Vi ser nærmere på berømte kunstværker

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Italien

HVERT ÅR strømmer millioner af turister til Italiens kirker. Nogle er fromme troende, andre er blot interesserede besøgende. Uanset deres baggrund, ville de sikkert blive temmelig overraskede hvis de hørte og så nøjere efter når de får præsenteret nogle af de berømteste kunstværker.

Min kone, Barbara, og jeg var med på en organiseret sightseeing-tur til tre af de bedst kendte byer i Italien, nemlig Rom, Firenze og Venedig, og vi havde vores fireårige søn, John, med os.

Rom

Vort første stop var Rom, en virkelig fascinerende by for alle der er interesseret i kunst og i det som kunsten kan fortælle om religionens historie.

Vi havde allerede besøgt flere af de større europæiske byer, men ingen af dem kan måle sig med Rom og dens gamle monumenter, deriblandt Forum Romanum, triumfbuerne, det berømte Colosseum, akvædukterne og de romerske bade. På hele turen havde vi den samme guide, en mand på omkring 50 år der hed Carlo. Han var lille af vækst, men det varede ikke længe før han havde lagt beslag på vor opmærksomhed.

Den første formiddag gav Carlo os en oversigt over den romerske historie, og på et vist tidspunkt spurgte han: „Vidste De at Rom ofte kaldes obeliskernes by?“ Det var der ingen der gjorde. Nogle af dem der var til stede, var faktisk ikke sikre på hvad en obelisk var.

Efter at guiden havde forklaret at obelisker er ægyptiske monumenter i form af firesidede stenpiller med en pyramideformet top, sagde han: „Ingen anden by i verden har så mange obelisker som Rom.“ Og ganske rigtigt, det varede ikke længe før vi fik den første at se, og Carlo fortsatte: „Vi er nu på Piazza Laterano, pladsen foran Laterankirken. Det vi ser her, er en af de tretten romerske obelisker der står endnu, men engang var der mange flere. Denne blev rejst her af pave Sixtus V i 1588.“

„Hvad repræsenterede obeliskerne i Ægypten?“ spurgte Barbara.

„De var symboler på solguden. Plinius den Ældre, en gammel romersk skribent, hævdede at de repræsenterede solstrålerne. De blev rejst i templer og ved siden af altre, og præsterne frembar ofre til guderne foran dem fordi man også troede at de personificerede forskellige guddomme.“

„Hvor høj er denne obelisk, og hvor meget vejer den?“ var der nogle af vore rejsefæller der ville vide.

„Det er den højeste i verden, og den måler nøjagtig 32 meter og vejer 455 tons,“ svarede vores guide uden at fortrække en mine.

„Men hvad med korset på toppen?“ kunne jeg ikke lade være med at spørge.

Carlo svarede: „Åh, det er ikke noget at blive overrasket over. Paverne sørgede for at de hedenske monumenter blev udstyret med kors og andre symboler, fordi de mente at de på denne måde lod kristendommen sejre over hedenskabet. Sixtus V var især ivrig efter at gøre dette.“

Jeg spurgte: „Det var en temmelig mærkelig alliance, synes De ikke?“

„Jo, afgjort. Men De vil snart få endnu tydeligere eksempler at se på det De kalder ’en mærkelig alliance’,“ svarede han. Han begyndte at synes om Barbara og mig fordi vore spørgsmål gav ham anledning til at vise hvor meget han vidste.

Dagen efter, da vi besøgte de historiske seværdigheder i byens centrum, forstod vi hvad han mente. „Derovre står Trajansøjlen,“ sagde Carlo og pegede på en hvid marmorsøjle der var 38 meter høj. „Den blev rejst til minde om Trajans felttog, men pave Sixtus V fik statuen af kejseren fjernet og erstattede den med en statue af Skt. Peter.“ Snart efter kom vi til en anden plads hvor der stod en lignende søjle. „Denne søjle blev rejst til ære for Marcus Aurelius; men hvis De kigger på statuen på toppen af søjlen, vil De se at den forestiller apostelen Paulus. Statuen af kejseren blev fjernet efter ordre fra den samme pave i hans bestræbelser på at gøre det hedenske Rom ’kristent’.“

„Om et øjeblik kommer vi til et af de bedst bevarede af vore gamle monumenter,“ sagde Carlo lidt senere. Da vi kørte ind på en plads i nærheden, viste han os en typisk hedensk tempelbygning. „Dette er Pantheon. Det blev bygget mellem år 27 og 25 f. Kr. Som De kan se, er der bygget et rundtempel bag facaden. Kuplen er synlig herfra, men De vil få et bedre syn af den indefra. Den har en diameter på 43 meter og er den største murstenskuppel i verden. Det er først i dette århundrede at man har bygget større kupler, takket være opfindelsen af armeret beton. Templet var oprindelig indviet til tilbedelsen af alle hedenske guder. Under renæssancen gav pave Urban VIII ordre til at bronzen som dækkede søjlehallens tag skulle fjernes. Metallet blev smeltet om, og en del af det blev brugt til baldakinen over pavealteret i Peterskirken, og resten blev brugt til kanoner på Engelsborg.“

Da Barbara og jeg gik ind, ventede vi at komme ind i et museum eller noget lignende, men det gjorde vi ikke . . .

„Åh! Jeg glemte at fortælle Dem . . .,“ skyndte Carlo sig at sige da han så det overraskede udtryk i vore ansigter, „at efter at den byzantinske kejser Focas havde skænket bygningen til Bonifacius IV i 609, blev Pantheon omdannet til en kirke indviet til madonna- og martyrdyrkelsen. Som De kan se, bruges den fortsat som et sted for tilbedelse. Den rummer den berømte maler Rafaels grav, og her er også begravet flere italienske konger der kæmpede for Italiens uafhængighed.“

Så vendte han sig direkte mod mig og sagde: „Der findes mange andre romerske kirker der er blevet bygget over hedenske templer, og det hændte ofte at man gjorde brug af allerede eksisterende bygninger.“ Han begyndte at remse en række af disse op: „Skt. Maria-kirken blev bygget over et tempel der var indviet til Minerva, Skt. Lorenzo-kirken i Miranda var tidligere indviet til et guddommeliggjort kejserpar. . . .“

Den tredje og sidste formiddag var sat af til et besøg i Vatikanet. Vi kom frem til Peterspladsen, der er omgivet af de storslåede kolonnader som giver pladsen en imponerende atmosfære. Vores gruppe samlede sig rundt om en stor obelisk der står midt på pladsen. Carlo syntes at vide alt hvad der var at vide om disse ægyptiske monumenter.

„Se godt på den,“ sagde han, „og De vil lægge mærke til at der ikke findes nogen inskriptioner på den. Kejser Caligula fik den bragt til Rom, og den blev rejst på dette sted af pave Sixtus V. Det fortælles at transporten og rejsningen af dette monument var en meget vanskelig og kostbar operation. Det tog faktisk 900 arbejdere fire måneder at gøre det. På grund af de vanskeligheder dette medførte, og af frygt for den mindste forstyrrelse, kundgjorde paven at enhver som lavede støj mens operationen stod på, ville blive straffet med døden.“

Da vi kom ind i den store basilika, så vi overalt glitrende guld og rødt fløjl. Rundt om os havde vi værker af mange af de største kunstnere fra tidligere århundreder.

„Hvor meget er alt dette værd?“ spurgte en stor dreng.

„Det er umuligt at udregne værdien af alt det der er her. Men jeg kan fortælle så meget: På pave Julius II’s ordre blev den basilika der blev bygget på kejser Konstantins tid, revet ned, og genopbygningen af basilikaen som den er nu, blev påbegyndt. Paven finansierede byggearbejdet ved at sælge så mange afladsbreve at det vakte stor forargelse, en forargelse som siges at have ført til den protestantiske reformation.“

Til højre for os så vi den berømte Pietà af Michelangelo, et kunstværk som forestiller den døde Kristus der ligger i Marias skød. Efter at Carlo havde gjort os opmærksom på den mildhed og værdighed der præger statuen, tog han os med hen til en anden statue, der var af bronze. Der stod en hel del mennesker foran den. Nogle af dem ventede på at det skulle blive deres tur til at gå frem og kysse højre fod. Da der blev lidt bedre plads, lykkedes det os at komme nærmere.

„Se, mor! Far, kan du se det?“ råbte John. „De kysser foden!“ Vi så at tæerne på statuen faktisk var slidt næsten helt glatte. „I århundredernes løb har millioner af fromme troende slidt noget af tæerne væk ved at kysse dem,“ sagde guiden. „Statuen forestiller Skt. Peter, men man er ikke sikker på oprindelsen. Ifølge traditionen er den fremstillet af en omsmeltet statue af Jupiter. Nyere opfattelser går ud på at den er fra det trettende århundrede.“

I løbet af eftermiddagen besøgte vi parker, monumenter og pladser. Vort helhedsindtryk af Rom var at det virkelig er en smuk by, med dens karakteristiske mørkerøde bygninger og dens haver hvor høje paraplyformede nåletræer aftegner sig mod himmelen.

Da vi senere rejste videre til Firenze, talte vi om alt det smukke vi havde set i Rom, og om den mærkelige blanding af religiøse og verdslige ting som en opmærksom tilskuer ikke kan andet end blive slået af.

Firenze

Selv om Firenze er meget mindre end Rom, er dens kunstgallerier de rigeste i verden, og de rummer en mængde fine malerier og skulpturer. Byen er omgivet af de smukke Toscaner-bjerge, og den har altid haft sin egen specielle elegance.

Min kone og jeg var meget imponerede over Piazza del Duomo, en af byens største og smukkeste pladser. Her ligger domkirken og baptisteriet, hvor spædbørn bliver døbt. Da Carlo sagde: „Lad os gå hen og se på Paradisets dør,“ blev vores nysgerrighed straks vakt. Da vi kom nærmere baptisteriet, viste han os bronzedøren, der er lavet af den florentinske kunstner Ghiberti. Navnet skyldes Michelangelo, som sagde at så smuk en dør var selve Paradiset værdig. Den har ti paneler med forskellige bibelske motiver. Da vi kom nærmere, så vi at kunstneren havde fremstillet skabelsen af Adam og Eva, beretningen om Kain og Abel, Noa og vandfloden, Abraham og hans søn Isak, foruden Esau og Jakob, Josef, Moses, Josua, Saul, David og Salomon.

Inde i bygningen lagde vi mærke til en slående kontrast til disse bibelske motiver. Mosaikkerne i kuplen var domineret af et forfærdeligt billede af helvede. „Vidste De at de billeder af helvede som findes i italienske kirker, ligner dem der blev malet af etruskerne?“ spurgte Carlo.

Dette var noget nyt for os, og vi var meget interesseret i at få mere at vide. Vores guide nævnte bogen La Civiltà etrusca (Den etruskiske civilisation) af Werner Keller (udgivet af Garzanti), som det siden er lykkedes mig at få fat i, takket være guidens hjælp. Denne bog siger:

„Hvorfor skulle vi da blive overraskede når vi ser de urovækkende helvedesscener fra etruskisk tid med de frygtindgydende dæmonfigurer og vingede skabninger der engang ledsagede de døde på deres sidste rejse, dukke op igen i malerierne overalt i de toscanske kirker og i kirkerne i Mellem- og Norditalien? De skabninger som havde befolket etruskernes dødsrige, flyttede slet og ret ind i senere gudshuse og overlevede i de religiøse kunstværker der smykker disse kirker.

Fremstillingen af helvedes rædsler . . . kom til sin ret i det gamle Etruria, hvor helvede blev skildret i mere voldsomme og uhyggelige former end noget andet sted . . . Den dominerende skikkelse der står bag den djævelske tortur og den kristne skærsilds kvaler, er Satan, det tydelige modstykke til dæmonerne som befolkede gravkamrene i den senere etruskiske tid.“

Denne opdagelse var endnu et bevis på at hedenske læresætninger i høj grad har ændret den første kristendoms lære og selve ånden i den.

Da denne sightseeing-tur var slut, forlod vi Firenze og tog af sted på den lange tur til Venedig.

Venedig

Venedig, som ofte bliver kaldt „Adriaterhavets dronning“, gjorde et særlig dybt indtryk på os. Byen er bygget på en række øer i en lagune og er virkelig en særegen by med sine kanaler og orientalskprægede paladser med indlagt marmor i fine mønstre. Det virkede som om den var taget lige ud af „Tusind og én nats eventyr“.

Markuspladsen er fascinerende. Ved den ene ende af den ligger en basilika som er en mellemting mellem en byzantinsk kirke og en islamisk moské. Fire enorme forgyldte heste i bronze står på terrassen og smykker facaden. Selv om jeg blev noget distraheret af John, der absolut ville ride på dem, lykkedes det mig at høre hvad Carlo sagde om dem. „Disse store heste, der er eksempler på græsk kunst fra det tredje eller fjerde århundrede [før Kristus], er kopier af de originale statuer, som for nylig er blevet fjernet for at blive restaureret. Se på udsmykningen i buerne. I den dér ser vi et jagtmotiv med en kentaur der slås med en drage. Den dér repræsenterer årets måneder med dyrekredsens tegn, og derovre kan De se et billede som gengiver Herkules’ bedrifter . . . Denne skulptur forestiller fire krigere i en venlig omfavnelse. Man mener at det er de hedenske kejsere Diocletian, Maximianus, Galerius og Constantius.“

Billeder fra mytologien, astrologiske symboler og statuer af krigere — hvilken mærkelig udsmykning på en kirke!

Som det sig hør og bør når man er i Venedig, afsluttede vi ferien med en måneskinstur i en af de berømte venetianske både, gondolerne, hvorfra vi så byen udbrede sig for vore øjne.

Da denne korte ferierejse var slut, havde vi fået meget at tænke på. Vi havde set den mærkelige blanding af religiøse og verdslige motiver i kristenhedens kunstskatte. Den pomp og pragt vi så i mange af de religiøse bygninger, fik os til at indse hvor langt mere værdifuldt og tilfredsstillende det er at forstå den sande kristendom. De mange kunstværker, der er et resultat af menneskers enestående evner, fik os til at tænke på Skaberens overlegne visdom. Hans kunstneriske dygtighed kommer på en enestående måde til udtryk i hans skaberværk.

[Illustration på side 16]

Obelisk på Peterspladsen

[Illustrationer på side 17]

Statue af Peter, af usikker oprindelse

Pantheon, oprindelig indviet til hedenske guder

[Illustration på side 18]

Scener fra helvede i det katolske baptisteri i Firenze