„Fem dage tilbage at leve i“
Hvad man lærer af en tragedie
I ET land i Mellemamerika gik en operatør af tungt materiel ved navn Wilson Rojas og hans hjælper en lørdag eftermiddag ind i et mobilt lagerrum for at lægge de ting de havde brugt i dagens løb på plads. Wilson glædede sig til at komme hjem til sin kone, Clarissa, og deres tre år gamle datter, Iriabeth.
Men af endnu ukendte årsager eksploderede omkring 200 tændsatse, 100 stænger dynamit, 50 liter benzin og tre beholdere med acetylen i en kædereaktion. Wilsons hjælper blev dræbt på stedet. Wilson selv blev slynget tværs igennem lagerrummets væg og landede otte meter borte, i bevidstløs tilstand.
Derved begyndte en hård prøvelse for familien Rojas. Wilson og Clarissa fortæller hvad der skete.
Clarissa: Omkring klokken halv fire om eftermiddagen kom min svigermoder forbi. Hun havde allerede hørt om eksplosionen og frygtede det værste, men prøvede på ikke at gøre mig alt for forskrækket. Jeg ringede straks til hospitalet, men alt hvad de kunne gøre var at bekræfte at der havde været en eksplosion.
Ved fire tiden var der endelig en ven der ringede fra hospitalet, og han gav os denne chokerende nyhed: „Wilson er livsfarligt kvæstet. Lige nu forsøger de at redde hans liv. Hvis han overlever bliver de sandsynligvis nødt til at amputere hans højre arm og venstre ben.“
Da jeg endelig fik lov til at se Wilson, var jeg straks klar over at han svævede mellem liv og død. Hele stykker af kød var blevet revet af ved eksplosionen, og det der var tilbage var slemt forbrændt. Hans mund, svælg og lunger var blevet helt forkullede af at indånde acetylen. Den side af kroppen der var blevet ramt af eksplosionen var gennemhullet af hundreder af metalsplinter. Hans ansigt var ikke til at kende igen. Lægerne gav mig intet håb om at han ville overleve.
Wilson: Fra det øjeblik døren til lagerrummet lukkedes og til jeg vågnede op på hospitalet otte dage senere, husker jeg intet. Jeg blev dybt fortvivlet da jeg blev klar over hvor alvorlig min tilstand var. Jeg kunne ikke se med det ene øje eller høre med det ene øre, og jeg kunne heller ikke bevæge den ene arm og det ene ben. Jeg kunne ikke spise, og jeg kunne kun gøre mig forståelig gennem en hæs hvisken og kun med stort besvær. Jeg blev holdt i live ved intravenøs madning.
Kort efter at jeg var kommet til bevidsthed igen, kom en sygeplejerske hen til min seng og begyndte rutinemæssigt at gøre klar til en blodtransfusion. Da jeg forklarede hende at jeg ikke kunne acceptere den form for behandling, tilkaldte hun den vagthavende læge. Til at begynde med prøvede han at overtale mig ved at sige: „Det eneste der kan redde Deres liv er en blodtransfusion. De har mistet alt for meget blod.“
Det var mig meget magtpåliggende at forklare ham grunden til at jeg ikke kunne tage imod blod som et led i behandlingen. Jeg kom i tanker om mange skriftsteder, som for eksempel Apostelgerninger 15:28, 29, der viser at kristne afholder sig fra blod.
„Jeg er ikke interesseret i Deres tro eller i Deres personlige mening,“ sagde lægen. Og idet han blev mere og mere ophidset for hvert ord, fortsatte han: „Jeg er heller ikke interesseret i Deres fanatisme eller i Deres tåbelige ideer. Prøv ikke at tale mere til mig, for det vil ikke overbevise mig. Jeg er interesseret i at redde Deres liv. Hvis De nægter at tage imod en blodtransfusion, indstiller jeg behandlingen. Jeg opgiver Dem. Desuden indberetter jeg Dem til hospitalets ledelse, hvilket betyder at ingen anden læge vil behandle Dem.“
Da han vendte sig for at gå, anstrengte jeg mig så han kunne høre mig: „Men et øjeblik, doktor. Jeg har hørt om en særlig behandling hvor man anvender jernsubstans til at opbygge nyt blod. Jeg fik det anbefalet af en anden læge. Ville det ikke kunne hjælpe mig?“
„Her gør vi hvad lægerne siger og ikke hvad patienterne siger,“ svarede han. „Under alle omstændigheder har De kun fem dage tilbage at leve i. Hvad vedkommer det mig at De ikke ønsker at blive reddet? Hvis De ønsker at dø som fanatiker bliver det Deres egen sag!“ Med disse ord vendte han sig og gik.
Clarissa: Wilsons tilstand var så kritisk at han var blevet overført til et af de største og bedst udstyrede hospitaler i hovedstaden. Hans brandsår var langsomt begyndt at heles; han var ved bevidsthed nu, og han havde klaret at overleve i otte dage siden ulykken. Så jeg tænkte at der måske var håb. Men den ottende dag, kort efter at jeg var kommet ind på stuen, kaldte en sygeplejerske mig til side. Tre læger og oversygeplejersken ville tale med mig.
„Fru Rojas, vi har et problem. Det er absolut nødvendigt at Deres mand får en blodtransfusion eftersom han har mistet meget blod. Antallet af røde blodlegemer er overordentlig lavt. Men han har nægtet at modtage blod. Da han er døende, ved vi naturligvis at han sikkert ikke er klar over hvad han siger. Så vi vil gerne have at De giver tilladelse til at han får blod.“
Det løb mig koldt ned ad ryggen, men jeg var dog i stand til at svare med det samme. „Jeg kan ikke give tilladelse til en behandling som min mand ikke vil acceptere, for jeg respekterer hans standpunkt. Vort standpunkt er ikke baseret på blind fanatisme, men derimod på et studium af Bibelen.“
Men den ansvarshavende læge hamrede sin knytnæve ned i bordet og sagde: „Det er nytteløst at tale mere om det her. Lad ham dø hvis det er hvad De begge ønsker. Han døde ikke ved eksplosionen, men han dør alligevel — på grund af blodtabet. Han har fem dage tilbage at leve i, ikke mere.“ Derefter forlod han værelset. Den anden læge så på mig og sagde: „Den eneste grund til at vi ikke sender Deres mand hjem er at hans tilstand er for kritisk til at vi kan flytte ham.“
Da jeg forlod værelset følte jeg mig ydmyget. Men det der gjorde mig mest ked af det, var at jeg ikke havde fået lov til at forklare hvorfor vi som Jehovas vidner er så faste i vor beslutning om at undgå blod i forbindelse med lægebehandling. Desuden blev der ikke talt om nogen anden form for behandling, og jeg fik heller ikke selv lov til at foreslå nogen. Det hele virkede så håbløst. Der var ikke andet at gøre end at vente på at Wilson døde i løbet af fem dage.
Da jeg havde underskrevet en erklæring som fratog hospitalet alt ansvar i forbindelse med Wilsons tilfælde blev al behandling indstillet, bortset fra regelmæssig skiftning af forbindinger. Han blev flyttet hen i et afsides hjørne. Da han blev klar over hvad der var sket, kaldte han mig tæt hen til sig så jeg kunne høre ham. Med en stemme der kun lige var hørlig sagde han til mig: „Jeg er ikke interesseret i at redde livet i denne tingenes ordning. Det er svært at tænke på at skulle efterlade dig og Iriabeth, men vi har håbet om opstandelsen og vi vil se hinanden i den nye orden.“ Vi bad begge i stilhed.
Wilson: Alle syntes at være klar over at jeg var den patient der ikke ville modtage blod og som kun havde fået fem dage at leve i.
Jeg husker tydeligt en ung sygeplejerske som brugte over en time på at overbevise mig om at mit bedste lå dem alle stærkt på sinde. Hun sagde: „Hvis De får bare en smule blod kan De reddes. Hvis De vil have det, kan jeg komme med det ved midnatstid når alle de andre sover. Ingen vil få at vide at De har fået blod. Hvad siger De? Skal jeg komme med det?“
„De spilder tiden, for jeg siger ikke ja.“
„Men tænk nu godt over det, for ellers kommer De til at dø her. Jeg kommer igen i morgen.“
Dagen efter standsede to venlige læger op ved min seng, tilsyneladende rent tilfældigt. Først talte de lidt om tingene i almindelighed, men derefter spurgte de mig om min overbevisning med hensyn til blodtransfusion. Selv om jeg knap kunne tale, lykkedes det mig dog i hovedtrækkene at forklare dem Guds syn på blodet.
„Det bedste De kan gøre er at glemme disse tåbelige ideer,“ svarede de. „Blod vil give Dem livet. Ser De, vort motto er ’Giv liv’, og vi garanterer for at det blod vi giver Dem ikke vil gøre nogen skade.“
Endnu vanskeligere var det dog at afvise de følelsesbetonede tilskyndelser fra Eduardo, en medpatient der lå i sengen ved siden af. Da den tredje af de fem dage var gået, sagde Eduardo bønfaldende: „Du har kun to dage igen, og jeg kan se at du vil dø!“
„Gud har givet os håbet om opstandelsen, Eduardo. Hvis jeg er nødt til at dø for at fastholde Guds principper, vil jeg være stolt af at gøre det.“
Måske var de vanskeligste tider for mig de både lange og smertefulde, søvnløse nætter. På en måde hjalp de stærke smerter mig dog. Det gjorde så ondt at jeg hverken kunne koncentrere mig om uhyggelige dødstanker eller om selvmedlidenhed. Alene, og stillet over for det at ingen virkelig troede at jeg ville overleve, lærte jeg at stole på Jehova Gud som aldrig før. Mine bønner blev længere, de blev faktisk til „samtaler“ med Gud. Jeg følte at jeg kom ham nærmere og nærmere for hver dag der gik. Det var dette nære forhold, og kun det, der holdt mig oppe følelsesmæssigt, åndeligt og endda fysisk.
Clarissa: Den frygtede femte dag kom og gik, og Wilson havde det en anelse bedre. Da hospitalet indstillede al behandling, påbegyndte min familie og jeg vor egen. Vi gav ham en særlig proteinrig kost og den blodopbyggende behandling som en læge tidligere havde anbefalet ham. Langsomt, meget langsomt, men så efterhånden hurtigere og hurtigere, begyndte hans tilstand at bedres. Det blev snart klart for enhver at Wilson ikke ville dø!
Snart overtog en ny læge ham. Han forlangte en blodprøve. Da han så resultaterne, forlangte han straks en ny. Han sagde at der måtte være sket en fejltagelse på laboratoriet. Ikke desto mindre viste den anden prøve de samme resultater som den første. Lægen var forbløffet over hvor meget Wilsons blodtælling var forbedret. Han sagde: „Naturligvis er hans livsform — ingen dårlige vaner eller skadeligt stress — med til at forklare en så hurtig bedring, men kun delvis. Jeg har faktisk ikke nogen fyldestgørende forklaring.“
Wilson: Mens alle var imponerede over min hurtige bedring, formørkede en pludselig forandring billedet. Mit venstre ben, som var skadet, begyndte at gøre frygtelig ondt. Da gipsen blev fjernet, viste det sig at der på grund af en blodprop i knæet var gået koldbrand i det. En specialist blev tilkaldt. Da han havde undersøgt mig, drog han den slutning at blodproppen måtte have siddet der i nogen tid, uden tvivl på grund af ulykken. Han sagde at den når som helst kunne rive sig løs og i løbet af få sekunder gøre ende på mit liv. Der var imidlertid en chance for at blodproppen kunne opløses ad medicinsk vej. Hvis ikke, ville det blive nødvendigt at amputere benet.
Den medicinske behandling opløste blodproppen, og endnu en gang var jeg uden for fare. En dag kom specialisten hen til mig og satte sig ned. Han kom med nogle bemærkninger om hvor hurtigt jeg var kommet mig efter mine forbrændinger og infektioner og nu denne blodprop. Han spurgte, formodentlig af nysgerrighed, hvorfor jeg ikke havde taget imod en blodtransfusion for flere uger siden. Jeg forklarede ham grunden, og jeg kan stadig tydeligt huske hans ord: „Grunden til at blodproppen ikke rev sig løs og gjorde ende på Deres liv, var at De ikke havde ret meget blod og at det var meget tyndtflydende. Hvis De havde fået en blodtransfusion, ville De sandsynligvis have været død nu. Jeg gratulerer.“
Da jeg senere fortalte min kone hvad specialisten havde sagt, græd vi og takkede sammen Jehova. Det overbeviste os om at lydighed mod Gud altid er den bedste kurs at følge. I mit tilfælde reddede den mit liv!
Tre måneder efter ulykken kunne jeg forlade hospitalet. Måneders genoptræning og ambulant behandling lå foran mig, men det værste var ovre.
Min helbredelse trodsede alle forudsigelser. Man regnede med at jeg altid ville være lænket til en rullestol. Men jeg tænkte at jeg da i det mindste måtte kunne komme til at gå med krykker.
Clarissa: Han ville simpelt hen ikke give op. Jeg husker ikke hvor mange gange jeg måtte hjælpe ham op fra gulvet. Men til sidst kunne han gå udmærket med krykker. Men han var stadig ikke tilfreds. Han ville kun bruge en stok. Efter at han var faldet endnu mange gange lykkedes dét ham også. Jeg husker at en i menigheden ville forære ham en dejlig stok af løvtræ, men Wilson sagde nej tak. Han sagde at han om kort tid ikke ville have brug for den. Til alles overraskelse fik han ret! Der er nu gået over tre år siden ulykken, og Wilson kan langt mere end nogen havde forventet.
Wilson: Så snart jeg kunne komme lidt omkring, tog jeg hen for at besøge mine venner på hospitalet. De fleste var der stadig og glædede sig over så godt jeg var kommet mig. Da jeg gik hen ad gangen, mødte jeg den læge der havde sagt at jeg kun ville leve i fem dage til. „Goddag, doktor,“ sagde jeg.
„Kender jeg Dem?“ spurgte han med et forbløffet udtryk i ansigtet.
„Jeg er den patient der kun havde fem dage tilbage at leve i.“
Han kunne ikke skjule sin overraskelse. „Ih, De ser vel nok godt ud. Hm, æh, De ser ud til at have taget godt på i vægt. Og, øh, det er sandelig dejligt at De er blevet rask så hurtigt.“ Så skyndte han sig videre.
Mange andre læger, sygeplejersker og ansatte på hospitalet genkendte mig. De syntes alle at være glade for at se mig. Jeg er sikker på at de alle sammen, selv de der prøvede at overbevise mig om at jeg burde tage imod blod, var interesseret i at jeg skulle leve. De var jo også selv under pres.
Det er én ting at læse om nogen der vægrer sig ved at modtage blodtransfusion og som står ansigt til ansigt med døden. Men det er noget helt andet selv at gå igennem en sådan prøvelse. Når man får at vide at man kun har fem dage tilbage at leve i, og man tænker på sin familie som venter på en derhjemme, står konsekvenserne af ens beslutning fuldstændig klart for en. Hvor var Clarissa og jeg taknemmelige for at vi havde studeret Bibelen grundigt og uddybet vort kendskab til Gud i forvejen. Og vi lærte virkelig at værdsætte vore kristne brødre. Deres besøg var meget opmuntrende. Mest af alt lærte vi at værdsætte bønnens dyrebare gave. Vi kan ikke holde op med at takke Jehova for at han gav os styrke til at holde ud da vi havde allermest brug for det. — Indsendt.
[Tekstcitat på side 16]
„Jeg er ikke interesseret i Deres tro eller i Deres personlige mening,“ sagde lægen
[Tekstcitat på side 17]
„Det gjorde så ondt at jeg hverken kunne koncentrere mig om uhyggelige dødstanker eller om selvmedlidenhed“
[Tekstcitat på side 17]
„Jeg lærte at stole på Jehova Gud som aldrig før“
[Tekstcitat på side 18]
„Det blev snart klart for enhver at Wilson ikke ville dø!“
[Tekstcitat på side 18]
Specialisten sagde: „Hvis De havde fået en blodtransfusion, ville De sandsynligvis have været død nu. Jeg gratulerer“
[Tekstcitat på side 19]
„Hvor var Clarissa og jeg taknemmelige for at vi havde studeret Bibelen grundigt og uddybet vort kendskab til Gud i forvejen“
[Tekstcitat på side 19]
„Det er én ting at læse om nogen der vægrer sig ved at modtage blodtransfusion . . . det er noget helt andet selv at gå igennem en sådan prøvelse“
[Illustration på side 17]
„De har kun fem dage tilbage at leve i,“ sagde lægen