Hvad kæmper de for? En bedre verden?

HENVED 150 grupper verden over griber i øjeblikket til vold i deres stræben efter hvad de håber vil blive en bedre verden. Der kan være nogen uenighed om hvad man skal kalde medlemmerne af disse grupper — frihedskæmpere eller simpelt hen terrorister — men der er ikke megen uenighed om at det bliver vanskeligere og vanskeligere at ignorere dem.

Avisen Star i Toronto, Canada, skriver at terroristvirksomheden er i stigning. Den nævner at verden for eksempel i 1979 oplevede over 3000 terrorhandlinger såsom kidnapning af og snigmord på politikere, flykapringer, bombeaktioner og væbnede overfald. „Og de mennesker der prøver at gøre noget ved det,“ fortsætter avisen, „ser ingen ende på det.“

Hvad drejer det sig om?

En ordbog definerer ordet „terrorisme“ som „ulovlige voldshandlinger begået i et organiseret forsøg på at omstyrte en regering“. Men nogle vil hævde at voldshandlinger der har til hensigt at omstyrte en undertrykkende regering kan retfærdiggøres og derfor ikke er ulovlige. De henviser måske til at mange nationer, deriblandt nogle af vor tids mægtigste, opstod fordi folk gjorde oprør mod et styre de anså for frihedsberøvende eller uønsket.

Det er således, som journalisten Walter Nelson indrømmer, „vanskeligt at afgøre hvem der er terrorist og hvem der er medlem af en national frihedsbevægelse“. Men uanset hvad de kaldes, og selv om deres mål er forskellige, har alle disse grupper noget tilfælles. Den britiske forfatter Christopher Dobson siger at dette fælles træk er en „afvisning af det samfund de lever i og et ønske om at ødelægge det“, samt en tro på at „vold er nødvendig for at skabe en bedre verden“.

I en verden der er fyldt med blod fra tusinder af krige, heri indbefattet de to verdenskrige, finder disse grupper det ikke vanskeligt at spørge: ’Hvorfor skulle det være forkert af os at gribe til vold i vor stræben efter en bedre verden, når mægtige nationer, både før og nu, ikke har set noget forkert i at gøre det i meget større udstrækning i deres stræben efter det samme?’

Hvem bliver involveret, og hvorfor?

Unge mennesker er ofte idealistiske. I almindelighed har de en stærk retfærdighedssans. Samtidig søger de en „forklaring“, noget der kan lede dem og give deres liv mening. Hvad kunne være mere meningsfyldt, spørger de, end at kæmpe for at fjerne uretfærdigheden så vi kan få en bedre verden?

„De fleste venstreorienterede terrorister har en bemærkelsesværdig god uddannelse og er meget intelligente,“ siger Walter Nelson. En psykiater ved universitetet i Rom har foretaget en undersøgelse af medlemmer af De røde Brigader. Han fandt ud af at hovedparten af dem han interviewede kom fra velhavende familier hvor man gik i kirke, og de læste eller havde læst samfundsvidenskab på universitetet.

„Det vil naturligvis være forkert,“ siger bogen The Terrorists, „at mene at alle terrorister er intellektuelle der kæmper af idealistiske grunde.“ Nogle af dem der for nylig har sluttet sig til terroristgrupperne, har følt sig tiltrukket af udsigten til eventyr, af spændingsmomentet og af håbet om lettjente penge eller let adgang til stoffer samt fri sex.

Hvordan bliver man involveret?

Ovennævnte bog, skrevet af C. Dobson og R. Payne, besvarer spørgsmålet således: „De går ikke bare hen og melder sig, men de bliver efterhånden involveret når de har mødt andre der ligesom de selv er bekymrede over forholdene i vor moderne verden, men som allerede er gået ind for voldelige løsninger på problemerne.“

De der „er gået ind for voldelige løsninger på problemerne“ har dog ikke nødvendigvis fra begyndelsen tænkt på vold. Den amerikanske journalist Claire Sterling har forsket meget i „terroristgruppernes“ baggrund, og hun hævder at de „alle er begyndt som udløbere af forholdsvis ikke-voldelige bevægelser der havde anklager mod samfundet af politisk, økonomisk, religiøs eller etnisk art“.

Det er ikke særlig vanskeligt for unge mennesker at træffe andre der „ligesom de selv er bekymrede“ og som har „anklager mod samfundet af politisk, økonomisk, religiøs eller etnisk art“. De kan let blive påvirket af sådanne, især hvis de ikke længere bor hjemme og måske er under indflydelse af „bevidsthedsudvidende“ stoffer og bliver konfronteret med alle de forskellige protestbevægelser som findes på mange universiteter i dag.

Hvis man én gang er kommet ind i sådan en gruppe og er blevet accepteret, er det yderst vanskeligt at trække sig ud igen. Ifølge en fængslet tysk terrorist ville en der prøvede at trække sig ud, stå over for samme dilemma som en soldat på slagmarken der pludselig finder ud af at han kæmper for det forkerte. Han bliver enten ved med at kæmpe for at undgå at blive dræbt af fjenden, eller han trækker sig tilbage og risikerer at blive dræbt af sine kammerater som en forræder.

Kæmper de for en bedre verden?

Hvis man virkelig skal skabe en verden der er bedre, må det være en forudsætning at man kan danne en regering som virkelig er bedre. Det er sandt at nogle grupper har meget bestemte ideer om hvad der skal erstatte det system de ønsker at ødelægge. Andre har kun en uklar forestilling derom, hvis de overhovedet har nogen. Men de håber i det mindste at terrorismen vil gøre offentligheden opmærksom på deres sag.

Hvis det nu ikke lykkes en gruppe at nå sine idealistiske mål eller at få udbredt støtte, kan det føre til resignation. Idealismen vakler og efterlader et tomrum der hurtigt bliver fyldt ud af vrede og frustration. Dette kan udløse vold. Nogle mener at det er det der er sket med den gruppe hvorom det japanske politi og japanske psykologer har sagt: „Hvad der i dag synes at være vigtigt for medlemmer af Den røde Armé . . . er ganske enkelt vold for voldens skyld.“

Ren og skær brutal vold er også det der har kendetegnet den terrorisme der har hærget Italien i mange år. Nogle hævder at de ustabile regeringsforhold — med en ny regering gennemsnitlig hver niende måned siden 1945 — har bidraget til den følelse af usikkerhed og laden stå til som fostrer terrorisme.

Ingen menneskeskabt regering, hverken førhen eller nu, er nogen sinde blevet betragtet som ideel, fuldkommen retfærdig og fuldt ud tilfredsstillende i enhver henseende af alle borgere i et land — og nogle gange end ikke af hovedparten. Og dog er det netop en sådan regering der er nødvendig for at vi kan få en verden der virkelig er bedre.

Det som frihedskæmperne eller terroristerne i realiteten kæmper for, uanset hvad de hævder eller oprigtigt tror, er derfor ikke en bedre verden. Det højeste de om muligt kan opnå, er at erstatte én ufuldkommen regering med en anden der er lige så ufuldkommen og, måske, i længden lige så utilfredsstillende som sin forgænger.

Der findes imidlertid mennesker som kæmper for en verden der virkelig er bedre, og som gør det uden at gribe til vold. Selv tidligere terrorister og frihedskæmpere er blandt dem. I den følgende artikel fortæller en ung tysker hvordan han gik over til at kæmpe for en bedre verden med andre midler.

[Ramme på side 4]

RYSTENDE BEGIVENHEDER INDEN FOR DE SIDSTE TO ÅR

Antallet af ofre for terroristangreb er fortsat steget i de sidste to år. Her er nogle af dem:

1980

39 dræbt i forbindelse med en gidseltagning på den spanske ambassade i Guatemala

Nicaraguas tidligere præsident Somoza snigmyrdet i Paraguay

13 dræbt og 215 kvæstet ved en bombeaktion ved oktoberfesten i München

84 dræbt og 160 kvæstet ved et bombeattentat på Bolognas hovedbanegård

4 dræbt og 9 kvæstet ved en bombeaktion i Paris

18 kvæstet ved en bombeaktion i International Convention Center på Filippinerne

Den italienske antiterrorleder general Enrico Calvaligi snigmyrdet

1981

Den amerikanske lingvist Chester Bitterman kidnappet og dræbt i Colombia

Den tidligere formand for Nordirlands parlament Sir Norman Stronge og hans søn dræbt

Diplomat fra Pakistan dræbt i kapret fly

USAs præsident Reagan udsat for skudattentat

13 dræbt og 177 såret af granater i en domkirke på Filippinerne

Den tyske forbundsstat Hessens økonomiminister, Heinz Karry, snigmyrdet

Pave Johannes Paul II udsat for skudattentat i Rom

3 katolske nonner dræbt i El Salvador

74 medlemmer af det iranske regeringsparti dræbt af en bombe i partiets hovedkvarter

Den franske ambassadør i Libanon dræbt

20 kvæstet ved en bombeaktion på en amerikansk base i Tyskland

20 dræbt af en bombe i Beirut

60 gidsler holdt i 15 timer i den tyrkiske ambassade i Paris

Endnu en bombe bragt til eksplosion i Beirut; mindst 50 dræbt og mere end 250 kvæstet

Præsident Rajai og premierminister Bahonan dræbt ved en bombeeksplosion i Iran

Egyptens Anwar Sadat snigmyrdet

2 dræbt og 99 kvæstet ved en bombeeksplosion i en synagoge i Belgien