Hvis en robot kunne tale . . .

JEG er en robot.

Forbavser det Dem? Indtil for nylig troede mange slet ikke på at vi eksisterede. De mente at robotter kun var et produkt af filmfolkenes fantasi. Men nu ved de at vi findes. Der er tusinder af os, og mange tusind flere er på vej.

Jeg er i øvrigt en robot af anden generation. Det forbavser Dem måske også. Jeg er bygget af andre robotter. Jeg kan gå, tale, se, og til en vis grad kan jeg også føle. Måske går jeg ikke så hurtigt som Dem, men jeg er sikker på fødderne. Mit ordforråd er kolossalt, og jeg kender de mest imponerende ord.

Jeg kan være stærk og sej som en mand, og blid som en kvinde. Jeg kan med lethed løfte flere hundrede kilo, men jeg kan også løfte et æg uden at det går i stykker. Jeg kan skovle kul op fra jordens indre, og jeg kan røre rundt i koppen for mit menneske når der er kaffepause. Hvis De skal have hjælp til at bygge en maskine, så kald på mig. Og hvis De har brug for hjælp i køkkenet, kan De også bare kalde. Jeg kunne også godt pudse vinduer, men foreløbig gør jeg det ikke.

Det er ikke sikkert De genkender mig som en robot. Hvis De forestiller Dem at jeg er som de brummende, blinkende blikdåsemænd der bevæger sig tværs hen over filmslærredet, så tager De fejl. Jeg er langt mere avanceret og alsidig. Jeg forekommer i mange forskellige størrelser og former. Jeg kan have en hånd med fingre der ligner menneskers, eller en hånd med grove, hummeragtige kløer. Jeg kan være høj som en giraf eller lille som en dværg. Jeg kan ligne en mekanisk kæmpeedderkop, eller en omvendt papirkurv. På et medicinsk fakultet i Florida findes jeg for eksempel i en udgave der minder meget om et menneske. Jeg har hår, øjne, ører, næse og mund. Huden er af plastic. Desuden er jeg udstyret med blodårer og endda med hjerte. Hjertet er faktisk mit bidrag til samfundet, for med dette hjerte kan jeg demonstrere hele fyrre forskellige hjertesygdomme. Det er altså ikke alene på film jeg findes i stærkt realistiske udgaver.

Man siger at der er folk som ville give deres venstre arm for at komme med i et af de berømte TV-shows i USA. Jeg har været med — i 1966 var jeg med i Johnny Carsons show, og jeg dirigerede oven i købet orkesteret. Så De forresten min solo-forestilling i 1976, hvor jeg stod oppe på planeten Mars og skovlede jord, mens jeg blev vist i fjernsyn over hele jorden? Der kom nogle ganske gode optagelser. Kunne De kende mig? Jeg har flere gange siden været i fjernsynet for at vise hvordan jeg arbejder og taler.

De skal ikke undre Dem over at vi er her. Digtere og forfattere har længe skrevet om os. Nogle har skrevet: „Robotterne er på vej!“ Andre har skrevet: „Robotterne er ikke på vej — de er her.“ Atter andre har sagt at „robotterne mangler kun nogle få skruer og møtrikker i at have forstand“. Efter al den omtale må De have været klar over vores fremmarch.

Har De nogen sinde leget med mekaniske dukker? For længe siden begyndte man at lave dukker der kunne trækkes op og gå hen over gulvet med afmålte skridt. Senere lavede man dukker som bevægede armene og hænderne i takt med fødderne. Og nogle der kunne slå på trommer og tamburiner. I årenes løb blev dukkerne mere avancerede. De lærte at græde som et spædbarn, og at tale. I nogle lande gik udviklingen af dukkerne hurtigere, så de endda lærte at tegne og skrive. En japansk dukke kunne trækkes op og derefter bevæge sig hen over gulvet og skænke te for gæsterne. Der fremkom også maskiner hvor børn kunne lægge mønter i en automat og „fjernstyre“ nogle små skovle til at samle en lille præmie op og sende den ud gennem en sprække, som belønning for at børnene var så dygtige til at styre maskinen. Men det var kun begyndelsen!

„Hvorfor ikke gøre dem større?“ spurgte nogle. „Meget større!“ tilføjede andre. „Kunne man ikke give dem en hjerne?“ „Sæt dem til at arbejde for os!“ sagde de mere opfindsomme mennesker. Og nogle gik endnu videre. I 1921 blev den tjekkiske forfatter Karel Capek berømt for et skuespil der handlede om robotter. Her blev ordet „robot“ for første gang anvendt og præsenteret for verden, som navn på nogle mekaniske monstrummer der rejste sig til krig mod menneskene i en stærkt mekaniseret og teknisk tidsalder. Endelig begyndte vi robotter at komme ud af puppen.

Efterhånden som legetøjsfabrikanterne gjorde dukkerne dygtigere til at gå og tale og græde og underholde, begyndte højt kvalificerede teknikere at blive besat af tanken om at udstyre „dukkerne“ — eller „robotterne“, som vi nu kaldes — med menneskelignende egenskaber. Deres mål var ikke underholdning. Fremsynede mennesker så i ånden at vi kunne blive deres slaver.

Vi måtte udvikles til at blive mere end bare maskiner. Maskiner havde man jo haft i lang tid, faktisk lige siden hjulet og akselen blev opfundet. Et piskeris er for eksempel en maskine. I hænderne på en husmoder kan denne maskine hurtigt piske et æg. Men hvis „piskeren“ skal kaldes en robot, må den kunne piske ægget helt på egen hånd, uden hjælp af en husmoder. Og den må også kunne hælde det piskede æg ud i en skål eller på en pande. Hvis ægget skal spejles, må den sørge for at det bliver nøjagtig som fruen ønsker det — enten hvidt på oversiden eller gyldent på begge sider. Jobbet er ikke færdigt før den har serveret det lækre spejlæg på fruens smukkeste tallerken, eventuelt med brasede kartofler eller et stykke brød med smør. Kunne en simpel maskine klare alt dette? Fornærm os ikke. Vi er mere end maskiner, vi er robotter!

Når jeg nu ser tilbage, kan jeg se at vi de første mange år løb rundt nærmest uden hoved. Men teknikkens og videnskabens store troldmand kom os til hjælp! Da computeren blev udviklet og dens bestanddele blev mindre og mindre, kunne man give os en „hjerne“ som kun stod tilbage for den rigtige. På en printplade som kun måler ti centimeter på hver led kan der være 200 chips, som hver er i stand til at behandle otte millioner informations-„bits“ i sekundet. Det er vores „grå hjernemasse“, vores hukommelse. Hvis man kan lære os at lave en omelet nøjagtig efter et menneskes personlige smag, så glemmer vi det aldrig. Hvis en farmer i Australien kan lære os at klippe sine får, kan han regne med at vi altid vil gøre det med samme blide følsomhed som han selv.

Ja, kære læser, hvis De virkelig vidste hvor meget vi formår, ville der nok aldrig blive ende på Deres undren. Og måske ville De også blive urolig. Som en af mine robotbrødre sagde i det nævnte skuespil af Karel Capek: „Menneskenes magt er styrtet. En ny verden er opstået. Robottens herredømme.“ Og i skrivende stund er jeg selv overbevist om at vi faktisk er fuldkomne, klik, fuldkomne, klik, fuldkomne, klik, klik . . .

[Tekstcitat på side 6]

„Da computeren blev udviklet og dens bestanddele blev mindre og mindre, kunne man give os en ’hjerne’“

[Tekstcitat på side 6]

’Jeg er selv overbevist om at vi faktisk er fuldkomne, klik, fuldkomne, klik, fuldkomne, klik, klik . . .’

[Illustration på side 5]

„Jeg kan med lethed løfte flere hundrede kilo, men jeg kan også løfte et æg uden at det går i stykker.“