Har vi levet før?
Nogle tror at et menneskes sjæl efter døden genfødes i et andet legeme
NOGLE mennesker er overbeviste om at hvis man er fattig, lam, blind eller på anden måde dårligt stillet, skyldes det synder man har begået i et tidligere liv. Hvis man på den anden side er velhavende og har et godt helbred skyldes det, mener de, at man har været et godt menneske i sit tidligere liv. De mener at et menneskes sjæl efter døden går til åndeverdenen og senere genfødes i et andet menneske eller i et dyr.
Har du nogen sinde hørt om denne tro?
Det ville være mærkeligt om du ikke havde. I så godt som alle egne af jorden har mennesker i århundreder troet at de har levet før. Fra Sydamerikas urskove og Stillehavets øer til Afrikas og Asiens kontinenter findes der utallige mennesker som mener at de goder de nyder eller de lidelser de erfarer, skyldes deres „tidligere liv“.
I nogle lande, for eksempel De forenede Stater, er mange psykologer fortalere for „reinkarnationsterapien“. Ved hjælp af hypnose eller andre metoder forsøger de at få et menneske til at genkalde sig sit tidligere liv, så de derved kan få en indsigt og viden der gør det muligt for dem at løse den pågældendes nuværende problemer.
Hvorfor tror de det?
Har du nogen sinde besøgt et sted for første gang og alligevel haft en fornemmelse af at du har været der før? Eller har du nogen sinde, første gang du mødte et menneske, haft en fornemmelse af at du har truffet vedkommende før? Mange tror at sådanne oplevelser er et vidnesbyrd om at de i et tidligere liv enten har været på det pågældende sted eller har mødt den pågældende person.
En af de væsentligste grunde til at nogle har denne tro, er påstanden om at mange mennesker under hypnose har givet en forbløffende detaljeret beskrivelse af deres tidligere liv. For 25 år siden var et sådant tilfælde forsidestof i De forenede Stater. En kvinde fortalte under hypnose om sit liv som en irsk kvinde, Bridey Murphy, der levede fra 1798 til 1864. Skønt hun hævdede at hun aldrig havde været i Irland, talte hun, når hun var blevet hypnotiseret, med en irsk dialekt og gav en levende beskrivelse af livet i Irland for 100 år siden. Fra forskellige lande berettes om lignende tilfælde til støtte for reinkarnation. Men . . .
Hvor troværdige er beviserne?
Det at man føler at man allerede kender en som man møder for første gang, betyder ikke nødvendigvis at man har mødt vedkommende i et tidligere liv. Tænk på hvor mange nulevende mennesker man har forvekslet med andre på grund af en vis lighed i udseende og manerer. Men hvad kan forklare den fornemmelse at man kender et sted man aldrig har været før?
Vores hjerne har en bemærkelsesværdig evne til at oplagre de oplysninger som vi i årenes løb tilegner os gennem vore øjne og ører. Vores hukommelse er ligesom et bibliotek. Nogle af „bøgerne“ er der konstant efterspørgsel efter, og de benyttes flittigt. „Andre bøger, måske langt de fleste,“ udtaler en autoritet,a „samler støv på mørke hylder, og der bliver sjældent eller aldrig henvist til dem. Store mængder oplysninger er stuvet sammen under trange forhold.“ Når vi føler at der er noget kendt ved et sted, kan det derfor være at vi har besøgt et sted der ligner det, læst om det, hørt nogen tale om det, eller set billeder af det, måske i en film eller i en bog — eventuelt som barn. Under hypnose kan mange sådanne oplysninger på „de bageste hylder“ åbenbart bringes frem i lyset.
Selv om nogle kan fortælle usædvanlig detaljeret om deres påståede tidligere liv, forekommer der noget i deres beretninger som viser at de ikke kan have levet på det pågældende tidspunkt.
Den amerikanske husmoder der mente at hun havde været en irsk kvinde i det nittende århundrede, beskrev for eksempel under hypnose hvordan hun havde kradset ’al malingen af sin seng . . . Det var en jernseng’. På dette tidspunkt (1802) skulle hun have været fire år. Sandheden er at der ikke fandtes jernsenge i Irland før tidligst i 1850. Om sit tidligere liv sagde hun også: „Jeg kommer i Skt. Teresas kirke.“ Der findes ganske vist en kirke af dette navn i Irland, men den blev først bygget i 1911 — 47 år efter hendes „første død“. Et hold forskere konstaterede at selv om der var nogle nøjagtige udtalelser (som for eksempel hendes beskrivelse af visse steder), var der også utallige uoverensstemmelser. De kom til den slutning at hendes udtalelser ’skyldtes minder oplagret i hendes underbevidsthed’ og ikke en tidligere tilværelse. Det at hun var blevet opdraget af mennesker af irsk afstamning forklarer til en vis grad baggrunden for hendes minder.
Til trods for sådanne afsløringer klynger mange sig til troen på reinkarnation, fordi de mener den bygger på Bibelen.
Hvad siger Bibelen?
En af de bibelske beretninger der benyttes til støtte for denne tro, findes i Johannes 9:1-3, hvor nogle af Jesu disciple ved synet af en blindfødt mand spurgte Jesus: „Hvem har syndet, denne mand eller hans forældre, så at han er blevet født blind?“ Jesus svarede: „Hverken denne mand eller hans forældre har syndet.“ Jesu svar viste at mandens blindhed ikke skyldtes synder begået i et tidligere liv. Jesu disciple kan, ligesom nogle rabbinere, have troet at et barn kunne synde i sin moders liv før fødselen. Jesus forklarede at sådanne lidelser tjente til at gøre Guds gerninger kendt. Dette skete da Jesus kurerede manden og tilskuerne blev vidne til at Guds kraft overvandt sygdommens nedbrydende virkninger.
Fremfor at støtte læren om menneskesjælens reinkarnation viser Bibelen at sjælen er mennesket selv. (1 Mosebog 2:7, 1871-overs.) Den taler om at israelitterne „huggede hver levende sjæl i [byen Hazor] ned med sværdet og lagde band på dem“. Sjæle dør altså. — Josua 11:11; Ezekiel 18:4, 20.
Sjælen får liv eller ånd af Gud. Ved døden forlader denne livskraft eller ånd legemet, og menneskets tankevirksomhed ophører. De døde er altså uden bevidsthed, som om de befinder sig i en dyb søvn. De døde ’stiger ned i det tavse’. — Salme 104:29, 30; 115:17; 146:3, 4; Prædikeren 9:5.
Bibelen fremholder håbet om en opstandelse. Gud vil lade alle dem der sover i døden få livet igen. De vil da få lejlighed til at opnå evigt liv under forhold som er fuldstændig fri for al den elendighed og de lidelser vi ser i dag. Du kan lære mere om dette dyrebare håb ved at opsøge Jehovas Vidner dér hvor du bor, eller ved at skrive til udgiverne af dette blad. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15.
[Fodnote]
a The Human Brain af John Pfeiffer
[Tekstcitat på side 11]
Vores hukommelse er ligesom et bibliotek. Under hypnose kan mange oplysninger på „de bageste hylder“ åbenbart bringes frem i lyset