Hvorfor vold i forbindelse med sport?

Sport — hvorfor den stigende vold?

PÅ MODSATTE side er gengivet nogle få overskrifter fra avisernes sportssider. Sport er blevet nært forbundet med vold, både på banen og udenfor. Men hvad er grunden?

Er der mere vold nu end før?

Stanley Cheren, der er docent i psykiatri ved Boston-universitetets medicinske fakultet, skrev for et par år siden: „Efterhånden som befolkningen bliver mere vant til vold, skal der mere ekstreme voldshandlinger til at opfylde ønsket om voldelig stimulering. . . . Folk vil betale formuer for at se andre blive skadet. . . . Efterhånden som folk sløves, øges behovet. I 1930rne blev folk chokerede over at se James Cagney give en kvinde en lussing i en film. Nu er det ingenting; der skal langt alvorligere voldshandlinger til før det ophidser eller vækker spænding. . . . Til trods for at nogle boksere er blevet dræbt i ringen, vil tilskuerne altså have mere ’action’. . . . Indtryksmættede som vi er, er vi nået dertil at vi lader vore sportsfolk sætte livet på spil.“

Lad os illustrere dette med en sportsgren der er meget udbredt og populær i Nordamerika, nemlig amerikansk fodbold. Spillet minder noget om rugby, men er væsentlig hårdere. I de senere år er voldsommere spil med skrappe tacklinger blevet normen. Spillernes beskyttelsesudrustning benyttes ofte som angrebsvåben. For eksempel bruges de hjelmklædte hoveder som rene projektiler under fremrykningen på banen.

Spillets voldsomhed sammenfattes i følgende bemærkninger af den professionelle spiller Jack Tatum i bogen They Call Me Assassin (Man kalder mig morder), der udkom i 1979:

„Professionel [amerikansk] fodbold er ondt og brutalt; der er ikke tid til sentimentalitet.“

„Jeg foretager aldrig en tackling bare for at tage bolden fra nogen. Jeg søger bevidst at straffe den jeg er efter, og han skal vide at det kommer til at gøre ondt hver gang han krydser min vej.“

„Jeg har brugt ordet ’dræbe’, og når jeg rammer nogen forsøger jeg virkelig at dræbe, men ikke rigtigt. Jeg mener, jeg forsøger at dræbe hans spil eller aflevering, ikke spilleren . . . hele spillets struktur bygger på at man går hårdt på modstanderen.“

„Jeg kan godt lide tanken om at mine bedste tacklinger grænser til rå overfald, samtidig med at jeg optræder helt og holdent efter reglerne.“

Jack Tatums sidste bemærkning er meget sigende. Det var „efter reglerne“ at han engang tacklede en modspiller så hårdt at denne blev permanent lammet. Det der alle andre steder ville være et forbryderisk overfald, er tilladt på banen.

En lignende voldsmentalitet kommer mere og mere til udtryk i almindelig fodbold. Heitor Amorim, der har været målmand for et hold i São Paulo, siger: „Jeg holdt op med at spille fodbold i 1970, og på det tidspunkt var spillet inde i en overgangstid. Det gik over fra et spil der krævede dygtighed, til et spil der krævede rå kraft. Kunst og dygtighed begyndte at vige pladsen for vold. Hvis Pelé [den måske største fodboldspiller der har levet] havde spillet i dag, tror jeg ikke at han havde kunnet gennemføre halvdelen af de strålende kampe han spillede i 1960erne. Han ville være blevet standset med vold, og tilskuerne ville have accepteret det. De synes at elske vold.“

Selv inden for sportsgrene der engang blev opfattet som essensen af fair play og gentleman-optræden, som for eksempel tennis og cricket, har vold vundet indpas — både fysisk og verbal vold. Tennis blev engang opfattet som et spil for kultiverede mennesker der havde lært en sportslig optræden. Men inden for det sidste årti er dette billede blevet radikalt ændret af førende professionelle med deres griller, nykker og kværulanteri.

Hvorfor er der mere vold nu?

Dave Schultz, en canadisk ishockeyspiller der er kendt for at komme i klammeri med andre spillere, sagde sidste år: „Jeg vil gerne sige undskyld til de unge spillere der har set min stil eller mit spil og brugt det som et forbillede . . . Jeg spillede på den måde fordi alle — trænerne, tilskuerne og medierne — lod til at forvente det af mig.“

Ja, inden for professionel sport er trænerne, tilskuerne og medierne blevet hovedfaktorer hvad vold angår. I forening får de loven om udbud og efterspørgsel til at fungere. Tilskuerne vil have spil og spænding. Det er efterspørgselen. Trænerne er i mange tilfælde ansat af firmaer som ønsker udbytte af deres investeringer. Det betyder at publikums krav må opfyldes, og trænerne tvinges til at tilfredsstille efterspørgselen. Langs sidelinjerne står så medierne, især fjernsynet, der skiftevis forherliger og fordømmer voldshandlingerne.

For nogle år siden formulerede Vince Lombardi, træner for det professionelle amerikanske fodboldhold Green Bay Packers, sin sportsfilosofi i følgende nu temmelig forslidte vending: „At vinde er ikke alt; det er det eneste.“ Ideen var naturligvis ikke hans egen, men han sammenfattede i få ord den fremherskende mentalitet inden for professionel sport.

Men hvorfor er det så vigtigt at vinde? Svaret er forretning og fortjeneste. Flemming Nielsen skrev i Politiken den 9. april 1975: „Teorien om, at man kan få folk til alt, bare betalingen er høj nok, er ikke helt skæv, når det drejer sig om fodboldspillere på et vist plan. . . . Fodboldspil i professionelt regie er et stærkt led i den frustrerede forlystelsesindustri, og de svimlende summer, som ansvarlige forretningsfolk frister aktørerne med, betyder at begrebet fair play sjældent eksisterer i praksis. . . . Som professionel er man en skidt fyr, hvis ikke modstanderne bremses med alle midler.“

Professionel sport giver penge som aldrig før. Boksekampen mellem Sugar Ray Leonard og Thomas Hearn i september 1981 var „sportshistoriens største kassesucces med en forventet samlet bruttoindtægt på 37 millioner dollars“, det vil sige 288 millioner kroner. I slutningen af maj meddelte danske aviser at den argentinske landsholdsspiller Diego Armando Maradona havde skrevet under på en kontrakt med FC Barcelona til 60 millioner kroner. Det er heller ikke småpenge sportsfolkene tjener ved at reklamere for diverse firmaers produkter. En berømt amerikansk baseballspiller, Fernando Valenzuela, har på en enkelt sæson haft mellem 2,5 og 4 millioner kroner i reklameindtægter.

Hvad fører denne kombination af sport og forretning i sidste ende til? Øget vold. Hvorfor? Fordi sporten nu kræver store indtægter, der for en del må komme fra tilskuerne og fra kontrakter med fjernsynsselskaberne. Det betyder at forbrugeren må gøres til sportsnarkoman, så man sikrer en stadig strøm af kontanter. Hvordan opnår man dette? Ved at give forbrugeren det han vil have — spænding. Og spænding er som regel ensbetydende med vold. Dermed er kredsen sluttet. Trænerne må lære spillerne vold og brutalitet fordi deres fans (en forkortelse for fanatikere) vil have det sådan. Forretningsmagnaterne vil have udbytte. Medierne, der i mange lande har deres egne økonomiske interesser at pleje, svinger mellem forherligelse og fordømmelse. Og fanget i denne onde cirkel er spillerne, der må levere varen — handling, spænding og vold.

Hvorfor tilskuervold?

De professionelle sportsfolks svimlende fortjenester har skabt et sekundært motiv til vold. Hvordan det? Jo, tilskueren betaler en høj entré for at komme ind og se de højt betalte professionelle. Som følge heraf forlanger han perfekte præstationer hele tiden. Der gives ikke rum for fejl, fiasko eller „dårlige dage“. Processen beskrives rammende af professor John Cheffers ved Boston-universitetet: „Respekten for spillerne, der af de sportsinteresserede anses for at være overbetalte, undertiden kværulantiske men altid forkælede, er dalet mærkbart. At de professionelle sportsfolk opfattes som dresserede sæler der forventes at gøre kunststykkerne fejlfrit hver gang, dehumaniserer dem og reducerer dem til en handelsvare i klubledelsens og publikums øjne.“

Hvad er den logiske følge af dette? Det er tilskuervold. Men hvorfor? Jo, hvad gør man hvis man opdager at der er fejl i en vare man har købt i et supermarked? Man klager til forretningen eller fabrikanten og forventer at få varen byttet eller pengene tilbage. Men hvordan klager man på et sportsstadion hvis spillet ikke lever op til forventningerne? Da der ikke er nogen officiel klageinstans, griber de skuffede fans spontant til voldshandlinger.

Inden for den sidste snes år er tilskuervolden blevet forstærket af endnu en faktor — drikkeri. Mange fans har allerede drukket godt inden de ankommer til stadion, og de har sikret sig at de ikke kommer til at savne øl at styrke sig med under kampen. Som matchen skrider frem forsvinder hæmningerne, og næste morgen kan man læse om vold i overskrifterne.

Her i Europa har tilskuervolden nået et sådant omfang at nogle fans ikke længere er velkomne i visse lande. „Engelske fans, bliv hjemme næste gang!“ forkyndte en overskrift i Basel efter at engelske fodboldtilhængere var gået grassat i denne ellers så rolige schweiziske by. Beboerne i Barcelonas centrum gyser stadig når de tænker tilbage på Glasgow Rangers’ tilhængere, der spredte panik i byens gader i 1972. At situationen forværres, bekræftes jævnlig på avisernes sportssider. En engelsk fodboldtilhænger der beklager sine landsmænds opførsel, siger: „Jeg har rejst til engelske kampe i udlandet i 13 år og set det blive værre og værre. Nu kommer der urostiftere fra steder som Chelsea, West Ham og Manchester udelukkende for at lave ballade. De ser ikke engang kampene.“

En talsmand fra den internationale fodboldunion siger, ifølge Politiken for 26. maj 1982: „Måske vil engelske hold blive udelukket for altid fra de europæiske turneringer. Der er snart ingen byer, der tør påtage sig arrangementet af frygt for vold og hærværk.“

Er der en løsning?

Vold i forbindelse med sportsbegivenheder er en plage overalt i verden. Alle slags løsninger foreslås og forsøges. På mange stadionner bliver de fanatiske tilhængere anbragt bag en voldgrav, ligesom vilde dyr i en zoologisk have. Nogle steder er der opsat effektive afspærringer mellem de to holdt tilhængere. Der udkommanderes mere politi og flere sikkerhedsvagter.

Ved en kamp i Torino blev de engelske fans samlet uden for banegården og „som en samling kvæg ført gennem byen under stor politieskorte“, fortæller Politiken. På stadionnet blev de bogstavelig talt sat i bås og først lukket ud halvanden time efter kampen. Politiet fulgte dem tilbage til banegården.

Nogle øvrighedspersoner har foreslået strenge love og straffe til voldelige spillere og tilskuere. Sportsfolk er selv gået ind for at forbyde visse voldelige handlinger i nogle sportsgrene, som for eksempel ishockey. „Men holdenes ejere, som er bange for hvordan det kan påvirke billetsalget, har aldrig reageret på forslaget.“

Det siger sig selv at man ikke kan gennemføre sportsånd og fair play ved lov. Sådanne ting må komme indefra, fra den enkelte sportsudøver, og udspringe af en ligevægtig livsholdning. Men kan en sådan holdning læres? Og kunne den i så fald gavne dig selv og dine børn? Hvordan kan man bidrage til at sportsudøvelse bliver en sund adspredelse fremfor en kamp på liv og død?