Missionærer — hvori består deres opgave?

FIRE missionærer blev i 1979 skudt ned i et land i Mellemamerika, og skuddene gav genlyd i hele verden. Drabet på disse kvinder bragte et gammelt spørgsmål frem i forgrunden: Hvori består kristne missionærers opgave?

De fire missionærers rolle er siden blevet heftigt debatteret. Der er forskellige meninger om hvori en missionærs opgave består. En elev fra en katolsk missionærskole har ifølge et referat sagt: „Vi ønsker ikke at lave om på folk — vi ønsker kun at hjælpe dem.“ Mange mener at missionærer bør hjælpe ved at oprette hospitaler, skoler, flygtningelejre eller hjem for forældreløse børn — altså hovedsagelig sørge for folks materielle behov.

Andre missionærer mener i dag at de bør gøre de fattige bevidste om deres situation og deres rettigheder. „Førhen var det Guds vilje at vi affandt os med lidelser,“ har en sydamerikansk katolsk missionær udtalt. „Nu er det Guds vilje at vi fordømmer lidelser.“ Denne holdning har bragt missionærer i konflikt med nogle landes regeringer.

Består en kristen missionærs opgave virkelig heri? Er det den bedste måde at hjælpe folk på?

En anden slags missionær

I hvert fald én missionærskole er overbevist om at en kristen missionærs opgave består i at lære folk Bibelen at kende. For næsten 40 år siden, midt under den anden verdenskrig, blev denne skole, Vagttårnets bibelskole Gilead, oprettet og begyndte at uddanne missionærer som kun ville beskæftige sig med bibelundervisning. „Jeres hovedopgave,“ sagde Vagttårnsselskabets daværende præsident, N. H. Knorr, ved skolens åbning, „er at forkynde evangeliet om Riget fra hus til hus ligesom Jesus og apostlene gjorde.“ — Matt. 28:19, 20.

De der fuldfører kursuset på denne skole modtager et diplom som oplyser at eleven er „særligt kvalificeret til at undervise, fremme velviljen blandt folk og arbejde for varig fred“. Det hold elever der afsluttede skolen i september 1981 (se billedet) må derfor fremme freden, ikke striden. „Vore missionærer må undervise i Bibelen,“ sagde skolens forstander, A. D. Schroeder. „De må af hjertet undervise folk på bedste måde ved hjælp af Guds ord.“ For at hjælpe eleverne til at gøre fyldest i denne opgave lægger skolen stor vægt på bibeldrøftelser. Et detaljeret studium af hver bibelbog optager en stor del af pladsen på undervisningsplanen.

Men har en sådan bibelundervisning praktisk værdi? ’I dag har mange mennesker brug for lægebehandling samt rigtig ernæring og ordentlige boligforhold,’ siger missionærer fra de traditionelle trossamfund. ’De har først brug for materiel hjælp. Derefter kan vi sørge for deres åndelige behov.’ Man kan derfor spørge om gileadmissionærernes opgave er urealistisk? Hvad viser resultaterne, efter at de nu har virket i næsten 40 år?

„En undervisning i gode livsprincipper“

„Jeg kom grædende hjem fra tjenesten de første par dage på grund af de forhold folk levede under i de fattige kvarterer i det land i Mellemamerika hvortil jeg var sendt,“ fortæller Charlotte Bowin Schroeder, der var elev i den første klasse. Julia Clogston, der var sammen med Charlotte, tilføjer: „Men når folk begyndte at leve efter Bibelen, blev deres familieliv bedre, deres hjem blev renere, ja, de blev endda bedre klædt. Ved et af vore stævner arbejdede datteren af en af landets tidligere præsidenter sammen med flere andre unge piger. Og der var ingen forskel i den måde de var klædt på. De der kom fra mindre begunstigede hjem var lige så rent og pænt klædt som den tidligere præsidents datter!“

Men hvordan har bibelundervisning kunnet udrette dette? Julia belyser det med følgende eksempel: „En mand hvis kone allerede studerede Bibelen med en gileadmissionær, spurgte mig: ’Hvad skal man gøre for at blive et Jehovas vidne?’ Jeg viste ham Galaterbrevet, kapitel 5 [versene 19-21], hvor der står at man må ophøre med kønslig umoralitet, vredesudbrud, drukkenskab og lignende. Han begyndte selv at studere Bibelen.

På det tidspunkt skulle hans ringe indtægt også række til ’en anden kvinde’. Denne form for utugt var meget almindelig. Nogle mænd forsørgede endda flere familier. Da han begyndte at anvende Bibelens principper i sit liv, holdt han op med denne utroskab. Familien fik flere penge, og skønt han kun tjente lidt, gik det hele til ét sted. Som et Jehovas vidne var han nu stolt af at sørge for sin familie. Jeg har set mange lignende tilfælde,“ siger Julia.

Dette bibelundervisningsarbejde blev ikke begrænset til de fattige. En af dem der blev undervist af elever fra den første gileadklasse, var en regeringsembedsmand som bestemt ikke havde brug for materiel hjælp fra en missionær. Hvorfor var bibelkundskab alligevel så værdifuld for ham?

„Bibelen har hjulpet vores familie til at forstå livets realiteter og ikke leve i en drømmeverden,“ siger denne embedsmands søn, Baltasar Perla jun., idet han tænker tilbage. „Far forstod ud fra Bibelen at man ikke var bedre end andre fordi man havde et ’stort navn’. Vi knyttede derfor nære, varige venskaber med andre, da vi kunne se deres virkelige værd. Vi lærte hvordan man behandler andre respektfuldt, uanset deres baggrund.“ Eftertænksomt tilføjer han: „Jeg kommer til at tænke på de rige i vort land der mistede alt fra den ene dag til den anden. Eller på dem i høje stillinger der har så travlt med at arbejde at de ikke kan være noget for familien, og som måske har antaget en pige til at tage sig af børnene. Hvor tomt ville mit liv ikke have været hvis rigdom havde været det største i vort liv! Selv om vi havde piger til at hjælpe til i huset, er jeg glad for at mine forældre ikke havde antaget en til at tage sig af os børn, men at de selv tog sig tid til os. At missionærerne har oplært os i Bibelen har givet vores familie de rette værdier at leve for.“

Har bibelundervisning praktisk værdi?

Blandt de 27 elever i den 71. gileadklasse, som er den sidst afsluttede, var der ægteparret Jamir og Rufina Dela Paz, som er født og opvokset på Filippinerne. Før Jamir kom på Gilead, underviste han folk i Bibelen i et område hvor der også var missionærer fra forskellige kirker. „Hvis I har den sande kristne tro, hvorfor giver I så ikke de fattige mad, sådan som vi gør?“ spurgte en af disse missionærer. „Det gør vi også,“ svarede Jamir. „Nej, ikke bogstavelig, men åndelig mad.“ Han tilføjede: „Vent til I ikke længere har mere mad at give disse mennesker, så vil det vise sig hvem der udfører Guds gerning.“ Hvilken metode havde praktisk værdi?

„Selvfølgelig slap maden op,“ fortæller Jamir. „Én efter én holdt folk op med at gå i kirke, og kirkerne står i dag praktisk talt tomme. Hvilken kontrast til den stadigt voksende menighed som jeg var med til at oprette ved at bruge Bibelen!

En af familierne i menigheden fik tidligere mad fra denne missions fødevareuddeling. Manden havde mange forskellige kvinder, og han var ikke gift med den kvinde han boede sammen med. De var fattige, og hverken de eller deres børn havde rigtig noget tøj at tage på eller et ordentligt sted at bo,“ forklarer Jamir. „Så begyndte jeg at studere Bibelen med manden. Han ønskede snart at bringe orden i sin tilværelse, og han spurgte derfor den kvinde han boede sammen med, om hun ville gifte sig med ham. Hun svarede: ’Under ingen omstændigheder!’ Hun fortalte mig: ’Man kan aldrig stole på den mand. Jeg ved at så snart jeg vender ryggen til, har han en anden kvinde.’“

Men efter at hun havde set hans trofaste opførsel i et helt år, gik hun ind på at gifte sig med ham. „Og hvilken forandring!“ forklarer Jamir. „De blev begge Jehovas vidner og holdt op med at ryge, at drikke for meget og spille i lotteriet. De kunne nu købe ordentlig mad og tøj — ja endda reparere huset. Naboerne talte om hvordan deres liv var blevet forandret til det bedre. Nu har de ikke kun det nødvendige, men også et rigt familieliv, og de har fået selvrespekt og et pålideligt håb for fremtiden.“

Men kan bibelundervisning også skabe virkelig fred? Kan den fremme velviljen blandt mennesker, sådan som der siges i det diplom gileadmissionærerne modtager?

Nøglen til virkelig fred

„Eftersom krige først opstår i menneskers tanker, er det i menneskers tanker at fredens forsvarsværker må opbygges,“ hedder det i forordet til erklæringen for De forenede Nationers Organisation for Undervisning, Videnskab og Kultur (UNESCO). Hermed indrømmer man behovet for den rette undervisning for at kunne skabe fred. Mange regeringsledere anerkender at en stærk moralfølelse bidrager til freden i et land. I den forbindelse husker Charlotte Schroeder at hun aflagde flere besøg hos landets præsident, hvor hun havde lejlighed til at drøfte missionærernes arbejde med ham. „Vi forklarede ham at vort arbejde var til gavn for landet,“ forklarer Charlotte, „for vi lærte folk at komme ud af det med andre og at afholde sig fra vold.“ Det gjorde så stort et indtryk på præsidenten at han selv begyndte at studere Bibelen med vidnerne da hans embedsperiode var udløbet.

„Hvis der i et land med cirka 4 ¹/₂ million indbyggere er over 7500 fra alle sociale lag der nægter at dræbe, snyde eller stjæle, og som fortæller deres naboer om disse høje principper, må det højne moralfølelsen i landet og fremme freden,“ siger Julia Clogston.

Fordi gileadmissionærer uselvisk har givet af sig selv, er der blevet knyttet mange varme venskaber mellem dem og de lokale folk. Rufina Dela Paz tænker tilbage på det forhold hun og hendes forældre havde til de gileadmissionærer der hjalp dem til at anvende Bibelens principper da de for mange år siden blev Jehovas vidner. „Vor familie følte sig nært knyttet til missionærerne fordi de gjorde mere end blot at studere Bibelen med os,“ siger Rufina. „De besøgte os ofte blot for at opmuntre os og hjælpe mine forældre med deres problemer.“

Og denne kærlighed var gensidig. Under opholdet på Gilead modtog Rufina et brev fra en tidligere missionær som havde hjulpet hendes familie. Skønt der var gået 30 år, skrev han: „Din moder er en af de mange mødre som Jesus lovede dem der måtte forlade hjem og familie for den gode nyheds skyld. Hvor jeg værdsætter den opmærksomhed hun viste mig da jeg var blevet stukket af en pigrokke og var meget syg. Jeg vil aldrig glemme hendes kærlighed.“ — Mark. 10:29, 30.

En uforglemmelig kærlighed. Det er den samme kærlighed de der afsluttede gileadskolen den 13. september 1981 ser frem til at give og modtage når de nu rejser ud til 14 forskellige lande. Deres opgave vil være at undervise i Bibelen — det eneste kristne missionærarbejde der er i overensstemmelse med Bibelen og har praktisk værdi.

[Ramme på side 19]

„Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ — Matt. 4:4.

[Illustration på side 17]

Vagttårnets bibelskole Gilead — 71. klasse, september 1981

Fra venstre til højre. Første række: D. Boissiere, K. MacNerland. R. Dela Paz, B. Weathers, S. Widen, L. Kaemner. Anden række: L. Larsson, E. Larsson, S. Smith, J. Dela Paz, G. Guttau, E. Larsson, W. Larsson. Tredje række: P. Boissiere, A. Palviainen, J. Rehurek, A. Dalcius, M. Du Raan, D. Moreau, D. Widen. Fjerde række: D. Forster, B. Guttau, J. Welch, J. Weathers, R. Du Raan, P. Rehurek, S. Tipton.