Vi bliver invaderet — af robotter!
Er stålmændene en trussel mod beskæftigelsen?
DET er nat, og en skummel indbrudstyv sniger sig frem mellem lange rækker af kasser og tønder i et mørkt pakbus. Det blege lys fra gadelamperne udenfor kaster spøgelsesagtige skygger hen over vægge og lofter. Indbrudstyven skotter hen til sin egen skygge på væggen. Den ser grotesk og pukkelrygget ud, minder ham om hans eget skumle forehavende. Men pludselig ser han sin skygge forfulgt af en anden skygge. Nogen er efter ham! Han sætter tempoet op. Men det gør den anden også. Han sætter i løb. Nu løber begge skygger. Han støder ind i en væg der spærrer vejen for ham, og falder hjælpeløs til jorden. Hans forfølger er nu ikke længere en skygge. Den rejser sig truende over ham. Med angsten malet i ansigtet ser tyven en mekanisk mand i legemsstørrelse stirre koldt ned på ham. Han er blevet fanget af en robot!
På en chokoladefabrik i England kigger en træt arbejder på sit ur. At dømme efter hans værkende lemmer burde arbejdsdagen snart være forbi. Men uret siger at der er fire timer tilbage. Han ler lidt idet han tænker på at det netop er denne arbejdsrutine der i årevis er blevet brugt i komiske film som en karikatur af fabrikslivet — en mand der samler chokoladestykker op og lægger dem i æsker, mens stykkerne kommer imod ham i en uendelig strøm på et samlebånd, to hvert sekund. Om et øjeblik kommer der en afløser som skal overtage hans enerverende job. „Han er lynhurtig,“ siger chefen om den nye. „Han bliver aldrig træt, og klager aldrig,“ praler personalechefen. Hvem taler de om? En robot. Gør plads for den nye stålmand!
I kosmetikindustrien har robotter længe konkurreret med levende arbejdere i arbejdsformer der minder om eksemplet fra chokoladefabrikken. De kan gribe flasker med håndlotion og lægge dem i æsker lige så hurtigt de kommer ud fra samlebåndet. Robotterne kan med lige så stor omhu og finfølelse som mennesker afprøve ganske små termometre, hvilket blandt andet sker ved at man ryster nogle næsten mikroskopiske luftbobler op fra skrøbelige glasrør.
Selv i den gammeldags smedje har robotterne vundet indpas, og grovsmeden med det kraftige forklæde er udskiftet med en tingest der går i overalls af stål. Disse mekaniske metalarbejdere stiller sig ugenert en halv meter fra smedeovnene, der er ophedet til over 900 grader celsius, hvorfra de henter de hvidglødende metalstykker og omhyggeligt anbringer dem i maskiner der former dem til turbineblade, mens de mænd som robotterne har erstattet, kan stå på afstand og nyde det forbløffende syn.
Robotterne er trængt ind i automobilindustrien og flyvemaskineindustrien, hvor de løser vanskelige opgaver så sikkert at deres menneskekolleger kun kan stå og ryste på hovedet i undren. I bilindustrien kan robotter konkurrere med de dygtigste svejsere og sprøjtemalere. Robotter har endda været på andre planeter og gravet „jord“. Man vil snart sende dem ned under havets overflade for at undersøge skibsskrog og molefundamenter. Om femten år, mener eksperter, vil hvert eneste stykke kul der kommer op af jorden være udhugget af robotter.
Der er allerede lagt store planer for robotternes fremtid, planer der rækker fra det jordbundne til det mest højtflyvende — så højtflyvende at man tænker på igen at sende dem ud i rummet. Hvis det amerikanske rumfærgeprogram går godt, skal ledere inden for NASA efter sigende have planer om at sende en robot op med rumfærgen omkring 1986. Denne robot skal afprøves i simple opgaver; derefter skal den udføre mere komplicerede hverv, såsom reparation af satellitter i rummet og bygning af rumstationer. Ja, robotterne er ved at trænge frem overalt!
Men i hvilken udstrækning bliver vi selv invaderet af disse mekaniske mænd? Visse rapporter anslår at der i hele verden er en robotbefolkning på 17.500. Andre mener at der er 20.000. Japan er langt foran i produktion og i udnyttelse af dem; USA følger et godt stykke efter som nr. 2, og derefter følger Forbundsrepublikken Tyskland, Sverige, Polen, Storbritannien, Norge, Finland, Danmark og Holland. Men disse tal ændrer sig næsten fra dag til dag. Alene i USA er produktionen af robotter steget med 35 procent om året. En enkelt fabrik praler med at den hver måned lader 55 nye robotter stige ned af samlebåndet, og siger at den sælger dem lige så hurtigt de kan fremstilles. Andre store firmaer som har indset industriens behov for disse stålmænd, springer på vognen og begynder at omstille sig til robotproduktion.
I Japan åbnede man for eksempel i januar 1981 en fabrik som kan fremstille 350 af dem om måneden. Dertil kommer at man i Japan allerede har sat robotter til at producere nye robotter, døgnet rundt. I Storbritannien var man indtil for nylig ikke særlig interesseret i de mekaniske mænd. Men i dag har billedet ændret sig. Firmaer der sælger robotter er blevet oversvømmet med forespørgsler fra fabrikanter og virksomhedsledere, og nu melder robotterne sig i stadig stigende tal på arbejdspladserne.
En koncern ved navn The Robot Institute of America (Dearborn, Michigan) bekræfter at invasionen er i gang og forudsiger at omsætningen ved salg af robotter i USA vil stige fra 70 millioner dollars i 1980 til 225 millioner dollars i 1985.
Hvis man skal forstå hvorfor robotterne pludselig trænger sig frem på arbejdspladserne, må man først forstå forskellen mellem de automatiserede maskiner, der i flere generationer havde været brugt i industrien, og de maskiner der kaldes robotter. Ovennævnte koncern har måske leveret den bedste definition af hvad en robot er: „Et omprogrammérbart og multifunktionelt instrument der er fremstillet til at udføre bevægelser, såsom at håndtere materialer, maskindele, værktøj eller specialiserede instrumenter — bevægelser der forud kan programmeres, så mange forskellige opgaver kan udføres.“
De mere almindelige automatiserede maskiner er udelukkende fremstillet til at gøre én ting. Dette blad er for eksempel trykt på en trykkemaskine og foldet i en falsemaskine der hver for sig er indrettet til dette formål. Maskinerne klarer deres arbejde udmærket, men de kan ikke andet. De kan kun løse den opgave de er bygget til. En robot kan derimod programmeres til at gøre mange ting. Den kan programmeres til at vaske gulv, spejle æg, male eller svejse, og den kan, om så skulle være, omprogrammeres til at folde dette blad og pakke det ind. I denne alsidighed ligger industrirobottens egentlige værdi.
Mange af robottens bevægelige dele kan beskrives med menneskelige udtryk: Skulder, albue, håndled, talje. Leddenes bevægelsesmuligheder er mange, og næsten alle de bevægelser vore arme og håndled kan gøre, kan den efterligne — endog røre rundt i en kop kaffe. Alle bevægelserne kan programmeres fuldt ud, så arbejdet kan gøres igen og igen, eller robotten kan standse og gøre noget andet. Den kan arbejde sammen med mennesker, og i takt med mennesker, så den ikke ødelægger en arbejdsgang. Er robotten måske menneskets ideelle tjener?
Man kan blive ved at opregne fordelene. Robotten kan lære selv de mest komplicerede operationer. Bemærk hvor nemt det er efter beskrivelsen i en instruktionsbog fra en robotfabrikant:
„Med en indlæringsenhed man holder i hånden, kan man lære robotten at gøre arbejdet ved bogstaveligt at føre den ved hånden gennem de ønskede bevægelser. Den endelige hastighed er uafhængig af indlæringshastigheden, så det den har lært ved nedsat tempo kan udføres med stor nøjagtighed ved højt tempo. Denne indlæringsmetode giver hurtig indkøring, let overgang til nye opgaver, og ubesværet justering af programmerne. Mange programmer kan oplagres i hukommelsen og kaldes frem efter behov. Underprogrammer kan indlæres til lettelse af mere komplicerede opgaver, og dele af programmer kan ændres uden at produktionen afbrydes. Programmer kan oplagres på magnetbånd til fremtidig brug. Hukommelseskapaciteten kan udvides til mere omfattende opgaver.“
Har De nogen sinde ment at De, som menneske, var en helt uundværlig arbejdskraft? Føler De Dem nu pludselig truet? Hvis De er på en større arbejdsplads, hvor stor en del af arbejdsdagen bruger De så egentlig til at arbejde? Beklager De Dem tit? Har De flere sygedage end andre? Så pas på. En dag bliver De måske erstattet af en robot. Måske sidder arbejdsgiveren allerede nu og studerer alle fordelene ved at leje en robot. Sådan en bliver aldrig træt af sit arbejde. Den kan arbejde døgnet rundt. Den beklager sig aldrig, beder aldrig om lønforhøjelse, har ingen sygedage, starter på slaget, holder aldrig ferie, står aldrig og snakker ved vandkøleren — og holder ingen kaffepauser. Jo, der er visse grunde til at arbejdsgiverne ser en fordel ved robotterne.
General Motors har allerede omkring 400 robotter på deres fabrikker. De bruger dem først og fremmest til svejsning, maling og lakering, til montering og til sprøjtestøbning. En af de nyeste robotter bruges til chassiskontrol. Udstyret med kameraer kan robotterne „se“ bedre end mennesker. Altså 400 i øjeblikket hos General Motors, men koncernen regner med at have 5000 i 1985. Efter visse meddelelser vil man have over 14.000 i 1990. Og bemærk: Disse amerikanske robotter kan drives for omkring 44 kroner i timen, købspris og vedligeholdelse inklusive. Til sammenligning skal en amerikansk arbejder i autoindustrien have omkring 145 kroner i timen, alt iberegnet. Man forstår robotternes tiltrækning.
Man må forstå at robotterne i industrien tager menneskenes plads. Et japansk firma anskaffede sig således en computerrobot til at producere dele til en støvsuger, og opdagede at robotten sammen med fire mennesker kunne klare samme arbejde som tidligere krævede 120 arbejdere. Ved hjælp af robotter kan man i Japan samle TV-apparater med mindre end det halve af den arbejdskraft man bruger på de fleste fabrikker i USA. På Folkevognsfabrikkerne i Wolfsburg har man „ansat“ fire robotter til at svejse, og de erstatter 22 svejsere. Undersøgelser fra samme sted tyder på at hver robot der indlemmes i arbejdsstyrken fjerner fem til syv arbejdspladser.
Industrirobotternes forsvarere siger at de ansatte burde hilse stålmændene velkommen, især til jobs der er kedelige og ensformige eller hvor man har at gøre med farlige stoffer. Argumentet kan lyde rigtigt. Men det har også en bagside, når man tænker på at det er arbejdsgiveren og ikke arbejderen der bestemmer hvad der er kedeligt eller farligt.
Industriledere som bruger eller regner med snart at bruge robotter, fremfører endvidere at de arbejdere hvis job overtages af robotter, blot kan blive overført til funktionærarbejde. Også dette lyder smukt i ledelsens mund. Men hvor mange overflødige arbejdere vil egentlig have forudsætninger for at klare de kontorjobs der vil blive brug for?
Robotterne kan altså give større produktivitet og måske en højere kvalitet af produkter, men det vil samtidig stille de overflødige arbejdere over for mange problemer. Robert T. Lund, der er vicedirektør ved Instituttet for Alternativ Virksomhedsstrategi, ved Massachusetts Institute of Technology, har i forbindelse med den stigende automation sagt at der vil opstå „problemer i forbindelse med ledelsen for alle der er berørt af den nye teknologi, på fabrik såvel som kontor“. Han tilføjer: „Ansatte vil blive nødt til at flytte, blive genuddannet, skifte arbejde — og alt dette giver problemer.“ Hvem vil få de største problemer? En yngre arbejder kan nok klare en overflytning eller omskoling og et nyt job og se det som en spændende udfordring. Men hvad med den midaldrende eller over-midaldrende? Vil han kunne klare flytningen og forandringen?
I øjeblikket er det automobilindustrien der bruger de fleste robotter. General Motors, Ford og Chrysler har alle „ansat“ dem. I mange europæiske lande bruges der også robotter på fabrikkerne. Bladet Business Week kommenterede den 3. august 1981 en undersøgelse som Carnegie-Mellon University havde foretaget angående robotternes virkning. Konklusionen var at „robotter, samt de maskiner der udvikles med en vis form for følesans, kan klare omkring 7 millioner af de eksisterende fabriksjobs, hvoraf mindst 45 procent er dækket af fagforeningsoverenskomst“. Business Week tilføjer: „’United Auto Workers’, en af de få fagforeninger som prøver at tage højde for automationen, forventer at dens medlemstal inden for autoindustrien [i USA] vil falde fra 1 million til 800.000 mellem 1978 og 1990, selv om man regner med en årlig stigning på 1,8 procent i det indenlandske bilsalg.“
På Folkevognsfabrikkerne og Fiatfabrikkerne her i Europa er der stigende frygt for at mange arbejdere skal blive overflødige når robotterne marcherer frem. Hos Fiat har man allerede besluttet at sløjfe 7500 arbejdspladser. Hos „Volkswagen“ har arbejderne set med velvilje på robotter der kunne overtage det mere ubehagelige arbejde, men de begynder nu at få betænkeligheder. De ser at man fremstiller robotter med stadig højere „intelligenskvotient“, og robotter der kan både „se“ og „føle“; derved bliver menneskene faktisk tvunget tilbage til de mere kedelige jobs — det omvendte af den ønskede integration.
Næsten hver uge bringer pressen debatter om fordele og ulemper ved den ny teknik. Nogle hævder at løsningen er en arbejdsuge på fire dage. Med den stigende inflation hævder andre at folk hellere vil have højere betaling for overarbejde end kortere arbejdstid. Men hvad der end kan siges for og imod, så står robotten allerede solidt plantet på arbejdspladserne. Hvor uskyldig den end kan være i sig selv, er den dog en faktor man må regne med. Robotterne er ikke længere på vej — de er her!
[Tekstcitat på side 9]
Robotter har været på andre planeter og gravet „jord“. Snart vil de blive sendt ned under havets overflade for at inspicere skibsskrog
[Tekstcitat på side 10]
I Japan er der døgnet rundt robotter der bygger andre robotter
[Tekstcitat på side 10]
De klager aldrig, beder ikke om lønforhøjelse, har ingen sygedage, starter altid på slaget, og holder aldrig kaffepause
[Tekstcitat på side 11]
Disse robotter kan drives for cirka 44 kroner i timen. Til sammenligning koster en arbejder i den amerikanske autoindustri 145 kroner i timen, alt iberegnet
[Tekstcitat på side 11]
En robot og fire mennesker kunne overkomme det samme som 120 arbejdere