Var kristenhedens omvendelsesmetoder kristne?

HVAD er der galt med kristenheden? Hvorfor er den opdelt i så mange sekter? Hvorfor har så mange forladt dens kirker? Hvorfor har „kristne“ lande så ofte bekæmpet hinanden? Kristi sande lære var ikke sådan. Så hvad gik galt? Har kristenhedens omvendelsesmetoder skylden? Har disse metoder været bygget på sandet eller på klippen? — Mattæus 7:24-27.

Med omvendelse mener man dét at vende om fra én livsform til en anden. I år 50 e.v.t. omvendte apostelen Paulus for eksempel mange til kristendommen i Korint. Denne by havde et dårligt ry på grund af sin umoralitet — og det i den grad at udtrykket „at leve på korintisk“ betød „at leve i hor“. Paulus skrev senere til sine brødre i Korint: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere . . ., eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve eller havesyge eller drankere eller spottere eller udsugere skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været.“ — 1 Korinter 6:9-11.

Hvordan udviklede Kristi sande, oprindelige lære sig til den kristenhed vi har i dag? Der var flere forskellige faktorer. Apostelen Peter forudsagde at „falske lærere“ ville komme og øve en demoraliserende indflydelse, idet de var skyldige i „skamløse gerninger“ og „falske ord“. (2 Peter 2:1-3) Jesus sagde til sine disciple: ’I er ikke en del af verden.’ (Johannes 15:19) Men i det andet og tredje århundrede forvanskede hedensk filosofi og verdslige tendenser kristendommen. Dermed begyndte omvendelsesmetoderne også at udarte.

Konstantins omvendelse

I det fjerde århundrede fandt en af historiens mest fremtrædende „omvendelser“ sted. Det var den romerske kejser Konstantins omvendelse. Det fortælles at han før et slag så korsets tegn på himmelen sammen med ordene: „Ved dette tegn skal du sejre.“

Blev Konstantin en sand kristen? Kristen omvendelse symboliseres ved dåb, fuldstændig nedsænkning i vand. Konstantin udskød dette vigtige skridt indtil han lå på dødslejet. Han havde ikke nogen „kristen karakter“, hævder historikeren H. Fisher i sin bog History of Europe, og tilføjer: „Han . . . myrdede sin kone og sin søn. . . . Han troede på Kristus, men også på den ubesejrede sol. [Konstantin indførte helligholdelsen af søndagen (solens dag).] Han . . . bibeholdt sit embede som pontifex maximus [ypperstepræst].“

På grund af Konstantins støtte blev „kristendommen“ (en forvansket kristendom) rigets officielle religion. Dette førte til en pludselig forøgelse i antallet af omvendelser og dannede mønster for masser af fremtidige omvendelser. Historikeren E. Gibbon forklarer: „Da samfundets lavere klasser efterligner de højere, blev omvendelsen af dem der var fremtrædende i kraft af herkomst, magt eller rigdom, snart efterfulgt af masserne.“

Omvendelsen af hedenske stammer

I det femte århundrede begyndte det dekadente romerske rige at gå i opløsning. Krigeriske germanske stammer trængte ind over rigets grænser og videre sydpå, hvor de oversvømmede landet. Den berømte Pax Romana sluttede, og Europa blev en krigsskueplads. En frankisk konge ved navn Klodevig underlagde sig sine rivaler og blev herre over en stor del af Vesteuropa. Frankerne var ikke kristne, men Klodevig giftede sig med en katolsk prinsesse ved navn Clotilda.

Ifølge visse beretninger havde Klodevig en oplevelse i lighed med den Konstantin havde. Da han i et slag med alemannerstammen var hårdt presset, bad han Kristus om sejr. Han vandt. Han blev døbt i 496, da han vendte hjem fra sit felttog. Charles Omans bog The Dark Ages siger: „3000 af hans krigere fulgte ham til døbefonten.“

Blev de sande kristne? Oman siger: „Man kan ikke sige at kongens omvendelse førte til nogen gunstig forandring i hans karakter eller adfærd. . . . Frankerne .. var hurtige til at følge ham ind i kirkens fold . . . Men som med kongen, så med folket — forandringen var næsten udelukkende overfladisk.“

Tidlige omvendelser i England

I det sjette århundrede var England overvejende ikke-kristent. Under romerriget var det til en vis grad blevet, „kristnet“, men sachserne havde invaderet landet og havde drevet de engelske „kristne“ vestpå. De sidstnævnte havde ingen tilknytning til pavedømmet i Rom. I 596 sendte pave Gregor I derfor en munk ved navn Augustin til England, og han gik i land nær Ramsgate i Kent. Han omvendte snart den lokale konge, Edelbert, og folkene i Kent fulgte ham. Lignende masseomvendelser fandt sted andre steder i England. Fisher skriver: „Her, som andre steder, kan omvendelsen af hedningerne ikke tilskrives nogen anger i hjertet, men kun skyldes monarkens pres på den underdanige befolkning. . . . Kongens tro blev folkets tro.“

Men Augustins hovedopgave fra paven var at omvende de uafhængige engelske „kristne“ til Rom. To møder som Augustin holdt med de lokale biskopper, mislykkedes totalt. „Hvis I ikke ønsker fred med jeres venner.“ forklarede ’helgenen’, „vil I få krig med jeres fjender.“ Denne krigeriske holdning var et udtryk for pave Gregor I’s politik. Ifølge Encyclopaedia Britannica „støttede [han] nogle gange en angrebskrig mod hedninger med henblik på at gøre dem kristne“.

Omvendelser i Sachsen og i andre lande

Krig spillede en stor rolle i forbindelse med omvendelsen af det ikke-kristne Europa. Om Karl den Store, frankernes konge fra 768 til 814, siger H. G Wells: „Det var tydeligt at han gjorde sine angrebskrige til religionskrige. . . . Hele nationer blev omvendt til kristendommen ved sværdet.“ I 782 myrdede han i Verden (Tyskland) med koldt blod 4500 fanger som havde ledet en opstand og havde vendt sig bort fra „kristendommen“. Om erobringen af Sachsen siger Encyclopaedia Britannica: „De voldsmetoder hvormed denne missionsopgave blev udført, var ukendt i den tidlige middelalder.“

Slaverne i Østeuropa, som uden tvivl frygtede Karl den Store på grund af hans ry for grusomhed, blev let undertvunget og omvendt. I 988 ægtede Vladimir, russisk storfyrste, en østortodoks, byzantinsk prinsesse, og gik, som en del af den politiske aftale, ind på at blive „kristen“. Derefter „befalede [han] massedåb af sine undersåtter“.

„Europas omvendelse til kristendommen,“ skriver historikeren Fisher, „var, efter den første heltemodige tid med fattigdom og begejstring, hovedsagelig resultatet af økonomiske overvejelser eller politisk pres. Goterne, frankerne, sachserne og skandinaverne gik over til kristendommen, ikke som enkeltpersoner ledet af et indre lys, men som folk der var under massesuggestion og under ledelse af politiske høvdinge.“

Mange præster var blevet rige og politisk mægtige, og de levede umoralsk. Det førte til at der voksede „kætterske“ sekter frem. I det tolvte århundrede var Languedoc, Sydfrankrig, blevet et arnested for kætteri. Lad os se på hvordan kirken forsøgte at gennemtvinge . . .

Omvendelsen af kætterne i Sydfrankrig

Der fandtes to grupper af kættere i Languedoc — katharerne, eller albigenserne, og valdenserne. De førstnævnte var de talrigeste, og deres læresætninger indeholdt elementer både fra kristendommen og fra orientalsk tankegang. Valdenserne var mere ortodokse og meget nidkære i forkyndelsen af Bibelen blandt det jævne folk.

Man prøvede først at omvende dem på en fredelig måde. Da det ikke lykkedes, erklærede pave Alexander III på en Lateransynode: „Kirken . . . må . . . bede om fyrsternes hjælp for at frygten for verdslig straf tvinge folk til at søge åndelig helbredelse for deres fejl.“

Pave Innocens III forsøgte imidlertid endnu en forkyndelseskampagne. Her spillede den spanske præst Domingo de Guzman en fremtrædende rolle. Men selv om han var nidkær, lykkedes det ham kun at omvende få kættere. En dominikansk skribent tillægger ham disse ord: „Hvor en velsignelse slår fejl, vil en god, kraftig kæp gøre underværker.“ Hvad var denne ’gode, kraftige kæp’?

I juli 1209 drog en mægtig hær af riddere, fodfolk og lejesoldater af sted fra Lyon til Languedoc. Det var korsets soldater. De var mønstret på pave Innocens III’s bud for at lede et korstog mod kætterne. Deres fører var en pavelig legat. Den 21. juli slog denne styrke lejr nær byen Béziers i den sydøstlige del af Frankrig. Et forslag om at en gruppe kættere skulle overgives til korsfarerne blev forkastet af byens indbyggere.

Næste dag gik korsfarerne til angreb, og de overmandede snart den lille gruppe af forsvarere. Lejesoldaterne, der var ryggesløse banditter, og ridderne, der var ivrige efter at plyndre, viste ingen skånsel. Mange flygtede ind i kirkerne for at søge sikkerhed. Historikeren Oldenbourg beskriver i sin bog The Massacre at Montségur, udfaldet: „Dørene til kirkerne blev åbnet med magt . . . Alle indenfor blev slagtet en masse — kvinder, syge, småbørn og præster. . . . På ganske få timer blev den rige by Beziers en by af blødende, lemlæstede kroppe, og ikke andet.“ Og denne rystende opvisning af brutalitet blev anført af en pavelig legat, som triumferende skrev til paven: „Næsten tyve tusind af indbyggerne blev hugget ned, uden hensyn til alder eller køn.“

Førte denne „kraftige kæp“ til nogen resultater? Hundreder af katharer og valdensere blev brændt på bålet, men i 1229, efter tyve år med krig og elendighed, havde disse kætterske grupper stadig mange tilhængere i Languedoc.

I 1233 fik to dominikanere særlig magt som inkvisitorer. Deres fremgangsmåde var at bekendtgøre en „periode med nåde“ i hvilken kættere eller sympatisører kunne komme og skrifte. Men som bevis på deres „omvendelse“ skulle de angive andre. Denne udspekulerede plan, der blev understøttet af frygten for tortur eller bålet, fik mange til at samarbejde. Antallet af angivelser rullede som en snebold og udløste et rædselsregimente. På blot ét sted, Moissac, blev 210 kættere brændt levende på et kæmpemæssigt bål. Det lykkedes „den hellige inkvisition“ at undertrykke katharerne. Valdenserne overlevede.

Nogle få hundrede år senere blev næsten hele Frankrig rystet af striden mellem kirken og reformationen. Da kong Henrik VIII i 1534 erklærede sig selv som overhoved for kirken i England, var de katolikker der nægtede at lade sig omvende til hans nye politisk-religiøse system, i stor fare. „Kongens tro“ skulle stadig være „folkets tro“.

Protestantismen gjorde fremskridt under hans søns, Edward VI’s herredømme, men pendulet svingede den anden vej under det efterfølgende herredømme af den katolske dronning Marie I Tudor (den Blodige). Sir Winston Churchill siger i sin „History of the English Speaking Peoples“: „Her var de . . . mennesker som udgjorde nationen, og som i kong Edward VI’s navn fik ordre til at marchere ad den samme vej til frelse, og som under dronning Marie I Tudor fik ordre til at marchere tilbage igen i den modsatte retning; og alle som ikke ville gå på det første bud eller vende om på det andet, kunne som følge af deres overbevisning blive konfronteret med galgen eller bålet.“

Kan man forestille sig Jesus Kristus eller nogen anden sand kristen dømme folk til galgen eller bålet på grund af deres overbevisning?

[Tekstcitat på side 18]

„Europas omvendelse til kristendommen var . . . hovedsagelig resultatet af økonomiske overvejelser eller politisk pres“

[Tekstcitat på side 19]

Hele nationer blev omvendt til kristendommen ved sværdet

[Illustration på side 17]

Hundreder som nægtede at omvende sig blev brændt på bålet

[Illustration på side 18]

Karl den Store truede med at dræbe dem der nægtede at lade sig døbe