Vil det engelske monarki overleve 1980erne?

Af „Vågn op!“-​korrespondent i England

SIDEN det skæbnesvangre år 1914 er godt og vel tredive monarkier forsvundet fra verdensskuepladsen. De var enten uvillige eller ude af stand til at tilpasse sig de hurtige og drastiske ændringer i styreform der fandt sted overalt i verden. Blandt dem der har overlevet er det engelske kongehus med slægtsnavnet Windsor. I denne kritiske periode har det ikke været nogen hindring for de demokratiske fremskridt, for regenten har accepteret sin ophøjede men dog begrænsede stilling som national topfigur.

Der rejser sig imidlertid nogle spørgsmål om monarkiets fremtid. Er dets fortsatte beståen vigtig for nationen? Har man stadig råd til at opretholde et kongehus i disse tider hvor pengene er små og arbejdsløsheden stor? På hvilke måder er det til gavn? Ønsker folk det fortsat? Disse spørgsmål stilles af både dem der er for og dem der er imod monarkiet. Måske har du selv stillet sådanne spørgsmål.

Pragt fra en svunden tid

Det engelske monarki har nu bestået i mere end tusind år. I løbet af denne tid blev England en verdensmagt der var større end nogen af de tidligere. Det enevældige styre som man havde i begyndelsen, forsvandt efterhånden som parlamentet blev stærkere og tog et fast greb om regeringsmagten. Og her i det tyvende århundrede har England inden for nogle få årtier opgivet kolonierne, samlet dem i et samfund af uafhængige stater (The British Commonwealth), og trukket sig tilbage til sine egne landegrænser. Der er nu kun lidt tilbage af den tidligere pragt. Det der er, lever videre i monarkiet.

Et vidnesbyrd om tidligere tiders storhed er den pomp og pragt hvormed parlamentet hvert år åbnes. Dronningen kører, sammen med andre medlemmer af den kongelige familie, til Westminster Palace i en forgyldt hestetrukket karet efterfulgt af hendes kavalleri i fuld galla. Med et detaljeret ceremoniel bliver underhusets medlemmer kaldt til overhuset. Dér oplæser dronningen fra sin trone en tale udarbejdet af den siddende regering, hvori dens program for den kommende samling skitseres. De gamle traditioner holdes nøje i hævd.

Nu og da er der anledning til endnu større pragtudfoldelse. Mange vil i fjernsynet have set prins Charles og lady Dianas bryllup, der fandt sted den 29. juli 1981. Det var den helt store opvisning af pomp og pragt. Elleve kareter eskorteret af fireogtres ryttere bragte bruden og brudgommen samt deres familie fra Buckingham Palace ned ad The Mall og The Strand til St. Paul’s Cathedral. Omkring en million mennesker, deriblandt tusinder fra udlandet, stod langs ruten. Cirka 700 millioner fjernseere, en sjettedel af verdens befolkning, var vidner til denne pomp og pragt, som ellers kun sjældent ses i vor tid. Og englænderne elskede det.

Hermed fik den kongelige familie et nyt medlem, prinsessen af Wales, som snart skulle blive den populæreste af dem alle, næst efter dronningen. Derefter afventede man med stor interesse fødselen i juni af hendes første barn, William, som blev arving nummer to til tronen, efter sin fader, prins Charles.

Monarkens stilling

Hvad medfører dronningens stilling som konstitutionel monark? Pears Cyclopaedia forklarer: „Ifølge loven er hun overhoved for den udøvende magt, en uadskillelig del af den lovgivende magt, overhoved for den dømmende magt, chef for de væbnede styrker og ’verdsligt’ overhoved for den engelske statskirke. I praksis er dronningens stilling rent formel; hun regerer, men hun hersker ikke. I alle vigtige anliggender handler hun kun efter sine ministres råd. Hun indtager imidlertid stadig en vigtig stilling som statens og det britiske statssamfunds overhoved.“

Hvad udfylder dronningens travle dag? Hendes og andre kongeliges gøremål står daglig at læse i visse avisers hofspalter, og disse oplysninger er således tilgængelige for enhver. En læser af London Times har opsummeret disse bekendtgørelser for 1981 og har i et brev til avisen skrevet at dronningen i 1981 havde udført langt over 400 opgaver, der spændte lige fra officielle besøg i ind- og udland til audienser, indsættelse af embedsmænd i deres embeder, modtagelse af ambassadører, ugentlige besøg af premierministeren, og så videre. Hun skal forberede sig på dagens opgaver, læse officielle rapporter og notater fra seniorministrenes kabinetsmøder, og hun har mange dokumenter at underskrive. Hun er tydeligvis travlt optaget. Den almindelige mening er at hun udfører sit arbejde meget samvittighedsfuldt. Hun er uden tvivl Englands førende ambassadør når hun besøger andre lande. En meningsmåling foretaget af Marplan viste at 774 adspurgte personer gennemsnitlig gav hende 9,1 points ud af 10 mulige for hendes arbejde.

Hvad angår andre medlemmer af den kongelige familie, har både prins Philip, dronningens mand, og prins Charles, arving til tronen, en fuldt besat kalender. Dronningemoderen, kong George VI’s enke som nu er i firserne, overværer også mange officielle begivenheder.

Nogle gange stilles spørgsmålet, om det er nødvendigt at de kongelige overværer alle disse begivenheder. Kunne ikke en eller anden lokal rangsperson, som for eksempel borgmesteren, på fyldestgørende måde udfylde samme plads? Det mener arrangørerne af sådanne begivenheder ikke. Når de kongelige er til stede, møder der langt flere mennesker op, hvilket er et udtryk for en interesse som ikke ville blive andre til del. Og det må indrømmes at dronningens eller andre kongeliges tilstedeværelse ved sådanne begivenheder sparer regeringens ministre for mange tidkrævende ceremonier.

Englænderne i almindelighed betragter derfor monarkiet som noget af et familiestykke. De værdsætter det, og de kan lide at vise det frem, men det indvirker ikke i væsentlig grad på deres daglige liv. Der er imidlertid nogle som stejler over hvad det koster at opretholde dette majestætiske familiestykke.

Hvad koster det?

Hvert år er der en tilbagevendende diskussion i parlamentet om hvorvidt man skal bevare kongehuset eller ej. Den sættes i gang af debatten om apanagen. Det er de penge som regeringen foreslår bliver brugt til kongehusets drift det kommende finansår. Den falder i to dele: den ene er dronningens apanage, og den anden er beløb til visse andre medlemmer af kongefamilien.

Dronningens apanage for 1982/83 er blevet forhøjet med 8 procent til £3.541.000 (kr. 53.115.000), hvoraf godt tre fjerdedele går til lønninger til de ansatte i den kongelige husholdning, lige fra privatsekretærerne til rengøringspersonalet på slottet. Der er for 1982/83 også sat £767.000 (kr. 11.505.000) af til syv andre kongeliges underhold. Hertil kommer godt £15 millioner (kr. 225.000.000) som bliver brugt af forskellige ministerier til at vedligeholde de kongelige slotte, den kongelige yacht, dronningens seks flyvemaskiner, det kongelige tog, og så videre.

Det ser dog ud til at folk ikke har så meget imod at betale disse store summer for at opretholde monarkiet. Marplanmeningsmålingen, som er nævnt tidligere, viste at 76 procent af de adspurgte sagde at fordelene ved at have monarkiet opvejede omkostningerne ved at opretholde det.

Men det er ikke alle der tænker sådan. The Times citerer et parlamentsmedlem for at have sagt at det foreslåede beløb „viser at de [kongelige] er en samling grådige, begærlige mennesker der ikke har noget hvormed de kan bidrage til at løse nogen af alle de problemer der plager landet. Den tid nærmer sig hurtigt hvor folket vil rejse en revolution“. Men hvis det er hvad folket har i sinde, har det indtil nu kun vist en lille, om overhovedet nogen, tilbøjelighed i den retning.

Stillingen i forbindelse med den engelske statskirke

Dronningen er det ’verdslige’ overhoved for kirken i England, hvilket ganske enkelt betyder at hun er dens symbolske topfigur. Hun har ingen præstelige funktioner. Den åndelige og udøvende leder er ærkebiskoppen af Canterbury. Når der skal vælges en ny ærkebiskop eller biskop, eller hvis en skal flyttes til et mere anset bispesæde, forelægger et råd på seksten mand (the Crown Appointments Commission) to navne for premierministeren, som så igen anbefaler den ene til dronningen så hun kan foretage udnævnelsen. For eksempel blev bispeembedet i London for nylig ledigt. Kommissionen anbefalede to navne, men premierministeren forkastede dem begge og forelagde dronningen en tredje. „Kirkens overhoved fraveg et grundlovsmæssigt princip.“ Det er altså tydeligt at den nuværende dronning, i hvert fald i dette tilfælde, ikke anser sig for at være en ny Henrik VIII, en af hendes forgængere som havde travlt med kirkelige anliggender.

Hvad mener englænderne?

Monarkiets popularitet i dag skyldes i ikke ringe grad det forhold der råder mellem dronningen og prins Philip og deres fire børn, som nu er voksne. Deres familieliv bærer præg af en varm og sund atmosfære som mange gerne vil identificere sig med; det er betryggende at landets førstefamilie giver indtryk af at være så hengiven og forenet.

De mange unge kongelige og deres fætre og kusiner som nu er ved at blive voksne, har imidlertid fået en skribent til at bemærke at før alle disse bliver gamle nok til at forøge skattebyrden på finansloven, „ville det være godt at tænke over den kongelige families rolle, opgave og størrelse“. Heri ligger måske et meget vanskeligt fremtidigt problem.

Hovedårsagen til at englænderne er nogenlunde tilfredse med monarkiet er sandsynligvis deres gamle, dybt rodfæstede og konservative respekt for institutioner. De er vant til dem og er forsigtige med at foretage forandringer. De føler at monarkiet giver en vis stabilitet og kontinuitet i en verden der er så omskiftelig. De bryder sig ikke om at deres statsoverhoved bliver underkastet en valgkampagnes luner, sådan som deres politikere bliver det. De er ikke bekymrede for monarkens magt, for rent forfatningsmæssigt har hun ikke stor magt. I stedet ser de hende som en stabiliserende faktor i forhold til politikerne, der kommer og går alt efter vælgernes ønske. De tillægger ikke kronen noget ansvar for nationens økonomiske stilling og dens tre millioner arbejdsløse. Det er politikernes sag. I betragtning af vore dages knugende arbejdsløshed rejser de høje omkostninger i forbindelse med at underholde så stor en kongelig familie ikke desto mindre megen kritik.

Med hensyn til fremtiden tror The Economist at „det monarkiske demokrati vil forblive den mest demokratiske styreform for England, for en meningsmåling viste sidste år [1980] at 86% af englænderne ønsker det, og der vil i dette århundrede ikke være 86% tilslutning til noget alternativt styre med en enkelt politiker i toppen“. Det synes derfor klart at det engelske folk er tilfreds med selv at vælge deres herskere, men som statsoverhoved at have en monark.

[Tekstcitat på side 5]

En meningsmåling viste at fordelene ved at have monarkiet opvejede omkostningerne ved at opretholde det