„Han bliver en lille dreng igen“

HVAD kan forældre gøre hvis de kommer ud for den tragedie det er at vide at et nyfødt barn snart vil dø? Er der noget der kan lindre deres smerte ved at stå over for det uundgåelige?

Her fortæller en moder hvordan hun og hendes mand reagerede på situationen:

„Da vores søn døde, sagde en af vores bekendte: ’Det var Guds vilje.’ Hvor var vi glade for at kunne svare at Bibelens Gud aldrig har ønsket at sådan noget skulle ske. Død og lidelse er ikke en del af hans oprindelige hensigt med menneskeheden; det er kun kommet ind i billedet fordi den menneskelige families første forældre valgte at ignorere Skaberens kloge vejledning.

Lige så lidt som de fysiske love kan de moralske love overtrædes uden straf, og derfor gik det som Bibelen beskriver i Romerbrevet 5:12: ’Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.’ Ved at være ulydige mistede Adam og Eva deres fuldkomne tilstand og kunne ikke give den videre til deres børn. Derfor har vi alle arvet ufuldkommenheden, og det har resulteret i megen smerte, sorg, lidelse og død. At min mand og jeg vidste hvad årsagen er til alt dette, hjalp os til at komme igennem fire svære år.

Lad mig fortælle lidt om vores lille dreng. Sasha blev født i oktober 1975, og selv om han blev født fem uger for tidligt virkede han forholdsvis stærk. Vi elskede ham fra det første øjeblik. Lægerne virkede lidt bekymrede for Sasha, men først da han var tre måneder gammel fortalte børnelægen os at han var spastiker. Han led af en form for spastisk lammelse, der gjorde hans muskler meget stive.

Da Sasha var seks måneder gammel forstod vi at han var alvorligt syg. Munden var praktisk talt den eneste del af kroppen han havde kontrol over. Han kunne ikke løfte hovedet, sidde selv, eller gribe fat om noget med hænderne. Han havde meget svært ved at smile eller sige de små pludrende lyde som små børn plejer at sige når de forsøger sig med sproget. Det var også vanskeligt for ham at beherske sine synkebevægelser, så han kom let til at gylpe eller kaste al sin mad op. Men med stor varsomhed og tålmodighed lykkedes det os som regel at få ham til at holde noget i sig. Det værste af det hele var dog at vi fandt ud af at han sandsynligvis også var blind.

Det siger sig selv at livet var besværligt for os, men især for vores lille søn. Jeg er sikker på at han var lige så fortvivlet over sine begrænsninger som vi var. I de første måneder græd han næsten hele tiden — sådan virkede det i hvert fald. Men vi havde på fornemmelsen at han ville have det bedre hjemme hos os end på en institution, og nu er vi overbevist om at vi gjorde det rigtige. Bibelen siger: ’Kærligheden svigter aldrig.’ (1 Korinter 13:8) Vi har erfaret at det er sandt. Jehovas kærlighed og den kærlighed vore kristne brødre og søstre viste, var en støtte for os gennem mange vanskelige perioder, og vores kærlighed til vores lille søn gav ham en grund til at leve og hjalp ham til at holde ud når han tilsyneladende ikke havde andet at leve for.

Da han var næsten et år gammel smilede han til os. Hvor var vi lykkelige! Det betød så meget for os fordi han ellers kun kunne komme i kontakt med os ved at græde.

Det lykkedes os aldrig at finde ud af hvor meget han kunne opfatte, men vi forsøgte at forklare ham ting på en enkel måde i håb om at han måske forstod noget af det. Vi fortalte ham for eksempel om tordenvejr, blomster, fuglenes sang, hvad vi lavede, og hvorfor. Vi prøvede at besvare de spørgsmål vi forestillede os at han ville stille hvis han havde kunnet.

Men vi forsøgte især at hjælpe Sasha til at forstå åndelige ting. ’Jehova er fader til os alle sammen’, plejede jeg at sige, ’og han elsker os alle, ligesom far og jeg elsker dig. Han ønsker ikke at nogen skal være syge eller komme til skade, og snart vil han gøre alting meget, meget bedre end det er nu. Så vil du ikke være syg mere, og du vil kunne sidde op, helt alene, og lege med dine legesager; du vil kunne se og gå og snakke, og gøre alt det andre børn gør. Du vil kunne lege med dem og lære alle mulige vidunderlige ting.’

Vi kunne fortælle ham alt dette fordi vi med sikkerhed vidste at forholdene ville blive sådan når det rige hersker som Jesus Kristus lærte os at bede om. (Mattæus 6:10) Vi kendte det vidunderlige løfte Bibelen giver i Åbenbaringen 21:4: ’Og [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.’ Og hvis døden skulle skille os ad, vidste vi at ’der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige’. — Apostelgerninger 24:15.

Sasha fik lungebetændelse på trods af alle vore bestræbelser for at beskytte ham mod infektioner, og andre problemer fulgte med. Han blev gradvis tyndere og svagere, til han som treårig vejede mindre end syv kilo. Tapper lille fyr — han kæmpede så hårdt for at blive i live, og var altid glad for det vi gjorde for ham. Blot nogle få timer før han døde samlede han kræfter nok til et stort smil og et lille suk der sagde „Jeg elsker jer“ med mere veltalenhed end nogen digter kunne have udtrykt det.

Sasha var indlagt på hospitalet nogle få uger før han døde, og en af de sygeplejersker der havde været særlig sød over for ham ved tidligere lejligheder, sagde til mig i en god mening: ’Han bliver en engel.’ ’Nej,’ svarede jeg, ’han bliver en lille dreng igen. Han kommer til at kunne klatre i træer og jage sommerfugle og plukke blomster, og gøre alt hvad små drenge plejer at gøre. Det er det vi beder om når vi siger: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“’ (Mattæus 6:10).“ — Indsendt.

Da Jesus levede på jorden, demonstrerede han Guds magt til at oprejse de døde, for eksempel da han oprejste synagogeforstanderen Jairus’ tolvårige datter. „Jesus . . . sagde til synagogeforstanderen: ’Vær ikke bange, hav blot tro.’ . . . De kom så til synagogeforstanderens hus, og han så den støj og forvirring der var, og dem der græd og udstødte mange klageskrig, og da han var kommet ind sagde han til dem: ’Hvorfor græder I og laver støj og forvirring? Barnet er ikke dødt, men det sover.’ . . . Og idet han tog barnets hånd sagde han til hende: . . . ’Lille pige, jeg siger dig: Stå op!’ Og straks stod pigen op og begyndte at gå omkring; hun var nemlig tolv år. Og de blev straks ude af sig selv af stor henrykkelse.“ — Markus 5:35-43.