Jeg er en ’rigtig’ australier
FORTALT TIL „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
JEG er en indfødt australier. Mit navn er Warwirra. Her i landet bruger vi udtrykket „Dinkum Aussie“ (’rigtig’ australier) om de indbyggere der er født i landet, til forskel fra den første generation af indvandrere, som vi kalder „nye australiere“. Jeg er selv en „Dinkum Aussie“.
Af udseende ligner jeg stort set alle andre indfødte australiere, for selv om vi består af mange stammer har vi alligevel den samme oprindelse. Vores hovedform er længere end hos de fleste, panden skråner bagud og øjenbrynsbuerne er fremtrædende. Vi har krøllet hår, flad næse, en temmelig stor mund og hvide tænder. Vores legemsbygning er middel, men armene og benene er lange og tynde. Hudfarven er brunsort. Man siger at de der ligner os mest er veddastammen på Ceylon og Indiens bjergstammer.
Jeg bor i et beskedent murstenshus, men sådan har mine forfædre ikke boet. Med hensyn til bolig og meget andet har vi ændret vaner. Som følge deraf kommer vi ofte til at længes efter at tage ud og strejfe omkring i den frie natur. Når denne trang kommer over os forlader vi huset og tager ud i ødemarken for at leve af hvad jorden kan give, ligesom vore forfædre har gjort.
Grunden til denne trang er at der dybt i enhver australsk indfødt findes et levn af det vi kalder vor „drømmetid“, det vil sige vor stammes historie og dens tidligste levevis. Vi ser ud til at være født med en vemodig længsel efter denne fortidens „drømmetid“. Før kaptajn Cook gik i land i Botany Bay var vores tilværelse meget anderledes end nu — livet var hårdt, men det var frit. Ved gensidige overenskomster havde min stamme og andre stammer højhedsret over hver sit territorium, og dette blev respekteret overalt. Der var grænser, men de blev ikke markeret af hegn og grænsebomme. Og inden for hver stammes territorium var der „hellige“ steder, der betød det samme for os som Paris gør for franskmændene eller London for briterne.
Men det er ikke alle vore minder der er så behagelige. Vi har også minder om frygtelige grusomheder. Efter at europæerne havde slået sig ned i landet ignorerede de vore territoriale rettigheder og satte sig for at udslette os. Lidt efter lidt blev vi fornedret til vi til sidst var som livegne slaver i vores eget land. Så sent som i 1942 — ironisk nok mens Australien var i krig med Hitler på grund af Hitlers folkedrab — var der et parlamentsmedlem fra Vestaustralien der sagde: „Det bliver en glædens dag for Vestaustralien, og for Australien som helhed, når de indfødte og kænguruerne forsvinder. . . . I denne sag må vi se bort fra enhver form for blødsødenhed. Det er på tide at der bliver skredet kraftigt og positivt ind.“
For at finde en lykkelig tid at „drømme“ om, må vi gå tilbage til tiden før europæerne kom. Vi holdt meget af vort land og plejede det med omhu, men vi havde vores egen måde at gøre det på. Vi satte for eksempel ikke kvæg eller kænguruer i indhegninger. Vi havde hverken traktor eller plov. Vore metoder var bedre tilpasset vort behov.
Indgående kendskab til naturen
Vi rejste omkring i vort stammeområde og indsamlede hvad der voksede af sig selv; nogle stammer spredtes mens de gjorde dette. Vi tænkte altid fremad til vort næste besøg på stedet. Det var i vores egen interesse at vi bevarede alt hvad der kunne gavne os næste gang vi kom. Vi tappede vand af vandholdige træer, men lukkede dem omhyggeligt til bagefter; vi gravede efter vand og lukkede derefter hullet til for at forhindre fordampning; vi dræbte for at spise, men aldrig et dyr der havde unger; vi fiskede pilrokker, men lod dem være i yngletiden.
Ved disse metoder, der var særegne for vores levevis, plejede vi landet. Ganske vist høstede vi ikke de kæmpemæssige afgrøder som man gør i dag, men det vi fik var friskt og rigt på næring, og der var nok af det.
Vore metoder var bygget på en betydelig viden og dygtighed. Vor eksistens var afhængig af at vi opbyggede og videregav en rig arv af kendskab til naturen. Hør for eksempel hvad en bog (The Australian Aborigine af A. P. Elkin) siger herom: „Naturen er for den australske indfødte et system hvori arterne af liv og forskellige fænomener er beslægtede eller forbundne i rum og tid. En tings tilsynekomst, for eksempel . . . en fugl eller en blomst eller et insekt, er gennem iagttagelse i århundredernes løb blevet til et tegn på at der kommer regn, at der er fisk, at et eller andet dyr snart vil findes i stort tal, at yamsrødder eller jordnødder snart kan graves frem, eller at bestemte frugter er modne. . . . Akacietræets gule blomster er et tegn på at gæssene vil komme flyvende på deres årlige rute, over de mægtige kajeputtræer, fra den ene sump til den anden for at spise åkandernes rodknolde. Derfor bygger mændene platforme imellem grenene på udvalgte træer og giver sig til at vente, idet de efterligner gæssenes skræppen, hvorefter gæssene omringer træet for at sætte sig. Men idet de gør det, bliver de slået til jorden af stokke der kastes præcist gennem luften; så bliver gæssene hurtigt aflivet af mænd der står ved foden af træet.“
Desværre er mange af disse færdigheder nu gået tabt. Det gælder for eksempel kunsten at følge et spor. Ganske vist benytter politiet stadig indfødte australiere til at opspore personer der er blevet borte i ødemarken, men gode sporfølgere er snart ved at blive sjældne. Men tilbage i „drømmetiden“ afhang vores liv af denne kunst. Fra drengene var spæde blev de oplært i at undersøge jorden indgående og at læse den historie den kunne fortælle; det gjorde de lige så let som min søn i dag læser i sine skolebøger. Når vi var blevet voksne kunne vi se hvad et hvilket som helst stykke jordbund, ja selv hårde klipper, havde at fortælle — hvilke mennesker eller dyr der var kommet den vej, og hvornår. Vi kunne følge disse spor i dagevis. De spor et menneske efterlod sig kunne fortælle os en hel del om ham, uanset om vi kendte ham eller ikke: Om han var høj eller lille, tyk eller tynd, syg eller rask, hvid eller indfødt. Om det var en mand eller en kvinde. Mens vi fulgte sporet kunne vi se hvad vedkommende havde foretaget sig på vejen.
Det krævede stor tålmodighed og udholdenhed at følge et spor. Vi kunne følge sporet af et dyr en hel dag, og så ved aftenstid lægge os til at sove og næste dag genoptage jagten indtil vi nåede frem til byttet. Hvis vi var så uforsigtige at dyret opdagede os og hoppede væk, begyndte vi forfra igen indtil vi til sidst kunne nå det med et spydkast. Kunne De gøre det efter? Gang på gang læser vi i aviserne om mennesker der ville være omkommet i den tørre ødemark, hvis det ikke lige var for vore færdigheder.
I ødemarken
Jeg sagde den „tørre“ ødemark, men det er kun for de nye australiere den er tør. Vi indfødte ved at der er vand og også hvordan man kan finde det. Det er en anden af de færdigheder vi har fra vores „drømmetid“. Kunne De tænke Dem at følge mig på vandring i ødemarken og lade mig vise hvad jeg mener? Se nu det sted dér, hvor græsset er lidt grønnere end det brune græs rundt om. Der kan jeg finde vand ved hjælp af min gravestok. Hvis jeg banker lidt på træet her vil vandet begynde at pible frem. Under dette soltørrede mudder ligger der en art af frøer som har ophobet vand. Rødderne af dette eukalyptustræ afgiver vand når de bliver presset. Hvis jeg graver dybt nok ned i dette udtørrede åleje vil jeg finde vand. Som De ser er der masser af vand i dette tørre land, hvis man bare ved hvordan man kan finde det.
Ja, der er både mad og drikke, men man må vide hvor det er. En af vor tids antropologer har opregnet at de australske indfødte på et bestemt lille område benytter følgende til føde: 18 arter af pattedyr og pungdyr, 19 fuglearter, 11 krybdyrarter, 6 slags vandholdige rødder, 17 slags frø, 3 arter af grøntsager, 10 slags frugter, og dertil mange vandplanter, svampe og æg. Vores kost og madlavning forekommer Dem måske ikke særlig indbydende. Smag og behag er forskellig, som man siger. Men hvor er det dejligt når man efter en lang og trættende dag, hvor man har været på vandring eller på jagt, kan sætte sig ned og spise mørt kængurukød, fede firben der er ristet langsomt i sandet eller i en lerovn, sammen med friskplukkede bær, grønne blade og udvalgte frø. Herligt! Men hvad der er mere vigtigt — maden er fyldt med de næringsstoffer der er så nødvendige med det aktive liv vi fører.
Når vi vandrer omkring i ødemarken har vi ingen brug for huse. Den slags betyder mindre her i Australiens venlige klima. Huse er snarere en hindring, for de binder os til et bestemt sted, hvor vandet og føden snart vil være opbrugt. Vi medbringer heller ikke telte. I vores liv som jægere kan vi kun medbringe lette byrder. Ud over det strengt nødvendige — vandsække, „ildbor“ (stokke til at gøre ild med) og andre redskaber, som kvinderne bærer — medbringer vi mænd kun spyd og boomeranger.
Når stammen er på vandring bevæger den sig frem i en bestemt orden. Vi mænd går forrest, langt fra hinanden, mens vore øjne undersøger jordbunden for at finde friske spor. Langt bagefter kommer kvinderne, børnene og de gamle mænd. Alle er fuldstændig stille. Ikke engang de små børn kunne finde på at træde på en tør kvist eller et blad, eller så meget som at hviske. Husk — en eneste lyd, og vi må gå sultne i seng. Vi samtaler ved hjælp af et veludbygget tegnsprog. Ja, de vigtigste ord har bestemte tegn der er fælles for alle stammer. Kunne De tale med én hvis sprog De ikke kender?
Det er ikke altid om dagen vi er på vandring. For at bevare legemets fugtighed, og for at overliste kænguruen der er ude om natten, rejser vi også somme tider om natten. Når det bliver tid til at slå lejr bygger vi hurtigt et „hus“ af grene, som skærmer for den kolde vind om natten og den varme sol om dagen. Der bliver tændt et lejrbål, og så er vores midlertidige hjem etableret.
Så er vi inde på emnet om at gøre ild. Når vi er på vandring passer vi omhyggeligt på at vores „ildbor“ bliver beskyttet mod fugt. Læg engang mærke til denne pind der er spidset ligesom en blyant og dette bræt der er fyldt med sværtede huller. Se nu godt efter. Jeg sætter spidsen af „blyanten“ eller „ildboret“ ind i et af disse huller og ruller det hurtigt mellem hænderne, idet jeg trykker hårdt nedad, og se nu hvor hurtigt træet begynder at fænge. Lad gnisterne falde på det tørre tønder og pust forsigtigt til dem — se, så er bålet tændt. Næsten lige så hurtigt som man kunne stryge en tændstik. Vil De spise til aften sammen med os? Vi skal have and, fede larver, emuæg og spiselige planterødder, og vi slutter af med de bær som børnene indsamler.
Boomerangen
Nu tænker De vel på hvordan vi har fanget disse ænder? Det vil jeg gerne forklare. Men først må jeg beskrive de våben og metoder vi bruger til jagt. Lad mig begynde med boomerangen. Har De nogen sinde tænkt over hvor præcist et instrument den er? Ingen våbensmed har nogen sinde fremstillet et bøsseløb med større dygtighed end vi tildanner en boomerang. Forholdet mellem bladenes længde, den vinkel de danner, den propelagtige bøjning og den buede overflade — bare en eneste fejl kunne ødelægge hele det færdige produkt. Leksikonet Australian Encyclopedia siger: „Matematikere har påvist at en ubetydelig ændring i formen af den tilbagevendende boomerang — i forholdet mellem størrelse, vridning og runding — hver for sig vil resultere i tilsvarende ændringer i dens bane, hvilket kan påvises ved hjælp af ligninger.“
Da vi hverken har tegneborde eller præcisionsinstrumenter til vores rådighed, undrer De Dem sikkert over hvordan vi kan lave så nøjagtigt et våben. Jo, vi har så at sige tegningen i hovedet; vi har lært den fra barndommen af. De eneste redskaber vi bruger er en mejsel lavet af tanden fra et dyr, en tula (et skæreredskab dannet af kvartsstykker med en buet æg) samt flintstykker og sten til at glatte efter med. Men det færdige våben er alligevel nøje afbalanceret og smukt afpudset! Kunne De lave en boomerang, eller kaste den?
Vidste De at der findes to slags boomeranger? Eller at den tilbagevendende boomerang ikke er den vi bruger til at ramme vildtet med? Dertil bruger vi kun den anden type, kastestokken. Den er lige så nøjagtigt lavet og ligner den i form, men bladene er formet i vinkler som gør at den bevæger sig lydløst. Hvis ikke den gjorde det, ville den græssende kænguru høre den komme. Så hurtigt snurrer kastestokken af sted at den kan ramme dødeligt på næsten to hundrede meters afstand. Den tilbagevendende boomerang bruger vi kun til konkurrencer, og til en enkelt form for jagt — nemlig til at fange den listige and, som vi fik til middag.
Disse udspekulerede fugle sætter vagtposter ud mens de spiser; så vi må anlægge en bestemt strategi. Et hold af jægere spreder sig og kravler forsigtigt hen til vandkanten hvor en af dem kaster en tilbagevendende boomerang ud over vandet. Lyden af dens snurrende blade lyder som vingeslaget af en høg. Der bliver slået alarm, ænderne flyver op, og er nu nemme at ramme med vore kastestokke. Sådan gik det altså til at vi fik and til aftensmad.
Vores evne til at udtænke og tildanne boomeranger har vakt andre nationers interesse. Men det er kun en af vore færdigheder. I vore „drømmerier“ eller stammeoverleveringer har vi oplagret et stort kendskab til naturen. Vi lærer dyrenes vaner at kende, vi kender og kan efterligne deres kaldesignaler, vi kan forudsige vindens retning, tildanne og kaste fine fiskeharpuner, lave tætte vandbeholdere af huder eller træ, slå stykker af kvarts og bruge dem til takkede spyd, lave fiskefælder, tømmerflåder, eller en kano af en udhulet træstamme. Vi kan tilsløre vores lugt ved hjælp af mudder, camouflere os med grene, og stå stille som en statue hvis vort bytte skulle se hen mod os.
Ikke resultatet af en udvikling
Nu tænker De måske på hvorfor jeg bliver ved med at fortælle om alt hvad vi kan. Men det må De ikke misforstå; det er ikke for at prale. Jeg fortæller Dem det fordi der verserer en teori der har forbindelse med den gudløse udviklingslære, og som går ud på at vi indfødte i Australien er en slags levn af „det manglende led“. De har sikkert set fantasifulde billeder af huleboere — halvt menneske og halvt dyr — hvis intelligens og evner ikke skulle ligge ret meget over dyrenes instinkter. Sådanne væsener har aldrig eksisteret undtagen i „videnskabelige“ bøger. Men fordi vi indfødte ikke bygger huse men søger ly i huler, og ikke bruger maskiner, prøver nogle at bevise at vi er nært beslægtet med den slags væsener. Om vi er fornærmede? Ja naturligvis er vi det!
Det jeg vil søge at vise er at forskellen mellem de folkeslag der ser ud til at være tilbagestående og de folkeslag der er mest fremskredne, kun ligger i de muligheder de har haft. Trykkemaskiner har sat andre nationer i stand til at oplagre mægtige kundskabsforråd i biblioteker; men det har vi kun gjort i vore stammeoverleveringer. De der hævder at disse nationer er mere udviklede på grund af deres fremskredne teknik, svæver i en vildfarelse. Vi kan ikke komme op på siden af den kundskab de har samlet sig, men kan de komme op på siden af den vi har samlet os? Det belyser netop det jeg ville understrege: de forskellige folkeslags evner er blevet ledet i forskellige retninger, efter deres individuelle behov.
For nogle år siden fortalte en artikel om en spæd, afrikansk pige der blev efterladt af en stamme kannibaler, reddet af nogle amerikanere og derefter opdraget og uddannet i Amerika, På college klarede hun sig lige så godt som sine klassekammerater, ja endda bedre. Det er ikke hvor man bliver født der betyder noget, men de muligheder man får.
Det siges at et folk kan bedømmes ud fra hvor kompliceret dets sprog er. Lad os derfor betragte vores sprog. Selv om der nu er fem hundrede forskellige, kommer de alle fra samme kilde. Jeg har fortalt hvordan vi stadig benytter tegnsprog, men vort talesprog er alligevel temmelig kompliceret. Der er forskel i grammatik, i sætningsbygning og i ordforråd. Det engelske sprog har seks kasusformer, men nogle af vore dialekter har ni. Der findes også tre køn, mens for eksempel det franske sprog kun har to. På engelsk bøjes udsagnsordene i seks personer, men hos os bøjes de i elleve personer.
Vort samfundssystem
Aftvinger den kultur vi har opbygget ikke også respekt? Selv om der var faste grænser mellem hver stammes territorium, forhindrede dette dog ikke at der var forbindelse mellem stammerne. I tørkeperioder har der været brug for at alle delte det vand og den føde der var. Forbindelsen blev vedligeholdt ved hjælp af udsendinge som bar en form for totempæl, der gav dem status som ambassadører. Den der bar pælen fik fri adgang til andre territorier, hvor han kunne arrangere brudehandeler, sikre fri adgang til at hente føde og vand, og så videre.
Samfundssystemet inden for hver stamme var lige så godt organiseret. I nogle tilfælde blev myndigheden udøvet på patriarkalsk vis, i andre tilfælde var et ældsteråd den øverste myndighed. I flere af stammerne gik de indfødte nøgne, men moralen var høj. Hvis en hustru begik ægteskabsbrud havde hendes mand bemyndigelse til at gennembore både hende og hendes elsker med et spyd. Oplæringen af børnene begyndte tidligt; pigerne lærte at opspore, indsamle og tilberede insekter og firben; drengene lærte at følge et spor, at jage, at tildanne redskaber og benytte dem, og at huske de forskellige stammelove.
De lytter jo ikke! Forstyrrer den lyd Dem? Det er Wanju der øver sig på sin didgeridoo (fløjte af bambusrør) til aftenens corroboree (fest), som snart skal begynde. Kom med og lad os se hvad der foregår!
Det er ved disse corroboree’er at en stor del af vores „drømmerier“ eller stammeoverleveringer indskrives i stammens bevidsthed, for her gentages love, skikke og jagtmetoder. Den dans der nu begynder er for eksempel en lektion i at jage. Se hvor dygtigt disse mænd efterligner kænguruen. De andre er jægere der lister sig ind på dem. I dansen forekommer der også efterligninger af fuglelyde og andre dyrelyde. Se hvor opmærksomt børnene følger med, og hvor de lærer af det. Nu bliver der fortalt historie — det er beretningen om dengang stammen blev frelst fra en stor vandflod der udslettede hele resten af menneskeheden. Corroboree’en kan også skildre nyere begivenheder. Se, nu skildrer de optagelsen af en spillefilm, som de engang overværede. Hver dans skal gengive et eller andet drama, en tragedie eller en komedie; og det har alt sammen rødder tilbage i stammens historie.
Hvordan vi er kommet hertil
Da jeg engang fik en bibel forærende blev jeg forbavset over at opdage at også Bibelen fortæller om den store vandflod som De netop så beskrevet i dansen. Det fik mig til at spekulere på hvordan vi indfødte var kommet helt ovre fra Sinear til Australien. Så vidt jeg ved er der ingen der rigtig er klar over det. Der er lige så mange meninger om det som der er mennesker der prøver at gætte! Men der er visse ting der står fast. Blandt andet at vi er af arisk, ikke negroid, afstamning, og at vi er kommet nordfra.
Mine forfædre har sikkert „sprunget“ fra ø til ø før de gik i land på Australiens kyst og derefter bredte sig over hele kontinentet, idet de lidt efter lidt tilpassede sig de lokale forhold hvor de slog sig ned og efterhånden inddelte sig i stammer, som hver fik sine egne skikke, udviklede dialekter fra grundsproget, og enedes om territorier og grænser. Den viden og dygtighed de bragte med sig blev tilpasset de nye omgivelser og udvidet efterhånden som behovet opstod. De blev specialister i at klare sig i et tørt land. Da de nu var afskåret fra at følge med i den stigende oplysning der bredte sig i andre lande, blev de af omstændighederne formet til de var sådan som de første europæiske nybyggere fandt dem da de gik i land i 1770.
To helt forskellige kulturer stødte nu sammen. Da de nyankomne ikke kendte til vore stammegrænser og vores måde at tage os af jorden på, sluttede de at jorden ikke ejedes af nogen, og de begyndte at udnytte det de havde fundet. I begyndelsen var vi overbærende, men det kunne ikke undgå at ende med krig. Spyddet blev mødt med musket. Stykke efter stykke af vort land faldt for de nyankomne, og vi indfødte blev spærret inde i reservater. Vi så vore skove falde for øksen, ilden og bulldozeren; vi så nogle dyrearter blive helt udryddet, andre blive næsten udryddet. Gravestokken og traktoren stødte sammen, og traktoren vandt.
Eller gjorde den? Mange tønder land er nu kun øde strækninger med flyvende støv; overflademulden bliver skyllet ud i havet; floderne bliver forurenet. Insektmidler undergraver insekternes, fuglenes og de andre dyrs økologi og truer nu også mennesket. Ligesom de indfødte bor i reservater, findes mange arter af sjældne fugle og dyr nu også kun i små enklaver, der hurtigt svinder ind i antal og størrelse.
Kun i det mægtige, tørre ørkenland i det indre af Australien er der stadig grupper af indfødte der lever som i „drømmetidens“ dage. En af disse, nemlig pintubi-stammen, blev først for nylig (i 1957) kontaktet af en journalist fra Melbourne, i Gibsonørkenen, tusind kilometer vest for Alice Springs. Han rapporterede følgende angående disse indfødte: De havde aldrig før set en hvid mand og heller ikke hverken penge, fisk eller mel; de jagede med tamme dingoer (hunde), spiste gnavere og firben, gik nøgne, havde aldrig taget bad og talte næsten kun hviskende.
Om jeg ønsker at jeg levede dér sammen med dem? Nej, bestemt ikke! Og jeg længes heller ikke efter at vende tilbage til vor „drømmetids“ dage, som jeg engang gjorde. I de senere år har jeg nemlig lært meget af hvad Bibelen siger om menneskehedens nærmeste fremtid, om at hele jorden vil blive forvandlet til en ny Edens have. Den slags har aldrig hørt med til vor stammes „drømmerier“ eller overleveringer. I stedet for at længes efter fortiden længes jeg nu efter fremtiden og det den har i beredskab til os, og jeg håber at kunne være med til at opdyrke Australien, at se vandet flyde der hvor der nu er ørken, at være her når mine forfædre vender tilbage i opstandelsen, og at få lov at føje noget mere til deres „drømmetid“, nemlig de glade tidender om Jehovas rige, og at opmuntre dem til sammen med mig at gøre et paradis af vort venlige land her på denne side af jordkloden.
[Illustration på side 10]
Ildbor i brug