Hvad opstår — legemet eller hele personen?
MANGE mennesker er klar over at Bibelen lover en opstandelse fra de døde. Og de indrømmer at hvis dette bliver ensbetydende med en genforening af familiemedlemmer under lykkelige forhold, vil det i sandhed være noget vidunderligt. Men tanken om at dette skulle indebære en opstandelse af det samme legeme, bestående af de samme atomer som før fandtes i det, får nogle oprigtige mennesker til at stille sig tvivlende over for hele dette spørgsmål.
Udtrykket „Jeg tror på . . . kødets opstandelse“ er en del af den såkaldte apostolske trosbekendelse, som siges at være „den græsk-ortodokse, den romersk-katolske og den evangeliske kristenheds fælles bånd“. Med andre ord: de fleste katolske, græsk-ortodokse og protestantiske kirkeretninger lærer at på Dommedag vil alle menneskers legemer opstå fra jorden eller havet og igen blive forenet med deres „sjæle“ og få del i enten himmelsk salighed eller helvedes pinsler.
I Den athanasianske Trosbekendelse, som anerkendes af de fleste af kristenhedens trossamfund, hedder det:
„Han [Kristus] skal komme at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker legemligt opstå og aflægge regnskab for deres gerninger, og de, der har gjort det gode, skal gå ind til det evige liv, og de, der har gjort det onde, til den evige ild.“
Besynderlige forestillinger
Denne tro fører til nogle besynderlige forestillinger. Tag for eksempel følgende citat fra den katolske publikation Our Sunday Visitor:
„Ved døden skilles sjælen fra legemet. Den dømmes og belønnes med liv i himmelen eller straffes med skærsilden eller helvede. Imens begynder legemet at gå i opløsning og vende tilbage til støvet, som det blev taget fra. . . . Nogle mister livet på havet og går således i opløsning på havets dyb. Alt er imidlertid muligt for Gud, og det er følgelig ganske enkelt for Gud at samle grundstofferne, hvad enten disse er støv eller aske eller befinder sig i havets dyb.“ Man ser for sig hvordan atomer kommer flyvende ud af jorden og havet, og endda ud af andre levende organismer, for atter at samles og blive til de oprindelige legemer af folk der har levet før i tiden.
For at retfærdiggøre denne besynderlige lære hævder man at eftersom legemet er det redskab hvormed de onde har syndet eller de retfærdige bevist deres dyd, er det logisk at legemet må forenes med sjælen og få del i den belønning eller straf der tildeles. I den samme katolske publikation hedder det videre:
„Det er sandt at sjælen alene i sig selv kan opnå stor lykke i himmelen. Men legemet, som har været dens ledsager under dens jordiske strid, har afgjort også ret til evig lykke, eller bør lide evig straf hvis det er hvad det har fortjent. Men opstå igen — det må det.
Sammen med opstandelsen af de retfærdiges legemer i al deres herlighed, skønhed, under og stråleglans, følger imidlertid de fordømtes opstandelse i al deres forfærdelige og djævelske hæslighed. For de ondes opstandne legemer vil være gyselige, frygtindgydende, afskyelige og en rædsel at skue. De vil udelukkende opstå fra graven for at blive forenet med de sjæle der allerede er fordømt til evig straf i helvede.“ Hvilket grufuldt billede!
Et teologisk dilemma
Det er ikke så mærkeligt at katolske opslagsværker, som for eksempel det franske Apologétique (Apologi), kalder „legemets opstandelse“ for „et mysterium“. Men hvorfor er de katolske, græsk-ortodokse og protestantiske kirkesamfund belemret med dette „mysterium“? Svaret er at de er nødt til at lære „legemets opstandelse“ for at slippe uden om et pinligt dilemma.
Deres problem kan opsummeres således: Ordet „opstandelse“ betyder „en opståen fra de døde, eller en tilbagevenden til livet“. Følgelig kan der ikke finde nogen opstandelse sted hvis ingen er virkelig døde. Kristenhedens største kirkesamfund lærer alle at sjælen er udødelig. De lærer at når et menneske dør, er det i virkeligheden ikke dødt. Dets „sjæl“ lever videre. Det kan derfor ikke ’vende tilbage til livet’ eller blive oprejst. Dilemmaet for kristenhedens teologer har været at forene læren om opstandelsen (det at opstå fra de døde) med læren om den iboende udødelighed (det ikke at kunne dø).
De har løst problemet ved at opfinde læren om „legemets opstandelse“, som de kalder et mysterium, hvilket også er berettiget, for hvordan kan man, selv med fantasiens hjælp, kalde det at iklæde en levende „sjæl“ et kødeligt legeme for en opstandelse eller opståen fra de døde?
Ifølge nogle kirker indebærer „legemets opstandelse“ endvidere at det legeme der rekonstrueres, er identisk med det legeme den pågældende havde før han døde. Men hvordan kan grundstoffer der i kraft af naturens kredsløb og nedbrydningsprocesser har tilhørt mange forskellige menneskers legemer, blive givet tilbage til alle disse mennesker når de oprejses? Endnu et mysterium!
Og hvad er endelig formålet med at bebyrde en åndeskabning med et kødeligt legeme der behøver søvn, mad og drikke, for ikke at tale om dets behov for at udskille affaldsstoffer? Og hvor længe ville et sådant legeme kunne leve i „den evige ild“ i „helvede“, som også udgør en del af kristenhedens lære om den endelige dom?
Eftersom der knytter sig alle disse „mysterier“ til den katolske, græsk-ortodokse og protestantiske lære om „den udødelige sjæl“ og „legemets opstandelse“, er det ikke overraskende at mange mennesker i dag er skeptiske over for hele læren om opstandelsen. Men eftersom de kirker der lærer disse dogmer, også hævder at følge Bibelen, så lad os nu se hvad bibelforskere og Bibelen selv siger om dette emne.
Hele personen opstår
Et stigende antal lærde indrømmer at der ikke findes noget virkelig bibelsk grundlag for den dualistiske sjæl/legemeteori. Her følger nogle få karakteristiske citater:
„Forestillingen om udødelighed er et produkt af græsk tankegang, hvorimod håbet om en opstandelse hidrører fra jødisk tankegang.“ — Dictionnaire Encyclopédique de la Bible (1935, protestantisk).
„Sjælen i G[amle] T[estamente] er ikke en del af mennesket, men hele mennesket — mennesket som et levende væsen.“ — New Catholic Encyclopedia (1967).
„Bibelen indeholder ikke en lære om sjælens udødelighed.“ — The Concise Jewish Encyclopedia (1980).
„N[y] T[estamente] taler i virkeligheden ikke om ’legemets opstandelse’ eller ’kødets opstandelse’, men kun om ’de dødes opstandelse’ eller ’opstandelsen fra de døde’. Det der oprejses er hele mennesket.“ — New International Dictionary of New Testament Theology (1978).
I stedet for at lære „legemets opstandelse“, lærer Bibelen — og tror Jehovas vidner — altså at når sjælen er død er den virkelig død, at Guds straf for forsætlig synd er evig død, ikke evig pine, og at Gud fremholder håbet om en virkelig opstandelse, „en opstandelse fra de døde“, for dem der ændrer sind. (Ezekiel 18:4; Romerne 6:23; Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 17:30-32) Det vil sige en opstandelse af sjælen eller hele personen. Ligesom Gud giver kornet „et legeme efter sin vilje“, sådan vil han gøre når han oprejser menneskene. (1 Korinter 15:33-40, da. aut.) Grundlaget for dette håb, ja for selve kristendommen, er Kristi død og opstandelse.
Et sådant håb giver livet en virkelig mening. Det viser at der venter dem der nu tjener Gud, en storslået fremtid. Udsigten til at blive genforenet med dem af sine pårørende man har mistet i døden, er ikke en tom drøm. Den sikre forvisning om at Jehova vil oprejse de døde, er det der har styrket Jehovas vidner til at bevare deres integritet over for Gud, selv når de er blevet truet med døden af herskere som har forsøgt at tvinge dem til at overtræde Guds lov.
Apostelen Paulus skrev: „Hvis døde ikke oprejses, så ’lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø’.“ (1 Korinter 15:32) Han troede naturligvis på opstandelsen. (Apostelgerninger 24:15) Mange i vor tid som ikke har det sande opstandelseshåb, har antaget den samme livsfilosofi som Paulus sigtede til. Uanset om du er en af dem eller ej, vil vi opfordre dig til at undersøge hvad Bibelen siger om det sande opstandelseshåb. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig med det. En sådan kundskab kan ændre hele dit syn på livet.