Hvad blev der af dinosaurerne?
„PALÆONTOLOGI er læren om fossiler, og fossiler er rester af forgangne tiders liv,“ forklarer en lærebog. Men som en palæontolog har sagt, er det „en udpræget spekulativ og selvklog videnskabsgren“. Dette kommer i høj grad til udtryk i forbindelse med dinosaurerne. Princeton-forskeren G. L. Jepson opregner nogle spekulative forklaringer på hvad der blev af dinosaurerne. Han siger:
„Forfattere med forskellig kompetence har begrundet dinosaurernes uddøen med at klimaet ændrede sig . . . eller at fødemulighederne ændrede sig. . . . Andre skribenter har tilskrevet det sygdomme, parasitter, . . . ændringer i lufttrykket eller i atmosfærens sammensætning, giftige luftarter, vulkansk støv, for stor iltproduktion hos de grønne planter, meteoritter, kometer, dræning af den genetiske pulje forårsaget af små ægspisende pattedyr, . . . kosmisk stråling, ændringer i jordens polaritet, oversvømmelse, kontinentaldrift, . . . udtørring af sump- og søområder, samt solpletter.“ — The Riddle of the Dinosaur.
Som det fremgår af disse spekulative forklaringer er forskerne ikke i stand til med blot nogenlunde sikkerhed at svare på spørgsmålet: Hvad blev der egentlig af dinosaurerne?
En katastrofeteori
En af de seneste teorier er blevet fremsat af Walter Alvarez og hans søn Luis. Uden for byen Gubbio i det mellemste Italien opdagede Walter Alvarez et ejendommeligt, tyndt, rødt lag af ler imellem to kalkstenslag i en klippeformation. Det nederste kalkstenslag indeholdt en mængde fossiler, hvorimod der næsten ingen var i det øverste lag. Dette førte geologerne til den slutning at livet pludselig var blevet udslettet og at der måtte være en forbindelse mellem det tynde, røde lag af ler og denne udslettelse.
Undersøgelser af leret afslørede en usædvanlig høj koncentration af metallet iridium, en koncentration der var 30 gange højere end den man normalt finder i klipper. Geologerne vidste at en så høj koncentration af dette sjældne grundstof måtte stamme enten fra jordens indre eller fra kilder uden for jorden. De drog den slutning at dette iridium stammede fra en kæmpemæssig asteroide der havde ramt jorden og bevirket at dinosaurerne blev udslettet.
Efter opdagelsen af det iridiumholdige ler ved Gubbio fandt man lignende forekomster i andre egne af verden. Bestyrkede dette så asteroide-teorien? Nogle forskere er stadig skeptiske. Men som det hedder i bogen The Riddle of the Dinosaur, pustede Alvarez’ teori „nyt liv i forskningen omkring arternes udvikling og uddøen“. Og palæontologen Stephen Jay Gould indrømmer at dette vil kunne mindske „betydningen af konkurrencen mellem arterne“.
Om denne nye teori og den tilsyneladende pludselige udslettelse af dinosaurerne erkender en videnskabsskribent: „Det vil muligvis kunne ryste evolutionsbiologien i dens grundvolde og rejse tvivl om gyldigheden af læren om naturlig udvælgelse.“
En forsker fra Arizonas universitet ved navn David Jablonski siger at ’mange planter og dyr forsvandt pludseligt og på en noget speciel måde. En masseudslettelse er ikke blot den samlede effekt af en gradvis uddøen. Der skete noget usædvanligt’. Også deres tilsynekomst skete pludseligt. I bladet Scientific American hedder det: „Den pludselige tilsynekomst af begge underordener af pterosauria, helt uden umiddelbare forfædre, er et ret typisk fænomen i fossilmaterialet.“ Dette gælder også dinosaurerne. Deres forholdsvis pludselige tilsynekomst og forsvinden er i modstrid med den almindeligt antagne teori om en langsom udvikling.
Dateringen
Eftersom dinosaurknogler almindeligvis findes i dybereliggende jordlag end menneskeknogler, har nogle draget den slutning at de stammer fra en tidligere periode eller æra. Geologerne kalder denne æra mesozoikum og opdeler den i tre perioder kaldet trias, jura og kridt. Længden af hver enkelt periode angives til adskillige millioner år. Men hvor sikre er disse tidsangivelser?
En af de metoder man benytter til at aldersbestemme fossiler kaldes kulstof-14-metoden. Denne dateringsmetode bygger på en måling af det henfald af radioaktivt kulstof der finder sted i en organisme efter at den er død. „Når en organisme dør, optager den ikke længere kuldioxid fra omgivelserne, og mængden af den radioaktive isotop aftager i tidens løb, efterhånden som den henfalder,“ forklares det i Science and Technology Illustrated.
Metoden er imidlertid behæftet med alvorlige begrænsninger. For det første er radioaktiviteten så svag i et fossil der antages at være omkring 50.000 år gammelt, at den kun kan registreres med største vanskelighed. For det andet kan det selv ved langt yngre objekter være vanskeligt at måle radioaktiviteten nøjagtigt, fordi niveauet allerede er faldet drastisk. For det tredje kan forskerne ganske vist måle den hastighed hvormed det radioaktive kulstof dannes i dag, men de har ingen mulighed for at beregne koncentrationen af dette kulstof i en fjern fortid.
Uanset om forskerne søger at aldersbestemme fossiler ved hjælp af kulstof-14, eller de søger at datere klipper og jordlag ved hjælp af andre radiometriske metoder baseret på isotoper af for eksempel kalium, uran eller thorium, er de altså ikke i stand til at fastslå den oprindelige koncentration af disse stoffer op gennem tiden. Som professor i metallurgi Melvin A. Cook siger: „Man kan kun gætte sig til disse koncentrationer [af radioaktive stoffer]. Dateringerne kan derfor ikke blive bedre end disse gæt.“ Dette forbehold gælder navnlig når vi tager i betragtning at vandfloden på Noas tid, for mere end 4300 år siden, medførte enorme ændringer i atmosfæren og på jorden.
Geologerne Charles Officer og Charles Drake fra Dartmouth College sætter endnu et spørgsmålstegn ved nøjagtigheden af de radiometriske dateringsmetoder. De siger: „Vi er nået til den konklusion at iridium og andre lignende grundstoffer ikke blev aflejret øjeblikkeligt . . . men at der snarere er foregået en koncentreret og varierende tilgang af disse stoffer, i løbet af en forholdsvis kort geologisk periode med en længde på mellem 10.000 og 100.000 år.“ De fremfører at adskillelsen og bevægelsen af kontinenterne medførte forstyrrelser over hele kloden og forårsagede vulkanudbrud der blokerede for sollyset og forurenede atmosfæren. Sådanne voldsomme begivenheder kunne i høj grad påvirke mængden af radioaktive stoffer og således forvrænge resultaterne af de moderne dateringsmetoder.
Dinosaurerne og skabelsesberetningen
Selv om de radiometriske dateringsmetoder er avancerede, bygger de stadig på spekulationer og antagelser. I modsætning til dette beskriver Bibelen ganske enkelt i Første Mosebog den rækkefølge hvori alt blev skabt. Denne beretning giver rum for at det kan have taget milliarder af år at danne jordkloden, og at hver af de seks ’skabelsesdage’ hvor jorden blev gjort egnet til bolig for mennesket kan have varet flere tusind år.
Visse dinosaurer (og pterosaurer) kan være blevet skabt i den femte skabelsesperiode, hvor Gud ifølge Bibelens beretning skabte „flyvende skabninger“ og „de store havuhyrer“. Andre former for dinosaurer kan være blevet skabt i den sjette periode. I betragtning af den rigelige vegetation der tydeligvis fandtes på den tid, har den enorme mængde af dinosaurer med glubende appetit passet helt naturligt ind i miljøet. — 1 Mosebog 1:20-24.
Da dinosaurerne havde opfyldt den hensigt hvormed de var blevet skabt, gjorde Gud ende på deres liv. Men Bibelen oplyser intet om hvordan eller hvornår han gjorde det. Selv om vi på nuværende tidspunkt ikke fuldt ud forstår hvad Jehovas hensigt har været i denne sag, kan vi være sikre på at Han skabte dinosaurerne med et ganske bestemt formål. Dinosaurerne var hverken fejlslagne eksperimenter eller produkter af en udvikling. Det at de pludselig kommer til syne i fossilmaterialet, uden at have nogen forfædre, og forsvinder igen uden at efterlade sig nogen fossile overgangsformer, modbeviser påstanden om at disse dyr skulle have udviklet sig gradvis i løbet af årmillioner. Fossilmaterialet støtter altså ikke evolutionsteorien, men er helt i overensstemmelse med Bibelens skabelsesberetning.
[Tekstcitat på side 10]
De fossile vidnesbyrd om dinosaurerne støtter ikke evolutionsteorien men skabelsesberetningen