Er det en måde at tænke på?
Volden og dens rødder
● „Kriminalitet er et produkt af forbryderens måde at tænke på,“ siger dr. Stanton Samenow i dette interview. Han er psykolog og konsulent, tilknyttet en klinik i Alexandria, Virginia (USA). Han er medlem af et forskerhold der i sytten år har udforsket kriminelles måde at tænke på, gennem utallige samtaler og gennem forsøg på at hjælpe forhærdede forbrydere, ofte voldsmænd, på ret køl igen.
Hvorfor mener De at miljøet og opdragelsen ikke er altafgørende?
De fleste fattige mennesker er ikke forbrydere. Men mange velhavende er. De fleste der hører til et mindretal er ikke forbrydere, men mange der hører til flertallet, er. Over halvdelen af de kriminelle vi har haft forbindelse med, kommer fra stabile hjem. De fleste af dem har søskende eller naboer hvis situation er ligesom deres, men som ikke er slået ind på forbrydervejen.
Vil det sige at det ikke er nok at skifte miljø?
Ja. Man fjerner ikke kriminaliteten ved at rydde slumkvartererne. Kriminaliteten har rod i menneskenes sind, ikke i slumkvartererne. Man ændrer ikke et menneskes indre ved at ændre miljøet. Det samme siger Bibelen: „Ligesom han tænker i sit hjerte, saa er han.“ (Ordsprogene 23:7, 1871-overs.) Man må ændre forbryderens måde at tænke på.
Hvilke forkerte måder at tænke på har De oftest fundet?
Den kriminelle opfatter dem selvfølgelig ikke som fejlagtige. Men i bogen The Criminal Personality har vi anført tooghalvtreds forkerte måder at ræsonnere på. Nogle af dem vi hyppigst har truffet hos kriminelle er: (1) Verden tilhører dem; de kan tage hvad de vil, når de vil. (2) De kan „afbryde“ deres frygt. De er overoptimistiske. De kan simpelt hen „slukke“ deres frygt for at komme til skade, for at blive fanget, eller for deres egen samvittighed, i et stykke tid. (3) De mangler sans for samarbejde. Hvis ni forbrydere skulle spille på samme baseballhold, ville hver af dem tro at han var anfører. (4) De tænker i yderligheder — de er enten nummer ét eller nummer sidst.
Hvad gør de for at formå dem til at tænke i andre baner?
Den enkelte må selv ønske en forandring. Man prøver at tale til ham når han er ’nede i kælderen’. Han er måske blevet sat fast, eller er ved at miste sin familie. I stedet for at spørge ham ud om hans opvækst og få ham til at føle sig som et uskyldigt offer for omstændighederne, prøver vi på en pæn måde at fortælle ham hvor elendigt hans liv er blevet. Vi prøver at øge hans egen afsky for det.
Hvilke positive idealer prøver De at indgive?
At man må tage ansvaret og konsekvenserne. Ikke give andre skylden. En kriminel som var begyndt at gøre fremskridt, sagde for eksempel: ’Før i tiden mente jeg at hvis mine forældre havde givet mig mere kærlighed ville jeg ikke have været forbryder; men nu tænker jeg på om jeg selv gjorde dem til det de var, ved at være som jeg var.’ I stedet for „det kan jeg ikke“ skal de lære at sige „jeg vil“. Vi lærer dem også at sætte sig i andres sted.
Hvordan kan man forhindre tilbagefald?
Vi lærer dem at være deres egne kritikere — at gøre løbende status med hensyn til om de tænker på en moralsk rigtig måde. Denne stadige moralske revision holder stærkt igen.
Hvor gode resultater har De haft?
Efter at have udviklet og ’finpudset’ vore metoder arbejdede vi nært sammen med tredive forhærdede kriminelle i tiden fra 1970 til 1976. Af disse har de tretten ændret sig fuldstændig og er blevet lovlydige borgere.