Erkend dit åndelige behov
ITALIENEREN Biagio og kampucheaneren Khem er på mange måder forskellige, men de har noget meget vigtigt tilfælles. De indså begge at deres liv på en eller anden måde var tomt, uden indhold. Deres materielle behov blev dækket, men ikke deres åndelige behov. De ønskede svar på spørgsmål som ’Hvorfor er der ondskab i verden?, og ’Hvad er meningen med livet?’
Jesus begyndte sin mest berømte prædiken med at sige: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ (Mattæus 5:3) Khems og Biagios erfaringer viser at dette er rigtigt. Da de hørte den gode nyhed om Guds rige hos Jehovas Vidner, tog de med glæde imod den, fordi de inderst inde vidste at den dækkede deres åndelige behov. De viser nu deres værdsættelse af „den gode nyhed“ ved at dele den med andre. Og hvad kunne være mere tilfredsstillende end at hjælpe andre til at få dækket deres åndelige behov og opnå håb om evigt liv? Det var værdsættelse af „den gode nyhed“ der gav Biagio og Khem en mening med livet.
Sørgeligt nok er det muligt for unge som er født af kristne forældre, at kende „den gode nyhed“ og dog ikke værdsætte den. „Der kommer en dag hvor et ungt menneske må gøre ’sandheden’ til sin egen,“ siger en teenager der er et af Jehovas vidner. „Man må spørge sig selv: Tror jeg virkelig på den?“ Nogle unge har ladet verdens stræben efter rigdom og fornøjelser gøre dem blinde for deres åndelige behov. Men vil det føre til lykke? „Verden er skræmmende,“ fortsætter dette unge Jehovas vidne. „De unge er frustrerede. De ved ikke hvad der vil ske med verden, og de ved ikke hvad de egentlig ønsker. Men jeg ved at Jehova kun vil tillade forholdene at udvikle sig til et vist punkt. Jeg føler en tryghed som andre ikke har.“ Er denne tryghed, som giver livet mening, ikke langt mere værd end det at ’more sig’? Det var den for Biagio, og det er den for andre der har lært sandheden om Guds rige at kende.
Der er også en anden fordel ved at tage sandheden alvorligt. „Jeg har sande venner,“ siger førnævnte unge Jehovas vidne. „Det har de andre i skolen ikke, og jeg har ondt af dem. Ikke engang ved deres fester har de det rigtig godt når de taler sammen, medmindre de er ’høje’ eller fulde.“ Biagio oplevede noget lignende før han blev et af Jehovas vidner. Idet han tænker tilbage på hvordan han selv og andre havde det, siger han: „Jeg tror kun vi var lykkelige de aftener hvor vi kunne gå på natklub eller diskotek. Her skabte musikken og lysene en uvirkelig atmosfære der holdt kedsomheden og ensomheden på afstand — men kun for en tid.“
I en profeti der opfyldes i vor tid advarede Jesus sine tilhørere mod at ignorere deres åndelige behov, idet han sagde: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare. For den vil komme over alle dem der bor på hele jordens flade. Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ — Lukas 21:34-36.
Både unge og ældre kristne må lægge sig disse ord på sinde. De bør spørge sig selv: Erkender jeg virkelig mit åndelige behov? Eller har jeg ladet mig blive afledt, ’tynget’ af enten fornøjelserne eller problemerne i denne tingenes ordning? Er Guds rige virkeligt for mig? Er jeg et åndeligsindet menneske? Eller er jeg halvhjertet og prøver på at ’tjene to herrer’? Det ville være en frygtelig tragedie hvis man omkom fordi man ikke havde erkendt sit åndelige behov!
Følger du Jesu formaning om at holde sig åndeligt vågen, idet du „hele tiden beder“? Jehova hørte uden tvivl Khems oprigtige bøn i junglen i Kampuchea, og sørgede for at hans åndelige behov blev dækket. Gud vil gøre det samme for dig, men du må blive ved med at bede!
Som Bibelen bemærker, er ’kødet i sine ønsker imod ånden, og ånden imod kødet’. (Galaterne 5:17) Så jo mere du giver efter for kødelige ønsker, jo vanskeligere vil det være for dig at erkende dit åndelige behov. Gør dine former for adspredelse — de blade du læser, de TV-programmer og film du ser — det vanskeligt for dig at erkende dit åndelige behov? Hvorfor ikke beslutte dig til at sætte tid af hver dag til at læse i det mindste et lille afsnit af Guds ord, Bibelen, og meditere over det? Hvorfor ikke skære ned på den tid du anvender til at se fjernsyn, og i stedet anvende den til at læse nogle gavnlige kristne publikationer? Den bog der hjalp Biagio, Sandheden der fører til evigt liv, er et studium værd.
Er der egentlig nogen undskyldning for en kristen der ignorerer de åndelige anliggender her i disse vanskelige tider? Hvis en ung mand som Biagio, der drev omkring i verden, kunne erkende sit behov for en mening med livet, hvad skal man så sige om en ung kristen der overser dette behov? Er situationen så ikke lidt i retning af den Jesus beskrev, som omtalt i Lukas, kapitel 12? Dér fortæller Jesus en lignelse om sin genkomst, og siger: „Den træl som har forstået sin herres vilje og dog ikke har gjort sig rede eller handlet i overensstemmelse med hans vilje, skal have mange prygl. . . . Ja, enhver som har fået meget givet, af ham vil der blive krævet meget.“ (Lukas 12:47, 48) Hvis du har fået kundskab om Bibelens profetier og betydningen af Guds rige, burde du så ikke tage ovennævnte ord til hjerte?
Jesus sagde ikke at de kristne skulle ’løfte deres hoveder’ fordi denne fordærvede tingenes ordning ville blive frelst. (Lukas 21:28) Det ville være tåbeligt at håbe på dét. I stedet lovede han at hans disciple ville blive befriet. Bibelen fastslår tydeligt at verden som vi nu kender den, er på vej mod tilintetgørelsen i „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. — Mattæus 24:21.
Hvad mener du om verden af i dag? Kan du se at den er uforbederlig og tjenlig til udslettelse? Hvis du kan, hvorfor så ikke bringe dig selv på linje med dem der vil blive befriet? Du kan være som de mennesker profeten Ezekiel i et syn så blive ’mærket’ som et tegn på at de ville blive frelst i fortidens Jerusalem, der var et billede på nutidens kristenhed. Disse mennesker ’sukkede og jamrede over alle de vederstyggeligheder som øvedes’ i den troløse by. (Ezekiel 9:4) I dag lægger Jehova også mærke til mennesker der sukker over den ondskab de ser i de „kristne“ og ikke-kristne samfund der omgiver dem. Sådanne mennesker må indse at deres åndelige behov kun kan blive fuldstændig dækket i en verden der bliver styret af Gud, hvor ’hans vilje sker, som i himmelen, således også på jorden’. (Mattæus 6:10) Kunne du tænke dig at leve i sådan en verden? Biagio og Khem håber på at opnå det, og de lever nu i overensstemmelse med dette håb. Det samme kan du gøre!
[Illustration på side 13]
Der kommer en dag hvor et ungt menneske må gøre sandheden i Bibelen til sin egen. Man må spørge sig selv: Tror jeg virkelig på den?