De tror hvad de ønsker at tro
HVORFOR tror folk på det de gør? Fordi de har gode grunde til det? Ser man ikke tit at folk snarere tror hvad de ønsker at tro? Måske har de en bestemt tro fordi det er en udbredt opfattelse. Dette gælder især hvad folk tror om Gud, om meningen med livet og om hvad fremtiden vil bringe.
I fortiden havde ingen et bedre grundlag for at tro det rette end israelitterne. De havde modtaget deres love direkte fra Jehova Gud, alle tings Skaber. Hans love og hans handlemåde over for dem skulle have fået dem til at tro på ham. De skulle have adlydt ham og søgt hans godkendelse. Men hvad troede de?
I stedet for at lytte til de tydelige advarsler fra deres Gud om de katastrofale følger af afgudsdyrkelse og umoralitet, begyndte de at gå over til fallosdyrkelse, mens de samtidig gav det udseende af at de tilbad Jehova. Vi læser i Anden Krønikebog 33:17: „Men folket vedblev at ofre på offerhøjene, dog kun til [Jehova] deres Gud.“ De ’stjal, slog ihjel, horede, svor falsk og holdt sig til fremmede guder’ og troede alligevel at de ville blive frelst. — Jeremias 7:8-11 .
De troede hvad de ønskede at tro, samtidig med at de gav det udseende af at de tilbad Jehova, den sande Gud. Fordi de havde vendt sig til deres egne tanker, kunne Jehova gennem sin profet sige: „Mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine.“ (Esajas 55:6-8) De ærede Gud med deres læber, men deres hjerter var fjernt fra ham. (Esajas 29:13) Og når Jehova sendte sine profeter til dem med advarsler, svarede de: ’Se ingen syner, og skuer os ikke det rette! Tal smiger til os, skuer os blændværk.’ (Esajas 30:9-11) De ville kun høre det de ønskede at høre.
Da Jesus kom og forkyndte for dem, sagde han at deres tro var forgæves fordi de holdt sig til traditionen. (Mattæus 15:7-9) Apostelen Paulus skrev senere om jøderne at ’de havde nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab, og de søgte at opstille deres egen retfærdighed’. (Romerne 10:2, 3) Hvorfor? Fordi de ønskede det sådan.
Nogle troede Jesus, andre gjorde ikke
Folk hørte Jesus forkynde det samme budskab og så ham udføre de samme mægtige gerninger, men alligevel var der både nogle der troede og nogle der ikke gjorde. Hvorfor? Efter at have hørt Johannes Døbers vidnesbyrd og Jesu ord, kunne Andreas gå til sin broder, Simon, og sige: „Vi har fundet Messias.“ Filip kom til Natanael og sagde: „Vi har fundet den som Moses, i Loven, og profeterne har skrevet om, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.“ (Johannes 1:35-45) Hvorfor troede de? Blot fordi de ønskede at tro? De troede på grund af det de havde set og hørt, i overensstemmelse med det der var blevet forudsagt i Skriften.
Da samaritanerne havde hørt Jesu ord, sagde de til den kvinde som for første gang fortalte om ham: „Vi tror ikke længere på grund af din tale; for vi har selv hørt og vi ved at denne mand i sandhed er verdens frelser.“ (Johannes 4:39-42) Mange som så Jesus oprejse Lazarus fra de døde troede på ham. Andre som så det samme mirakel gik hen og berettede om sagen for farisæerne. Gav de udtryk for tro? Nej, de planlagde at slå Jesus og også Lazarus ihjel, for at folk ikke skulle tro. (Johannes 11:45, 46, 53; 12:10, 11) De ønskede ikke at tro på Jesus. De valgte ikke at tro. Hvorfor?
Hvorfor de ikke troede
Det var der flere grunde til. De religiøse ledere var bange for at romerne ville „komme og tage både [deres] sted og [deres] nation“. (Johannes 11:48) Jesus havde tidligere sagt til dem at de ikke troede fordi de foretrak at tage imod ære og herlighed fra hinanden. (Johannes 5:44) Og til nogle betjente som Jesus havde gjort indtryk på, sagde de religiøse ledere: „Ikke én af lederne eller af farisæerne har fået tro på ham, vel? Men denne folkemængde som ikke kender Loven, de er forbandede.“ (Johannes 7:46-49) Det var deres grunde til ikke at tro.
Det samme skete for mange som senere faldt fra den sande kristne tro. Apostelen Paulus skrev at der ville komme en tid da man ikke ville finde sig i den sunde lære, men i overensstemmelse med sine egne ønsker samle sig en bunke lærere for at få sine ører kildret; og man ville vende sig bort fra sandheden. (2 Timoteus 4:3, 4) Peter skrev at nogle ubefæstede personer ville fordreje skrifterne til deres egen undergang. (2 Peter 3:16) Og han skrev også at mange i de sidste dage ikke ville tro på Herrens lovede nærværelse, men sige: „Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.“ Hvorfor? Peter forklarede at „i overensstemmelse med deres eget ønske“ ville det undgå deres opmærksomhed at Gud havde eksekveret sin dom over en ond verden på Noas tid. (2 Peter 3:3-7) Ja, de ville tro i overensstemmelse med deres eget ønske.
Et stærkt grundlag for tro
Men er dét at tro at Gud er Skaberen, at hans rige vil komme og at hans vilje vil ske på jorden som den sker i himmelen, blot en drøm folk ønsker at tro på? Nej. Der er grundlag for at tro. Apostelen Paulus skrev om en sådan tro eller overbevisning: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder som ikke ses.“ (Hebræerne 11:1) Derpå beretter han om mange mænd og kvinder som ikke blot troede det de ønskede at tro, men troede på det Gud åbenbarede om sig selv og sine hensigter. Deres tro krævede offervilje og påførte dem denne verdens had. I dag gælder det samme dem der tror på Guds hensigt.
Men kan enhver religion der får mennesker til at vise hengivenhed og offervilje siges at være fra Gud? Eller kunne det tænkes at tilhængerne af en sådan religion også blot tror hvad de ønsker at tro? „Tongil-familien“ er et eksempel på en religiøs bevægelse der har tiltrukket unge i stort tal. Hvordan har dette trossamfund været i stand til at få så mange unge til at gå ind for sin sag? Hvorfor bliver der så ofte taget til orde imod det? Disse spørgsmål vil blive behandlet i artiklen side 15-20: „Tongil-familien“ — hvad går dens tro ud på?