Hvorfor bliver nogle kriminelle?

„JEG var overbevist om at en kriminel adfærd var et symptom på skjulte konflikter, opstået som følge af sjælesår og afsavn i en ung alder . . . Jeg mente at folk der blev kriminelle var ofre for en psykisk sygdom, et hårdt miljø eller begge dele. . . . Jeg opfattede kriminalitet som en næsten normal, for ikke at sige undskyldelig, reaktion på den tyngende fattigdom, usikkerhed og fortvivlelse der prægede deres liv.“ (Inside the Criminal Mind) (Kursiveret af os.) Sådan så psykiateren Stanton Samenow på problemet før han begyndte at interviewe flere hundrede kriminelle.

I et forsøg på at forklare hvorfor et menneske bliver kriminelt har psykiatere og andre eksperter fremlagt mange forskellige grunde — arbejdsløshed, dårlig uddannelse, barske familieforhold, dårlig ernæring og psykiske belastninger, for at nævne nogle. Selv om disse faktorer kan have nogen betydning, kan man ikke se bort fra en anden kendsgerning — at millioner lever under disse forhold hver dag uden at ty til kriminalitet som en udvej.

Kriminelle — ofre eller forbrydere?

Da dr. Samenow var færdig med sin langvarige undersøgelse indtog han en ny holdning. Han skriver: „Essensen i denne holdning er at de kriminelle vælger at begå forbrydelser. Kriminaliteten bor i personen selv og ’forårsages’ af den måde han tænker på, ikke af miljøet.“ (Kursiveret af os.) „Kriminaliteten forårsages af kriminelle — ikke af et dårligt miljø, utilstrækkelige forældre, fjernsynet, skolen, narkotika eller af arbejdsløsheden.“

Derfor ændrede dr. Samenow sit syn på den kriminelle tilbøjelighed. Han fortsætter: „I stedet for at opfatte kriminelle som ofre, indså vi nu at de er forbrydere som frivilligt har valgt deres livsvej.“ Af den grund anbefaler han at man, i stedet for at give den kriminelle undskyldninger for hans opførsel, burde gøre ham opmærksom på sit eget ansvar. — Se „Beskrivelse af en forhærdet kriminel“, side 9.

Dommer Lois Forer fra Pennsylvanien, der er forkæmper for en ændring af det amerikanske retsvæsen skriver: „Mine slutninger er baseret på den antagelse at ethvert menneske er ansvarligt for sine egne handlinger.“ — Criminals and Victims.

Hvorfor vælge forkert fra begyndelsen?

Angående dette spørgsmål når dr. Samenow til en enkel slutning: „Adfærd er i det store og hele et produkt af tankevirksomhed. Der foregår tankevirksomhed før, under og efter enhver handling vi foretager os.“ Hvordan er det da muligt at ændre en kriminel adfærd? Han svarer: „Den kriminelle må lære at identificere og derefter afvise tankemønstre der har styret hans adfærd i årevis.“ (Kursiveret af os.) Denne enkle slutning stemmer med Bibelens lære.

Eksempelvis forklarer bibelskribenten Jakob: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd.“ (Jakob 1:14, 15) Med andre ord, den måde hvorpå vi handler er afhængig af hvordan vi tænker. Et forkert begær opstår som følge af en forkert tankegang. En synd eller en forbrydelse er frugten af et uret begær og et dårligt valg.

Paulus gør opmærksom på tankegangens betydning i forbindelse med en ændring af personligheden, idet han taler om ’en fornyelse af sindets drivkraft’ eller „ånd“. (Efeserne 4:23, NV; da. aut.) Jerusalem-Bibelen taler om at der skal en ’revolution’, en gennemgribende forandring, til i åndelig henseende. For den kriminelle er det også nødvendigt med en radikal ændring af tankegangen, da „kriminelle handlinger udspringer af den måde et menneske tænker på“. — Inside the Criminal Mind.

Men spørgsmålet er stadig: Hvordan har den kriminelle fra begyndelsen tilegnet sig sin asociale måde at tænke på?

Hvornår sæden bliver sået

„Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) Dette bibelske princip rammer sagens kerne. Løsningen er at ’oplære drengen’, ikke blot den unge mand, men langt tidligere — mens han er dreng. Hvorfor er det vigtigt at begynde mens personen er barn? Fordi tanke- og adfærdsmønstre opbygges i løbet af barndomsårene, helt fra den spæde barndom.

Det er sandt at visse negative karaktertræk er medfødte fordi vi alle fødes ufuldkomne. (Romerne 5:12) Som det udtrykkes i Bibelen: „Dårskab er knyttet til drengens hjerte.“ Men der tilføjes: „Tugtens kæp vil fjerne den fra ham.“ — Ordsprogene 22:15.

Mange kriminelle søger at retfærdiggøre deres adfærd ved at henvise til påvirkninger i barndomsårene, idet de bebrejder deres forældre, lærere og andre. Dr. Samenow drager en anden konklusion: „Kriminelle giver udtryk for at de blev svigtet af forældre, naboer, skoler og arbejdsgivere, men det er sjældent at en kriminel fortæller hvorfor han blev svigtet. Allerede som mindreårig var han lusket og trodsig, og jo ældre han blev, jo oftere løj han for sine forældre, stjal og ødelagde deres ejendele og truede dem. Han gjorde livet i hjemmet uudholdeligt. . . . Det var den kriminelle der svigtede sine forældre snarere end omvendt.“ — Se „Beskrivelse af en vordende kriminel“, side 8.

Ja, den kriminelle adfærds sæd sås ofte i barndommen og næres i nogle tilfælde ubevidst af forældre der giver deres børn lov til for meget. Dr. Patterson, der er psykolog ved Oregon Social Learning Center, giver udtryk for at „kriminalitet sikkert i de fleste tilfælde er en følge af forældrenes forsømmelighed i opdragelsen“. Han hentyder til forældre „som er ude af stand til at fastholde klare regler, begrænse eftergivenheden og behandle mindre overtrædelser med ikke-fysisk afstraffelse“.

Dr. Samenow siger: „Det kriminelle barns afvigelse fra forældrenes og samfundets forventninger omfatter mere end nogle isolerede handlinger. Allerede før skolealderen begynder der at opstå handlingsmønstre som senere bliver en del af en kriminel livsform.“ (Kursiveret af os.) Som følge heraf vender nogle psykologer nu deres opmærksomhed mod forebyggelse af kriminalitet fra barndommen, ved at tilbyde hjælp til de familier hvor der kunne opstå problemer med kriminalitet.

Kriminaliteten, dens årsager og mulige løsninger er et omfattende emne. Ville lavere arbejdsløshed og forbedrede miljømæssige forhold ændre billedet for nogle? Er flere og større fængsler svaret? Ville større politistyrker kunne nedbringe kriminaliteten? Er der i realiteten overhovedet nogen praktisk løsning på kriminalitetsproblemet i vort nuværende samfund?

[Ramme/illustration på side 8]

Beskrivelse af en vordende kriminel

Som barn har den kriminelle en jernstærk vilje. Han forventer at andre føjer ham i alle hans luner. Han tager chancer, kommer i vanskeligheder, og kræver derefter at blive frikendt og tilgivet.

Forældrene bliver de første i den kriminelles lange række af ofre.

Barnet opbygger en stadig mere uigennemtrængelig kommunikationsbarriere. Han lever et liv som han ønsker at holde skjult for sine forældre. Han mener ikke at det vedkommer dem hvad han foretager sig.

Forbryderspiren lyver så ofte og så længe at det er som om han slet ikke kan lade være. Alligevel har han fuld kontrol over det.

Barnet har kun foragt tilovers for sine forældres råd og autoritet og for deres livsform, uden hensyn til deres sociale og økonomiske omstændigheder. For ham drejer livet sig kun om at more sig og have det rart.

Hvis der er andre børn i familien bliver de også plaget af forbryderaspiranten, der tyranniserer dem, „låner“ deres ejendele og bebrejder dem hver gang det resulterer i tugt.

Den vordende forbryder vælger at være sammen med andre unge der tager chancer og gør alt hvad der er forbudt.

Den vordende forbryder nægter at underlægge sig nogen andens autoritet. Han vælger i stedet at beskæftige sig med noget der er mere spændende, ofte noget han ikke må.

Forældrene til disse børn er ofte uvidende om hvor de opholder sig, ikke på grund af forsømmelighed men fordi barnet opfindsomt skjuler hvad det foretager sig.

Den vordende forbryder tager, men giver sjældent. Han ved ikke hvad venskab er fordi tillid, loyalitet og det at dele med andre er uforeneligt med hans livsform.

Det kriminelle barns miljø omfatter også brugen af alkohol, der endog begynder før pubertetsalderen.

Den kriminelle afviser skolen længe før den afviser ham. Han udnytter skolen ved at lade den tjene som mål for sin kriminalitet eller som dække for den.

Hvad andre opfatter som ’at komme i vanskeligheder’, betyder for ham en styrkelse af hans egen selvfølelse.

(Bemærk: Selv om et eller to af disse punkter gør sig gældende, behøver det ikke at betyde at barnet er på vej til at blive kriminelt. Men hvor flere af disse faktorer indgår, er der grund til at være på vagt.)

[Ramme på side 9]

Beskrivelse af en forhærdet kriminel

Kriminelle skyr arbejde som pesten.

Den kriminelles hovedbeskæftigelse er kriminalitet, ikke et almindeligt job.

Han er overbevist om at hans ekspertise og særlige talenter adskiller ham fra den store hob.

Han vurderer kun andre efter om de retter sig efter hans vilje. Selv hans omtale af sin moder svinger fra det engleblide til det sataniske, afhængigt af hvor hurtigt hun retter sig efter hvad han siger.

Den kriminelle anser ikke sig selv for at være forpligtet over for nogen og retfærdiggør sjældent sine handlinger over for sig selv.

Han er så stolt at han ubøjeligt nægter at anerkende sine egne fejl.

Den kriminelle ønsker ikke at andre familiemedlemmer sætter spørgsmålstegn ved hans opførsel.

Den kriminelle ved hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Når det passer ham er han lovlydig.

Som med alt andet udnytter den kriminelle også religionen så den tjener hans egne hensigter.

Den kriminelle forstår at fremlægge sin sag og at give hvad han håber vil være en troværdig forklaring på hvorfor han gjorde som han gjorde.

Den kriminelle anser ikke offeret for at være offer på nogen måde. Han er selv offeret fordi han er blevet fanget.

(De kendetegn der er anført på siderne 8 og 9 er baseret på Inside the Criminal Mind.)