Frygt har grebet verden — hvad er det et tegn på?

FRYGT er en del af „tegnet“ på det der i Bibelen kaldes „endens tid“, „afslutningen på tingenes ordning“ eller „de sidste dage“. (Daniel 12:4; Mattæus 24:3; 2 Timoteus 3:1) Jesus sagde at mennesker ville ’besvime af frygt og forventning med hensyn til det der kom over den beboede jord’. Men han gav os også håb, for han tilføjede at netop denne verdensomspændende angst ville være et tegn på at ’befrielsen nærmede sig’. — Lukas 21:7, 25-28.

Ser vi i dag en frygt som den der skulle være et tegn på at befrielsen var nær? Det mener mange. Hvad mener du?

Overvej kendsgerningerne

„Verden er så fuld af frygt som aldrig før,“ siger den tyske avis Die Welt. Den kalder også vort århundrede for „frygtens århundrede“. I betragtning af de store fremskridt man i vort århundrede har gjort inden for videnskab, teknik, lægevidenskab og psykoterapi er det paradoksalt at også frygten er vokset. Det burde være muligt at afskaffe de grunde der kunne være til at frygte. Men det modsatte er sket.

Frygten er blevet sammenlignet med „et hærgende spøgelse“ og med en sygdom der „breder sig som en epidemi“. Det tyske blad Hörzu meddeler: „Aldrig før har menneskeheden været så grebet af frygt som den er i dag.“ Bladet peger også på nogle af årsagerne: „Brutalitet og terror, egoisme og ligegyldighed, social uretfærdighed, krig, påvirkning fra andre lande, stofmisbrug, misundelse, atomenergi, ungdomskriminalitet, arbejdsløshed — vor tids frygt har tusind navne.“

Flere og flere er enige om at dette ikke er nogen overdrivelse. Hvad mener du? Nærer du selv angst for nogle af disse ting?

Frygten er international

Det er ikke kun beboerne i et enkelt land der føler sig utrygge. Bemærk hvordan bladet Time beskriver situationen i USA:

„Der ligger en frygt i luften som er alt for omfattende til at kunne fattes.“ Hvilken frygt? Frygten for atomkrig.

De unge går ikke fri af denne frygt for en kernevåbenkatastrofe. Den amerikanske Psykiaterforening har for nylig gennemført en undersøgelse som har vist at tanken om en atomkrig har en psykisk indvirkning på børn. The New York Times har citeret dr. R. J. Lifton, professor i psykiatri ved Yale-universitetets medicinske fakultet, for denne iagttagelse angående børn der vokser op i atomtruslens skygge:

„De har et helt andet tankesæt; det indbefatter den mulighed at alt, både de selv, deres forældre og alt hvad de har kendt eller rørt ved, pludselig kan blive ramt af udslettelse.“

Frygten for atomkrig har også nået de lande der ikke er primære mål for atomraketter. Hvorfor det? På grund af faren for radioaktivt nedfald. Dødsensfarlige radioaktive partikler som når ud i stratosfæren efter en atomkrig, kan falde ned hvor som helst på jorden.

Andre trusler har gjort sagen endnu mere kompliceret. For eksempel truslen om angreb fra terrorister. Truslen om miljøkatastrofer. Og kriminalitetstruslen.

Her kan vi spørge: Er det ovenstående ikke blevet bekræftet af det du selv har læst i blade og aviser? Har du ikke bemærket at ord som „bekymring“, „utryghed“ og „frygt“ dukker op med foruroligende hyppighed både i tale og skrift, privat såvel som offentligt? Hvis du har bemærket det, har du da tænkt over hvad dette er et tegn på?

Er der noget nyt ved frygten?

Mange siger imidlertid at frygten er lige så gammel som mennesket selv, hvilket også er tæt på sandheden. En lederartikel i den tyske avis Süddeutsche Zeitung bemærker således: „Frygten for døden, for smerte og for sygdom, for materielle og ikke-materielle tab, har altid boet i mennesket.“ Men i vor generation har frygten fået en ny dimension, hvad avisen påpeger med disse ord: „Noget nyt er imidlertid de mulige farer mennesket i dag har skabt, og omfanget af disse farer; konsekvenserne af de katastrofer vi i dag kan forestille os, ville sikkert også være helt nye og uhørte.“

Hvis vi skal se en opfyldelse af det tegn på „afslutningen på tingenes ordning“ som Jesus forudsagde, må der være tale om (1) en betydelig forøgelse af de faktorer der skaber frygt, og (2) en frygt der er væsentlig stærkere end ellers, på grund af de farlige faktorers mulige konsekvenser. (Mattæus 24:3; Lukas 21:10, 11, 26) Og begge disse betingelser opfyldes i dag, hvad alle de anførte citater netop bekræfter. Dertil kommer at frygten for atomkrig er i en klasse for sig. Aldrig før har mennesket kunnet frigøre de stærke kræfter i atomet — først nu i det tyvende århundrede. For første gang frygter man hele menneskeslægtens fuldstændige udslettelse, ja, udslettelsen af alt liv på jorden.

Husk imidlertid at den stigende frygt i vor tid samtidig er tegn på noget andet. Den er et tegn på at ’befrielsen nærmer sig’, sådan som Jesus lovede. — Lukas 21:28.

Er det fredsbevægelserne der vil give os denne ’befrielse’? Det mener mange. Men hvilket indtryk får man hvis man følger med i en fredsmarch eller en demonstration mod atomvåben? Får man noget håb om at ’befrielsen’ er nær?

Hvordan foregår en fredsmarch?

We don’t want a nuclear war

Five, Six, Seven, Eight

We don’t want to radiate

Oversat: „En, to, tre, fire. Vi ønsker ingen atomkrig. Fem, seks, syv, otte. Vi ønsker ingen strålingsdød.“ Ordene råbes og synges. Vore trommehinder angribes på én gang af rockmusik, råb med slogans og lyden af protestsange, sammen med lyden af tusinder af stemmer. Det skue der møder øjet er næsten kalejdoskopisk farverigt: bannere med slogans i stærke farver — mange af dem er klicheer, nogle få er originale i deres gru eller humor; demonstranter i ejendommeligt udstyr med afskrækkende masker; papmachéfigurer; nålestribede mænd; præster i ornat; munke i brune kutter; buddhister i gule kofter; unge og gamle, mødre med børn, og en hund med et skilt om halsen hvor der står det ene ord „peace“ — fred.

Syv hundrede tusind mennesker på vej gennem New Yorks gader, alle af samme grund — de vil gøre deres til at forhindre en atomkrig.

Marchen den 12. juni 1982 var den største fredsmarch man nogen sinde havde set i USA. Man havde valgt netop denne dato for at den kunne finde sted samtidig med FNs anden særlige nedrustningskonference, så man fik en markant mulighed for at gøre FNs delegerede opmærksomme på modstanden mod atomvåben.

Stemningen var nærmest karnevalsagtig. Men atomdødens uhygge afspejlede sig dog gang på gang i skarerne. Demonstrationen forløb fredeligt. De fleste deltagere var amerikanere, men også flere andre lande var repræsenteret. En delegation af japanere, både unge og gamle, hængte brogede kranse med fredsduer af papir om halsen på forbipasserende, mens de uddelte små farvede kort med personlige fredsbudskaber skrevet på japansk.

„Hvorfor er I damer med her?“ En kvinde i tresserne svarer: „Vi vil gerne gøre verden tryg for vore børnebørn.“ En anden svarer: „Vi vil have at vore børnebørn overhovedet får en verden at leve i.“

En atomfysiker fra et af det amerikanske energiministeriums laboratorier fortæller hvorfor han er med. „Af samme grund som alle andre — på grund af våbenkapløbet. Jeg tror der er en reel mulighed for at der udbryder en atomkrig ved et uheld, og så bliver jeg dræbt. Jeg holder ikke af at se mennesker blive dræbt, om det så er russere eller amerikanere.“

Her er lederen af den kernemedicinske afdeling ved et stort hospital i New York. Hvorfor demonstrerer han? Han svarer kort og godt: „Jeg er bange!“ Han ønsker at kernekraften skal anvendes fredeligt i lægevidenskabens tjeneste, ikke til krig.

En universitetspræst fra Kentucky er med på marchen fordi han mener at sådanne demonstrationer „kan tvinge regeringens ledere til at indføre fred“.

Private borgere marcherer side om side med faggrupper og fagforeningsmedlemmer. Overalt ser man præster. Alle vegne i det lange demonstrationstog får man øje på religiøse grupper. Ved første øjekast er det en lang, enig og ubrudt front. Men ved nærmere øjesyn opdager man store uoverensstemmelser. Sammenligner man de forskellige gruppers slagord og ideologier, bemærker man store forskelligheder i opfattelsen af hvordan en nedrustning skulle forme sig. Store grupper af demonstranter benytter også lejligheden til at fremføre deres egne politiske synspunkter og yndlingsideer.

Kommunens kolossale, hvide fejemaskiner holder klar. De er parate til at rykke ud når protesttoget er draget forbi. Så snart demonstranterne har passeret, følger rengøringsmastodonterne dem i hælene, fortærer deres henkastede løbesedler og andre efterladenskaber, og fejer gaderne rene. Vil fredsbevægelserne på samme måde drage forbi på skuepladsen? Vil politikerne også feje dem bort fra deres bevidsthed og glemme dem? Eller vil demonstrationerne øve et stadig stærkere pres mod regeringerne for at få dem til at fremsætte fredserklæringer? Tiden vil vise det.

Men hvis vi ikke kan stole på at fredsbevægelserne kan fjerne atomtruslen, hvor kan vi da vende os hen for at finde et håb om varig fred og sikkerhed?

[Tekstcitat på side 9]

„Der ligger en frygt i luften som er alt for omfattende til at kunne fattes“

[Illustration på side 8]

Frygt har grebet verden