Hvorfor vil mange ikke lade sig overbevise?

MANGE kan se den planmæssighed, orden og harmoni der er i naturen, men tror alligevel ikke at der findes en Skaber. Hvorfor ikke?

Er det fordi man nu har modbevist argumentet om at planmæssighed forudsætter en Planlægger? Findes der så stærke beviser imod denne tanke, at den hensigtsmæssighed vi finder overalt i naturen ikke længere kan overbevise et fornuftigt, velinformeret menneske?

Eller gælder argumentet stadig? Er det snarere sådan som apostelen Paulus sagde, at nogle ikke vil acceptere det der er indlysende, og derfor er „uden undskyldning“?

Tilbageblik

Det kan her være gavnligt at se hvordan man på forskellige tidspunkter i historien har betragtet dette spørgsmål. Der har været ateister langt tilbage i historien. Men indtil for omkring hundrede år siden har de ikke haft nogen særlig indflydelse på de religiøse og videnskabelige opfattelser.

Mange store videnskabsmænd, deriblandt Isaac Newton (der af skribenten Isaac Asimov er blevet kaldt „den største videnskabelige begavelse verden nogen sinde har kendt“), har troet på Gud. De har ikke ment at man måtte se bort fra eksistensen af en Skaber for at være blot nogenlunde troværdig som videnskabsmand.

Tværtimod pegede både Newton og mange andre videnskabsmænd og tænkere på naturens harmoni og hensigtsmæssighed som et bevis for at der måtte findes en Mesterarkitekt, en Skaber. Denne tanke var i mange hundrede år almindeligt antaget.

Brutaliteten i naturen

Så skete der noget med den opfattelse at universet er en kærlig Skabers værk.

I midten af det nittende århundrede begyndte skribenter som Darwin, Malthus og Spencer at pege på den brutalitet der synes at være i naturen. De store dyr æder jo de små dyr, sagde de. Og i skov og jungle foregår der døgnet rundt en nådeløs kamp for livet.

Det er en kendsgerning at rovdyr æder andre dyr. Man fortsatte derfor ræsonnementet på denne måde: Var denne blodige kamp for livet mon ikke den egentlige sandhed om tilværelsen på jorden? Også blandt menneskene var det jo ’jungleloven’ med dens umenneskelige krige og selviske kappestrid der gjaldt, måske som den faktor der i egentligste forstand tildannede historien. Den harmoni og fred man ville forvente hvis alt var en kærlig Skabers værk, fandtes ikke i naturen.

George Romanes, en af Darwins venner, beskrev naturen på denne måde: „Vi finder tænder og syle der er hvæssede til slagtning, rovdyrkløer og sugeskiver der er som skabt til pinsel — overalt ser vi rædselsvælde, hunger, sygdom, dampende blod og skælvende lemmer, gispende åndedræt og øjne der lukkes i uanfægtet uskyld over for den grusomme torturdød.“

Darwins teori om at livet var en kamp på må og få, hvor de bedst egnede overlevede — og at det ikke var skabt og styret af Gud — vandt på kort tid umådelig udbredelse. Den blev til en helt ny opfattelse af historien og samfundet, en slags ’socialdarwinisme’.

Bemærk hvordan historikeren H. G. Wells beskrev situationen i sin bog Outline of History: „Den religiøse tro tabte meget terræn efter 1859 [det år hvor Darwin udgav sin Arternes Oprindelse]. . . . De nationer der dominerede ved udgangen af det nittende århundrede, mente at de havde deres forrang i kraft af ’kampen for at overleve’, hvor de stærke og de snedige vinder på bekostning af de svage og de troskyldige . . . Og ligesom det iblandt en flok dyr er nødvendigt at holde de yngre og svagere nede af hensyn til det fælles vel, sådan fandt man det også rimeligt at de stærke hunde i menneskeflokken skulle holde de andre nede.“

Mange gik beredvilligt ind for denne tankegang. Medvirkende til dette var den fjendtlighed man med god grund nærede over for de store kirkesystemer, der så længe havde undertrykt videnskabens frihed til at forske. Man så også det der var endnu værre, nemlig at de fremtrædende kirker både retfærdiggjorde og ophidsede til krig og blodsudgydelse. Derfor gik det som H. G. Wells meget rigtigt skriver: „Troens sande guldmønt blev i mange tilfælde kastet bort sammen med den slidte pung den så længe havde ligget i.“

’Gud har skylden’

Imod argumentet om at planmæssighed i naturen forudsætter en Planlægger indvendte man: ’Hvis det virkelig er Gud der har skabt alle disse skarpe hugtænder, syle og kløer, dette rædselsvælde med al sin hunger og sygdom, så er det i virkeligheden Gud der har skylden for alle lidelserne og al brutaliteten. Men I siger jo at Gud er kærlighed. Hvordan kan det passe?’

Skeptikerne nåede selv til denne konklusion: ’Den eneste troværdige forklaring er: den nådeløse kamp for livet, de bedst egnedes overlevelse, den blinde, tilfældige udvikling.’

Dermed skulle argumentet om at planmæssigheden i naturen forudsætter en Planlægger, en Skaber, være lagt i graven. Hvis man vovede at bruge det, var det jo det samme som at sige at Gud var brutal og grusom. Og sørgeligt nok undlod de åndelige ledere i både kristne og ikke-kristne trossamfund, deres vane tro, at give den rette vejledning.

Situationen er stort set den samme i dag. Når spørgsmålet om eksistensen af en kærlig Skaber bringes på bane, fører man ofte argumentet om naturens brutalitet i marken. For eksempel skrev filosoffen Bertrand Russell i sin bog Why I Am Not A Christian [Hvorfor jeg ikke er kristen]:

„Når man ser nærmere på argumentet om naturens påståede præg af hensigt, finder man det forbløffende at nogen kan tro at denne verden og alt hvad der er i den, med alle dens mangler, skulle være toppen af hvad almagt og alvidenhed kunne frembringe på millioner af år. Jeg kan ikke få mig selv til at tro det. Hvis De blev begavet med almagt og alvidenhed og fik millioner af år til at gøre Deres verden bedre og bedre, tror De da ikke at De kunne frembringe noget der var bedre end ku-klux-klan eller fascisterne?“

Lad os se lidt nærmere på dette ræsonnement, i betragtning af at det ofte anvendes imod tanken om at naturens præg af hensigt og plan forudsætter en Skaber.

[Illustration på side 5]

’Jungleloven’ i funktion blandt mennesker og dyr. Stemmer det med at der findes en kærlig Skaber som har frembragt alt efter sin hensigt?