Forskning og svindel: Et blik bag kulisserne
VIDENSKABSMANDEN kigger intenst ned i sit mikroskop. Pludselig springer han op og råber: „Eureka!“ (jeg har fundet det). Endnu en gang har videnskaben gjort en stor opdagelse!
Sådan har mange af os forestillet os at videnskabens sejre er blevet vundet. Tænk også på skolens fysiktimer, hvor man, i hvert fald før i tiden, lærte at se op til videnskabens store mænd som sande helte. Mænd som Galilei, Newton, Darwin og Einstein blev ikke alene hyldet for deres videnskabelige bedrifter, men også for at være saglige, redelige, selvopofrende, ydmyge og så videre. Man fik det indtryk at disse mænds overlegne intelligens og logisk tænkende hjerne i sig selv fik naturens mysterier til at løses, sådan at sandheden nærmest af sig selv dukkede op foran deres øjne.
Så enkelt er det naturligvis ikke. I de fleste tilfælde må videnskabsmænd slide i månedsvis eller årevis i deres laboratorier for at få mening i forsøgsresultater der ofte virker forvirrende eller ligefrem selvmodsigende.
Idealet ville måske være at den ihærdige og ubestikkelige forsker uden at lade sig distrahere fortsatte sit arbejde indtil han havde fundet det han søgte. Men sandheden er at vi for det meste ved meget lidt om hvad der sker bag laboratoriernes lukkede døre. Har vi grund til at tro at de der arbejder derinde, i mindre grad end andre ligger under for menneskelige svagheder som fordom, konkurrenceånd, ærgerrighed og begærlighed?
„Videnskabsmanden formodes at lade personlige ønsker og stemninger vige til fordel for den objektive sandhed,“ skriver Michael Mahoney i tidsskriftet Psychology Today. „Men det vi ved om videnskaben, både før og nu, fortæller os at dette billede langtfra er sandt.“
Spalteskribenten Alan Lightman giver udtryk for noget lignende i bladet Science 83: „I videnskabens historie er der rigeligt med eksempler på personlige fordomme, vildledende filosofiske teorier, og aktører som ikke egner sig til deres roller. . . . Jeg vil tro at alle videnskabsfolk på et eller andet punkt i deres arbejde har ligget under for fordom.“
Forbavser dette dig? Er du begyndt at nære betænkeligheder med hensyn til videnskaben? Spørgsmålet om videnskabelig redelighed er for nylig blevet behandlet i undersøgelser, og det viser sig at selv nogle af tidligere tiders største berømtheder ikke undså sig for at bruge tvivlsomme metoder for at fremme deres egne teorier.
Isaac Newton bliver, på grund af sit banebrydende arbejde med teorien om tyngdeloven, ofte kaldt den moderne fysiks fader. Hans tanker blev offentliggjort i den berømte afhandling Philosophiae Naturalis Principia Mathematica (Naturfilosofiens matematiske principper), som mødte kraftig modstand hos samtidens lærde, deriblandt den tyske matematiker Gottfried Leibniz. Resultatet blev en fejde som varede ved så længe de levede.
I tidsskriftet Science hævder Richard S. Westfall at Newton, for at styrke sin egen position, foretog nogle „justeringer“ i de oplysninger der kom til at stå i Principia, sådan at hans beregninger og målinger kom til at støtte hans teori i højere grad. I ét tilfælde tillægger han en af sine beregninger en nøjagtighed på en tretusindedel, og i et andet tilfælde angiver han syv decimaler i resultatet af en udregning, noget dengang ganske uhørt. „Hans Principia dannede skole for den moderne videnskab,“ skriver Westfall, „men den antydede også en mindre flatterende sandhed — at ingen er bedre i stand til at jonglere med ’fuskefaktoren’ end den store matematiker selv.“
Newton lod sig også inddrage i en anden kontrovers, hvor han til sidst bukkede under for fristelsen. Han stredes med Leibniz om hvem af dem der havde æren for differentialregningen. Encyclopædia Britannica fortæller at Newton, som direktør for det ansete Videnskabernes Selskab, „nedsatte en ’upartisk’ kommission [som for størstedelen bestod af tilhængere af ham] til at undersøge sagen; i al hemmelighed skrev han selv den officielle rapport som Selskabet udsendte, og anonymt skrev han selv anmeldelsen af den i Philosophical Transactions,“ hvorved han selvfølgelig selv fik æren.
Det er paradoksalt at en mand af Newtons karat skulle gribe til sådanne midler. Det viser klart at en videnskabsmand, eller en hvilken som helst person, kan være samvittighedsfuld og ærlig — men at han, hvis hans interesser eller rygte står på spil, meget vel kan blive dogmatisk, irrationel og hensynsløs eller benytte sig af ’smutveje’.
„Det skulle ikke undre nogen tænkende og iagttagende sjæl, at videnskabsmænd, ud over deres ekspertisefelter, ikke gennemsnitligt er værre eller bedre, klogere eller dummere end almindelige dødelige,“ skrev Elsa Gress i en kronik i Berlingske Tidende mandag den 7. maj 1984. Hun tilføjede at videnskabsmænd, ligesom andre, er „fristede af chancen for at vinde frem, om nødvendigt ved svindel og manipuleren med forsøgstal“.
Men hvad er der så blevet af videnskabens omhyggelige selvkontrol, selvkorrektion og selvjustits?
Efter de meget omtalte bedrageriskandaler på berømte forskningsinstitutioner udsendte Foreningen af amerikanske Lægefakulteter nogle retningslinjer for hvordan man i USA skulle forholde sig ved svindel i forskning. I denne meddelelse hed det at „der er overvældende stor sandsynlighed for at falske oplysninger vil blive afsløret kort efter deres fremlæggelse“, hvilket skulle tjene som garanti mod tvivlsomme metoder.
Mange, både i og uden for videnskabelige kredse, ville dog ikke gå med til denne påstand. En lederartikel i The New York Times kaldte for eksempel denne meddelelse for „en overfladisk diagnose på forskningssvindel“ og pegede på at „ingen af svindelsagerne er blevet bragt frem i lyset gennem de standardprocedurer hvorved forskere kontrollerer hinanden indbyrdes“.
Et medlem af det udvalg der affattede rapporten, dr. Arnold S. Relman, som desuden er medredaktør ved The New England Journal of Medicine, var heller ikke enig. „Hvor stor beskyttelse mod svindel ligger der i at ligemænd kontrollerer hinanden?“ spurgte han. „Ingen, eller næsten ingen.“ Han fortsatte: „Falske oplysninger er blevet fremsat i tidsskrifter som kontrolleres af professionens egne folk, blade med meget høje normer. Med hensyn til de to rapporter vi har offentliggjort, var der ingen i bedømmelsespanelet eller blandt redaktørerne som antydede noget om uærlighed.“
Hvad angår tanken om at andres mulighed for at eftergøre et forsøg skulle udgøre en sikkerhedsforanstaltning, er der tilsyneladende stor forskel mellem teori og praksis. Med den konkurrence der i dag er inden for al forskning, har de fleste videnskabsfolk mere lyst til at gøre banebrydende arbejde end til at eftergøre noget andre har gjort. En forskers arbejde kan være baseret på forsøg som andre har foretaget, men forsøgene bliver sjældent gentaget under nøjagtig samme form.
Denne form for kontrol vanskeliggøres yderligere af det man i Amerika kalder for „salami science“, en betegnelse for dét at et videnskabeligt arbejde skæres ud i ’skiver’, enkelte forsøgsresultater, så der bliver anledning til at udsende endnu flere interessante tidsskriftartikler. „Her er der en mulighed for uærlighed,“ udtaler en kommission fra Harvard-universitetet, „for der er mindre sandsynlighed for at sådanne rapporter vil blive bekræftet af andre.“ Forskerne ved at der er ringe sandsynlighed for at andre vil gentage deres eksperimenter, medmindre disse er yderst vigtige. Man har anslået at op til halvdelen af alle videnskabelige rapporter „ikke kontrolleres, ikke bruges som grundlag for gentagelse, og måske heller ikke læses“.
Det betyder ikke at videnskaben som et hele ikke er funktionsdygtig eller pålidelig. Tværtimod, der udføres megen betydningsfuld forskning og gøres mange nyttige opdagelser. Alt dette tjener til gunst for videnskaben som et system der i høj grad er baseret på et ideal af gensidig tillid og udveksling af viden.
De nylige tilfælde af svindel har imidlertid påvist at denne ideelle tilstand har sine begrænsninger og at ikke alle videnskabens udøvere kan leve op til de krav tilstanden forudsætter. Videnskabens formodede selvjustits indeholder tilstrækkeligt med smuthuller til at enhver der kender dem og sætter sig for at benytte sig af dem, kan gøre det.
Som alle andre steder spiller økonomiske forhold en stor rolle inden for videnskaben. I dag er der store penge i forskning, og store dele af arbejdet finansieres af det offentlige, af industrien eller af fonds eller institutioner. Men kriser og nedskæringer har gjort det sværere at skaffe støtte og stipendier. Ifølge USAs „National Institutes of Health“, som finansierer omkring 40 procent af al biologisk-medicinsk forskning i landet, svarende til et beløb på omkring 40 milliarder kroner, kan man kun imødekomme 30 procent af ansøgningerne om stipendier, mens man i halvtredserne kunne imødekomme omkring 70 procent.
For forskerne betyder dette at hovedvægten flyttes fra kvaliteten til kvantiteten — ’skaf resultater eller dø’. Selv veletablerede videnskabsmænd finder ofte at de må bruge mere tid på at skaffe penge til driften af deres udgiftskrævende laboratorier end til selv at arbejde der. Dette blev til fald for en læge der fik over en halv million dollars i forskningsstøtte.
Hans travle tilsynsførende fik udleveret en rapport som skulle kontrolleres før offentliggørelse, og gav papirerne videre til denne læge. Det viste sig at handle om et emne han selv arbejdede med. I stedet for at give en ærlig bedømmelse af rapporten og løbe den risiko at miste førsteretten til stoffet og måske også den økonomiske støtte, gjorde lægen skyndsomst sit eget projekt nogenlunde færdigt, kopierede noget af stoffet fra det andet dokument og udgav det som sit eget værk.
Kravet om succes gør sig gældende på et tidligt tidspunkt i en akademisk karriere, ikke mindst inden for lægevidenskaben. „Vi hører hyppigt om snyderier blandt unge der end ikke er optaget som lægestuderende endnu,“ siger Robert Ebert, tidligere dekan for lægefakultetet ved Harvard, „og ræset efter karakterer med henblik på optagelse på fakultetet er næppe egnet til at lære de unge en humanitær og etisk rigtig adfærd.“
Denne tendens overføres let til det professionelle liv, hvor presset er endnu stærkere. „Et miljø hvor succes til stadighed er mere eftertragtet end etisk rigtig opførsel, kan få selv engle til at falde,“ siger Robert Ebert beklagende.
De nuværende forhold karakteriseres meget rammende af Stephen Toulmin fra Chicagos universitet: „Man kan ikke gøre noget til et højt betalt, stærkt konkurrencepræget og stærkt struktureret arbejde uden derved også at give folk anledning til at gøre noget som de tidligere, på amatørstadiet, aldrig ville have gjort.“
Dette korte blik bag kulisserne i videnskabens verden har vist os at forskere, trods deres høje uddannelse, er lige så meget mennesker som andre og i lighed med andre har svagheder såvel som dyder. Den hvide laboratoriekittel ændrer ikke meget. Presset og konkurrencejaget inden for nutidens videnskab kan gøre det meget fristende at benytte sig af tvivlsomme metoder.
Den omstændighed at man har afsløret svindel inden for videnskaben, minder os alle om at også videnskaben har sine skeletter i skabet. Normalt bliver skabsdøren holdt lukket, men skeletterne er der. Når de undertiden kommer til syne, bør det få os til at tænke på om videnskaben og dens udøvere egentlig hører hjemme på den piedestal de ofte anbringes på.
[Tekstcitat på side 6]
„Jeg vil tro at alle videnskabsfolk på et eller andet punkt i deres arbejde har ligget under for fordom“
[Tekstcitat på side 6]
„Hvor stor beskyttelse mod svindel ligger der i at ligemænd kontrollerer hinanden?“
[Tekstcitat på side 8]
Også videnskaben har sine skeletter i skabet
[Ramme på side 7]
Kommentar angående svindel i videnskab
I 1830 udgav den engelske matematiker Charles Babbage en bog med titlen Reflections on the Decline of Science in England hvori han beskrev hvordan han mente det stod til med videnskaben i England. Han opregnede de metoder som han mente at nogle videnskabsmænd brugte, eller følte sig fristet til at bruge, når tingene ikke gik sådan som de regnede med.
„Udglatning“, hvorved ujævnheder blev fjernet, så resultatet så meget korrekt og nøjagtigt ud.
„Plukning“, hvorved man udplukkede de resultater der netop støttede ens egen teori, og kasserede resten.
„Fabrikering“ (den værste af metoderne), hvorved nogle eller alle oplysninger var frit opfundne, og omtalte forsøg måske ikke havde fundet sted.
[Illustration på side 5]
Selv Isaac Newton ændrede på sine forsøgstal så de kunne støtte hans egen teori