Hvordan den katolske kirke har stillet sig til Bibelen

I BOGEN A Guide to Catholic Reading (Vejledning i katolsk læsning) findes følgende interessante udtalelse: „De fleste katolske lægfolk af den ældre generation vil kunne bekræfte at bibellæsning uden tilbørlig overopsyn var ildeset hos de fleste katolske præster og nonner. Heldigvis har situationen ændret sig fuldstændigt, og i dag bliver katolikker fra alle sider tilskyndet og formanet til at læse Bøgernes bog.“

Den katolske kirkes holdning til Bibelen har unægtelig „ændret sig fuldstændigt“ i løbet af de sidste få årtier. I de sidste 30 år er der udkommet flere lettilgængelige katolske oversættelser af Bibelen til nutidssprog end i de foregående århundreder. Men hvad er 30 år i en kirkes historie, når den hævder at stamme fra aposteltiden? Hvad fortæller historien om den katolske kirkes holdning op gennem århundrederne? Har den haft kærlighed til Bibelen og gjort den tilgængelig for sine medlemmer og opmuntret dem til at læse den? Eller har den hadet dem der har elsket Bibelen?

Før og efter Karl den Store

I sandhedens interesse skal det siges at romerkirken i begyndelsen gik ind for at Bibelen blev oversat til det jævne folks sprog. Det må ikke glemmes at fællessproget blandt de første kristne var græsk, og det fortsatte det med at være i adskillige århundreder efter at det store frafald havde sat ind efter apostlenes død. Det fremgår blandt andet af den omstændighed at drøftelserne ved det første kirkemøde i Nikæa i 325 e.v.t. blev ført, ikke på latin, men på græsk, og den berømte nikænske trosbekendelse, der siges at være „det urokkelige grundlag“ for den katolske tro, blev affattet på græsk.

I det fjerde århundrede udviklede der sig en rivalisering imellem Rom og Byzans (Konstantinopel) om hvilken af dem der skulle være kirkens religiøse hovedstad, og i denne strid indgik også sprogforskellene. Kirkens østlige del, der var underlagt patriarken i Konstantinopel, benyttede græsk i sin liturgi, og den besad hele Bibelen på græsk (Septuaginta-oversættelsen af De hebraiske Skrifter, samt De kristne græske Skrifter). Imidlertid var det sprog man talte i den vestlige del af riget ikke græsk, men latin. Der eksisterede forskellige ’gammellatinske’ oversættelser af Bibelen, men ingen af dem havde vundet hævd som standardoversættelse. Henimod slutningen af det fjerde århundrede gav Damasus, biskoppen i Rom, derfor en lærd mand ved navn Hieronymus til opgave at udarbejde en standardoversættelse af Bibelen på latin.

Hieronymus brugte ikke klassisk latin, men vulgærlatin — det sprog almindelige mennesker talte. Med tiden blev hans oversættelse kendt som Vulgata (editio vulgata, den bekendte, udbredte udgave). Den skulle blive den katolske kirkes standardbibel i mere end tusind år, selv lang tid efter at latin var blevet et dødt sprog. Men hovedpunktet er at Vulgata oprindelig var en oversættelse til det gængse sprog.

Da romerriget og dermed det verdslige skolesystem der eksisterede i den romerske tid gik i opløsning, fik den katolske kirkes øverste gejstlige i realiteten monopol på undervisning. Denne mulighed forsømte de på sørgelig vis, og det resulterede i den udbredte uvidenhed der blev karakteristisk for den mørke middelalder.

I slutningen af det ottende århundrede beklagede Karl den Store dybt den grove uvidenhed der gjorde sig gældende blandt folket og den lavere gejstlighed i hans rige. Man har kaldt ham „skaberen af middelalderens uddannelse“. Ved sit hof samlede han sådanne lærde mænd som den engelske teolog Alkuin, der reviderede Vulgatas forvanskede tekst, og han gav ordre til at der i klostrene skulle oprettes scriptoria, eller skrivestuer, hvor bibelmanuskripterne skulle afskrives. Hans bestræbelser på at fremme uddannelsen gavnede dog hovedsagelig gejstligheden og adelen, eftersom manuskripterne var på latin — der på det tidspunkt var ved at blive fortrængt af folkesprogene blandt Europas jævne befolkning.

Kun smuler til det jævne folk

Sandt nok blev det ved kirkemødet i Tours i 813 på foranledning af Karl den Store bestemt at de prædikener der blev holdt for det jævne folk skulle oversættes til det lokale sprog. Men der blev ikke udstedt noget dekret om at selve Bibelen skulle oversættes for folket. Som undskyldning herfor siger Catholic Encyclopedia:

„Bøger eksisterede kun i håndskrevne eksemplarer, og da de var bekostelige havde de fleste mennesker ikke råd til dem. Og selv om det havde været muligt for flertallet at komme i besiddelse af bøger, ville de ikke have kunnet læse dem, da uddannelse i disse uciviliserede tider kun var fåtallets privilegium. Faktisk var der næppe nogen uden for munkenes og de gejstliges rækker der kunne læse.“ Men hvis fejl var det at det store flertal forblev analfabeter? Og hvorfor ventede den katolske kirke indtil Karl den Store opfordrede til undervisning, endog blandt den lavere gejstlighed?

I stedet for at give sin støtte til at det jævne folk skulle undervises og at Bibelen skulle oversættes til de lokale sprog, opmuntrede den katolske kirke til fremstilling af ’bøger for uvidende’: billedbibler (som for eksempel Biblia pauperum, fattigbibler), bibelhistorier, mirakelspil, statuer, billedskærerarbejder, samt væg- og glasmalerier over bibelske temaer. Det var de „smuler“ de katolske gejstlige lod falde fra det rige åndelige bord med bibelkundskab, som de holdt for sig selv og for nogle få privilegerede konger og adelige.

Uforudsete følger

Karl den Stores uddannelseskampagne fik uforudsete følger for den katolske kirke. Efterhånden som undervisningen efter Karl den Stores død blev mere og mere udbredt blandt den lavere gejstlighed og adelen, og efterhånden som latinske bibelhåndskrifter fik større og større udbredelse, begyndte præster, munke, konger, dronninger og adelige at stille spørgsmål om katolicismens læresætninger sammenholdt med Bibelen. De krævede også højlydt at få Bibelen på deres modersmål, og på det tidspunkt tillod romerkirken at dele af Bibelen blev oversat for gejstligheden og adelen.

Nogle af dem der læste Bibelen — endda visse gejstlige — blev før-reformatoriske afvigere. Berengar fra Tours (død 1088), Peter fra Bruys (død 1140) og Henrik fra Lausanne eller fra Cluny (død i fængsel efter 1148), for blot at nævne nogle få, var alle sammen franske præster der satte Bibelen højere end katolske dogmer, og som måtte lide for det.

Da ydermere det jævne folk begyndte at høre prædikener på deres modersmål og samtidig så bibeltemaer illustreret i billedbibler (dog skrevet på latin) og i forskellige religiøse kunstværker, skærpedes deres appetit efter bibelkundskab. „Uautoriserede“ oversættelser af forskellige bibeldele begyndte at vinde udbredelse, og afvigergrupper som valdenserne begyndte at forkynde Bibelens sandheder i Frankrig, Italien, Spanien og andre europæiske lande. Dette var noget Rom ikke havde regnet med, og fra det tolvte og trettende århundrede og fremefter ændredes den katolske kirkes holdning til Bibelen fuldstændig. For Rom blev Bibelen nu en farlig bog, hvilket de følgende historiske fakta vil vise.

[Illustration på side 4]

Hieronymus fik af Damasus, biskoppen i Rom, til opgave at oversætte Bibelen til det latin folk talte

[Illustration på side 5]

Karl den Stores uddannelsesprogram gavnede hovedsagelig gejstligheden og adelen

[Illustration på side 6]

Da anderledestænkende begyndte at forkynde Bibelen, forandredes kirkens holdning til den