„Fastfrysning“ af kernevåben — er det vejen til fred og sikkerhed?

Som en bølge der rejser sig og stiger i styrke er fredsbevægelserne vokset i kraft og omfang. De skyller hen over Europa, Japan og USA og har allerede fået stor politisk indflydelse og påvirket nogle landes militære overvejelser. Fredsbevægelserne er bemærkelsesværdige af mere end én grund.

Mange seriøse bibellæsere spørger sig selv: Vil fredsbevægelserne spille nogen rolle i opfyldelsen af den bibelske profeti om „fred og sikkerhed“? Eller er bølgen blot et forbigående fænomen, der snart vil ebbe ud? — 1 Tessaloniker 5:3.

Hvad menes der med „fastfrysning“?

Fredsbevægelser i hele verden kræver „fastfrysning“ af stormagternes kernevåben. Dermed mener de at der ikke længere skal produceres, afprøves eller anvendes nogen som helst kernevåben. De forlanger at kernevåbenlagrene skal holdes nede på deres nuværende størrelse — altså fastfryses — eller helt afskaffes. I USA har bevægelsen fået navnet „Freeze“. I Danmark og Tyskland er denne bevægelse blandt andet blevet omtalt som „en steppebrand ved navn ’Freeze“’. Det er ikke bare en ganske almindelig protestbevægelse. En kendt amerikansk talsmand for bevægelsen har sagt at dens første mål er at „fryse våbnene ned, før de brænder os andre af“.

De første dønninger af denne fredsbevægelse kom til Vesteuropa i 1979. I Holland lagde nogle borgere pres på deres regering for at gennemtvinge et forbud mod stationering af atomraketter i deres land. Snart efter fik de støtte af Danmark og Norge, hvor der var en udbredt modvilje mod at få atomraketter. I Storbritannien tog atomraketdebatten fart i foråret 1980, og om efteråret kunne et demonstrationstog samle 80.000 mennesker på Trafalgar Square.

Fredsbevægelserne blev en bølge der voksede og voksede. I engelsktalende lande blev det almindeligt at bruge udtrykket END (forkortelse for European Nuclear Disarmament). Bevægelsen har nu stærke afdelinger i Frankrig, Vesttyskland, Grækenland, Finland og Portugal, og støttekomiteer i de fleste andre europæiske lande. Den kræver et atomfrit Europa — ingen kernevåben fra Polen til Portugal. Bølgen nåede også til Østeuropa, hvor der nogle steder var debatgrupper som i hemmelighed diskuterede afrustning. Ved slutningen af 1981 var modstanden mod atomvåben blevet som en mægtig flodbølge. Det ene land efter det andet meldte om kolossale fredsdemonstrationer:

● Vesttyskland: 100.000 i Hamburg, juni 1981.

● Sicilien: 30.000 i Comiso, oktober 1981.

● Frankrig: 40.000 i Paris, oktober 1981.

● England: 175.000 i London, oktober 1981.

● Italien: 200.000 i Rom, oktober 1981.

● Vesttyskland: 300.000 i Bonn, oktober 1981.

● Holland: 400.000 i Amsterdam, november 1981.

● Spanien: 400.000 i Madrid, november 1981.

● Østtyskland: 6000 demonstrerer i Dresden, februar 1982.

● Japan: 200.000 deltager i tre massemøder i Tokyo, maj 1982.

● USA: 700.000 deltager i en kæmpedemonstration i New York, juni 1982

Den 12. juni 1982, mens FNs delegerede var samlet til den anden særlige nedrustningskonference i New York, marcherede 700.000 atomvåbenmodstandere forbi FN-hovedkvarteret som højdepunktet på en uges demonstrationer. I samme uge kunne demonstrationer i Europa samle næsten en million deltagere til massemøder i Amsterdam, Antwerpen, Berlin, Bonn, Dublin, København, London, Madrid og Paris.

Hvem støtter bevægelsen?

Fredsbevægelsen er usædvanlig ved sin hurtige vækst og ved at den har vundet støtte i så store dele af verden. Men hvad er det for folk der støtter den?

Det er et bredt udsnit af mange landes befolkning — og ikke bare unge — der melder sig som modstandere af den fortsatte atomoprustning. Deres baggrund er vidt forskellig: Husmødre, fabriksarbejdere, advokater, pædagoger, forretningsfolk, skuespillere, læger, præster, videnskabsfolk, ja, selv militærfolk af høj såvel som lav rang.

Østblokkens lande støtter aktivt fredsbevægelserne, ikke alene inden for deres egne grænser, men også i andre lande. En så uforbeholden tilslutning fra denne side er usædvanlig. Flere af fredsmarcherne i Europa har været arrangeret af kommunistiske grupper, ligesom det kommunistiske parti i USA var medarrangør af den store fredsmarch i New York den 12. juni 1982.

Dét at modstanden mod atomvåben henter sine tilhængere fra så vidt forskellig baggrund, fagligt såvel som socialt og politisk, er endnu en faktor som gør denne bevægelse helt usædvanlig. Hvorfor er så mange millioner sluttet op om den så hurtigt?

Hvorfor den store tilslutning?

Folk er bange. „Atomskræk“ kunne man kalde det. At atomdøden, katastrofen der gør ende på alt liv, nu er en reel og grufuld mulighed, er pludselig gået op for mange.

Den seneste tids politiske begivenheder har øget frygten. I kraft af „terrorbalancen“ har man hidtil undgået atomkrigen, idet hver af stormagterne ved at et angreb mod en af de andre vil medføre øjeblikkelig gengældelse, med gensidig udslettelse af begge lande — eller alle lande — til følge.

Denne situation er nu ved at ændre sig. Her er nogle af de omstændigheder der gør mange bekymrede:

● I sommeren 1980 begyndte der at fremkomme oplysninger om at stormagternes ledere havde godkendt planer efter hvilke man regnede med at kunne udkæmpe en begrænset krig med atomvåben. Man hørte supermagternes talsmænd åbent nævne muligheden for at udkæmpe, overleve eller ligefrem vinde en kortere eller længere atomkrig.

● Teknikkens fremskridt gør det muligt at styre atomraketter så de rammer med meters nøjagtighed. Denne præcision gør det muligt med raketter at udslette næsten alle fjendens landbaserede raketter før de kan affyres i et gengældelsesangreb, og forøger derved muligheden for at udkæmpe og vinde en begrænset atomkrig.

● Den endelige ratifikation af traktaten om begrænsning af de strategiske våben (SALT II) mislykkedes i 1979.

● Militærbudgetterne forøges markant, mens det ene land efter det andet lider under et alvorligt økonomisk tilbageslag.

● Læger, videnskabsfolk og kirkefolk søger ihærdigt at øge offentlighedens forståelse af den ødelæggende virkning et kernevåbenangreb ville få på mennesker, nulevende såvel som fremtidige generationer, samt på miljøet.

Men når fredsbevægelserne har fået vakt befolkningens bevidsthed med hensyn til de uhyggelige følger af en atomkrig, hvad er da deres mål ud over dette?

Hvad er deres mål?

Den amerikanske „Freeze“-bevægelse, såvel som andre fredsbevægelser, har ikke alene som mål at vinde bred tilslutning i befolkningen, men også at få egentlig indflydelse på politiske beslutninger angående atomvåben. The New York Times skriver følgende angående deres mål: „De mener at det vigtigste spørgsmål nu er om de kan forvandle offentlighedens voksende bekymring angående atomvåben til stemmer i Kongressen.“

Er det lykkedes? Her i Europa er adskillige regeringer allerede blevet påvirket af fredsbevægelserne til at tage deres atomvåbenpolitik op til fornyet overvejelse. Vesttysklands tidligere forbundskansler Helmut Schmidt har advaret mod at ignorere bevægelserne, idet han har sagt at deres tilhængere „sender nogle meget klare signaler til de politiske ledere“.

I USA føler kongresmedlemmerne også et kraftigt pres. I august sidste år lykkedes det kun med en meget smal margen (204 stemmer mod 202) at nedstemme en resolution i Repræsentanternes Hus der krævede øjeblikkelig fastfrysning af de amerikanske og sovjetiske atomvåbenlagre. Dette er et meget sigende udtryk for den styrke sagen har vundet på så kort tid.

Også Sovjetunionen erkender hvilken kraft der ligger i bevægelsen. For første gang i mands minde har Sovjetunionen åbnet sine grænser for et demonstrationstog af udlændinge. Det var den skandinaviske „Fredsmarch 82“ med omkring 300 deltagere der i juli sidste år rejste fra Stockholm til Minsk og blandt andet marcherede gennem Moskvas centrum med bannere der sagde „Nej til atomvåben i hele verden“.

Vil denne verdensomspændende bevægelse tvinge regeringsledere til at gøre en særlig bestræbelse for at sikre freden? Eller er det kun fra massernes mund kravet om fred vil lyde? Vil regeringerne bruge deres magt til at bringe dette krav til tavshed ved for eksempel at rette et slag mod de kirkelige kræfter der indtager en nøgleposition i mange fredsbevægelser? I august sidste år henvendte USAs præsident, Ronald Reagan, sig til en gruppe højtstående medlemmer af det katolske hierarki ved hundredårsjubilæet for Columbusriddernes øverste råd og berørte netop denne sag. Han rettede en stærk appel til disse katolikker om at holde sig fra kampagnerne mod atomvåben.

I forbindelse med forsøg på at skaffe fred i verden skrev apostelen Paulus i Første Tessalonikerbrev 5:2, 3: „Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil en pludselig undergang komme over dem.“ Når Jehova Gud selv eksekverer sin dom over de korrupte statsadministrationer, vil hans indgriben være hurtig og endelig. Er de fredsbevægelser vi ser, da et skridt på vejen til at råbet om „fred og sikkerhed“ vil lyde fra nationerne? Tiden vil vise det.

Men én ting er klar: Det fremherskende i fredsbevægelserne er følelsen af frygt. Hvorfor hersker der en sådan frygt i hele verden?

[Ramme på side 5]

Hvem støtter kravet om „fastfrysning“ af kernevåben?

Videnskabsfolk

● I august 1981 erklærede videnskabsfolk fra 40 lande, forsamlet til Pugwash-mødet i Canada:

„Vi anbefaler en øjeblikkelig fastfrysning af De forenede Staters og Sovjetunionens kernevåbenlagre på nuværende niveau.“ — The Bulletin of the Atomic Scientists.

Læger

● I 1982 dannede læger i Danmark gruppen „Danske læger mod Kernevåben“. En af lederne siger: ’Befolkningen er meget lydhør over for hvad vi læger siger, og derfor har vi nu dannet denne gruppe.’

Gruppen er tilsluttet den internationale organisation „Læger mod Kernevåben“, som har medlemmer i nitten lande. I maj 1982 holdt denne sit andet årsmøde, i England. En repræsentant udtalte:

„Uden hensyn til hjemland eller politik er vi alle helt enige om at en atomkrig vil være den endelige dræberepidemi . . . Læger har ønsket at skride ind over for den vanvittige ophobning af atomvåben, men de har ikke kunnet samle nogen styrke der tåler sammenligning med problemets omfang. Nu er en sådan styrke ved at samle sig. Hvis den får aktiv støtte af de fleste læger, kan den blive umulig at modstå.“ — Medical World News.

Præster og kirkefolk

● Katolsk engagement:

I pavens budskab til FN om atomafrustning hed det i juni 1982: „Den katolske kirkes lære er klar og konsekvent på dette område. Den har beklaget våbenkapløbet; den har opfordret til gensidig, progressiv og kontrollérbar våbennedskæring.“ — United Nations General Assembly Verbatim Record.

I Philadelphia i USA holdtes i juni 1982 et møde med temaet „Tværreligiøst vidnesbyrd med opfordring til standsning af atomvåbenkapløbet“. Her opfordrede kardinal Krol „verdens regeringer til at ’demontere alle eksisterende atomvåben’“. — The New York Times.

● Protestantisk engagement:

Biskopper fra de skandinaviske lande, deriblandt Københavns biskop, Ole Bertelsen, har indbudt til en verdenskonference i Uppsala i april 1983 under temaet „Liv og fred“.

I Vesttyskland var den protestantiske kirkegruppe „Arbeitsgemeinschaft Dienst für Frieden“ (aktionsgruppe i fredens tjeneste) en af hovedarrangørerne bag massedemonstrationen i Bonn i 1981 mod atomvåben. — The Christian Century.

I England har The British Council of Churches enstemmigt vedtaget at støtte verdensnedrustningskampagnens arbejde siden 1980.

Den store fredsmarch i New York i juni 1982 blev blandt andet støttet af følgende amerikanske kirkeorganisationer: Kirkernes Nationalråd, De amerikanske Baptistkirker, Kristi forenede Kirke, og Den reformerte Kirke i Amerika.

● Ortodokse kirkers engagement:

Rumæniens ortodokse kirke har været vært for kristne, jødiske og islamiske repræsentanter fra seksten lande, under kongressen „Appel om nedrustning og fred“ i Bukarest i 1981. Kongressens formål: „Vi vil tilskynde [vore kirkers medlemmer] til at arbejde mere aktivt for freden og for håbet om en fredelig fremtid for menneskeheden. . . . med det formål én gang for alle at forhindre og fjerne faren for en atomkrig.“ — Romanian Orthodox Church News, Quarterly Bulletin.

I maj 1982 arrangerede den russisk-ortodokse kirke „de religiøst aktives verdenskonference til redning af livets hellige gave fra atomkatastrofen“, og inviterede 600 fremtrædende kirkefolk fra hele verden. — Time.

● Buddhistisk engagement:

I Japan „er både buddhister og kristne med til at organisere mange andre former for bevægelser [mod atomvåben].“ — Asahi Evening News.

[Ramme/grafisk fremstilling på side 6]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

20 10 0 6 12

kilometer miles

1 2 3 4

Hvad vil der ske hvis et kernevåben på en megaton bliver bragt til sprængning i 2000 meters højde?

Zone 1: Total ødelæggelse; ingen overlevende.

Zone 2: Alle bygninger jævnet med jorden, 50% af befolkningen dræbt.

Zone 3: Brandstorm; 25% af befolkningen dræbt.

Zone 4: Bygningsskader; 10% af befolkningen dræbt

[Ramme/​illustration på side 6]

Militæret i hele verden koster hvert minut over 8 millioner kroner. Hvis pengene blev brugt til boliger, kunne der hver dag bygges 18.230 nye huse af amerikansk gennemsnitsstandard (til cirka 650.000 kroner stykket)

[Illustration på side 7]

Vil fredsbevægelserne få politikerne til at bøje sig?