominerede verden blev engelske børn indpodet nationalfølelse fra de var ganske små. De lærte at ’Storbritannien var herre på havene’ og at englænderne var en gudbenådet, overlegen nation.
I hvert eneste land fremmer politikerne den slags følelser, fordi de ved at en stærk nationalistisk ånd tjener deres hensigter godt. Men deres hensigter er ikke altid i folkets interesse. I en artikel med titlen „Nationalisme er uforenelig med sand patriotisme“ skriver spalteredaktøren Sydney J. Harris: „Nationalisme er ensbetydende med at følge en Hitler eller en Stalin eller enhver anden tyran der vifter med flaget, taler store ord om hengivenhed for fædrelandet, og samtidig træder folks rettigheder under fode.“
Og som det fremgår af anekdoten om feltpræsten i Skotland, følges nationalisme og religion ofte ad. En jødisk rabbiner, dr. Robert L. Kahn, skriver: „Religion og nationalisme synes altid at gå hånd i hånd. Navnlig i krigstid . . . ’For Gud og fædrelandet’ bliver en slags kampråb. Sådan har det altid været. [Under den anden verdenskrig] var en af de populære sange en feltpræsts krigshyl: ’Pris Herren og ræk mig ammunitionen’.“
Den nationalistiske ånd er også trængt ind på sportspladserne. Ved en fodboldkamp mellem England og Belgien under Europa-mesterskaberne i Torino blev spillet engang afbrudt i adskillige minutter mens engelske fodboldtilhængere sloges med det italienske politi, og mange blev såret under slagsmålet.
Racisme
På mange farme i Sydafrika leger farmerens hvide børn og arbejdernes sorte børn fredeligt sammen så længe de er små. De er næsten som brødre og søstre. Racefordom er ikke en følelse man fødes med. Men efterhånden som de vokser op tillægger de sig deres respektive racers holdning, og i de fleste tilfælde forsvinder den charmerende barnlige uskyld. Følelser som fjendtlighed, stolthed, fortrydelse og skuffelse træder i stedet.
Racismen er naturligvis ikke begrænset til Afrika. Mange i De forenede Stater skammer sig over den måde indianerne bliver behandlet på. Det er også velkendt hvordan man behandlede de sorte under slaveriet og hvordan de under grufulde forhold blev fragtet over Atlanterhavet og solgt som kvæg i Amerika. Der udbryder stadig skrækkelige raceoptøjer i De forenede Stater. Også i England mærker man at spændingen mellem racerne øges efterhånden som indvandrere fra forskellige steder som Indien og Vestindien begynder at præge gadebilledet her og der.
De der må lide på grund af racismen i Afrika eller andre steder, kan dog være glade for at de ikke var jøder i Tyskland under det nazistiske herredømme. Når man ser tilbage synes det utroligt at millioner af jøder, mennesker af slavisk herkomst og andre kunne blive myrdet ene og alene på grund af deres nationalitet i et land der kaldte sig kristent og som blev styret af en mand (Hitler) der tilhørte den romersk-katolske kirke.
Det forhold at sådanne ugerninger er blevet begået af folk der kalder sig kristne, rejser tvivl om hvorvidt kristenhedens religionssystem virkelig er kristent. Er det i virkeligheden et kolossalt bedrag? Lad os grundigt overveje hvilken indflydelse denne verdens kirkesamfund har haft på muligheden for at opnå et sandt broderskab.
[Kort på side 5]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Politik er en af de stærkeste splittelsesvoldende faktorer der findes
DET DELTE BERLIN
ØSTTYSKLAND
FRANSKE SEKTOR
BRITISKE SEKTOR
AMERIKANSKE SEKTOR
BERLINMUREN
RUSSISKE SEKTOR
ØSTTYSKLAND
[Illustration på side 5]
Børn fødes ikke som racister