De fandt det — et meningsfyldt liv!

BIAGIO er en ung italiener i midten af tyverne. Da han var sytten år gammel begyndte han at tage rundt i Europa. „Jeg rejste ’på tommelfingeren’ fra sted til sted,“ fortæller han, „og havde intet andet hjem end min sovepose, som jeg bar på ryggen. Friheden betød meget for mig, og jeg følte mig virkelig fri!“ Men ikke ret længe.

„Hver gang jeg kom hjem igen, vældede kedsomheden ind over mig. Jeg spekulerede på om det var muligt at leve et mere indholdsrigt liv. Jeg havde ingen venner uden for familiekredsen, ingen ventede på mig når jeg kom tilbage, og der var ingen der forventede noget af mig. Ofte, når jeg sad og betragtede folk som gik forbi på gaden, spekulerede jeg på hvad andre fik ud af livet. Af og til drak jeg mig fuld, som oftest når jeg var alene og følte mig ensom.

Den samme tomhed og håbløshed som jeg følte, har drevet nogle unge ud i afhængighed af stoffer eller endog til selvmord. Engang da jeg ville gå ind et sted i Amsterdam hvor der åbenlyst blev handlet med stoffer, kastede en ung mand sig ud fra en balkon i et øjebliks depression og blev dræbt på stedet. Han havde nær ramt mig i faldet.

Jeg begyndte at indse at alt det dårlige i ’systemet’ som vi unge forkastede, også eksisterede blandt os selv. Vi var hverken fri for opportunisme, ufred eller egoisme, og det eneste vi havde formået var at frembringe et system der var magen til det gamle. Unge mænd som gav sig ud for at hylde høje idealer, opfordrede for eksempel deres veninder til at blive prostituerede for at tjene penge.

Vi fordømte samfundet, men vi ønskede ikke virkelig at gøre noget ved det. Hvorfor ikke? Vi havde ikke lyst til at arbejde for en bedre fremtid, fordi vi ikke kunne få øje på nogen fremtid af værdi forude. Jeg kunne mærke at jeg selv blev mere og mere kynisk. Da jeg var 20 følte jeg mig gammel.

En aften fandt jeg tilfældigt en bog om Bibelen hjemme hos en ven. Bogen hed ’Sandheden der fører til evigt liv’ og var udgivet af Vagttårnets selskab. Jeg læste nogle få kapitler . . .“

Ved at læse denne bog forstod Biagio at Gud oprindelig havde til hensigt at menneskene skulle leve sammen i fred og kærlighed. Han blev klar over at Gud ikke kan gøres ansvarlig for den verdensomspændende grådighed og undertrykkelse som i dag ryster mennesker med et ret sindelag. — 5 Mosebog 32:4, 5.

Men hvis Gud ikke er ansvarlig for de nuværende forhold i verden, hvem er da? „Kapitlet ’Findes der onde ånder?’ overbeviste mig om at Satan, den åndeskabning der for længe siden gjorde oprør mod Gud, behersker hele denne tingenes ordning,“ fortæller Biagio. Faktisk omtaler Bibelen Satan som „denne tingenes ordnings gud“ eller „denne verdens onde gud“. (2 Korinter 4:4, Ny Verden-oversættelsen; Today’s English Version) Intet under at denne verden afspejler en sådan selvisk og grusom ånd!

Men der er også gode nyheder. „Jeg opdagede at Bibelen talte om ting som jeg altid havde længtes efter,“ fortæller Biagio. „Den lovede en ny orden uden krig, sygdom, alderdom og død.“ Ja, ligesom millioner af andre der har læst Sandheden der fører til evigt liv, blev Biagio begejstret over at erfare at Bibelen har meget at sige om jordens fremtid. Den er ikke bare en bog der handler om det ’hinsides’. Siger Bibelen ikke at ’de sagtmodige skal arve jorden’? (Mattæus 5:5, da. aut.) Hvis Gud ikke er interesseret i at bringe orden i forholdene på jorden, hvorfor lærte Jesus da sine disciple at bede: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden“? — Mattæus 6:10.

Begejstret over det han havde lært, henvendte Biagio sig til Jehovas Vidner og fik en aftale om regelmæssige bibeldrøftelser. „Lige fra begyndelsen tiltalte ordene i Johannes 8:32 mig,“ fortæller han. „Der står: ’Sandheden skal frigøre jer.’ Jeg begyndte at forstå hvad virkelig frihed vil sige.“ Biagio kunne nu indse hvorfor hans „frie“ livsstil havde været utilfredsstillende. „I virkeligheden havde jeg hele tiden været slave af noget,“ fortæller han, „selv om jeg havde forsøgt at undslippe.“

„Jeg begyndte at overvære Jehovas Vidners møder, og Vidnerne bød mig velkommen til deres bibelstudier. De unge mennesker som jeg mødte ved disse møder, var anderledes end dem jeg tidligere havde kendt. De var glade, venlige og respektfulde. Alle ejede en vis personlig værdighed og prøvede virkelig på at vise andre kærlighed. Det var noget jeg altid havde ønsket at se i praksis!“

Mange unge forestiller sig ligesom Biagio en bedre verden. Det gør du måske også. Hvis du kunne blive overbevist om at en sådan verden ikke kun er en drøm, men virkelighed, hvordan ville du så have det? Ville du ønske at dele den gode nyhed om dette med andre? Det gjorde Biagio. „Jeg holdt op med at ryge, blev mere præsentabel at se på, og fortalte min pige at vi ikke kunne fortsætte med at leve et umoralsk liv og samtidig have Guds godkendelse,“ siger han. „Jeg indså selv at jeg måtte gøre disse forandringer, uden at nogen sagde det til mig.“ Biagio ønskede at opfylde betingelserne for at blive døbt som et af Jehovas vidner. Hvorfor? Fordi Jehovas vidner hjalp ham til at finde et håb for fremtiden og en mening med livet. Biagio ønskede at slutte sig til Vidnerne for at dele hvad han havde lært, med andre. I dag er han og hans kone specialpionerer, heltidsforkyndere af „den gode nyhed“.

„Virkelig frihed består ikke kun i at man gør hvad der passer én selv,“ fortæller han. „Jeg ved det af erfaring. Andre mennesker bør også have det at vide. Den bedste måde at vise næstekærlighed på, er at udbrede denne viden og hjælpe andre til at finde en livsform der bringer sand glæde.“

Ved at lære sandheden om Guds rige at kende, fik Biagio et håb for fremtiden. Ønsket om at dele dette håb med andre, gav ham noget virkelig meningsfyldt at bruge sit liv til.

Hvordan Khem søgte efter meningen med livet

„Selv om jeg var ung, gjorde jeg lykke som forfatter i mit hjemland Kampuchea,“ fortæller Khem. „Jeg havde succes, prestige og et godt betalt job — alt det som unge mennesker ønsker sig. Alligevel kunne jeg ikke se nogen rigtig mening med livet. Ja, jeg skrev endda en roman med titlen ’Der er ingen mening med livet’.

Jeg fik en streng buddhistisk opdragelse, men mistede troen på denne religion. Da jeg havde forladt buddhismen vendte jeg mig til filosofien, men jeg fandt hurtigt ud af at hver filosof også havde en ’mod-filosof’. Hvad skulle jeg tro på? Igen og igen spurgte jeg mig selv hvorfor jeg var til.

I 1970erne blev Kampuchea kastet ud i borgerkrig. Jeg var vidne til henrettelser. Jeg så massegrave, og floder og søer der var fulde af lig og bogstavelig talt røde af blod. To tusind års kampucheanske traditioner blev fejet til side, næsten fra den ene dag til den anden. Ingen kampucheaner ville have troet det muligt!

Myndighederne søgte efter mig. Sammen med andre flygtede jeg derfor ind i junglen i håb om at nå til Thailand. Under denne rejse tænkte jeg meget på Guds eksistens. Hvor er skaberværket dog vidunderligt og kompliceret! Det var ligesom ikke tilfredsstillende for mig at give tilfældet eller blinde naturkræfter æren for alt dette. Hvorfor ikke give en viis Skaber æren?

I lang tid grundede jeg over dette spørgsmål. Så, for første gang i mit liv, bad jeg virkelig af hjertet til Gud. Jeg forstod for første gang at der måtte være en Skaber. Men hvad var hans hensigt med mennesket? Hvorfor tillod han så megen lidelse og ondskab som jeg havde været vidne til i mit eget land? Hvilken religion tilbad mon den sande Gud? Det stod mig klart at hvis jeg virkelig klarede turen gennem junglen, ville min søgen efter svar på disse spørgsmål indtage førstepladsen i mit liv. Trætte og forsultne nåede vi efter ti dages forløb frem til Thailand.

I flygtningelejren i Thailand fik jeg fat på en bibel på mit eget sprog, og jeg blev klar over at den Gud der havde åbenbaret sig for de gamle jøder, også var de kristnes Gud. Ud fra Bibelen forstod jeg at han har et personligt navn, Jehova. Jeg ønskede at lære denne Gud bedre at kende.

Efter fem måneder i Thailand emigrerede jeg til Østrig. En dag fandt jeg en løbeseddel som inviterede mig til en af Jehovas Vidners rigssale. Navnet Jehova sagde mig noget, men hvem var hans vidner? Hvad kunne de vidne om? Skeptisk men nysgerrig, besøgte jeg deres rigssal.

Da jeg først var ved at lære tysk, forstod jeg ikke alt i det foredrag jeg hørte. Men jeg fattede dog at det var den gode nyhed om Guds rige der blev talt om. Ved hjælp af Jehovas rige skulle jorden gøres til et paradis, et sted hvor mennesker ikke længere skal udgyde tårer på grund af sorg og lidelse og hvor Gud vil ’gøre alting nyt’. (Åbenbaringen 21:3-5) Det var netop hvad jeg forventede af en mægtig og retfærdig Gud! Men hvorfor havde Jehova Gud ikke skabt en sådan verden for længe siden?“

„Vidnerne begyndte at drøfte Bibelen regelmæssigt med mig, og de besvarede mine spørgsmål,“ fortæller Khem. Ved disse drøftelser lærte han at Gud havde skabt verden uden smerte, lidelse og ondskab. Disse ting, som var det der havde fået Khem til at spekulere over meningen med livet, havde ingen plads i Guds oprindelige hensigt. Det var først da menneskene forkastede Jehovas herredømme at den slags vanskeligheder begyndte. Men der er tydelige vidnesbyrd om at menneskehedens triste historie, fyldt med oprør mod Gud, snart vil slutte!

„Jeg var meget glad for at finde en trosretning der kunne bevise sin lære ud fra Bibelen og som ikke blot forlangte blind tro,“ fortæller Khem nu. „Hvor ville jeg dog gerne kunne dele den gode nyhed om Guds rige med mit ulykkesramte folk i Kampuchea! Eftersom det ikke kan lade sig gøre i øjeblikket, forkynder jeg ’den gode nyhed’ for mine medmennesker i Østrig. Hvilket privilegium at være Guds medarbejder og tage del i dette livreddende arbejde! Med stor glæde kan jeg nu sige: Der er en mening med livet!“

[Tekstcitat på side 9]

„Den samme tomhed og håbløshed som jeg følte, har drevet nogle unge ud i afhængighed af stoffer eller endog til selvmord.“

[Tekstcitat på side 10]

Hvis Gud ikke er ansvarlig for forholdene i verden i dag, hvem er da?

[Tekstcitat på side 11]

Khem lærte at Gud vil gøre jorden til et paradis, befriet for al lidelse