„Paradisøerne“ i Stillehavet

VAJENDE kokospalmer, hvide sandstrande, blågrønt vand, frugtbare marker, stille månelyse aftener — lyder det ikke som et paradis? I Mikronesien, der ligger i den vestlige del af Stillehavet, findes alt dette og mere til. I vort urolige tyvende århundrede er der mange som kunne tænke sig at „komme væk fra det hele“ og slå sig ned et fredeligt og smukt sted. Kunne det tænkes at en ø i Stillehavet ville være det ideelle tilflugtssted?

Mikronesien består af 2000 øer — hvoraf 97 er beboede — spredt over et havområde på 7.770.000 kvadratkilometer. Set fra luften ligner øerne spredte perler til en udsøgt smaragdhalskæde der hviler på et underlag af blåt fløjl — Stillehavet. Hvert område har sin egen specielle skønhed, lige fra Guams og Belaus prægtige solnedgange til Kiribatis kokospalmelunde og solbeskinnede hvide strande, fra Ponapes smaragdgrønne bjerge og overdådige vandfald til Truk-lagunens skønne vand.

Drømmer du om at leve i et paradis? Så kom med og lad os besøge nogle af disse smukke steder. Måske kan du vælge den version af „paradiset“ som du foretrækker!

Belau og Yap

Lad os begynde med det sted som nogle anser for at være smukkest, nemlig Belau (tidligere Palau), den vestligste ø i øgruppen Carolinerne.

Når man nærmer sig med fly, er det syn der møder én fra luften næsten ufattelig smukt. Gigantiske jadefarvede paddehatte synes at vokse op fra det akvamarin- og safirblå vand — og vandet er så klart at man kan se helt ned til bunden, selv på de steder hvor vanddybden er fra ni til tolv meter. Når man lander, finder man ud af at øen lever op til det førsteindtryk man fik fra luften. Vegetationen er frodig. Der er skovklædte bjerge. Jorden er frugtbar og giver rigelige afgrøder af brødfrugter, appelsiner, sukkerrør og andre tropiske produkter. I det lave vand ved kysten vokser der mangrovetræer, som giver ly til et rigt dyreliv i vandet. Og her vil man — som på de fleste af øerne i Mikronesien — lægge mærke til STILHEDEN.

Men vi vil ikke lade os opholde her. Lad os tage videre til Yap — endnu et usædvanligt „paradis“, et sted med kokospalmelunde og stille skønhed. Her er ingen asfalterede veje. Tempoet er roligt, og jorden er frugtbar.

Yap er især kendt for sine penge — de berømte store stenplader. Nogle steder er vejene bogstavelig talt kantet med penge! I dag bruger man ikke længere stenpenge som omsætningsmiddel, men de anses stadig for at have kulturel værdi. Denne værdi bygger ikke så meget på pengenes størrelse som på deres alder og historie. Der findes flere landsbyejede „pengebanker“ som har enorme stenplader med hul i midten stående langs vejen til „banken“ og lænet op ad siderne af bygningerne.

De klarøjede børn på Yap er meget yndige — som de er overalt i Mikronesien. Desuden har de nogle yderst interessante navne: Radio, Elsk Mig, Ingenting, Sorgløs, Blink og endda Adolf Hitler. Nogle er opkaldt efter berømtheder der har været på besøg, med tilnavne og det hele!

Vil du gerne blive her? Lad os nu hellere gøre rundturen færdig før du beslutter dig.

Truk, Ponape og Kiribati

For at spare tid vil vi nøjes med at kredse nogle få minutter over den storslåede Truk-lagune. Med sine mere end 50 kilometer i diameter er denne lagune stor nok til at kunne rumme alle øerne i Mikronesien. Dens azurblå vand udgør et særligt paradis for dykkeentusiaster. Her er en historisk undervandskirkegård, hvor fantastiske former for havdyr har taget bolig blandt sunkne krigsskibe fra anden verdenskrig.

Men lad os nu tage videre til Ponape, en af de østligste øer i øgruppen Carolinerne. På Ponape er der mange brusende vandfald af stor skønhed, og øen kan prale af at det højeste punkt på Carolinerne — godt 760 meter — ligger her. Det er et område med kraftige regnskyl, og der er tætte skove i højlandet. Men her kommer der sjældent nogen, da Ponapes befolkning foretrækker at leve ved bugterne og vigene langs kysten.

Indbyggerne er ret generte og taler et blødt sprog. Deres „Casalelia“ („Velkommen“) er en af de smukkest klingende hilsener i Mikronesien. For resten beundrer Ponapes beboere kvinder med brede hofter; så hvis du synes at du er lidt kraftig, vil denne ø måske være et paradis for dig!

Ude ved kysten findes der en spændende arkæologisk skat, den forladte by Nan Matol. Denne by, der kaldes „Stillehavets Venedig“, blev bygget af kolossale blokke af basalt på over 100 småøer i en sumpet lagune. Ingen ved i dag hvordan eller hvornår byen blev bygget.

I den sydøstligste del af Mikronesien ligger de maleriske Gilbertøer (Kiribati) med hovedøen Tarawa. Her finder vi de boliger som de fleste anser for at være karakteristiske for Stillehavsøerne: maleriske ’strå’tækte huse der er lavet af stammer og blade fra kokospalmen, bundet sammen med taver fra kokosnøddens skal.

Indbyggerne er meget hjertelige og gæstfri. En overflod af kokosnødder og brødfrugter udgør deres vigtigste ernæring, suppleret med en stor mængde fisk og andre dyr fra havet. En følelse af ro falder over en så snart man lander på Tarawa. Befolkningens mangel på hastværk virker smittende, og en besøgende begynder måske virkelig at føle at det er lykkedes ham at „komme væk fra det hele“.

Her er der offentlig busbefordring, hvilket ikke er tilfældet på ret mange af de andre øer i Mikronesien. Dette er et gode, eftersom afstandene er store på denne lange, smalle, ringformede koralø. Men vent ikke at en bus kører til tiden. Busserne kører ikke efter nogen tidsplan — husk, vi er i troperne.

Den palmekransede lagune genspejler Mikronesiens farver, azurblå og grøn, om dagen, mens månen og stjernerne om natten synes at være så nær at man kan røre ved dem. Havets sagte skvulpen på begge sider af øen, og de milde passatvinde, kan let lulle dig i søvn. Selv om Tarawa ligger ved ækvator bevirker passatvindene at luften er behageligt kølig, i hvert fald i nogle måneder om året.

Har du besluttet hvilket af disse eksotiske områder du kunne tænke dig at flygte til? Før du træffer den endelige afgørelse er der noget andet du bør vide.