Kan fænomener der tilskrives reinkarnation forklares?
EN AF de indvendinger der rettes mod reinkarnationsteorien er at størstedelen af jordens befolkning ikke mindes et tidligere liv. De fleste ikke så meget som overvejer om de har levet før.
Det er sandt at vi somme tider har en mærkelig fornemmelse af at være bekendt med et menneske vi møder for første gang. Vi synes måske at vi har set et bestemt hus, en bestemt by eller et bestemt landskab før, selv om vi ved at det er første gang vi er der. Disse ting kan forklares uden at man behøver at ty til reinkarnationslæren.
Visse steder der ligger langt fra hinanden kan for eksempel have nogle fællestræk, så et nyt sted vi besøger måske virker bekendt selv om vi aldrig har været der før. Mange huse, kontorer, butikker, byer og landskaber i nogle dele af verden har deres modstykke andre steder. At de minder om noget vi før har set, er ikke bevis for at vi har været på disse steder i en tidligere tilværelse. De ligner blot steder vi kender.
Det samme gør sig gældende med personer. Nogle ligner andre af udseende og kan endda have en dobbeltgænger. En person opfører sig måske på en måde der minder os om en nulevende person eller om en afdød. Men ligheder i udseende og personlighed er ikke ensbetydende med at vi har mødt disse personer i et tidligere liv. Vi har alle uden tvivl på et tidspunkt forvekslet en person med en anden. Men begge disse personer har levet samtidig med os, ikke i et tidligere liv. Det har intet med reinkarnation at gøre.
Under påvirkning af hypnose
Selv oplevelser fremdraget under hypnose kan forklares uden at man behøver at ty til reinkarnationslæren. Vor underbevidsthed kan oplagre et antal oplysninger der langt overgår vor fatteevne. Oplysningerne bliver indsamlet via bøger og blade, samt i radio- og fjernsynsudsendelser og gennem andre oplevelser og iagttagelser.
Mange af disse oplysninger gemmes hen i nogle skjulte hjørner af vor underbevidsthed fordi vi ikke umiddelbart har brug for dem. Vor underbevidsthed er som biblioteksbøger der sjældent bliver udlånt og derfor sættes hen på en bortgemt hylde.
Under hypnose kan man imidlertid indvirke på bevidstheden så glemte episoder kan hentes frem. Nogle tolker disse minder som værende fra et tidligere liv, men det er ikke andet end oplevelser fra vort nuværende liv som vi for en tid har glemt.
Der er imidlertid nogle få tilfælde hvor det måske er sværere at give en naturlig forklaring. Når en person begynder at tale et andet ’sprog’ under hypnose, for eksempel. Nogle gange kan man forstå det der bliver sagt, men ofte er det uforståeligt. Tilhængere af reinkarnationslæren siger måske at det er et sprog som personen har talt i et tidligere liv.
Men det er velkendt at det man kalder tungetale også indtræffer når folk er i en tilstand af mystisk eller religiøs ekstase. De der får sådanne oplevelser er overbeviste om at det ikke har noget at gøre med et tidligere liv men at de i det nuværende liv er under påvirkning af usynlige kræfter.
Der er forskellige meninger om hvilke kræfter der står bag. I en fælleserklæring fra Fountain Trust og Church of England Evangelical Council blev der sagt angående tungetale: „Vi er også klar over at lignende fænomener kan indtræffe under okkult/dæmonisk påvirkning.“ Det ville være at drage en forhastet slutning hvis man antager at et sådant fænomen beviser at man har levet et tidligere liv.
Nær-død-oplevelser
Hvordan skal man da betragte de nær-død-oplevelser som folk siger de har haft? Nogle har tolket dem som et bevis på at personen har en sjæl der lever videre efter døden. Men sådanne oplevelser kan langt bedre forklares på andre naturlige måder.
I det franske videnskabsblad Science & Vie for marts 1991 kaldes de forskellige stadier i nær-død-oplevelserne for „en universel prototype på hallucinationer“ der længe har været kendt. Sådanne oplevelser er ikke begrænsede til nær-død-situationer. De kan også forekomme i forbindelse med „udmattelse, feber, epileptiske anfald og stofmisbrug“.
En forsker inden for neurokirurgi, Wilder Penfield, der under lokalbedøvelse har opereret på epileptikere, har gjort en interessant iagttagelse. Han har opdaget at hvis han stimulerer forskellige dele af hjernen med en elektrode, kan han hos patienten fremkalde en følelse af at vedkommende er uden for sin egen krop, at han er på rejse gennem en tunnel og møder afdøde slægtninge.
En interessant detalje i denne henseende er at børn der har nær-død-oplevelser, ikke møder deres afdøde slægtninge men nulevende skolekammerater eller lærere. Det viser at sådanne oplevelser tilsyneladende er kulturelt betingede. Det man oplever kan forbindes med det nuværende liv og ikke med et liv efter døden.
Dr. Richard Blacher skriver i lægetidsskriftet The Journal of the American Medical Association: „At være døende, eller i en livstruende fysisk situation, er en proces; døden er en tilstand.“ Derpå giver han et eksempel: En turist skal for første gang i sit liv flyve fra De Forenede Stater til Europa. „Flyveturen er ét, Europa noget andet,“ skriver han. Den turist hvis fly afgår til Europa men nogle minutter efter start vender om og lander igen, kan ikke fortælle mere om Europa end en der vækkes fra en dyb bevidstløshed kan fortælle om døden.
De der har været nær ved at dø, har med andre ord aldrig været døde. De har oplevet noget mens de stadig var i live. Man er stadig i live selv nogle sekunder inden man dør. De har været døden nær men de har ikke været døde.
Selv de hvis hjerte et kort tidsrum er holdt op med at slå og som er blevet genoplivet, kan egentlig ikke huske noget fra den tid hvor de var bevidstløse og hvor man kunne have benævnt dem „døde“. Hvis de kunne huske noget ville det være noget der indtraf i tiden op til dette korte hjertesvigt og ikke under det.
De nær-død-oplevelser der offentliggøres er næsten altid positive, selv om det er velkendt at der også forekommer negative oplevelser. Den franske psykoanalytiker Catherine Lemaire forklarer det på denne måde: „De der har haft en [nær-død-]oplevelse som ikke passer ind i det mønster der er lagt af IANDS [International Association for Near-Death Studies] har ingen interesse i at fortælle deres historie.“
Hukommelsestab
Kendsgerningen er at vor livserfaring udelukkende stammer fra det liv vi lever nu, hverken fra et tidligere liv eller fra et liv efter døden. Som følge heraf er vor hukommelse begrænset til den tid vi rent faktisk har levet.
Tilhængere af reinkarnationslæren siger at meningen med at blive genfødt er at få en ny mulighed for at forbedre ens tilværelse. Hvis vi virkelig har haft flere tidligere liv, men har glemt dem, vil et sådant hukommelsestab udgøre et stort handicap, for det er ved at huske vore fejl at vi kan lære af dem.
De der går ind for såkaldt reinkarnationsterapi føler at de bedre kan klare hverdagens problemer hvis de ved hjælp af hypnose kan huske deres tidligere liv. Teorien siger at vi bliver født igen for at kunne forbedre os — men hvad hjælper det hvis vi har glemt hvad det var vi skulle forbedre?
I dag bliver hukommelsestab generelt betragtet som et handicap. Og det er det også i dette tilfælde. Nogle indvender at denne glemsomhed ikke har nogen betydning eftersom det kun er gode mennesker der fødes igen som mennesker. Men dette er ikke et fornuftigt argument i disse tider hvor ondskaben dominerer verdensskuepladsen mere end nogen sinde før. Hvis det kun er de gode der genfødes som mennesker, hvor kommer så alle de onde fra? Burde der i så fald ikke blive færre og færre onde mennesker? Sandheden er at ingen, hverken gode eller onde, nogen sinde er blevet reinkarneret for at begynde et andet liv som et menneske eller, for den sags skyld, som noget som helst andet.
Nogle vil måske sige: ’Men er reinkarnation da ikke en bibelsk lære?’ Dette spørgsmål vil vi behandle i den næste artikel.
[Ramme på side 6]
Vor underbevidsthed er som et bibliotek med oplysninger der er blevet gemt væk men som senere kan blive kaldt frem igen
[Ramme på side 7]
„Døden er en tilstand,“ ikke en proces. — Dr. Richard Blacher i The Journal of the American Medical Association