En gymnasiepiges biologirapport om abort

Til Vågn op!

Kære brødre!

Jeg vil gerne takke jer fordi I bringer så oplysende og interessante artikler. Jeg tænker især på Vågn op! for 8. august 1980 med artiklerne „Svangerskabsafbrydelse! Det dødbringende indgreb“, „Svangerskabsafbrydelse — hvad sagkundskaben mener“ og „Et ufødt barns dagbog“. Jeg vil gerne fortælle en oplevelse i forbindelse med dette stof. I en mundtlig biologirapport præsenterede jeg disse oplysninger for klassen.

Klassen og læreren lyttede virkelig, og de sad ganske stille mens jeg læste. Jeg havde læst stoffet, også ’Dagbogen’, igennem mange gange på forhånd, men alligevel løb følelserne af med mig, og jeg var kun halvfærdig med at læse ’Dagbogen’ da jeg begyndte at græde og måtte forlade klasseværelset. Højtlæsningen bragte mig helt ud af ligevægt.

Læreren sagde at jeg havde fundet nogle enestående oplysninger, og hun sagde at hun havde en klump i halsen mens jeg læste. Hun tog fotokopier af ’Dagbogen’ og delte dem ud i klassen. Hele klassen roste mig for en flot rapport, og næsten alle 24 i klassen ville have en fotokopi af ’Dagbogen’.

Hele dagen kom forskellige elever fra andre klasser hen til mig og sagde at de havde hørt om min rapport og at den var virkelig god — god men sørgelig. Jeg var forbavset over at så mange forskellige elever havde hørt om den i løbet af blot to timer. Læreren tog så mange fotokopier af ’Dagbogen’ at hun kunne dele dem ud i sine fire andre biologiklasser. I alt fem klasser, med mellem 20 og 30 elever i hver, fik altså fotokopier af den.

I ugens løb kom flere elever og fortalte hvad de havde oplevet i forbindelse med ’Dagbogen’. En dreng fortalte at hans moder, der er sygeplejerske, havde vist den til sin søster, der var begyndt at græde da hun læste den. En pige viste sin moder og bedstemoder den, og de blev også bevægede. En anden pige sagde at jeg havde bragt „hele byen i oprør“. Flere mennesker i forskellige virksomheder havde på en eller anden måde fået en fotokopi, og en dame læste den mens hun var på arbejde og begyndte at græde. En anden dame, der siger at hun går ind for abort, læste den og sagde: „Man bliver fuld af medlidenhed.“ Den pige der gav damen fotokopien spurgte efter hele min rapport så hun kunne vise damen den.

Nu, en uge senere, er der stadig elever som roser mig for min rapport. Men det er jer brødre der fortjener æren for at have skrevet dette interessante stof på en så appellerende måde. Selv om ’Dagbogens’ forfatter er anonym og mange af dem der har læst (og forhåbentlig vil læse) den, ikke ved hvor jeg har hentet oplysningerne fra, har jeg i det mindste sået nogen sæd der måske kan opdyrkes senere.

Jeg er 17 år og går i sidste gymnasieklasse. Jeg har været tilsluttet Jehovas Vidner fra jeg var fem, og i marts har jeg været døbt i et år. Jeg har altid været glad for bladene, især Vågn op! Jeg håber at de kommende numre vil være lige så gode og appellerende som dem vi har fået indtil nu.

Endnu en gang mange tak, og måtte Jehova fortsat være med jer og skænke jer velsignelser i overflod.

De kærligste hilsener

S. B. (underskrift)

Den 30. januar 1984,

Bladenboro, N.C., USA

[Ramme på side 29]

Et ufødt barns dagbog

5. OKTOBER:

Mit liv er begyndt i dag. Min far og mor ved det ikke endnu, men jeg er her allerede. Og jeg bliver en pige. Jeg bliver lyshåret og får blå øjne. Næsten alt er bestemt, ja selv det at jeg bliver glad for blomster.

19. OKTOBER:

Der er nogle der siger at jeg ikke er et rigtigt menneske endnu, at det kun er min mor der er det. Men jeg er et rigtigt menneske, lige så vel som en lille brødkrumme er rigtigt brød. Min mor er til, og jeg er til.

23. OKTOBER:

Min mund er lige ved at åbne sig. Tænk engang, om et år eller deromkring ler jeg, og senere siger jeg noget. Jeg ved at det første jeg kommer til at sige er MOR.

25. OKTOBER:

Mit hjerte er begyndt at slå i dag, helt af sig selv. Fra nu af vil det slå jævnt resten af mit liv uden at standse og hvile! Og når der er gået mange år bliver det træt. Så standser det, og så dør jeg.

2. NOVEMBER:

Jeg vokser lidt hver dag. Mine arme og mine ben begynder at tage form. Men jeg må vente længe før jeg kan rejse mig på mine små ben og nå op til min mors arme, og før jeg kan plukke blomster med mine små arme og omfavne min far.

12. NOVEMBER:

Der er ved at komme små bitte fingre på mine hænder. Det er sjovt så små de er! En dag kan jeg stryge min mor over håret med dem.

20. NOVEMBER:

Først i dag har lægen fortalt mor at jeg lever her lige under hendes hjerte. Åh, hvor må hun være glad! Er du ikke glad, mor?

25. NOVEMBER:

Det kan være at min far og mor tænker på hvad de vil kalde mig. Men de ved ikke engang at jeg er en lille pige. Jeg kunne tænke mig at hedde Kate. Jeg er allerede ved at blive stor.

10. DECEMBER:

Mit hår vokser. Det er glat og lyst og blankt. Hvordan mon mors hår er?

13. DECEMBER:

Nu er jeg lige ved at kunne se. Det er mørkt omkring mig. Når mor bringer mig til verden bliver den fuld af solskin og blomster. Men det jeg allermest glæder mig til, er at se min mor. Hvordan ser du ud, mor?

24. DECEMBER:

Mon mor hører mit hjerte slå ganske svagt? Nogle børn er lidt syge når de kommer til verden. Men mit hjerte er stærkt og sundt. Det slår så regelmæssigt: top-top, top-top. Du har en sund lille datter, mor.

28. DECEMBER:

I dag tog min mor livet af mig.

— Anonym