Min søgen efter social retfærdighed

Fortalt af Rafael Coello Serrano

RETFÆRDIGHED for alle. En social illusion? Min stræben efter dette næsten uopnåelige mål førte mig i fængsel ti gange, ind i kommunismen og ud igen, fra etværelses boliger i elendighed til diplomatiske opgaver hos fremmede regeringer. Der gik 50 år, men jeg fandt svaret.

Jeg blev født i august 1910 i Guayaquil i Ecuador. Vort beskedne hjem husede en stor familie, deriblandt min bedstefader, som var journalist og som gav mig min første oplæring. Min fader tilbragte al sin fritid sammen med sine venner. Mændene — slægtninge, naboer eller gæster — pralede af at de var fritænkere og imod kirken; kvinderne talte om Gud og Jesus.

Selv da forstod jeg at der var stor forskel på folks måde at leve på. Samfundet i almindelighed bar præg af at folk ikke havde sko at gå med og kun havde etværelses boliger. De få privilegerede boede i europæiske huse og havde store indtægter fra cacaodyrkningen, mens de barfodede arbejdere tørrede „guldfrøene“ i de solsvedne gader.

Dengang led folk i Guayaquil meget, da epidemier som gul feber og byldepest jævnlig ramte området. Malaria og tuberkulose var vi vant til. Jeg var tynd og ofte syg, så vore venner og mine lærere troede jeg ville dø i en ung alder. Men jeg fik et vældigt mod på livet, og det har jeg den dag i dag.

En kamp mod social uretfærdighed

I gymnasiet fik jeg den sociale uretfærdighed stærkt at føle, idet jeg led flere nederlag fordi jeg ikke havde noget aristokratisk efternavn. Her lagdes grunden til mit ønske om at kæmpe mod social uretfærdighed.

Jeg lærte om menneskehedens sørgelige historie — blodsudgydelse i krige, religiøse splittelser, korstogene og inkvisitionen, og som en kulmination udbruddet af den første verdenskrig, der hovedsagelig fandt sted i lande inden for kristenheden. Størstedelen af menneskeheden levede i rystende elendighed. Arbejdere, ydmyge landboere og fattige i almindelighed trællede hårdt under de riges åg. De underudviklede lande var lagre med råmaterialer for industrilandene, som havde rivende fremgang mens vi fortsatte i vor primitive enkelhed. Fra alle sider lød råbet: „Social uretfærdighed!“

Selv om jeg i gymnasiet var meget glad for matematik, fysik og astronomi indskrev jeg mig alligevel til det juridiske studium på universitetet, fordi det var lettest at komme til dér. Men på universitetet var der meget der ikke var som det skulle. Studenter med social og økonomisk indflydelse fik særbehandling. Og undervisningsformen var gammeldags.

Jeg husker en professor hvis undervisning simpelt hen bestod i at han satte sig ved katederet og hørte på at vi læste stoffet om lovgivningens filosofi højt. En dag besluttede vi at bede om at måtte drøfte stoffet, da vi allerede havde læst det på forhånd. Hvem skulle spørge? Det skulle jeg.

Da timen begyndte foregik det omtrent på denne måde: „Hr. doktor, vi vil gerne bede Dem om at blive fri for at læse højt da vi allerede har . . .“

„Stilhed!“ råbte han. „Det er mig der bestemmer hvordan undervisningen skal foregå her.“

„Vi spurgte kun . . .“

„Forlad klassen!“

„Jeg er ikke tvunget til at gå,“ svarede jeg.

„Der er ikke brug for os begge,“ svarede den vrede lærer.

„Det er ikke mig der er overflødig!“ svarede jeg, og der lød en klapsalve.

Professoren gik, og vendte ikke tilbage. Og dermed begyndte vores kamp. Fem måneder senere blev seksten studenter udvist og også nægtet adgang til at studere ved universiteterne i Quito og Cuenca. En gruppe arbejdere og landarbejdere sluttede sig sammen for at støtte os. Nogle måneder senere, kun nitten år gammel, kom jeg i fængsel.

Dengang var al religiøs virksomhed i fængselet forbudt. Ikke desto mindre kom der en søndag en romersk-katolsk præst for at holde messe. Vi politiske fanger tilskyndede de andre til at demonstrere, og religiøse medaljoner og statuer blev brændt under aktionen. Fængselsinspektøren lod en af demonstranterne slæbe ud af cellen, klæde af til bæltestedet for øjnene af os og piske ubarmhjertigt. Vi fik at vide at hvis noget af det skete sivede ud til pressen, ville vi andre også blive straffet. Næste dag bragte den største avis i Guayaquil nyheden. Vi kom i enecelle. Folks reaktion førte imidlertid til at fængselsinspektøren blev fjernet. Derefter blev vi løsladt en efter en. Jeg var den sidste der blev løsladt fordi jeg var den mest stædige.

Ind for kommunismen

Nu besluttede jeg mig til at gå ind for kommunismen. „Her kan jeg kæmpe mod social uretfærdighed,“ tænkte jeg. Jeg satte mig grundigt ind i Marx’, Engels’ og Lenins lære, og jeg organiserede den første kommunistiske gruppe der virkede åbent i Ecuador. Men dengang blev man som kommunist udstødt af samfundet. Jeg blev smidt ud hjemmefra, og min familie ville ikke tale med mig. Jeg arbejdede som smører på en flodbåd og som mekanikermedhjælper. Ofte sultede jeg.

I syv år, fra 1929 til 1936, førte vi kommunister hårde kampe mod socialisterne, mod det beredne politi og mod andre grupper der hævdede at være kommunister men som i virkeligheden var moderate. Chefen for det beredne politi var fader til en af mine venner. Jeg blev ofte indbudt til at spise hos dem. „Coellito,“ sagde han til mig, „her i mit hjem er du som en søn; men hvis jeg får fat i dig i en gadedemonstration, vil du blive pisket som enhver anden oprører.“

„Tak, kaptajn,“ svarede jeg, „og omvendt vil vi stene Dem hvis De kommer imod os.“ Og sådan var det lige ved at gå. En aften blev han næsten dræbt da han blev kastet af hesten under en stening. Jeg tog ikke del i den demonstration.

Da jeg studerede Marx’ lære stødte jeg på mange uoverensstemmelser og ubesvarede spørgsmål. For eksempel er Det kommunistiske Manifest af Marx og Engels en afhandling om „proletariatets diktatur“. Men Lenin sagde at staten, bestående af „hæren, politiet, fængslerne“, er en „kølle“ hvormed proletariatet skal undertrykkes. „Fysisk natur er stof i bevægelse,“ sagde Engels. Men hvordan bevæger det sig? Hvor bevæger det sig hen? Er det en ordnet bevægelse? Kommunismen forklarer ikke disse ting. Med tiden fandt jeg ud af at løsningen på social uretfærdighed ikke kunne findes inden for kommunismen.

Et år senere blev mit første ægteskab opløst. Det varede fire år, og vi fik to døtre. I 1939, tre år efter at jeg havde trukket mig tilbage fra kommunismen, mødte jeg min nuværende kone, Olga. Hun var skolelærer og ivrig katolik, men jeg respekterede hendes tro. Vi har fået syv børn sammen.

Uretfærdighed overalt

Da jeg begyndte at læse igen var meget forandret på vort universitet. Der var mange dygtige lærere som fik mig til at gøre noget ved studierne. Desuden ønskede jeg at det skulle gå mig godt, og det gjorde det.

I 1942 blev jeg doktor i retsvidenskab. Allerede da forstod jeg at den skrevne lov, som var ganske fornuftig, er én ting, men at anvendelsen af samme er noget helt andet. Folk i høje stillinger, med penge og indflydelse, kunne ved hjælp af bestikkelse ændre de fleste dommeres afgørelse. Hvis en af de „store“ udnyttede et embede til groft bedrageri, var det blot en „fejltagelse“ eller en dårligt beregnet økonomisk disposition. Men hvis den jævne mand stjal penge for at kunne købe sig noget at spise (hvilket ikke desto mindre er tyveri), kom han i fængsel med det samme. Som jurist så jeg mig selv i rollen som de fattiges hjælper.

I 1944 udbrød der i Guayaquil voldsomme politiske uroligheder som hurtigt bredte sig til hele landet. Pludselig var mit liv i fare. Til trods for at jeg havde trukket mig tilbage fra min tidligere venstreorienterede virksomhed, var der nogle som frygtede at jeg måske igen ville bestride deres indflydelsesrige position. De hævdede at der var en „fjende af folket“ i deres midte. Nogle naboer fortalte mig om sammensværgelserne, og da jeg anså det for nødvendigt af hensyn til min sikkerhed, besluttede jeg at træde ind på den politiske arena igen.

Under opstanden forfærdede det mig at selv helt uskyldige ofre blev forfulgt, torteret, lynchet og udsat for grusomheder til „gavn“ for folket. Opportunistiske ledere besteg succesens tinde i „folkets“ navn, blot for at berige sig på det offentliges bekostning. Bragte opstanden i 1944 social retfærdighed? Overhovedet ikke.

Tilbage på den politiske arena erfarede jeg tydelige modsætninger i mit liv. I 1946 var jeg regeringens officielle repræsentant ved indsættelsen af Mexicos nye præsident. Ved den kæmpemæssige reception så jeg tusinder af gæster fra hele verden i deres stiveste puds: Sovjetiske militære embedsmænd behængt med medaljer, britiske marskaller, amerikanske generaler, berømte filmstjerner. Samme nat faldt temperaturen i Mexico City til et godt stykke under frysepunktet. Om morgenen samlede politiet snesevis af lig op — underernærede ofre for det barske vejr. De havde været tvunget til at sove udendørs og var frosset ihjel. Hvad jeg oplevede den mindeværdige aften og nat gav mig en sand afsky for den livsform.

I 1950 og 1951 var jeg under en „demokratisk“ præsidents regering et år i fængsel. Jeg var parlamentsmedlem, men blev frataget min immunitet. Jeg blev holdt i enecelle i seks dage og blev nægtet mine lovmæssige rettigheder og var nær blevet lynchet. Hvorfor? Jeg hørte til en gruppe politikere som aktivt opponerede imod det demokrati der blev udøvet af nogle stenrige jordbesiddere på hvis jord indianerne levede i umenneskelig fattigdom.

Under dette fængselsophold begyndte jeg at tænke på at social retfærdighed kun kunne komme fra Gud. Så besøgte en missionær fra Jehovas Vidner, Albert Hoffman, mig i fængselet og efterlod bogen „Gud Maa Være Sanddru“ hos mig. Denne begivenhed var ikke helt uden betydning, for Albert og jeg skulle mødes igen.

Senere, i 1953, efter at jeg var blevet en af præsidentens nære medarbejdere, blev jeg som ambassadør sendt til et møde i FNs Økonomiske og Sociale Råd. Ved den lejlighed lagde jeg mærke til hvordan en anden delegeret systematisk modsatte sig enhver foranstaltning der kunne begunstige de underudviklede områder i Latinamerika. Social retfærdighed på internationalt plan? Nej, ikke engang i De forenede Nationer — hovedsagelig forenet, så det ud til, under stormagternes undertrykkende åg.

Jeg husker at Ecuadors præsident en dag sagde til mig: „Dr. Coello, De har virkelig været en forkæmper. De mangler noget der kan fuldende Deres karriere; noget der kan forgylde Deres tilværelse — jeg tænker på livet som diplomat i et par år.“

Jeg svarede: „Det er virkelig en ære, hr. præsident, men ganske ufortjent, og af den grund må jeg afslå Deres tilbud. Jeg afslår netop fordi jeg er en forkæmper. Jeg er ikke skabt til at leve en diplomats behagelige tilværelse. Jeg foretrækker at være sammen med masserne, at dele deres skæbne. Mange tak.“

Jeg huskede at jeg havde læst et skriftsted i Bibelen hvor Jesus, da han så folkeskarerne, fik inderligt ondt af dem fordi de var omtumlede som får uden hyrde. (Matt. 9:36) De få privilegerede fortsatte med at leve på bekostning af de fattige folkemasser. Jeg søgte stadig løsningen på denne uretfærdighed.

Min søgen forstærkes

I 1956 trak jeg mig tilbage fra al politisk virksomhed. Hvorfor? To år tidligere havde jeg været udsat for et voldsomt angreb fra alle de politiske partier i landet. Ecuadors Sociale Sikkerhedsforvaltning, som jeg var præsident for, havde fået næsten 1.800.000 kvadratmeter jord der skulle udstykkes til billige boliger til den særdeles lave pris af 12 sucres (cirka tre kroner) pr. kvadratmeter. Mine politiske modstandere hævdede at jeg personligt ved siden af havde modtaget yderligere 14.000.000 sucres af sælgerne! Jeg blev fejlagtigt skildret som den store skurk.

På det tidspunkt besluttede jeg at tage kampen op ved at udgive en ugeavis som jeg kaldte Sandhed. Udgivelsen af det første nummer bragte mine fjender til tavshed og forbavsede også mig selv. Hvorfor? Jo, jeg var begyndt at sige sandheden utilsløret og uden omsvøb.

Men trykkemaskinen, som jeg havde fået på kredit, og mit hus, som jeg havde belånt gennem en socialforsikring, blev nu mål for retslige indgreb. Mine fjender ønskede at ruinere mig. Men det lykkedes dem ikke. Jeg følte nu at retfærdighed kun kunne komme ovenfra.

Jeg overtalte min familie til at vi skulle have en times bibellæsning hver uge. Jesu ord og gerninger bevægede os dybt, selv om der var mange ting i Bibelen jeg gerne ville forklare mine børn uden at kunne det. Vi forstod dog klart at sand retfærdighed kun kunne komme fra Gud.

En formiddag i oktober 1958 bankede en venligt udseende mand på døren. Det var Albert Hoffman der opsøgte mig! Jeg blev klar over at det faktisk var ham jeg havde ventet på uden at vide det. Vi begyndte et studium af Bibelen ved hjælp af bogen „Dette betyder evigt liv“.

Jeg begyndte at forstå at Bibelen er en uudtømmelig kilde til forståelse af livet, en kærlig gave fra en omsorgsfuld Skaber. Skriftsteder som Johannes 3:16 gik mig til hjertet: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ Evigt liv! Og et fuldkomment liv, med fuld retfærdighed for alle!

Forkynder af retfærdighed

Efter et års bibelstudium med Albert indviede jeg i 1959 mit liv til Jehova Gud. Siden da har jeg brugt Bibelen sammen med min egen livserfaring for at hjælpe andre til at forstå at sand retfærdighed kun kan komme fra Jehova Gud.

Jeg har haft det privilegium at tale om Jehovas retfærdighed til mænd i alle stillinger, lige fra republikkens ekspræsidenter til meget ydmyge arbejdere. Nogle har i Bibelens lys kunnet se hvad sand retfærdighed er. Andre har ikke lyttet.

Min største lykke har dog været at hjælpe min kone og mine børn og at se dem indvi deres liv til Jehova.

Ja, endelig var det lykkedes mig at ændre min snævre synsvinkel. Jeg havde lært at sand retfærdighed kun kan komme fra Jehova Gud. Kun han kan se ind i menneskers hjerte og fjerne den selviskhed som er skyld i social uretfærdighed. Han har givet løfte om en helt ny ordning her på jorden under ledelse af en himmelsk regering som vil udøve et helt upartisk styre. Hvor var det en stor glæde for mig at lære at alle i den nye orden vil dyrke og høste i deres egen have og bygge og bo i deres eget hus! Alle vil lægge gavmildhed for dagen, og ikke grådig selviskhed. — Jævnfør Esajas 65:21, 23.

Oplevelser og glæder

Som doktor i retslære blev jeg udnævnt til dommer ved appelretten for syv år siden. Jeg har altid bestræbt mig for at træffe afgørelser på grundlag af loven og retfærdigheden. I min embedstid kom jeg til endnu bedre at forstå hvilket stort svælg der er mellem menneskers retfærdighed og Jehovas sande retfærdighed. Jeg gik af i 1980.

Skønt vi er ufuldkomne og endnu ikke har opnået sand social retfærdighed, har jeg allerede nu erfaret at der i betydelig grad praktiseres social retfærdighed blandt Jehovas Vidner. Det er meget sjældent at opleve sociale, racemæssige eller økonomiske skranker blandt dem.

I august 1981 blev jeg 71 år. Selv om jeg stadig har meget travlt, er der øjeblikke hvor det er dejligt at lade tankerne vandre og drømme om de ting Jehova har lovet. Jeg forestiller mig at jeg allerede er i den nye orden, at jeg er genforenet med mine opstandne forfædre, at jeg deler Bibelens sandheder med min bedstefader der underviste mig da jeg var barn. Jeg længes også efter til den tid at kunne lære mere om Jehovas storhed, og til sammen med andre at kunne lovsynge ham som kærlighedens og retfærdighedens Gud for evigt.

[Tekstcitat på side 18]

’I fængselet begyndte jeg at forstå at social retfærdighed kun kan komme fra Gud’

[Tekstcitat på side 19]

’Jeg lærte at Gud har givet løfte om en helt ny regering over jorden’

[Illustration på side 17]

Som politisk leder engagerede jeg mig i sociale anliggender