Virkninger af „Et ufødt barns dagbog“
MIN engelsklærer bad hele klassen om at skrive en stil over et eller andet vi havde læst i et blad for nylig. Dengang havde Vågn op! lige bragt en artikelserie om abort. Da man jo tit hører om aborter, også blandt gymnasieelever, valgte jeg det emne. Da jeg afleverede stilen, læste jeg „Et ufødt barns dagbog“ højt for klassen. (På dansk i Vågn op! for den 8. august 1980) Alle i klassen lyttede intenst, og da jeg til sidst læste ordene „I dag tog min mor livet af mig“, lød der et fortvivlet suk fra næsten alle.
Efter timen kom en pige hen til mig og spurgte: „Må jeg gerne få det blad?“ Hun fortalte at hendes moder ønskede at få foretaget en svangerskabsafbrydelse, men at hun sådan ønskede sig en lillebror eller lillesøster — helst en lillebror. Jeg gav hende bladet, som hun gav videre til sin moder, og næste morgen erklærede moderen at hun havde skiftet mening. Hun ville gerne have barnet. Senere fik hun foretaget en kønstest og fik konstateret at det ville blive — en dreng. Pigen i min klasse var jublende lykkelig!
Det var jeg også. Forkyndelsen kan altså redde menneskeliv på mere end én måde. — Fortalt af en ung forkynder fra Ontario i Canada.
Under mit tredje år på highschool skulle jeg engang sammen med nogle andre udarbejde en slags skuespil over et emne fra familielivet. Jeg foreslog temaet abort. Og de andre gik med til det. Vores stykke kom til at handle om en familie hvor alle gjorde som det passede dem. Datteren bedrev utugt og blev gravid. Da de andre i familien kom til at høre om det, gav de forskellige til kende hvad de mente der skulle gøres, men den endelige afgørelse blev overladt til pigen selv. Mens man ser hende stå og tænke over det, hører man en båndoptagelse af „Et ufødt barns dagbog“. Stykket sluttede med artiklens sidste ord: „I dag tog min mor livet af mig.“
Der var tavshed. Mange i klassen sad med tårerne trillende ned ad kinderne. Andre var lige ved at græde, men beherskede sig. Det var „Et ufødt barns dagbog“ der havde virket så bevægende på dem alle sammen. Til sidst sagde lærerinden, der selv sad med fugtige øjne: „Hør, skal I ikke klappe?“ Så kom de endelig til sig selv, og klapsalverne bragede. Lærerinden ville gerne vide hvor jeg havde fået stoffet fra, og jeg viste hende ’dagbogen’ sådan som den stod i Vågn op!
Stykket blev meget omtalt, både af elever og lærere. — Fortalt af en forkynder i Ensenada, Baja California North, Mexico.
Fra Danmark: Fra hus til hus traf jeg en ung mand. Han var ikke selv et af Jehovas vidner, men spurgte meget ivrigt om jeg kunne skaffe ham et nummer af vores blad ’om abort’. Jo, det kunne jeg nok, men hvordan havde han hørt om det? Svaret var at han havde fået en fotokopi af den side der hed „Et ufødt barns dagbog“, og da han en dag skulle til lægen syntes han det ville være passende at tage denne kopi med. Den unge mand fandt stykket så godt at han resolut satte det op på væggen i lægens venteværelse, uden at sige noget til lægen. Senere skulle han til lægen igen, og denne gang bekendte han at det var ham der havde sat opslaget op i venteværelset. Det hang der endnu, men han var selvfølgelig villig til at tage det ned. „Nej, det skal blive hængende,“ svarede lægen, „for siden det kom op har jeg haft besøg af adskillige kvinder som havde sat sig for at få deres svangerskab afbrudt, men som skiftede mening.“ — Fortalt af en forkynder i Odense.