Problemer i „paradiset“

SELV om øerne virker helt paradisiske, bør du nok også have at vide at der er problemer. Kan du for eksempel lide insekter? Det håber vi, for dem er der masser af her — myg, fluer og også myrer, især de små røde myrer der stikker.

Et andet problem er at den klare blå himmel nu og da afløses af heftige tyfoner. Disse er almindelige på de vestlige Stillehavsøer. I de senere år har hærgende tyfoner anrettet enorme ødelæggelser på Marianerne. Mange af husene er her lavet af træ og tagene af bølgeblik, og de falder sammen under en tyfon, hvor vindstødene kan være så kraftige at små splinter bores tværs igennem tykke træstammer. Heldigvis er man nu ved at gå over til at bygge husene af beton.

I øvrigt er her mindst én aktiv vulkan, Mount Pajaros. Og glem ikke jordskælvene. Ja, dem har vi også. Heldigvis er de fleste ikke ret kraftige, men nu og da kommer der en ordentlig rystelse. I 1902 ødelagde et jordskælv de fleste betonbygninger i Guams vigtigste by, Agana, og hævede hele øen 60 centimeter.

Nuvel, man kan sove under et moskitonet, undgå myrerne, tage sine forholdsregler mod tyfoner, handle forstandigt under et vulkanudbrud eller et jordskælv, men den tropiske svamp er det vanskeligere at undgå. I den fugtige varme kan både tøj og sko mugne i løbet af en enkelt nat. Men der er andre problemer som er vanskeligere at klare.

Forurening i „paradiset“

Mens luften i Mikronesien stadig er fantastisk ren, er det samme ikke altid tilfældet med det blågrønne vand. Der er endnu ingen god kloakering, og mange steder kaster man blot affaldet i vandet så tidevandet kan føre det ud i havet. Resultatet er at den lokale befolkning — som spiser fiskene fra revet — er plaget af parasitter, dysenteri, diarré og dårlig mave. Man kan også blive syg af at drikke vandet — ikke fra de krystalklare vandfald, men regnvandet der ofte opsamles fra hustagene. Og langt de fleste steder er der ikke noget lokalt apotek hvor man kan hente medicin mod de sygdomme man får.

Det tyvende århundrede har også medført at stilheden nogle steder sønderrives af støjforurening. På en ø der måler omkring 19 kilometer i omkreds gjalder discomusik dag og nat fra åbne lastbiler. Især på skønne, månelyse tropenætter stuver unge mennesker sig sammen på ladet af disse lastbiler og synger med på discomelodierne mens de kører frem og tilbage på øen til den lyse morgen. På næsten alle øerne spilles der nu discomusik til langt ud på natten i de små restauranter og på hotellerne, især i weekenderne.

I nogle tilfælde er selv naturens skønhed blevet ødelagt ved åben minedrift. Nauru og naboøen Ocean Island (nu kaldet Banaba), såvel som Anguar i Belau-gruppen, er blevet udbyttet og udplyndret ved udvinding af fosfat. På Banaba var rovdriften så slem at folk rejste sig i protest og skandalen blev afsløret og gav genlyd så langt borte som i det britiske underhus.

Udvindingen fortsætter i stor målestok på Nauru, selv om det menes at al fosfaten vil være borte omkring århundredskiftet. I mellemtiden er Nauru i fare for at blive en grim, ufrugtbar ødemark, hvis der ikke bliver grebet ind forinden.

Elendighed i „paradiset“

Imidlertid giver fosfatudvindingen i det mindste Nauru en indtægt. Hvordan så med de øer hvor der ikke er fosfat som kan udvindes, og heller ikke nogen anden indtægtskilde? Desværre kendes fattigdommen kun alt for godt. Ofte er kosten utilstrækkelig. Den industrielle udvikling er ringe, og befolkningen er afhængig af havet for at få til livets opretholdelse.

Spiritisme udøves i stort omfang på alle øerne i Mikronesien. Nogle turister fascineres måske af „åndehusene“, hvor der formodes at bo ånder, men overtroen ødelægger glæden ved livet for mange. Man frygter ånderne, og de menes at forårsage sygdom og død hvis de ikke tilfredsstilles. Man udøver trolddom, og amuletter for kærlighed og had er stadig i brug.

Drikkeri er endnu et problem, især blandt de arbejdsløse. Dette ledsages ofte af hustru- og børnemishandling og forbrydelser. Og forbavsende nok er der mange selvmord. På en lille ø med en befolkning på kun 3000 var der for nylig otte selvmord blandt teenagere i løbet af blot tre måneder. Det er indlysende at der skal mere til end blot at bo på en smuk ø for at gøre mennesker virkelig lykkelige.

Endelig hærger menneskets ældgamle fjender, sygdom og død, lige så meget her som i andre dele af verden. De øger den sorg og elendighed der er med til at forringe hvad der i mange henseender er et veritabelt paradis.

Frygt i „paradiset“

Begivenheder i verden udenom får mange her til at føle sig usikre. Mikroneserne har været undersåtter under fire store verdensmagter, og hver af disses ankomst har ført til undertrykkelse. Nogle af den anden verdenskrigs bitreste kampe fandt sted her, og disse dejlige øer har stadig ar efter krigen. Rustne vrag af delvis sunkne skibe, skrog af nedskudte fly, hensmuldrende luftværnskanoner, overgroet artilleri hvis løb stikker frem fra mugne huler, store huller midt i landskabet og i vejene — er alt sammen tavse vidnesbyrd om hvilke rædsler øerne var vidne til for få årtier siden.

En politiker fra Truk-distriktet, hvor et af de største og mest blodige søslag blev udkæmpet, bad efter krigen indtrængende: „Hvis De forenede Stater nogen sinde beslutter at udkæmpe en ny krig, lad det da ikke ske på Truk!“ Denne mand havde set vejen rundt om øen blive farvet rød af dræbte ved bombeangrebene, og tidevandet blive rødt af menneskeblod. Endnu to år efter slaget blev olie fra de sunkne skibe skyllet ind på kysterne.

Er der i det hele taget nogen som lytter til sådanne bønner? Tilsyneladende ikke. På atollen Kwajalein, en af Marshalløerne, er der anbragt en raketbase. Den skal forhindre tilstedeværelsen af russiske undervandsbåde, som menes set i nærheden, og krigsskibe som kunne tænkes at udspionere amerikanske militæranlæg. Fordi Guam er strategisk beliggende i Stillehavet, er den omringet og bevogtet af De forenede Staters militærstyrker.

Mikronesiens blide indbyggere blev gjort kendt med atomalderens forfærdelige virkelighed da De forenede Stater i 1946 foretog atombombeforsøg på øen Bikini, en af Marshalløerne. På grund af strålefare er Bikini stadig forbudt område for sine egne indbyggere, og vil måske være det endnu mange år fremover. I andre dele af Stillehavet har England og Frankrig benyttet andre skønne øer til afprøvning af kernevåben.

For nylig fremkaldte et nyt forslag uro og bekymring. Japan foreslog at opmagasinere kerneaffald og kemiske affaldsprodukter i store containere i Stillehavet i nærheden af Guam. Hidtil er disse planer dog blevet udskudt på grund af modstand fra Guams regering.

Men misforstå os nu endelige ikke. Disse øer er virkelig smukke, og du ville ganske givet nyde at besøge dem. Solen står stadig op over det blå ocean og går ned bag palmer der svajer i takt til passatens blide rytme. De skovbevoksede bjerge, de brusende vandfald og de hvide sandstrande er der stadig. Men det er ikke fuldstændig et paradis. Problemer — overvejende menneskeskabte — umuliggør dette.

Betyder det at der ikke er håb om at komme til at leve i et virkeligt paradis, hvor naturen er smuk og mennesket intet gør som kan ødelægge den, hvor folk viser ægte interesse for hinanden og hvor livet er virkelig tilfredsstillende?

[Illustrationer på side 6]

MYRER DER STIKKER

TYFONER

VULKANER

[Illustrationer på side 7]

STØJ OM NATTEN

LANDSKABER ØDELÆGGES

SPIRITISME

[Illustrationer på side 8]

DRIKKERI

KRIGENS SPOR

SYGDOM OG ALDERDOM