Hvorfor går vi op i sport?
Sport — hvorfor den stigende vold?
HVERT år den tredje søndag i september danner Dyrehaven nord for København ramme om en særpræget sportsbegivenhed. Omkring 14.000 mennesker i alle aldre — fra 10 til 90 — stiller op til et 14 kilometer langt motionsløb der er lige så meget en folkeforlystelse som en konkurrence.
„I antal deltagere er Eremitageløbet et af Europas største, og hvad begejstring angår, er det uden sidestykke,“ skriver en deltager. „Hele familier løber i flok. Klubber og skoler stiller op. Udenlandske delegationer møder frem.“ Flere hundrede løbere kommer fra Norge, Sverige og Vesttyskland, ja, selv Frankrig, Italien, Schweiz og andre europæiske nationer er repræsenteret. (Det Bedste, september 1981) Der er i titusindvis af tilskuere langs ruten, og begivenheden dækkes af fjernsynet.
Sportsbegejstring er et verdensfænomen. Den forekommer i stort set alle lande. Den 18. november 1981 skrev New York Times for eksempel: „Titusinder af kinesere festede i aftes på den store plads i [Pekings] centrum . . . Euforien skyldtes Kinas kvindelige volleyball-landshold, der har slået USA .. . og Japan . . . og vundet sit første verdensmesterskab.“ Ja, selv den ellers så rolige og ligevægtige kineser gribes af begejstring over sportspræstationer. Volleyball kom på Peking-avisernes forsider.
Endnu et eksempel på den tiltrækning sport øver, er fodboldverdensmesterskaberne 1982, der blev afviklet i Spanien fra 13. juni til 11. juli. Gennem de sidste to år har over 100 landes hold kæmpet om at være blandt de 24 der kunne kvalificere sig til at være med. Hundredmillioner af tilhængere i hele verden har fulgt disse kvalifikationskampe med glødende interesse. I Lagos i Nigeria var stadion tæt pakket med tilskuere otte timer før kampen mellem Nigeria og Algeriet skulle begynde. Og store skarer af kinesiske fans fejrede det kinesiske holds sejr i kampen mod Kuwait.
Det er tydeligt at sport øver stor tiltrækning på masserne. Men hvorfor?
En underliggende faktor er den ensformige tilværelse som er millioner af menneskers lod i det moderne, computerstyrede samfund. Mange søger bevidst eller ubevidst at bryde ud af trædemøllen ved at bevæge sig ind i sportsfantasiens spændende verden. Mindretallet får deres behov for afveksling dækket som deltagere. Flertallet gør det som tilskuere. Men de søger alle sammen spænding. Ja, spænding er kodeordet. Spændingen om udfaldet er det der trækker skarer til sportsbegivenheder og nagler seere til fjernsynet.
Men er sport gavnligt eller skadeligt? Kan sport gavne en, enten som deltager eller som tilskuer? Hvorfor er voldshandlingerne blandt udøverne taget til? Hvorfor har volden bredt sig til tilskuerrækkerne?