Er det realistisk at tro på Gud?
ER DU realist? Det vil de fleste af os gerne kunne sige at vi er. En realist er en der søger at lade sig lede af beviselige kendsgerninger. Han ønsker ikke at blive vildledt af urealistiske drømme eller ufornuftige opfattelser. I det rationelle, videnskabelige klima der råder i verden, vil de fleste føle sig tiltalt af denne indstilling til tingene.
Den samme indstilling har imidlertid fået mange til at miste troen på Gud. De mener det er umuligt her i videnskabens århundrede at tro på et usynligt, overmenneskeligt væsen der har skabt alt. De foretrækker at se hen til videnskaben efter svar på spørgsmål som „Hvordan er vi kommet her?“ og „Hvor går vi hen?“ Men der er stadig mennesker der tror på Gud. Er de da urealistiske?
Realismens begrænsninger
Før vi besvarer dette spørgsmål må vi huske at realismen har sine begrænsninger. En realist kan kun drage konklusioner ud fra de oplysninger han er i besiddelse af. Men hvad nu hvis han ikke er i besiddelse af alle oplysninger? Eller hvis han tror på noget der er ukorrekt? Eller hvis de oplysninger han har er korrekte nok, men hans ræsonnementer forkerte? Så vil hans „realistiske“ konklusioner selvfølgelig også være forkerte.
Winston Churchill var uden tvivl realistisk, set ud fra hans egne forudsætninger, da han i 1939 sagde: „Atomenergien kan måske være lige så god som vore nuværende sprængstoffer, men det er usandsynligt at den vil kunne give os noget der er væsentlig mere farligt.“ Desværre viste hans konklusion sig at være langt fra sandheden. Et andet eksempel: Den administrerende direktør for Den internationale Valutafond sagde i 1959: „Efter al sandsynlighed er inflationen i verden nu forbi.“ Men hvor tog han dog fejl! Det fremgår heraf at selv højt kvalificerede mennesker kan drage forkerte konklusioner, selv når de mener at de bedømmer en situation realistisk.
Hvordan kan det være at nogle der ønsker at være realistiske benægter Guds eksistens?
Videnskabsmænd og troen på Gud
En af grundene til at nogle benægter Guds eksistens, er at de mener videnskaben har bevist at troen på Gud er forældet. Men er det rigtigt? Det er selvfølgelig kun få af os der er videnskabsfolk, men det vil være realistisk at overveje hvad videnskabsfolk selv siger om dette. En artikel i bladet New Scientist bemærker: „Blandt menigmand hersker der stadig en bestemt opfattelse — nemlig at videnskaben har ’modbevist’ religionen. Det er en opfattelse der almindeligvis antager at videnskabsmændene er ikke-troende, at Darwin slog de sidste søm i Guds kiste, og at en række af videnskabelige og teknologiske opdagelser siden har fjernet enhver mulighed for Hans genopståen. Det er en opfattelse der er fuldstændig forkert.“ (Kursiveret af os)
Artiklen tilføjer: „Videnskabsmænd er ikke mindre religiøse end andre. Der er ganske vist ingen pålidelige meningsmålinger at henvise til, men et prøverundspørge på universiteter, forskningsinstitutter og industrilaboratorier viser at otte ud af ti videnskabsmænd bekender sig til en religiøs tro eller følger visse livsopfattelser der er ’ikke-videnskabelige’.“ Realistisk set må den omstændighed at så mange videnskabsmænd har en vis tro på Gud, være et bevis på at den moderne videnskab ikke gør det umuligt at tro på hans eksistens.
Men du tænker måske at videnskabelige teorier — især udviklingslæren — har gjort troen på Gud overflødig. Det forholder sig imidlertid sådan at mange der realistisk undersøger „beviserne“ for en udvikling, finder disse påfaldende mangelfulde. Og selv nogle af dem der anerkender denne teori, kan se at den mangler en forklaring på livets skønhed og storhed og på vor sans for disse værdier.
Professor Robert Jastrow, der er en berømt geolog, astronom og fysiker, tror på udviklingslæren. Men i en artikel i bladet Science Digest skriver han: „Når man undersøger livets historie, og træder et skridt tilbage for at betragte denne lange historie i nogle hundrede millioner års perspektiv, ser man en vis strøm og retning i den. . . . Kan denne række af begivenheder der førte frem til mennesket, med dens tydelige målrettethed, da have fundet sted uden ledelse?“ Hans egen konklusion er at dette spørgsmål er „uden for videnskabens rækkevidde“.
Der er mange der er enige i at ’den række af begivenheder der førte frem til mennesket’ vidner om en målrettethed. Men er det da rimeligt at man ikke føjer det næste logiske led til denne kæde af følgeslutninger? Hvis noget synes at være styret i en bestemt retning, må det være styret af en eller anden. Og den der har styret disse begivenheder kan kun være Gud. I stedet for at mene at udviklingslæren har gjort det umuligt at tro på Gud, vil det være mere realistisk at konkludere at Guds eksistens har gjort udviklingslæren overflødig.
Der er endnu en grund til at nogle hævder de ikke tror på Gud. Nogle bruger videnskaben som et dække for dybere motiver. Bemærk for eksempel hvad ateisten Aldous Huxley engang skrev: „Jeg havde visse grunde til at ønske at verden ikke havde nogen mening; derfor antog jeg at den ikke havde nogen mening.“ Hvilke motiver havde han? „For mig, som for utvivlsomt de fleste af mine samtidige, var filosofien om formålsløshed hovedsagelig et redskab til frigørelse. Den frigørelse vi ønskede var både frigørelse fra et bestemt politisk og økonomisk system og frigørelse fra et bestemt moralsystem.“
Men hvis vi benægter Guds eksistens og siger at verden er uden mening, blot fordi vi ønsker at det skal være på den måde, kan det så forandre kendsgerningerne? Den der tænker sådan er snarere som den lille dreng der tror han kan gemme sig ved at dække øjnene med hænderne. Når han ikke selv kan se nogen, tror han at andre heller ikke kan se ham! Men er det realistisk at sige at Gud ikke eksisterer, blot fordi man nægter at anerkende hans eksistens?
Realisme og troen på Gud
Apostelen Paulus fremfører et magtfuldt argument der har fået mange realister til at tro på Gud. Han siger: „[Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ (Romerne 1:20) Paulus kunne se skønheden i skaberværket, den underfulde variation blandt livsformerne, og den ærefrygtindgydende stjernehimmel. Ved at se alt dette kunne han erkende visse egenskaber hos den der havde skabt disse ting. Den moderne videnskab har hjulpet os til at se hvor kompliceret naturen egentlig er, og hvilken magt og visdom der skulle til for at frembringe livsformerne. På en måde kan man derfor sige at naturen, sådan som vi ser den i dag, frembærer et endnu mere magtfuldt vidnesbyrd om Guds eksistens end det var tilfældet dengang.
Det er sandt at der er nogle der forkaster denne bevisførelse. Men hvilken alternativ forklaring kan de give på den orden der råder i naturen? Angående et enkelt af de elementer der indgår i naturens orden, nemlig proteinmolekylerne, har videnskabsmanden og forfatteren Rutherford Platt skrevet følgende: „Sandsynligheden for at kulstof-, ilt-, kvælstof- og brintatomer, såvel som fosfor og en sammensætning af metaller, skulle kunne blive sammensat i de rigtige mængder, under de rette forhold, kan sammenlignes med sandsynligheden for at et sæt spillekort der kastes op i luften kunne falde ned på bordet i rigtig rækkefølge i alle fire farver — det ville være praktisk talt umuligt, selv om kortene blev kastet op i luften hvert sekund uden ophør hele vejen op gennem historien.“
Forfatteren fortsætter med at sige at han ikke desto mindre tror at proteinerne blev til på den måde — ved et tilfælde. Men et realistisk menneske der finder et sæt spillekort lagt rigtigt op på et bord i hver af farverne, vil ganske givet være klar over at der er nogen der omhyggeligt har lagt dem i orden. Er det urealistisk at komme til den samme slutning når man betragter den smukke harmoni i naturen?
Nogle intellektuelle, for eksempel Rutherford Platt, føler sig uden tvivl tvunget til at acceptere en materialistisk, eller ikke-guddommelig, forklaring på tingene — trods vidnesbyrdene om det modsatte — fordi det er denne tænkemåde der anerkendes i dag. Selv videnskabsmænd der tror på Gud ville have vanskeligt ved i deres videnskabelige artikler at tilskrive ham æren for at have frembragt alle ting. Det er ikke god tone blandt intellektuelle. Men er det realistisk at lade sine synspunkter diktere af hvad der er moderne, hvad der er god tone blandt intellektuelle? Moden skifter. Guds eksistens er for alvorlig en sag til at man kan lade sin opfattelse diktere af modeluner!
Nødvendigt at anerkende Guds eksistens
Videnskaben har øget vort kendskab til naturen, men den har ikke kunnet frembringe et brugbart menneskesamfund, og det er der heller ikke andre af menneskers lærdomsgrene der har kunnet. Dette har nu ført til alvorlige problemer.
Sandheden er at verdenssituationen i dag er uden for menneskers kontrol. Politikerne kan ikke kontrollere atomvåbenkapløbet eller den omsiggribende forurening. De civile myndigheder kan ikke kontrollere den eksplosive stigning i kriminaliteten. Økonomerne kan hverken afhjælpe inflationen eller sætte liv i den faldende produktion, og for hundreder af millioner af mennesker er livet blevet forringet og synes håbløst. Vi er nu nået så langt ud at man med god grund kan nære tvivl om hvorvidt menneskeslægten vil kunne overleve ret meget længere.
Bibelen har forudsagt denne situation, og også vist hvad der er hovedårsagen til den. Den siger at mennesker i vor tid vil være „egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til godhed, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. (2 Timoteus 3:1-4) Er det noget under at verden er i så dårlig en forfatning, når den er fyldt med mennesker der opfører sig på denne måde? Forholdene vil i hvert fald aldrig blive bedre før menneskene bliver bedre. Men videnskaben kan ikke forbedre menneskers natur. Er der da nogen der kan det? Ja, Gud.
Menneskers væremåde er blevet degenereret fordi de har fjernet sig fra Gud. Men Bibelen fortæller at Gud „forligte en verden med sig“. (2 Korinter 5:19) De der reagerer positivt på denne forligelse forandrer sig virkelig. De ’ophører med at lade sig forme efter denne tingenes ordning’, og bliver ’forvandlet’. (Romerne 12:2) De opdyrker egenskaber som kærlighed, betænksomhed, ærlighed, pålidelighed og interesse for andre. Disse mennesker har den mest realistiske grund til at tro på Gud. De har i deres eget liv erfaret hvilken kraft Gud ejer.
Hvis verden var fyldt med mennesker der fulgte guddommelige principper (ikke mennesker der blot hævder at være kristne), ville de fleste af vor tids problemer være løst. Og det er nøjagtig hvad der vil ske. „En liden stund, og den gudløse er ikke mere . . . Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ (Salme 37:10, 11) Menneskets håb for fremtiden ligger i opfyldelsen af dette løfte.
Er det et urealistisk håb? Tænk på at menneskene er ved at ødelægge jordens naturlige miljø og er tæt på at tilintetgøre menneskeheden. Det er derfor urealistisk at sætte sin lid til mennesker. Hvis vi ikke tror på Gud, ligger vort eneste håb for fremtiden i ønsketænkning. Er det da realistisk at vende Gud ryggen? Er det ikke snarere den højeste form for realisme at vende sig til den eneste der har magten, visdommen og viljen til at redde os fra resultatet af vore fejltagelser? Ja, for en realist er det ikke blot muligt men også nødvendigt at tro på Gud.
[Tekstcitat på side 4]
Det er ikke sandt at videnskaben har „modbevist“ troen på Gud
[Tekstcitat på side 4]
Videnskabsmænd er ikke mindre religiøse end andre
[Tekstcitat på side 5]
Udviklingslæren har ikke gjort det umuligt at tro på Gud, men Guds eksistens har gjort udviklingslæren overflødig
[Tekstcitat på side 5]
Er det realistisk at sige at Gud ikke eksisterer, blot fordi vi nægter at anerkende hans eksistens?
[Tekstcitat på side 6]
Guds eksistens er for alvorlig en sag til at man kan lade sin opfattelse diktere af intellektuelle modeluner