Hvor „stor“ var Karl den Store?

DER er det enestående ved Karl den Store at han blev kaldt „den Store“ allerede mens han selv levede. Hvorfor fik han dette tilnavn? På grund af sine bedrifter som erobrer, som statsmand, og som grundlægger af et kejserrige, og på grund af sin indsats til gavn for landbrug, bro- og vejbygning, kultur og undervisning, og på grund af sin store interesse for religion og for moral, både præsternes og lægfolkets.

Men selv om denne verdens historikere er enige med hans samtidige i at kalde ham „den Store“, så er hans liv langtfra noget godt eksempel til efterfølgelse at holde frem for unge, og slet ikke for kristne unge. Hans interesser og bedrifter var ganske vist mange og store, men hans hensynsløshed, hans listighed og hans forbrydelser var ikke mindre.

Karl, der senere skulle blive „den Store“, blev født i år 732, uden for ægteskab; hans fader og moder blev først overtalt til at legalisere deres ægteskab efter at han var født. Fra 768, da faderen, Pipin den Lille, døde, blev Karl i fællesskab med sin broder hersker over Frankerriget. Og efter broderens besynderligt pludselige død i 771 blev han frankernes enehersker. Han blev af paven kronet til kejser i år 800 og døde i 814.

Hans bedrifter i krig

Karl den Stores bedstefader, Karl Martel, fik tilnavnet „Hammeren“ (martulus er latin for „hammer“) på grund af sine bedrifter i krig, og især fordi han standsede tyrkerne i slaget ved Tours i 732 og forhindrede dem i at løbe Europa over ende. Karl Martels søn, Pipin den Lille, skabte sig også et navn ved sine felttog. Han fik paven til at godkende at han tiltog sig Frankerrigets trone, med den begrundelse at tronen hellere måtte være besat af en som havde evnerne til at styre, end af en som ganske vist havde retten til det, men ikke var andet end en nydelsessyg svækling. Den katolske missionær Bonifatius salvede beredvilligt Pipin til hersker og denne blev den første monark i Europa der kaldte sig „konge af Guds nåde“. På det tidspunkt bestod Frankerriget fortrinsvis af det nuværende Frankrig og Vesttyskland.

Mens Karl endnu var ganske ung og regerede sammen med sin broder, undertvang han et oprør i Aquitanien i den sydvestlige del af det nuværende Frankrig. Det var det første af mere end halvtreds felttog han deltog i. Da paven påkaldte sig hans hjælp fordi han blev truet af langobardernes konge Desiderius, tilføjede Karl den Store et nederlag og benyttede lejligheden som undskyldning for at tilegne sig langobardernes territorium og blive konge af Lombardiet.

Karl den Stores erobringer i Italien blev imidlertid afbrudt da han måtte vende sig mod sakserne, der ustandselig foretog plyndringstogter ind i Frankerriget. Han iværksatte atten togter imod dem i løbet af treogtredive år, før han endeligt og fuldstændigt havde undertvunget dem. New Catholic Encyclopedia (bd. 3, s. 497) siger at der i disse krige foregik „uhørte grusomheder og tvangsdeportationer . . . Saksernes modstand næredes af Karls forsøg på at tvinge dem til at antage kristendommen“. Hvilket vanvid at tvinge andre til at „antage kristendommen“ ved hjælp af „uhørte grusomheder“! Men Karl den Store var naturligvis hverken den første eller den sidste der begik forbrydelser i kristendommens navn.

Karl den Store fortsatte jagten mod det ærgerrige mål at blive hersker over et storrige, og ved intriger og voldstrusler lykkedes det ham at føje Bayern til sit rige. Derved fik han modstand fra avarerne, et frygtet og rovlystent folk der var beslægtet med hunnerne. I flere århundreder var de en svøbe for Europa, og ved en lejlighed tog de 270.000 fanger fra Konstantinopel. Ifølge historikeren Lord var det barbarer som „ikke havde tanke for andet end at plyndre“, og „var mere enestående i kraft af deres antal og deres vilde plyndringstogter end i kraft af militær kyndighed“. Denne stamme gjorde en sådan modstand mod Karl den Store at den var næsten udslettet da han endelig havde overvundet den.

Karl den Store oplevede sit eneste militære nederlag da han engang var på vej hjem fra et felttog ind i Spanien. Ved Roncesvalles angreb gascognerne hans intetanende bagtrop, dræbte 20.000 af hans soldater og slap bort med alt det krigsbytte Karl den Store havde taget.

Ved militære felttog og politisk snilde lykkedes det Karl den Store at udvide Frankerrigets herredømme til at omfatte det meste af det nuværende Frankrig, Vesttyskland, Østrig, Schweiz, Holland og Belgien, foruden en del af Spanien og godt og vel halvdelen af Italien. Man kan sige at han fik tilfredsstillet sin udvidelsestrang, skønt han måtte ofre sine skrupler for det. Men har en hersker i kraft af denne form for succes ret til at blive kaldt „den Store“?

Karl den Store som statsmand

Det er blevet sagt at Karl den Store ikke alene ændrede Europa udadtil gennem sine erobringer, men også indadtil ved sin statsmandskløgt. Han fik love sat i system og affattet skriftligt, og han udstedte en strøm af forordninger, de såkaldte „kapitularier“. Da han ikke var tilfreds med dette udsendte han også agenter to og to, de såkaldte missi, for at kontrollere de mænd han havde givet myndighedsposter i de forskellige undergivne landsdele. Almindeligvis var den ene af dem en ikke-kirkelig embedsmand, og den anden en kirkelig dignitar. De påhørte klager, korrigerede forskellige forhold, for, som han sagde, „kejseren kan ikke give hver enkelt den nødvendige omsorg og tugt“.

Han beskæftigede sig også med reparationer og bygning af veje og broer, tilskyndede til anvendelse af bedre landbrugsmetoder og forflyttede hele befolkningsgrupper når det tjente hans riges interesser. Han indførte et ensartet mål og vægtsystem og erstattede de syvogtres forskellige lokale møntsystemer med et enkelt møntsystem der gjaldt hele riget — endnu et mesterligt indfald der skaffede ham selv og hans regering fortjeneste. Hans møntsystem var baseret på 240 enheder, og det blev antaget af en af Englands konger (som pence, shilling og pund); først for nylig har englænderne reformeret deres møntsystem. Frankrig og Tyskland var klogere, for de er for længe siden gået over til decimalsystemet i stedet for Karl den Stores system med 240 enheder.

Hans kulturelle interesser

Karl den Store er blevet beskrevet som „en mand med umættelig kundskabstørst, alsidig i sine interesser og krævende over for dem han kunne lære af“. Om alt dette kan det siges at det blot var endnu en side af hans selviske ærgerrighed. Han formåede angelsakseren Alkuin, en af sin tids lærdeste mænd, til at komme til hans hof for at „så lærdommens sæd i Frankerriget“. Mange andre fra forskellige lande blev også hentet af Karl til at komme og bosætte sig i hans kongelige nærhed. Han befalede præster at oprette skoler i alle byer og landsbyer, så at forældre kunne sende deres børn dertil uden at betale for undervisning, medmindre de følte sig forpligtet dertil og var i stand til det. Af denne grund har franske skolebørn hvert år indtil for nylig markeret en dag til ære for „Saint Charlemagne [den hellige Karl den Store], skolernes opfinder“.

Han var også stærkt interesseret i kunst, og derfor opstod på hans tid den såkaldte ’karolingiske renæssance’.

Den skriftform der i dag benyttes i det meste af den vestlige verden, blev udviklet på hans foranledning. Disse bogstaver kaldes almindeligvis „latinske“, til forskel fra de snørklede gotiske eller oldgermanske bogstaver. Karl den Stores bestræbelser for at fremme undervisningen blev så frugtbare at kong Alfred af England nogle år senere sendte bud til frankerne efter lærde folk der skulle hjælpe med at hæve undervisningsniveauet i hans land. Som en fransk forsker siger: „Karl den Store lagde grundvolden til al moderne undervisning.“

Hans religiøsitet

Hvad angår religiøsitet kan det siges at Karl den Store lignede de religiøse ledere på Jesu tid, hvis indstilling var ’Gør ikke som jeg gør, men som jeg siger,’ og som siede myggene fra men slugte kamelerne. (Matt. 23:2, 3, 24) Han forestillede sig at han havde fået det guddommelige hverv at oprette Guds rige på jorden, men han anvendte intriger, list og den største brutalitet. Alle vigtigere projekter forbandt han med religiøs betydning. Han ødelagde saksernes hedenske afgudsbilleder og offerlunde og gav dem valget mellem dåben og døden. Hen mod slutningen af hans regeringstid lykkedes det imidlertid for Alkuin at overbevise ham om hvor meningsløst det er at lade andre døbe ved tvang, idet man jo kan tvinge dem til at blive døbt, men ikke til at tro. Han foregav at være pavernes ven og kom dem ved mere end én lejlighed til hjælp når de var truet af fjendtlige styrker, men, som en historiker fortæller, „resultatet af hans politik blev tilsyneladende altid et slag i ansigtet på paven“.

I visse religiøse anliggender viste han sig at være paverne og biskopperne overlegen, og han følte sig fri til at give dem råd angående lære, moral og udførelsen af deres embedspligter; dette var felter hvor de kom ynkeligt til kort. Blandt de mange kirkemøder han sammenkaldte til var der ét hvis hensigt var at fordømme den lære at Jesus blev adopteret som søn af Gud og ikke var Guds virkelige søn, og at fordømme at man tilbad billeder, idet der dog blev indrømmet frihed til at gøre det. Paven gjorde indsigelse, men Karl gav sig ikke en tomme.

Han var temmelig godt kendt med Bibelen og holdt af at anføre citater som støtte for sine dispositioner. Han viste sin interesse for Bibelen ved at få foretaget en revision, med den lærde Alkuins hjælp, et arbejde hvorom Karl den Store udbrød: „Med Guds hjælp i alle ting har vi allerede tilvejebragt en omhyggeligt udarbejdet forbedring af teksten i alle bøger i Det gamle og nye Testamente, som afskrivere i deres uvidenhed har forvansket.“ I sin personlige livsførelse levede han langtfra op til Guds retfærdige krav, men alligevel advarede han sine undersåtter om at hans egen frelse afhang af deres opførsel, eftersom Gud ville holde ham ansvarlig for deres handlinger.

Der er stor uenighed blandt historikere om hvilken rolle han selv spillede da han blev kronet til kejser af pave Leo III den 25. december år 800.a Mange påstår at han var fuldt underrettet om planerne om at krone ham, og at han fuldt ud billigede dem. Men andre hævder, ligesom Einhart, der har skrevet hans biografi, at hvis han på forhånd havde vidst hvad paven havde i sinde at gøre ville han ikke være trådt ind i katedralen den dag. Einharts påstand støttes af den iagttagelse at Karl den Store i sine senere år „fulgte en kurs . . . der tydede på at kejsertitlen ikke betød ret meget i den interne forvaltning af riget. Fra tid til anden forekom der en kongelig handling der syntes at stride mod selve grundtanken i et kejserrige. . . . I år 813, efter at to af hans sønner var døde, kronede han personlig Ludvig (den Fromme) til efterfølger, hvorved han udelukkede pavestolen fra enhver andel i udvælgelsen og indsættelsen af kejseren.“ — New Catholic Encyclopedia, bd. 3, s. 499.

Hvor „stor“ var han?

Det er i sandhed ikke mange der i deres egen levetid bliver kaldt „den Store“, sådan som kejser Karl blev det af mange af sine samtidige. Men ikke alle var enige i at give ham denne smigrende titel. Den hensynsløse måde hvorpå han forfulgte sine ærgerrige mål blev årsag til at der dannedes mere end én sammensværgelse for at få ham ombragt; kejserens ældste søn (som han havde skudt til side fordi denne var pukkelrygget) var indblandet i en sammensværgelse som var nær ved at lykkes. Men vigtigere end noget menneskes mening er det hvad Gud må have ment om Karl den Store. Gud ser på hjertet. (1 Sam. 16:7) Jehova Guds love om livets og blodets hellighed betød intet for Karl. Han gik utvivlsomt efter devisen „målet helliger midlet“. Han prædikede moral for andre, fra paven og nedefter, og han nævnte specielt præsterne og munkene, som på den tid var berygtede for kønslig umoralitet, men selv havde han både elskerinder og medhustruer. En af hans biografer har sagt at der under hans regeringstid skete „mord, udrensninger og plyndringer side om side med reformer, oplysning og forening af [dele af] Europa“. Noget der også vidner imod ham er den samvittighedsløse måde hvorpå han annekterede Bayern og besejrede avarerne. Han var endda villig til at gifte sig med den morderiske kejserinde Irene for at forene det byzantiske rige med sit eget.

Det at han lod 4500 saksiske fanger halshugge på en enkelt dag — på grund af deres andel i et oprør — anser historikere almindeligvis for at være den værste skurkestreg i hans liv. Han udtrykte ofte bekymring for hvordan det ville gå ham når han faldt i Guds hænder, men der er ingen beretning om at han er blevet overvældet af anger efter denne blodige handling. Det var hans mening at det skulle have været en lærestreg for sakserne, som ustandselig rejste sig i oprør mod ham. Men det var til ingen nytte, for i stedet for at indgyde sakserne frygt, gjorde det dem endnu mere oprørske! I sin religiøse indbildskhed ønskede han at blive kaldt „kong David“, men han kunne ikke henvise til at han førte sine krige på Guds befaling, som kong David kunne. For øvrigt udtrykte kong David oprigtig anger og omvendte sig da han havde begået en overtrædelse.

● [Jehova] sagde til Samuel: „Se ikke på hans ydre eller høje vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men [Jehova] ser på hjertet.“ — Første Samuelsbog 16:7.

[Fodnote]