Mit liv som ur-australier
Fortalt af Janet Strange
MINE barndomsminder går tilbage til dengang jeg boede sammen med min moder på den vandfattige Nullarborslette i Sydaustralien. Nullarbor, der betyder „intet træ“, virker barsk og ugæstfri på hvide mennesker. Men det var mit hjem.
Jeg var den yngste af fire piger. Mit stammenavn er Nabonangu, men den stedlige kirkemissionær kaldte mig Janet. Vi børn plejede hver dag at tage med mor ud for at søge føde. Vi samlede vilde bær og jagede smådyr. Det skete at vi fulgte efter et firben op i et træ ved bogstavelig talt at „gå“ op ad stammen, krummet helt sammen, med fingrene haget fast i barken og tæerne stukket ind i den. Vi kunne med lethed efterligne dyre- og fuglelyde og følge sporet af et firben.
Mor lærte os at følge et spor ved at slippe et firben løs og lade os følge efter det. Jeg var god til det og kunne endog se på sporet om dyret havde fart på. Men jeg var ikke så dygtig som mor. Jeg husker at jeg engang, da vi besøgte en anden lejr, hørte hende sige: „Den og den er her.“ Det vidste hun fordi hun kunne genkende vedkommendes spor blandt mange andres, men jeg kunne ikke se forskel.
Vand var altid et problem. Men vi overlevede ved at huske på vandhuller og fugtige strækninger, ved at ryste dug ned fra træerne, ved at opsamle det vand der lå i grenkløfterne, eller ved at tappe Casuarina-træets rødder.
Vi dyrkede vores jord, men helt anderledes end den hvide mand. Vi gjorde hvad vi kunne for at leve med jorden; den hvide mand syntes at leve af den. Jeg lærte at bevare, aldrig at ødelægge. Vi fældede aldrig et træ eller brækkede en gren af uden grund, og vi forsøgte at bevare alle levende arter ved at værne dem mod at uddø. I trange tider plejede nogle stammer for eksempel at strø frø ud til de vilde kalkuner.
De ur-australske stammer var altid på vandring, og de kom igennem store områder. De lod sig lede af klimaet og vejrliget, årstiderne, de vilde dyrs vandringer, og planternes og træernes afgrøder. Vort liv afhang af at vi blev ved med at flytte rundt. På vandringerne gik mændene foran, og de ældre, kvinderne og børnene bagved.
Mødrene ammede deres børn i op til seks år. I tider med streng tørke skete det i nogle stammer at en vordende moder fremtvang en abort ved hjælp af visse urter, for i modsætning til mødre hos andre folkeslag havde hun ingen mulighed for at skaffe sig mælk fra pattedyr som erstatning for modermælken. Hvis en moder døde kunne det af samme grund ske at man dræbte hendes spædbarn. Dette kunne også ske for vanskabte børn eller for den ene af et tvillingepar. Bedrøveligt nok.
Ur-australiernes børn var hårdføre — det var de nødt til at være for at overleve. Så snart de var gamle nok fik de tildelt pligter. Hvert medlem af stammen bar noget på vandringerne — pigerne bar spædbørn og drengene spyd og graveredskaber.
Mit folk „civiliseres“
Da jeg var omkring fem år begyndte der at ske forandringer i mit liv. Regeringen havde valgt vores stammeområde til atomprøvesprængninger og tvang vores stamme til at flytte længere mod syd. I årene der fulgte blev vi mere og mere afhængige af kirkemissionens uddelinger af te, mel, sukker og grøntsager. Man forsøgte at „civilisere“ og uddanne mange af børnene, først og fremmest de børn som havde en indfødt moder og en hvid fader. Jeg var et af dem.
Min moder var opmærksom på disse forhold, og hun så gerne at jeg fik en vis uddannelse, men ikke på de religiøse skoler. Hun vidste nemlig at børnene plejede at blive taget bort fra deres forældre og sat i disse skoler for at lære at læse og skrive og for at blive indoktrineret en bestemt kirkes lære. Da man mente at forældrenes indflydelse og deres kontakt med børnene ville hindre denne politik, blev børnene ofte fjernet fra hjemmet. Det skete for min storesøster, og min moder ønskede ikke at det skulle ske for mig. Undertiden flygtede børnene fra skolen, hvorefter nogle mænd plejede at komme ind i lejren for at lede efter dem, eller fik politiet til at gøre det. Når som helst der kom en fremmed ind i lejren lod min moder mig derfor ligge skjult under et tæppe, hvor jeg dårligt nok turde trække vejret indtil man havde fundet ud af i hvilken hensigt den fremmede var kommet.
For at undgå dette problem satte mor mig i pleje hos en venlig hvid kvinde som havde taget sig af andre indfødte børn. Hun havde lært dem at læse og skrive og havde tilskyndet dem til at bevare kontakten med deres forældre. Da jeg var tolv år døde denne ældre kvinde imidlertid. Mor græd.
Da mor gerne ville bygge videre på det jeg allerede havde lært, gav hun mig lov til at flytte ind hos en anden hvid familie, som boede i Port Augusta. Vort folk kendte denne familie godt. Da jeg kom dertil studerede fruen i huset Bibelen sammen med Jehovas vidner. Jeg plejede at sidde og lytte, og snart begyndte jeg at følges med hende til møder som blev holdt i rigssalen. Senere begyndte jeg selv at studere Bibelen, og endnu senere blev vi Jehovas vidner.
Med tiden blev jeg omsorgsassistent blandt de indfødte. Jeg fik tilbudt en højere uddannelse ved det teknologiske institut, men tog ikke imod den. På det tidspunkt havde jeg en anden form for ’omsorgsarbejde’ i tanke. Som en indviet tjener for Jehova begyndte jeg at undervise folk i Bibelen på heltidsbasis. Dette arbejde medførte at jeg flyttede fra sted til sted. Jeg var nu kommet ud på en langt mere værdifuld form for vandring. På grund af mit kendskab til de indfødte, deres sprog og deres problemer, koncentrerede jeg mig om at opsøge dem.
„Drømmetid“
Det meste af det jeg har fortalt indtil nu, er fra min personlige erindring. Men ur-australierne har også en anden erindring, en slags stammeerindring som nogle kalder „drømmetid“. Den rummer minder om stammens historie, skikke og sagn. Vi har et gammelt ord der siger: „Den der glemmer sine drømme er selv fortabt.“
Disse „drømme“ indeholder ofte beretninger om en fortidig stamfader som menes at være rejst gennem området og at have givet landskabet dets fysiske særpræg. Dette er med til at forklare hvorfor en uraustralier kan være helt fortabt uden for sit territorium eller „land“. Han elsker sit „land“ og føler sig afslappet og lykkelig når han er hjemme, for kun dér, mener han, er han virkelig ét med sine forfædre. „Drømmene“ videregives fra generation til generation gennem sang, dans og optræden ved særlige fester som kaldes corrobories. Mange af de indfødte tror den dag i dag fuldt og fast på disse ting.
Vore sprog
Selv om ur-australierne har omkring 300 forskellige sprog (der siges at være afledt af ét oprindeligt sprog), kan stammerne udmærket kommunikere indbyrdes. Hos nogle er skriften blevet forenklet til en slags geometriske hieroglyffer. Men vores grammatik er indviklet.
En etnolog skriver: „Udsagnsordet ’at være’ findes hos dem i en betydning som vi hvide ikke kender. Det forener det latinske og det angelsaksiske verbums fuldkomne egenskaber med det keltiskes, og er mere magtfuldt end noget af dem.“ Derefter siger han om vores tegnsprog: „Det er så veludviklet at det er blevet et levedygtigt alternativ til det talte sprog, et forholdsvis sjældent raffinement af høj intellektuel udvikling i det menneskelige kommunikationsmønster.“ Vi bruger tegnsprog stammerne imellem, og desuden når vi er på jagt, fordi det da er meget vigtigt at være lydløs.
En sørgelig historie
Jeg havde således lært af erfaring, gennem undervisning og af „stammedrømmene“, men nu var jeg begyndt at tilegne mig viden på en ny måde — jeg elskede at læse. Gennem bøgerne lærte jeg om mit folks første møde med den hvide mand, og det var ikke fornøjelig læsning. Bøgerne fortalte om kaptajn Cooks ankomst i 1770, og om hvordan han fra sit skib i Botany Bay fik øje på røg som steg op fra kysten. Det ensomme røgsignal repræsenterede skønsmæssigt 300.000 ur-australiere som dengang levede et rigt og relativ lykkeligt liv. Nu, 200 år efter, er deres antal nede på 50.000 ægte ur-australiere og 150.000 af blandet oprindelse. Hvad med resten? Det er en del af den sørgelige historie.
Udtrykket „civiliseret“ betegner det at være kultiveret og høflig, modstander af vold og kriminalitet. Jeg synes at vi var civiliserede. Hver stamme havde sit territorium og respekterede grænserne til de andres. Vi passede på vores jord og misbrugte den aldrig. Nu og da mødtes stammerne for at bytte varer, udveksle erfaringer og arrangere ægteskaber.
Men de tidlige kolonister betragtede os ikke som civiliserede. Med geværet og deres mangelfulde forståelse af Bibelen forsøgte de at påtvinge os deres egen opfattelse af civilisation, hvilket indbefattede det at eje, indhegne og dyrke jorden — noget helt ukendt for de indfødte. De indfødte havde imidlertid en god grund til at anvende deres egne metoder, som det fremgår af følgende udsagn af Mrs. M. Bennet, medlem af rådet for ur-australiernes rettigheder:
„Ingen af de australske dyr kan tæmmes, og ingen af de australske planter kan dyrkes til føde. Man kan hverken holde kænguruer i flokke eller pløje med dem. Man kan hverken tage en kimplante af Araucariatræet med til det frugtbare Queensland og plante den og forvente en høst af nødder i ens egen levetid, eller dyrke Nardu-planter i det centrale Australien med en femtommers regnmængde som man ikke aner hvornår falder. Under disse forhold var det umuligt for mennesker at blive kvægavlere, agerdyrkere eller byboere.“
Eftersom de nyankomne krænkede vore stammelove ved at overskride vore grænser, gjorde vi modstand. Nu begyndte grusomhederne at brede sig fra kyst til kyst og fra hav til hav. Det var spyddenes kamp mod geværerne, og en race blev næsten helt udryddet.
Således skiftede landet ejere. I fremskridtets, udviklingens og- civilisationens navn faldt vore skove for skovhuggerens økse, og den livsnødvendige regn blev mere sparsom. Fremmede dyr med skarpe hove — kvæg og får i millionvis — fortrængte kænguruerne, som havde bløde poter, og ødelagde det tynde muldlag, hvilket bidrog til dannelsen af klitter. Kunstgødning og skadedyrsmidler gav gode afgrøder i en fart, men anrettede skader på økologien. Dyrearter som er enestående for både Australien og resten af verden er helt eller delvis uddøde. Kæmpemæssige jern-, bauxit- og andre miner skæmmer landskabet, og de tilhørende fabrikker forurener jorden, vandet og luften.
Samtidig er de oprindelige indbyggere blevet tvunget til at bo i missionskolonier og reservater, eller i slumkvarterer i byernes udkanter. Som det der kunne kaldes den endelige ydmygelse er det nu blevet os tilladt at gå på pub, hvor indehaveren så giver os lov til at drikke den af regeringen fastsatte ration, og en ny lov har anerkendt os som borgere i et land hvor vi boede længe før de der udformede loven.
En fremtid som bringer håb
Religionen har spillet en vis rolle i den føromtalte udvikling, hvor kolonisterne forsøgte at „civilisere“ mit folk og at omvende det til kristendommen. Så forstår man måske mine følelser da jeg i Bibelen læste at der i „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium, „fandtes blod . . . af alle som er blevet slået ihjel på jorden“. (Åbenbaringen 18:2, 24) Eller min reaktion da jeg videre læste om den falske religions snarlige endeligt for Jesu Kristi hånd, og min glæde da jeg lærte at Guds rige vil medføre et retfærdigt og kærligt styre over jorden. Kan det undre nogen at jeg er ivrig efter at dele dette gode budskab med mit eget folk? — Åbenbaringen 18:20.
I dag er mit folk tilsyneladende rodløst og uden mening i tilværelsen. Alkoholisme, stridigheder og slagsmål forekommer hyppigt. Vi har ikke længere nogen tilknytning til fortiden, og heller ikke nogen tilfredsstillende plads i nutiden. Men fremtiden rummer håb for mange af os, håbet om snart at opleve at „Guds sønner skal åbenbares“, når hele menneskeslægten — hvide, ur-australiere og folk af alle andre racer — „vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“ under Guds riges herredømme. — Romerne 8:18-21.
Det er mit ønske at nå ud til mine landsmænd med dette storslåede håb. Som ur-australier føler jeg mig særlig egnet til dette, for de indfødte har forståeligt nok svært ved at nære tiltro til de hvide. I de senere år har mange selvopofrende hvide tjenere for Jehova tilbagelagt store afstande for at bibringe mit folk dette håb — for eksempel Des Paterson, Colin Maples og Ben Brickell. Der kan fortælles meget om de afsavn de har måttet lide i denne gerning, og om hvordan taknemmelige grupper er mødt op for at høre budskabet om Guds rige. Det er mit, og min mands, ønske at fortsætte dette arbejde som begyndte for år tilbage.
Over hele landet er der nogle af mit folk som forstår betydningen af Rigets budskab og er lydhøre for det. De har opdaget at både hvide, ur-australiere og de fleste andre tager fejl på et bestemt punkt. Det er at Australien enten tilhører de oprindelige beboere fordi de opdagede det først, eller de hvide fordi de har overtaget det. Ingen af delene er sandt. Landet tilhører Jehova Gud fordi han har skabt det. — Åbenbaringen 4:11.
Det er Jehova der med fuld ret bestemmer hvem der ejer Australien og hele resten af jorden. Jeg er lykkelig over at de indfødte i mit land er repræsenteret blandt dem der fuldt ud forstår denne sandhed.
[Tekstcitat på side 18]
Vi gjorde hvad vi kunne for at leve MED jorden; den hvide mand syntes at leve AF den
[Tekstcitat på side 18]
Vi bruger tegnsprog stammerne imellem og når vi er på jagt
[Tekstcitat på side 19]
Grusomhederne begyndte at brede sig. Det var spyddenes kamp mod geværerne, og en race blev næsten helt udryddet
[Tekstcitat på side 20]
Tilhører Australien de oprindelige beboere fordi de opdagede landet? Eller de hvide fordi de overtog det? Hverken eller. Landet tilhører Jehova Gud fordi han har skabt det
[Illustrationer på side 17]
Dyr hjemmehørende i Australien
Kænguru
Næbdyr
Wombat
Koala