Fra vore læsere
Jeg er en dreng på ti år. Jeg er meget sportslig og jeg kunne godt lide bladet om sport. Der er så meget vold i verden. Bliv ved med at bringe gode artikler.
K. W., Kentucky
Jeg har virkelig sat pris på jeres artikel om vold i forbindelse med sport og voldens indvirkning på deltagere og tilskuere. Desværre ser det ud til at nogle af vore brødre ikke længere er så opmærksomme på de fysiske og især åndelige farer man er udsat for når man engagerer sig i sportsbegivenheder, især de voldsbetonede. Jeg håber at denne nye artikel kan hjælpe nogle til igen at få øjnene op for farerne.
W. G., Maryland
Depressioner
Jeg har lige fået et nummer af Vågn op! Jeg synes at artiklerne om depression [8. januar 1982] var særdeles gode, og jeg vil gerne bede om tilladelse til at tage kopier af dem eller købe nogle genoptryk, så jeg kan uddele dem til nogle af mine patienter.
Dr. med. K. P., Florida
Jeg har sat stor pris på jeres artikler om dyb depression. [8. januar og 8. februar 1982] Jeg bad lederen af den psykiatriske afdeling på vores hospital om at læse dem. Hans kommentar var: „Disse artikler om depression er fortræffelige — meget bred dækning og god underbygning. Det er usædvanligt at se en så klar og tydelig behandling af emnet.“
M. W. L., Canada
Unge spørger
Artiklerne med temaet „Unge spørger . . .“ fastholder min opmærksomhed fra begyndelsen til slutningen og har styrket min tro på Gud. Jeg kan vældig godt lide denne serie artikler og håber at I vil bringe flere af dem.
P. P., Italien
Kvinden i det tyvende århundrede
Jeg har lige læst „Kvinden i det tyvende århundrede — hendes problemer og muligheder“. [Vågn op!, 22. august 1982] For første gang kan jeg helt oprigtigt sige at jeg forstår nogle af de problemer mænd udsætter kvinder for. Jeg ville bare ønske at jeg havde vidst alt dette noget før. Det ville have reddet mit ægteskab. Jeg har behandlet mange kvinder dårligt i tidens løb. I øjeblikket afsoner jeg en fængselsstraf på 15 år som jeg fik for at være indblandet i „verdens ældste erhverv“. Jeg kan kun bede til at Gud vil tilgive mig.
D. L. S., statsfængselet i Arizona
Ved at indebrænde
Tak for artiklen „Jeg var nær ved at indebrænde“, som I bragte i Vågn op! for 22. juni 1980. Da jeg læste artiklen for et par år siden, havde jeg to små børn der tit blev grebet i at lege med tændstikker. Jeg læste artiklen højt for dem, og det virkede bedre end nogen af de former for afstraffelse jeg havde prøvet for at få dem til at holde op. Jeg kom for nylig til at tænke på artiklen, og besluttede at skrive og fortælle jer hvor meget den har hjulpet min familie.
M. J., Californien