Hvordan terrorismen spirede frem?

I 1940rne, da nazisterne holdt det meste af Europa besat, blev der efterhånden i hemmelighed organiseret modstand mod dem. Modstandsbevægelserne blev støttet af de allierede regeringer med Storbritannien som mellemled. Royal Air Force, det britiske luftvåben, nedkastede illustrerede tryksager på flere sprog over Europa, med anvisninger på hvordan man skulle lægge baghold, foretage jernbanesabotage, genere besættelsestropperne og likvidere stikkere. Modstandsgrupperne blev forsynet med maskingeværer, håndgranater og plastisk sprængstof. Nazisterne har sikkert kaldt dem terrorister, men deres landsmænd respekterede og ærede dem. Deres bedrifter anses i den vestlige verden stadig for at være en heltedåd.

Ved således at gå lidt tilbage i historien har nogle søgt at belyse hvordan det der hos nogle er tilsyneladende høje idealer og ædle bevæggrunde, kan afføde en oprørsk holdning. Terrorismens kræft kender ikke til skånsel. Den fortærer tit sine egne tidligste fortalere. Vesttyskland, Frankrig og Italien er i dag arnesteder for terrorisme af enhver afskygning. En generation af frihedskæmpere har fået efterkommere der er opsat på med vold at omstyrte selve det samfundssystem der afkastede Hitler-styrets åg.

Den spirende revolution

Fidel Castro tændte en revolutionær glød der bredte sig i venstreorienterede kredse overalt i Latinamerika. Fra tidligt i 1960erne bredte oprørsbevægelser sig hastigt i Brasilien, Guatemala, Peru og flere andre lande.

„Jeg blev født i Argentina, jeg kæmpede på Cuba, og jeg begyndte at blive revolutionær i Guatemala,“ skrev Che Guevara, en elev af Castro. Født af spansk-irske forældre blev han en slags rejsende i revolution, for til sidst, i 1967, at blive dræbt i Bolivia. Han erhvervede sig en slags „helteglorie“ og er kendt overalt i verden som „en bevæbnet socialreformator der udelukkende kæmpede med støtte fra det undertrykte folk“.

Frantz Fanon, en sort læge, var leder af den psykiatriske afdeling ved Blida-hospitalet i Algier, da den arabiske befolkning i 1952 begyndte at kæmpe for løsrivelse fra Frankrig. I sine værker, som for eksempel bogen Fordømte Her på Jorden sammenfattede og udtrykte Fanon hvad mange venstreorienterede intellektuelle tænkte. I alt for lang tid havde kolonimagterne udbyttet folkemasserne i Afrika, Asien, Latinamerika og mange andre steder ved hjælp af tvangsflytninger, folkedrab, tvangsarbejde og slaveri, påstod han. Et frygteligt opgør var nært forestående. Han prædikede at vold ’befrier den udbyttede og gengiver ham hans selvrespekt’. Fanons meninger kom til at præge tankegangen hos hans intellektuelle meningsfæller i Vesten.

Efterhånden som de forskellige krige mod gamle kolonimagter blev afsluttet i 1950erne og 1960erne, opstod begrebet „den tredje verden“ om de fattige og nødlidende lande. Unge og intellektuelle følte medlidenhed med disse. De fremførte at de rige lande burde gøre mere for at hjælpe de mindrebemidlede folk. Mænd som Castro, Che Guevara og Fanon blev helteskikkelser for de studerende. I Europa og Nordamerika lod studenter sig opsluge af læsning af oprørsskrifter.

Herbert Marcuse, født i Berlin og professor i politisk filosofi ved Californiens universitet, gav i fællesskab med intellektuelle fra blandt andet Det Frie Universitet i Vestberlin og Trento-universitetet i Norditalien, næring til den revolutionære udvikling. Oprøret bredte sig fra Latinamerika, Afrika og andre områder i den tredje verden til de velstående lande, hvor studenter der afskyede ’overflods- og forbrugersamfundet’, mente at de havde grund til at gøre oprør imod den bestående samfundsorden.

Revolutionen breder sig

„I Vesttyskland var de fleste af de første tilhængere præster, læger, professorer og journalister,“ skriver journalisterne Christopher Dobson og Ronald Payne. I deres omfattende undersøgelse med titlen The Terrorists har de efterforsket den revolutionære udvikling (i Vesttyskland) blandt mænd og kvinder fra middel- og overklassen. (Halvdelen af de 28 mest eftersøgte bypartisaner i 1979 var kvinder.)

Da vesttyskerne efter Anden verdenskrig var blevet befriet for militærudgifternes byrde, oplevede de en bølge af velstand, mens det meste af verden led nød. En del unge, idealistiske tyskere protesterede højlydt, og det blev en gnist der fængede i andre lande. I Paris marcherede de franske studenter under kommunismens røde og anarkismens sorte fane. I både Frankrig og Vesttyskland gennemtrumfede studenterne visse reformer i „professorvældet“ på de „overbelagte og gammeldags universiteter“. Men da de opfordrede arbejderne til at demonstrere i gaderne og barrikadere fabrikkerne, døde det stort anlagte korstog for at omstyrte kapitalismen, ganske stille.

Men andre begivenheder gav ny næring til oprørets ild. I 1967 besøgte shahen af Iran Vesttyskland, og store protestdemonstrationer fandt sted. En politibetjent dræbte Benno Ohnesorg, en stilfærdig student fra Hannover. I 1970 protesterede studenterne ved Kent State University i Ohio mod den amerikanske invasion i Cambodia. Medlemmer af nationalgarden åbnede ild, og fire studenter blev dræbt, mens 10 blev såret. Overalt kom de bestående myndigheder til at fremstå som brutale undertrykkere i de yderliggående studenters øjne.

Det udløste modreaktioner da yderliggående tyskere satte ild til et stormagasin i Frankfurt — „for at vise det magelige borgerskab hvordan krigens rædsler i Vietnam virkelig var“. For at kunne forsvare sig anskaffede de våben, og for at betale våbnene begik de bankrøverier. Fra bankrøverier var der ikke langt til flere voldshandlinger. Denne udvikling indbragte de unge studenter en frygtindgydende benævnelse — terrorister.

Nogle af dem anlagde en livsstil med bofællesskab, partnerbytte, marihuanarygning og erotisk frihed. Det hele var iblandet en forestilling om at man fulgte nogle meget høje idealer. Selv unge kvinder fra adeligt miljø meldte sig i en begejstringsrus. Men udsigten til spænding og rigt bytte fik også almindelige, afstumpede forbrydere til at melde sig.

Skaber et dårligt styre terrorister?

Historikeren Henry Steel Commager har lagt skylden for USAs ’voldskrise’ i 1970erne på regeringens dårlige eksempel. Han har anført at amerikanerne nedkastede ni gange så mange bomber i Indokina som der blev nedkastet i hele det sydlige Stillehav i Anden verdenskrig. „Hvilken fornuft er der i at præsidenten godkender og viderefører denne vold i sin egenskab af øverstkommanderende, for så at fordømme volden på universiteterne i sin egenskab af præsident?“ lød hans spørgsmål.

Efter snigmordet på Robert F. Kennedy indledte Den nationale Voldskommission en undersøgelse af interne uroligheder verden over. Den fandt frem til at 11 ud af 1000 amerikanere deltog i sådanne uroligheder mellem 1963 og 1968, hvilket bragte landet på en førsteplads blandt 17 vestlige demokratier og en 24.-plads blandt verdens 114 større lande og kolonier. Til trods for alle raceurolighederne og demonstrationerne mod regeringen mangler amerikanerne dog stadig noget i at have organiseret vold på linje med den der begås af den hårde kerne af terrorister i Vesteuropa. Det er ikke fordi det ikke kan ske, for „amerikanerne har altid været et voldeligt folk,“ bemærkes det til sidst i undersøgelsen.

Hvad siger de selv til deres forsvar?

De forskellige bevægelser udkæmper deres partisankrige enten i det skjulte eller åbenlyst, med alle midler og med hver sit mål. For palæstinenserne er målet nationalistisk — de ønsker deres eget hjemland. ETA (den baskiske separatistbevægelse) kæmper for en uafhængig stat bestående af fire overvejende baskiske provinser i Spanien og tre i Frankrig. Den Irske Republikanske Hær kæmper for at afbryde det britiske styre og i stedet oprette en irsk fristat.

De venstreorienterede terrorister i Italien ønsker at ændre landets samfundsmønster endnu mere vidtgående end efter det mere „bløde“ kommunistiske mønster, mens terrorister på højrefløjen vil gøre Italien fascistisk igen.

Terroristerne i Vesttyskland og Japan går ind for en total verdensrevolution der forandrer samfundsordenen gennemgribende, mens for eksempel de islamiske oprørere på Filippinerne og „Kristi Krigere“ i Spanien kæmper for religionsfrihed. Andre igen kæmper for en sag med både politiske og religiøse aspekter. De soldater der råbte „Ære til Egypten, angrib!“ idet deres kugler strakte landets præsident Anwar Sadat til jorden i Cairo, blev siden henrettet som medlemmer af en terroristcelle bestående af religiøse fanatikere som anklagedes for at have haft til hensigt at oprette en fundamentalistisk islamisk stat i Egypten. Endelig er der dem der betegnes som terrorister, men som tilsyneladende udelukkende kæmper for vindings skyld.

Men de der spreder skræk som såkaldte terrorister betragter for de flestes vedkommende sig selv som fremsynede og revolutionære idealister. „Lad os sige én ting helt tydeligt. Vi vil udbrede vor revolution overalt, til ethvert land der modstår os.“ Denne erklæring tilskrives Libyens statsoverhoved Moammar Gadaffi. Set med Vestens øjne er han en islamisk fundamentalist der opildner til „hellig krig“ mod zionismen og drømmer om at forene verdens 160 millioner arabere under sit førerskab. Han råder over milliarder af dollars i olieindtægter og bliver derfor taget alvorligt af de politiske ledere i De forenede Stater. De regner med at han er i stand til at infiltrere et land med veltrænede revolutionære. Men Gadaffi betragter ikke sig selv som terrorist. Terroristerne skal ifølge ham findes andetsteds. „Israel terroriserer araberne med sit atomvåbenprogram. Det vesttyske folk bliver terroriseret ved at De forenede Stater opstiller missiler der. Vi her i Libyen bliver terroriseret ved den amerikanske flådes tilstedeværelse i Middelhavet. Det er den virkelige terrorisme.“

[Tekstcitat på side 6]

’Hvilken fornuft er der i at præsidenten viderefører volden i Indokina og fordømmer volden på universiteterne?’

[Tekstcitat på side 6]

Nogle hævder at Anden verdenskrig lagde spiren til vor tids terrorisme

[Illustration på side 5]

’Den enes terrorist er den andens frihedskæmper’

[Illustration på side 7]

Flere og flere af de aktive er kvinder