Hvordan protestantismen undergraver respekten for Bibelen

DEN katolske kirkes århundredgamle modstand mod at den jævne befolkning læste Bibelen på noget folkesprog har fået mange oprigtige katolikker til at tro at Bibelen er en „protestantisk bog“. Og protestanterne anser naturligvis selv deres tro for at være 100 procent grundlagt på Bibelen. En autoritet siger: „Det er ikke forkert at sige at dens [protestantismens] virkelige grundlag stadig er Bibelen, som indeholder Guds ord, eller at Bibelen er kirkens, hjemmets og den enkeltes bog, den bog en protestant henvender sig til for at få praktisk vejledning angående moralske og samfundsmæssige spørgsmål i livet samt angående sin opfattelse af mennesket, sin natur, sin skæbne og sit forhold til Gud.“a

I en lærd artikel om protestantismens historie siges der følgende i afsnittet „Bibelens rolle“: „Et fælles træk ved protestantismen har været anerkendelsen af Bibelens overhøjhed i forhold til kirken; troen på at præsteembedet eller hierarkiet skulle stå prøve mod Bibelen som Guds ord; og læren om at alt hvad der var nødvendigt for at opnå frelse stod i Den hellige Skrift.“ — Encyclopædia Britannica, 1979.

Den almindelige protestant føler sig således i regelen nærmere knyttet til Bibelen end den almindelige katolik, der ved at han forventes at tro lige så meget på traditionen som på Bibelen. Men er det sandt at Bibelen er ’det virkelige grundlag’ for protestantismens læresætninger? Og henvender den almindelige protestant (hvad enten han er præst eller lægmand) sig stadig til Bibelen ’for at få praktisk vejledning angående moralske spørgsmål i livet’?

Tilknytningen til Bibelen overvurderet

Kendsgerningerne viser at man lige fra reformationens tidligste tid i høj grad har overvurderet protestantismens fuldstændige troskab mod Bibelen. Skønt Luthers navn er uudsletteligt forbundet med hans oversættelse af Bibelen, satte han i sin teologi „den enkeltes indsigt“ over det der tydeligt stod skrevet i Bibelen. I sine bestræbelser for at bevise at man opnår „retfærdiggørelse ved nåde gennem tro“, tillagde han sådanne bøger i Bibelen som Romerbrevet og Galaterbrevet større værdi, mens han tillagde kanoniske bøger som Hebræerbrevet, Jakobs og Judas’ breve samt Åbenbaringen mindre værdi, og han skabte dermed hvad der er blevet benævnt som „en kanon inden for kanonen“.

Johannes Calvin syntes også at gå ind for Bibelen, men alligevel gjorde han i sit hovedværk Christianæ religionis institutio rede for sådanne ubibelske læresætninger som læren om en treenighed (bog I), at mennesket er født uden fri vilje (bog II), absolut forudbestemmelse (bog III) og barnedåb (bog IV). Han var også medansvarlig for at Michael Servet, en reformator der ikke delte hans syn på treenighedslæren, blev arresteret og senere brændt. Anerkendte han hermed „Bibelens overhøjhed“? Fulgte han vejledningen i Romerbrevet 12:17-21 om ikke at gøre gengæld? Afgjort ikke!

Desuden fortsatte reformatorerne og de protestantiske kirker som de var ophav til, med at anerkende de trosbekendelser der var blevet vedtaget på de økumeniske konciler den katolske kirke havde afholdt før reformationen, som for eksempel den nikænokonstantinopolitanske og den athanasianske trosbekendelse, der indeholder ubibelske læresætninger som treenigheds- og helvedeslæren. Protestantismen har også fremsat sine egne trosbekendelser, blandt andet den lutherske augsburgske bekendelse, de reformerte kirkers helvetiske bekendelse nummer to og de anglikanske og episkopale 39 artikler, der alle kræver at man tror på sådanne ubibelske læresætninger som treenighedslæren. Efter den anden verdenskrig oprettedes det protestantiske Kirkernes Verdensråd, hvis „basis“ for medlemskab er bekendelsen af Jesus „som Gud“. Lige fra begyndelsen og op til i dag er protestantismens læremæssige tilknytning til Bibelen altså i høj grad blevet overvurderet. — Se Johannes 17:3, Første Korinterbrev 8:6, Apostelgerninger 3:23 og Salme 146:4, hvor Bibelen klart viser at ikke Jesus men hans Fader er „den eneste sande Gud“, og at sjælen ikke lever videre når man dør.

Protestantismen og højere bibelkritik

Selve protestantismens natur — født som den er som et oprør mod traditionen og mod pavens myndighed — gjorde den mere sårbar end den konservative katolske kirke over for rationalismen og de negative sider ved bibelkritikken. Det vil uden tvivl være godt her at forklare hvad der menes med bibelkritik. Den inddeles i to kategorier: Lavere bibelkritik er den videnskabelige undersøgelse af bibelmanuskripter, deres oprindelse, bevarelse og relative værdi i forhold til originalerne, der ikke længere eksisterer. Dette kaldes undertiden tekstkritik. Højere bibelkritik er studiet af forfatterskabet, affattelsestidspunktet og Bibelens historiske nøjagtighed i lyset af arkæologien og historien.

Den lavere bibelkritik har bidraget meget til at fremme bibelforskningen, fjerne tilføjelser i bibelteksten og frembringe pålidelige tekstudgaver der kan danne grundlag for bedre oversættelser af Bibelen. Den højere bibelkritik har derimod åbnet portene for en flodbølge af pseudovidenskabelige værker som har undergravet folks tillid til Bibelen.

I en kommentar til protestantismens sårbarhed over for rationalismen og den ødelæggende højere bibelkritik skriver Encyclopædia Britannica (1979):

„Spørgsmålet om bibelkritik blev først fremsat på de tyske universiteter; dvs. om et menneske kan være kristent, ja endda en god kristen, selv om det mener at nogle dele af Bibelen ikke er sande. Det blev det store spørgsmål for protestantismen, om ikke for hele kristenheden, i det 19. århundrede. . . . Den tyske protestantisme udviste længe en elasticitet, eller fordomsfrihed, over for den nye viden, som betød lige så meget for udviklingen i de kristne kirker som reformationen oprindelig gjorde. Det skyldtes til dels dette tyske forbillede at de store protestantiske kirker — den lutherske, den reformerte, den anglikanske, den kongregationalistiske, den metodistiske og mange baptistmenigheder — forholdsvis nemt (set fra et intellektuelt synspunkt) tilpassede sig de videnskabelige fremskridt, evolutionstanken, og fremskridtene inden for antropologien, etnologien og sammenlignende religion.“

Ved at betegne nogle dele af Bibelen som myter har mange medlemmer af det protestantiske præsteskab skabt tvivl om hele Bibelen. I sit forord, under overskriften „Bibelen: Dens betydning og autoritet“, går den protestantiske Interpreter’s Bible (tolv bind) endda så vidt som til at sige: „Det følger af denne korte undersøgelse at det ikke vil være det mindste i strid med selve Bibelen men snarere i overensstemmelse med den, og at det heller ikke vil være i strid med noget væsentligt i den kristne tro, om vi helt holdt op med at omtale Bibelen som Guds ord.“

Sådanne udtalelser ødelægger Bibelens indflydelse i et menneskes liv endnu mere effektivt end en pavelig bulle der forbyder bibellæsning.

Fundamentalister — ikke sande venner af Bibelen

Én retning inden for protestantismen har imidlertid modstået den højere bibelkritiks anslag. Den kaldes fundamentalismen, der er blevet defineret som ’en militant konservativ bevægelse som er opstået omkring begyndelsen af det 20. århundrede som en reaktion mod de modernistiske tendenser og som lægger vægt på den bogstavelige fortolkning af Bibelen samt dens absolutte ufejlbarlighed som noget fundamentalt for kristendommen’.

Fundamentalisterne har ret når de hævder at Bibelen er inspireret af Gud; og deres kamp mod den ødelæggende højere bibelkritik og sådanne pseudo-videnskabelige teorier som evolutionsteorien, er prisværdig. Men får de virkelig tænkende mennesker til at værdsætte Bibelen mere, når de hævder at alt hvad der står skrevet i den skal tages bogstaveligt? Fremmer de interessen for Bibelen når de siger at jorden blev skabt på seks fireogtyvetimers dage, når Bibelen selv bruger ordet „dag“ til at betegne tidsperioder af forskellig længde? — Sammenlign Første Mosebog, kapitel 1, med Første Mosebog 2:4 og 5:1, 1871-oversættelsen; se endvidere Andet Petersbrev 3:8.

Er fundamentalisterne i øvrigt sande venner af Bibelen når de hævder at de holder sig strengt til den og alligevel fører sådanne ubibelske læresætninger som læren om en treenighed (jævnfør Femte Mosebog 6:4; Johannes 14:28), en udødelig sjæl (Ezekiel 18:4) og et helvede (Jeremias 7:31; Romerne 6:23)? Ved at fortolke Bibelen bogstaveligt og ved at føre sådanne gudvanærende læresætninger, undergraver de protestantiske fundamentalister den kraft Bibelen øver på mange menneskers sind.

Protestantismen og verdslighed

Jesus sagde til sine disciple: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ (Johannes 15:19) Dog er det en åbenlys kendsgerning at de store protestantiske kirkesamfund har aktiv forbindelse med denne verdens politiske systemer, idet nogle af dem endda er „statskirker“. Et opslagsværk siger: „Det er muligt at tale om protestantismens medvirken til vore dages nationalisme. . . . Alle undtagen de yderliggående var tilbøjelige til at gøre meget ud af loyaliteten mod den eksisterende stat, og det var ofte protestanter der tilvejebragte det ideologiske grundlag når nye stater nåede frem til national bevidsthed — som det var tilfældet i Preussen eller i De forenede Stater.“ — Encyclopædia Britannica.

I begyndelsen af denne artikel citerede vi en protestantisk forfatter der sagde at Bibelen er ’den bog en protestant henvender sig til for at få praktisk vejledning angående moralske spørgsmål i livet’. Kan dette stadig siges at være sandt, når den ene præst efter den anden i de store protestantiske kirkesamfund fremkommer med udtalelser hvoraf det fremgår at de tolererer sex før ægteskabet, utugt, homoseksualitet og abort? En artikel i den franske avis Le Monde med overskriften „Mange kirker frigiver oplysninger om homoseksualitet“ — baseret på en rapport der er offentliggjort i Genève af Kirkernes Verdensråd — har afsløret at adskillige store protestantiske kirkesamfund endda tolererer homoseksuelle præster. Og dog siger Bibelen: „Far ikke vild! Hverken utugtige, afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, trækkerdrenge, homosexuelle . . . skal arve Guds kongerige.“ — 1 Korinter 6:9, 10, Paulus’ breve ved Niels Hyldahl.

Selv om det således ikke kan siges om protestantismen at den har opbygget et had til Bibelen og til de mennesker der læser den på det almindelige sprog, sådan som den katolske kirke gjorde det i århundreder, er den alligevel i høj grad ansvarlig for at have undergravet Bibelens indflydelse på millioner af menneskers liv fordi den tror på ubibelske læresætninger, accepterer den højere bibelkritik og pseudo-videnskabelige teorier, er verdslig og billiger umoralitet.

Til trods for katolicismens århundredlange modstand mod at den jævne mand læste i Bibelen, og til trods for protestantismens mere underfundige men ikke desto mindre ødelæggende undergravning af Guds ord, er Bibelen stadig en bog som folk sjældent er ligegyldige over for. De enten elsker eller hader den. Hvorfor det forholder sig sådan, og hvordan det berører dig, vil vi komme nærmere ind på i den sidste artikel i denne serie.

[Fodnote]

[Illustration på side 9]

For at støtte sine ideer tillagde Luther visse bøger i Bibelen større værdi end andre