Hvor gamle er fossilerne?
„Kineserne finder fossil af 500.000 år gammelt Peking-menneske“
ER DU somme tider stødt på overskrifter som denne? Måske undrer du dig over hvordan man kan vide at et fossil er en halv million år gammelt.
Der er flere måder at anslå fossilers alder på. Den metode forskerne sætter størst lid til, bygger på måling af radioaktivitet. Hvordan virker den? Er den pålidelig?
Som regel er det ikke selve fossilet man daterer, men et radioaktivt mineral som findes i samme klippelag som fossilet.
URAN-BLY-DATERING. Uran er et radioaktivt grundstof der meget langsomt omdannes, eller henfalder, til bly. Den almindelige form for uran, U-238, henfalder med en halveringstid på 4500 millioner år. I løbet af den tid omdannes halvdelen af det til bly. Man kan således bestemme alderen på et mineral som indeholder uran ved at måle hvor meget bly der er blevet dannet i det.
Efter at man ved en kemisk analyse har fastslået mineralets uran- og blyindhold, kan man ved en simpel beregning finde frem til dets alder. Analysen kompliceres imidlertid derved at der findes forskellige blyisotoper, og kun bly 206 kommer fra uran 238. Kemikeren må derfor hente hjælp hos fysikeren, der ved hjælp af et massespektrometer kan se hvor meget af blyet der udgøres af denne bestemte isotop.
Der er imidlertid to meget vigtige forudsætninger der må være til stede for at svaret kan blive korrekt:
Den første forudsætning er at uranmineralet ikke var blandet med bly da det opstod under afkølingen af de flydende stenmasser, den såkaldte magnamasse. Hvis der var bly til stede, ville den nydannede klippe forekomme allerede at være millioner af år gammel.
Den anden forudsætning er at der ikke er forsvundet noget bly fra mineralet. Hvis noget af blyet er sivet ud af et gammelt mineral, vil det ved analysen forekomme at være langt yngre end det er.
Metoden er derfor ikke hundrede procent sikker. Under behørig hensyntagen til disse mulige faldgruber har man dog med rimelig nøjagtighed kunnet fastsætte alderen på mange gamle klippeformationer. De ældste dele af jordens skorpe er ifølge denne metode blevet bestemt til at være over fire milliarder år gamle.
Men i de klippelag hvor der findes uranmineraler, er der ingen fossiler. Disse bjergarter har nemlig været flydende eller været under påvirkning af stærk varme, og de høje temperaturer ville have ødelagt ethvert fossil. Til datering af fossiler må man derfor benytte andre radioaktive „ure“.
KALIUM-ARGON-DATERING. Grundstoffet kalium er vidt udbredt i mineralriget. En ganske lille mængde deraf er isotopen K-40, som henfalder med en halveringstid på 1300 millioner år. Hovedparten af den omdannes til kalcium, men 11 procent henfalder på en anden måde og bliver til argon. Argon er en doven luftart, det vil sige en luftart der ikke indgår forbindelse med andre grundstoffer. Normalt findes den kun i atmosfæren, men på grund af den radioaktive henfaldsproces forekommer den også indespærret i kaliumholdige mineraler som feldspat der har ligget uforstyrret i lang
Denne egenskab ved kalium udnyttes i de tilfælde hvor fossiler er blevet begravet af vulkansk aske. Teorien bag datering ved hjælp af kalium-argon-metoden er ganske enkel. Når en vulkan udspyr smeltede stenarter, frigøres den argon der indtil da var dannet af kaliummet i klippen. Klippemassen afkøles og størkner, og kaliummet, der nu er blevet befriet for argon, begynder forfra med at henfalde til argon. Kalium-argon-uret er blevet stillet på nul, og alt hvad der blev begravet ved vulkanens udbrud kan dateres ved en analyse af den omgivende aske.
Teorien lyder god, men i praksis er der igen problemer med de grundlæggende forudsætninger. Hvis der på den ene side er sivet argon ud af mineralet, vil de aldersangivelser man finder frem til, være for små. Hvis der på den anden side var en rest argon tilbage i den flydende, vulkanske klippe, har uret været foran fra begyndelsen.
Dette vil især give stor usikkerhed når kalium-argon-metoden bruges til målinger af forholdsvis yngre prøver — det vil sige prøver der blot er nogle få millioner år gamle. Den mindste smule argon som har været tilbage i asken vil give store fejludsving. Hvis man for eksempel tænker sig at et kaliumholdigt mineral har ligget indesluttet i en klippe og opbygget argon i en milliard år før det udspys ved et vulkanudbrud, vil en rest argon i asken på blot en ottendedel procent få det til at se ud som om en nybegravet knogle i asken allerede er en million år gammel.
En fejl af denne størrelsesorden betyder måske ikke så meget i et sediment, en aflejring, som er hundrede millioner år gammelt. Det er straks en anden sag når det drejer sig om fossilfund der hævdes at være en eller to millioner år gamle — som i tilfældet med det påståede urmenneske der er fundet i Olduvai-kløften i Tanzania. Det er svært at aflæse sekunder på et ur der kun har en timeviser.
Metodens manglende pålidelighed fremgår også af følgende eksempel: To forskere ønskede at sætte et nyt fund i forbindelse med et tidligere, der var blevet dateret til at være 65 millioner år gammelt. En kalium-argon-datering gav imidlertid det resultat at deres nye fund kun var 44 millioner år gammelt — 21 millioner år mindre. Men hvor der er en vilje, er der en vej. De to videnskabsmænd gav den forklaring at det kunne skyldes „tab af argon, eller urenheder“, fortæller tidsskriftet Science News for 18. juli 1981. Når det tjener deres hensigt snakker de udenom, ellers er de dogmatiske.
KULSTOF-14-DATERING. Til måling af aldre der ligger inden for menneskets historie på jorden er kulstof-14-uret langt mere velegnet. Dette ur bygger på henfaldet af radioaktivt kulstof, hvis halveringstid blot er 5500 år. Her drejer det sig ikke om et radioaktivt grundstof der har været på jorden siden skabelsen. I så fald ville det, som følge af den korte halveringstid, for længst være helt omdannet. Denne kulstofisotop produceres derimod uafbrudt ved at de kosmiske stråler fra verdensrummet rammer jordens atmosfære.
Alle levende organismer indeholder kulstof, og så længe de lever indeholder de kulstof 14 i samme forhold som atmosfærens kuldioxyd indeholder det. Når de dør og bliver begravet og dermed afskæres fra samspillet med atmosfæren, begynder deres indhold af kulstof 14 at henfalde og forsvinde. Hvis man graver et gammelt stykke træ eller trækul frem, kan man derfor måle mængden af det tilbageværende kulstof 14 og på det grundlag sige hvor længe det er siden at det pågældende stykke træ sad på et levende træ.
Dette er igen teorien. I praksis er der mange ting der kan give fejlmålinger. En prøve kan for eksempel nemt være forurenet af andre materialer der indeholder kulstof som enten er ældre eller yngre.
Det sværeste spørgsmål, især når det gælder meget gamle prøver, er om koncentrationen af radioaktivt kulstof i atmosfæren altid har været den samme som den er i dag. Det er umuligt at sige noget sikkert herom, for det afhænger af intensiteten af den kosmiske stråling, der er meget varierende og sporadisk. Hvis den kosmiske stråling for eksempel i gennemsnit kun var halvt så kraftig i menneskehedens tidligste historie som den er i dag, vil en prøve fra den periode forekomme at være 5500 år ældre end den i virkeligheden er.
Eftersom vi ikke har nogen mulighed for at vide hvor kraftig den kosmiske stråling var før i tiden, gør vi klogt i kun at acceptere kulstof-14-dateringer fra den periode inden for hvilken uret er blevet kalibreret (justeret) med historiske angivelser, det vil sige inden for de sidste 3500 år. Ud over denne periode er der risiko for stigende unøjagtighed.
HVOR PÅLIDELIGE ER DATERINGERNE SÅ? Er det fossile Peking-menneske virkelig 500.000 år gammelt? Lad os se hvad leksikonnet Encyclopædia Britannica siger om det. I en artikel om sammenligning af fossiler af samme slags dyr fundet forskellige steder på jorden står der:
„Sådanne vidnesbyrd har ført til den foreløbige konklusion at arten Homo erectus hovedsagelig er fra henimod midten af pleistocæntiden. . . . de yngste accepterede egentlige repræsentanter for H. erectus blandt fossilerne synes at være gruppen fra Peking i Kina, Trinil på Java, Ternifine i Algeriet og hjerneskallen af Olduvai-hominid 9 fra Tanzania. På grundlag af gentagne kalium-argon-dateringer af Trinil-lagene er deres alder blevet anslået til 550.000 år. . . . det synes rimeligt at foreslå en tidsramme for Homo erectus på 1.500.000 til 500.000 før vor tid.“
Læg mærke til alle de forbehold man tager for ikke at sige noget bestemt — der bruges hele tiden ord som „foreløbige konklusion“, „synes“, „anslået“ og „rimeligt at foreslå“. Der siges intet om at Pekingfossilet er blevet dateret. Når vi ser bort fra et lappeværk af følgeslutninger, hviler konklusionen i sidste ende på en analyse hvor alle de 500.000 år kunne skyldes at mindre end en promille af den oprindelige argon var blevet tilbage i det analyserede kaliummineral. Når vi ser bag om overskrifterne finder vi ingen sikre beviser for de vidt og bredt publicerede påstande om Peking-fossilernes høje alder.
Hvis man ikke vil anerkende Bibelens beretning om menneskets skabelse, er det nemt at kritisere den ved at henvise til de videnskabelige aldersmålinger. Men skal man være ærlig, må man erkende at disse aldersbestemmelser ofte er indbyrdes modstridende, og at dateringsmetoderne er alt for usikre og upålidelige til virkelig at ryste troen hos den der anerkender Bibelen som Guds sandhedsord.
[Tekstcitat på side 18]
To vigtige forudsætninger må være til stede for at svaret kan blive korrekt
[Tekstcitat på side 19]
Det er svært at aflæse sekunder på et ur der kun har en timeviser
[Tekstcitat på side 20]
Man gør klogt i kun at acceptere kulstof-14-dateringer når de kan kalibreres med historiske angivelser
[Tekstcitat på side 20]
Når vi ser bag om overskrifterne finder vi ingen beviser for påstandene om Peking-fossilernes høje alder