Protestantismens tvillingeknibe

I protestantismens hus er der tvillinger. Man hører nu deres gråd. For begge tvillingerne er i knibe, den ene i Amerika, den anden i Europa. I Amerika har ledende kirkemedlemmers klagen afsløret den religiøse vækkelse som hul. Der er for mange der bare søger fred i sindet og for mange materialistisk indstillede, siger præsterne. Dean Listen Pope ved Yale Divinity School siger rent ud: „Der foregår ingen større religiøs vækkelse i Amerika, og sandsynligvis vil den heller ikke komme i ordets virkelige betydning . . . Det at kirkernes medlemstal vokser . . . skulle ikke have lov til at skjule verdens nuværende tilstand.“

Nu er den anden tvilling begyndt at græde. Paul Hutchinsons bog The New Ordeal of Christianity, som udkom for nylig, har understreget protestantismens kattepine i Europa. Især er amerikanerne forbavsede over at læse om „den følelse af hjælpeløshed og fortvivlelse der går igennem den europæiske protestantisme i dag“. Hutchinson ser kendsgerningerne i øjnene:

„Vi har nu millioner — navnlig blandt industriarbejderne og den eksisterende ungdom — der er ligegyldige over for kirkerne, hvis de ikke ligefrem foragter dem. Det er en forbavsende men uomtvistelig kendsgerning at i europæiske lande, der traditionelt har været protestantiske fæstninger — som for eksempel England, Skotland, Holland og de skandinaviske lande — er organiseret arbejde inden for kirkerne næsten fuldstændig ophørt, og antallet af unge mennesker der viser mere end almindelig passiv interesse for det protestantiske kirkearbejde bliver hastigt mindre og mindre.“

Bogen drøfter forholdene i de enkelte europæiske lande og slår fast at i mange af dem „har kommunismens fremmarch efter krigen fået de protestantiske kirker til at vakle“.

„Det mest slående vedrørende de protestantiske kirker i England i dag,“ siger den nye bog, „er at de fleste af dem står tomme.“ Skribenten påpeger hvor rystet Billy Graham var da han opdagede tomme kirkestole i England. Ændrede Grahams korstog forholdet? „Hans møder i England og Skotland,“ skriver Hutchinson, „har ikke ændret det. Situationen er om muligt endnu værre i Skotland end i England. Og i Skandinavien er den forfærdende.“

Protestantismens tilstand i Skandinavien er således: „Ikke alene er de organiserede arbejdere dér ude af kontakt med kirkerne, men de fleste andre skandinaviske befolkningsgrupper . . . er på lignende måde uden forbindelse med dem.“ Redaktøren af en førende avis i Stockholm udtalte over for forfatteren: „Kirken er simpelt hen et ærværdigt gammelt monument i Sverige. Vi opretholder den af historiske og sentimentale grunde. Men den spiller ikke mere nogen vigtig rolle i svensk liv. Dersom De ønsker at studere svensk religion i dag, må De rejse tilbage til De forenede Stater.“

Ovre i De forenede Stater fortsætter kirkens ledere med at jamre over deres egen tilstand. „En stor del af vor nuværende religiøse opblomstring,“ erklærede den presbyterianske præst John E. Burkhart, „er ikke andet end åndelig aspirin. Den koster ikke så meget, udretter ikke så meget, vil ikke skade noget videre og er ikke meget værd.“